HOME || TIDLIGERE ARTIKLER || SUPPORT || ABOUT

       Litteratur || Engelsk || Fransk/italiensk || Lingvistik || INTERVIEW
       Psykologi || Historie/samf/arkitektur || Film/teater/musik/udstillinger



Anmeldelse: Blomsternes semiotik



Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.

Publiceret 21. oktober 2026.


© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.


  • Yukihisa Yamamoto: Kikuko og Blomsterbinderen
  • Oversat fra japansk af Mads Schanz
  • GYLDENDAL (Roman), 292 sider
  • Udgivet 9. juni 2026, kr. 199,95

    LITTERATUR: Storblomstret magnolie, solsikke, krysantemum, julerose, mimose, kirsebærblomst, liljekonval, nellike. Disse blomster optræder med en særlig betydning i hvert sit kapitel, der tilsammen udgør indholdet af denne lettere fabulerende japanske roman, hvor handlingen tager uventede krumspring, og hvor poesien lurer bag ved de mange finurlige indfald. Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder Yamamotos farverige roman.



    BEDØMMELSE:
    FIRE stjerner ud af seks (Skala).


    Ensom kvinde i et Tokyo, der myldrer af liv

    Den 24-årige Kikuko henslæber alle ugens dage med en art stik-i-rend kontorjob, hvor hendes uddannelse som designer ikke får lejlighed til at manifestere sig. Jobbet er stressende, der er altid ulønnet overtidsarbejde, og sjældent har hun fri andet end om søndagen. Vi møder hende, hvor hun en søndag er inviteret ud på en café af sin nærmeste chef, assistenten, der har et godt øje til hende, men som ikke kan forstå, at hun har sagt sit job op på grund af noget, der ville udvikle sig til stress og generel utilfredshed med sit liv. Hun har sågar haft selvmordstanker.
    ’Hvis du stopper, gør du skade på firmaet,’ sagde assistenten.’
    (...)
    ’Men hvis du returnerer den løn, du har tjent indtil videre, kan vi lade det være ved det.’
    ’Det kan jeg ikke’.
    ’Nej, det regnede jeg heller ikke med. Derfor har jeg forhandlet med direktøren (...) Ikke alene det...’ Assistenten dæmpede stemmen. ’Som jeg har talt med dig om, kan jeg godt lide dig som person. Jeg vil gøre hvad som helst for dig.’
    Kikuko er låst fast i en umulig situation, men som en deus ex machina har en yngre kvinde ved det næste bord i caféen optaget hele den ubehagelige samtale på sin telefon.

    Hun præsenterer sig som Kikukos veninde og lægger en arm om skulderen på den unge kvinde, inden hun fortsætter:
    ’Det er ren udnyttelse, tænkte jeg. Udnyttelse af værste skuffe. Jeg blev så rystet, at jeg kom til at optage samtalen på min telefon. Det er endda ikke kun udnyttelse, men også sexchikane. Så tror da fanden, at hun ikke gider arbejde i jeres firma.’ (Side 16)
    Det ender med at assistenten tager flugten, da kvinden foreslår, at hun afspiller optagelsen for ham.

    Kvinden hedder Rita Sotojima og hun brugte Kikukos navn, da hun irettesatte dennes overordnede, og nu får Kikuko opklaret, hvordan det er gået til:
    ’Vi har talt sammen en gang om året i de sidste mange år. Sidste gang var sidste måned’. (Side 17)
    Det viser sig, at Rita er blomsterbinderen der har butik foran den metrostation, hvor Kikuko hver dag kom forbi, når hun skulle på arbejde. Kikuko bestilte hvert år blomster til sin mor på mors dag. Hver gang var det nelliker, og de skulle bestilles hos en forhandler i morens hjemby. Deraf Ritas kendskab til navnet.


    En redningsaktion

    Egentlig havde Kikuko ikke nogen forestilling om at gå ind i blomsterbinderfaget, men Rita foreslår, at hun skriver en ansøgning vedlagt sit CV, og det fører til, at Rita ansætter hende, og hurtigt udvikler der sig et fint forhold til både Rita og de øvrige to medarbejdere i forretningen. Med tiden får Kikuko også stadig flere og ganske krævende designeropgaver, som hun løser på bedste vis. Hun ender med at arbejde nærmest fuldtids i forretningen, bl.a. med at køre blomster ud til kunder, ud over designopgaver og blomsterbinding.


