|
|
Anmeldelse:
Svimlende kunst kan være fatal
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 29. september 2026.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Camille de Peretti: Portræt af ukendt kvinde
GYLDENDAL (352 sider). Pris 299,95
Udgivet i dag, den 29. september 2026
LITTERATUR / KUNST:
Kærlighed, tab, drab og savn i en sofistikeret cocktail. Det er ikke mindre end dette,
at franske Camille de Peretti er lykkedes med i denne roman, der tager udgangspunkt i Gustav Klimts maleri af en kvinde,
der i 1910 tjente lidt småskillinger ved at sidde model for den berømte maler over en kortere periode. Dette fandt sted i
kulturknudepunktet Wien, der i disse år oplevede kunstverdenens opbrud og nye orienteringer i den bildende kunst omkring gruppen
bag Secession.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder den biografiske roman her.
BEDØMMELSE: 
FEM stjerner ud af seks
(Skala).
En kriminalgåde
Maleriet af den ukendte kvinde blev købt hos et galleri i Wien i 1916, og Gustav Klimt ændrede radikalt ved billedet i 1917, hvilket var ganske uhørt for hans arbejder i øvrigt. Det ændrede billede blev i 1925 solgt til et italiensk galleri, hvorfra det blev stjålet i februar 1997. En indbrudstyv tilstod i 2016 at have været den, der på bestilling havde stjålet maleriet, men samtidig kunne han oplyse, at det ville blive leveret tilbage året efter. Der gik dog yderligere et par år, før billedet på mystisk vis dukkede op bag en afskærmning i haven til det galleri, hvorfra det var blevet stjålet 22 år tidligere. Professionelt indpakket og uskadt. En uløst gåde.
De hellige muræner
Camilla de Perettis roman er prydet med små digte af Georg Trakl, en østriger som døde under Første Verdenskrig i 1914. Hans komprimerede digte er associerende i forhold til romanens handling på en drømmende måde, hvilket går fint hånd i hånd med forfatterens henvisninger til ”De hellige muræner”, der bliver nævnt tre gange, når en af romanens personer drømmende sætter sin lid til skæbnen og håber det bedste, som her:
Isidore fornemmede, at han skulle komme med et begavet svar, og han bad De Hellige Muræner om at komme ham til hjælp (side 94).
Derudover en romanens persongalleri beskrevet ganske konkret og med en nuanceret psykologisk indsigt, som er medvirkende til at læseren kan identificere sig med de forskellige karakterer, der optræder. Der er tale om en velskrevet roman med en kompliceret handling, som imidlertid rulles ud for læseren, således at vi nemt kan lade os rive med. En veritabel page turner.
Familieroman og drama
Romanens tre centrale skæbner er industrimagnaten Isidore Hoffmann Ferguson samt dennes mor Martha Linde (kvinden på maleriet) og endelig Isidores datter Pearl Alvez, som han uafvidende har avlet med en luder ved navn Michelle Alvez under en forretningsrejse til Huston, Texas. Dette får han først at vide, da Pearl er 20 år gammel og han som næsten firsårig har været enkemand i nogle år.
Vi følger indledningsvis Isidore fra hans klamp som skopudser i New York umiddelbart før børskrakket på Wall Street i 1929. Han når at få skrabet lidt penge sammen og investeret så tilpas snedigt i det kommende aktiefald, at han skaber sig en anselig formue. Denne åbner for hans adgang til de højere kredse i samfundet, idet han forelsker sig i datteren til en stor industrimagnat, og efter en kort tid kan hjælpe kærestens far med at overtage et nødlidende konkurrerende firma.
Han bliver gift med datteren og ender som kompagnon i firmaet, som han til sidst bliver eneindehaver af. Han er god for et par milliarder dollars, da han får brev fra frk. Alvez’ sagfører om, at han har en datter uden for ægteskabet. Sagen ordnes med et forholdsvis billigt forlig, og alt er igen tilsyneladende godt.