    Blomsterne taler

    Ud over at lære de øvrige, ganske eksotiske medarbejdere at kende, kommer Kikuko til at møde mange specielle kunder, der tilsyneladende går vildt op i blomsternes sprog, dvs. hvad den enkelte blomst forbindes med i forhold til mennesker. Det er tilmed sådan, at hver eneste blomst har sit eget haikudigt, hvor der siges noget om blomstens karakter. Desuden forbindes de enkelte blomster også med følelser, endda indtil flere forskellige, alt efter situationen, der måtte tænkes på. Der er endda skrevet bøger, der går i detaljer med blomsternes betydning, deres sprog.


    Lærerige måneder

    I løbet af det lille års tid, som vi følger Kikuko i blomsterforretningen, udvikler hun sig til en dygtig designer og blomsterkender, godt oplært af chefen og de to øvrige medarbejdere. Hun møder såmænd også et rigtigt, levende spøgelse, om man så må sige. Der er tale om en 70-årig professor og forsker, som afgik ved døden for et års tid siden, men han manifesterer sig to gange for Kikuko, idet han velklædt og lidt gammeldags kommer og køber nogle helt bestemte blomster, som han også betaler for! Og når han så har fået sine blomster, fordufter han så at sige lige efter.


    Romantik

    Det viser sig, at denne spøgelsesagtige herre var chef for et team af forskere, hvor også en ung mand ved navn Ifukubu var med. Denne Ifukubu bor i øvrigt på etagen ovenover Kikuko, og gennem et lille års tid er de tre gange stødt på hinanden i opgangen. Det er imidlertid først, da den afdøde professor også har opsøgt Ifukubu og givet ham et vink med en vognstang, nærmere betegnet en flæskekrysantemum, at den unge forsker i blomster har forstået, hvad det drejer sig om.

    Spøgelset købte en flæskekrysantemum af Kikuko, som han afleverede til Ifukubu, og det forholdt sig således, at spøgelset var chef for netop det team, der udviklede denne særlige art af krysantemum. Da han har vist sig for Ifukubu og uden ord har overrakt blomsten, falder tiøren, næsten da. Men da det åbenbart ikke er helt nok, så henvender spøgelset sig også til Rita, indehaveren af blomsterbutikken, som fortæller Kikuko om sit møde med en nydelig mand, som hun har mødtuden for butikken, hvor han stod og ventede:
    ’Ved du, hvem det kunne være?’ (spørger Rita).
    ’Var han rank og havde et flot skræddersyet jakkesæt på?’ (svarer Kikuko).
    ’Ja, netop. Ja, han lignede en ædel herre fra et andet århundrede. Han fortalte, at han kendte en ung mand ved navn Ifukubu, som havde forelsket sig i dig, da han mødte dig for første gang i august sidste år. Den ædle herre havde åbenbart forsøgt at få jeres kærlighed til at blomstre ved at få jeres veje til at krydses tre gange, men han var ved at miste håbet, fordi Ifukubu stadig ikke havde nosset sig sammen til at invitere dig ud at spise.’ (Side 284)
    Og efter yderligere et par små forviklinger, som ikke skal afsløres her, ender det hele med, at Ifukubu får overvundet sig selv til at invitere Kikuko ud. Naturligvis var det en bestemt blomst, der til sidst gjorde arbejdet for ham. Det var en nellike. Dens betydning er nemlig ægte kærlighed.


    Fire stjerner

    Romanen fortjener fire ud af seks stjerner for sin lyse, lette og generelt optimistiske tone. Bogen er velskrevet, sproget flyder behageligt, og den er veloversat til dansk. Oversætter Mads Schanz har skabt en kongenial gengivelse af romanens væsen ved at anvende et letflydende sprog og en munter, frisk tone overalt, hvor dette falder naturligt. Alting i historien falder i hak undervejs, om end med små svinkeærinder, og budskabet er ganske ligetil: Vi kan lære meget af blomsterne, og de kan åbne vejen for at vi også lærer hinanden at kende.