Fortidens prægning
Isidore har tre børn, hvoraf den ene dør ved en drukneulykke som teenager, og dette er medvirkende til at han umiddelbart fatter interesse for den ”uægte” datter Pearl, som han tager kontakt til, idet han åbent fortæller sine to andre børn, og desuden firmaets centrale medarbejdere, om sin fundne datter. Relationen mellem den gamle mand og hans datter udvikles stille og roligt over en halv snes år, og det bliver stadig mere tydeligt for såvel far som datter, at de er forbundne med hinanden på grund af Pearls lighed med Isidores mor, rent udseendemæssigt. Nøglen hertil bliver det omtalte billede malet af Gustav Klimt, hvor ligheden mellem moren og Pearl er så slående, at både Pearl og Isidore bliver mere knyttet til hinanden og kommer under stadig stærkere påvirkning af maleriet. En påvirkning, der for Isidores vedkommende knytter sig til erindringen om den gang, da han oplevede billedet i det herskabshjem, hvor han som ganske ung gjorde tjeneste som den laveste i hierarkiet.
Stendhalsyndromet
-Har De nogensinde hørt om Stendhals syndrom, Henry?
-Nej, hr.
(…)
-Stendhals syndrom er en psykosomatisk lidelse, som kan blive udløst af at se på et kunstværk.
Henry hævede et øjenbryn, hvilket betød, at han ikke følte, det vedkom ham (Side 321).
Isidore fortæller sin højre hånd i firmaet, hans private sekretær Henry, at han selv mener at lide af dette syndrom, da han beder Henry om assistance. Lidelsen er i øvrigt et anerkendt fænomen, der kan komme til udtryk ved hjertebanken, svimmelhed, desorientering og i ekstreme tilfælde hallucinationer. Fænomenet opstår almindeligvis når en person oplever kunst. Det kan være kunst der specielt appellerer til personen, eller mere almindeligt sker det i forbindelse med en koncentreret udstilling af store kunstværker, som f.eks. på i Uffizierne i Firenze.
Det er denne fascination af billedet, der driver både far og datter ud i et internt spil med såvel åbne som lukkede kort. Og handlingens dynamik i den sidste halvdel af romanen lader forfatteren udspille sig med opfindsomhed og en overbevisende fortælletæft.
Prøv blot at læse de følgende overrumplende replikker fra Isidore til hans højre hånd, Henry, efter at han har betroet ham infirmationen om sin særlige lidelse, og derefter fortsætter med at tale om maleriet af Klimt:
-Overmalet?
-Ja, et billede, der er blevet malet to gange. Et af de billeder, som man har røntgenundersøgt og fundet ud af, at der gemmer sig et andet billede nedenunder det, man kan se, er De med.
Ja, Henry var med og nikkede.
-Nå, men det her maleri af Klimt, som nu befinder sig på et museum i Piacenza i Italien, vil jeg gerne have tilbage. (…)
- Jeg tror, at det enkleste vil være at stjæle det. Vil De kunne ordne det for mig?” (side 320).
Og hvad Isidore og Henry siger til hinanden efterfølgende, skal ikke afsløres her. Læs selv!
Historie og fortælling i ét
Romanen skildrer på samme tid en familiehistorie som den giver et godt portræt af den historiske tid, som det hele udspiller sig i. Vi er til stede i Wien omkring 1910 - 20, i New York i slutningen af tyverne, og igen i de driftige år fra midten af halvfjerdserne til op imod 1996, og endelig en kortfattet, men intens finale tyve år senere i Italien.
Fem stjerner
Camille de Peretti fortjener fem af seks stjerner for en fermt fortalt og medrivende historie, der emmer af både eventyr og hverdagsrealisme. Der er både plads til lidenskab og kølig beregning, men størst af alt er kunsten, som omfatter og formidler menneskenes gøren og laden. Forfatterens generelle passion for kunst og litteratur fletter sig dynamisk ind i den samlede fremstilling.
|
|
|
|
