|
|
Anmeldelse:
En forskningsformidlet introduktion til digitale medier og samfund
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 26. juni 2026.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Casper Hvenegaard Rasmussen og Jack Andersen (red.)
DIGITAL KULTUR
Samfundslitteratur (236 sider)
Udgivelse 29. april 2024. Pris 249,00
DIGITALE MEDIER/SAMF:
Samspillet mellem digitale medier og samfundets udvikling belyses igennem bidrag fra en række forskere på området. Bogen er tilrettelagt historisk kronologisk, således at udviklingen kobles op på den menneskelige kulturs ændringer igennem tiderne, under indtryk af de kommunikationsformer, som betinger – og betinges af - selv samme udvikling. Digital kultur er således at forstå som samfundsændrende såvel som samfundsbærende, og den udformes i en stadig interaktiv proces mellem natur, individ, kultur, samfund og geo- politik.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder den supergode nye bog her.
BEDØMMELSE: 
SEKS stjerner ud af seks
(Skala).
En evolutionsproces
De digitale medier set i relation til samfundet påvirker hverdags-
livet både teknisk, færdighedsmæssigt og rent fysisk. Vi skal hele tiden forholde os til nye teknologier i vores omgang med hinanden og os selv.
Datingapps, Borger.dk, kontakt med familie og venner samt kommunikation igennem vores fora
på de sociale medier udgør en overvældende stor del af vores samlede aktivitet. Hvor ofte mødes vi egentlig ansigt til ansigt med et levende menneske?
Stadig flere dele af vores liv bliver struktureret ud fra de digitale medier og deres udvikling. Imidlertid overser vi ofte, at sam-
fundet også er med til at påvirke og forme de digitale medier:
Når digitale medier har fået en så central rolle i det moderne samfund, skyldes det blandt andet, at medierne er blevet tilpasset nogle allerede eksisterende samfundsstrukturer. De sociale medier er et godt eksempel på dette (side 10).
Forklaringen på denne udvikling ligger i frisættelsen af individet, der lige siden stavnsbåndets løsen i sin tid og frem til nutidens prekariat af freelancere og løsarbejdere er blevet udfordret af den kendsgerning, at vi i stigende grad er tvunget til at definere os selv. Vores kontinuerlige identitetsarbejde understøttes af de sociale medier. De er nemlig ideelle til at afspejle vores identitet, ligesom de hele tiden giver os pejlemærker i forhold til at reflektere over os selv og give os tilskyndelse til at forme og forandre os i et stadigt mere omfattende interaktivitetsarbejde med omgivelserne, som disse manifesterer sig på nettet.
Datificering
Stadig flere dele af vores liv kommer til udtryk i dataform, idet vores aktiviteter og dermed hele livsførelse registreres, kvantificeres og kategoriseres. Hver gang vi benytter nettet, sætter vi digitale spor, som bliver høstet af de store udbydere af de sociale medier, og deres analyser af disse data systemati-
seres og analyseres med henblik på at optimere markedsføring, hvilket bl.a. sker igennem algoritmernes stadige feedback til os, således at vores nyhedsfeed af både politik, tøj, madvaner, boligindretning og alt muligt andet til stadighed finpudses og tilpasses i relation til vores søgehistorik. Også mobiltelefonernes ”aflytning” af vores samtaler omkring spisebordet giver anledning til algoritmetilpasset reklame og nyhedsformidling.
Store virksomheders markedsføring, politikernes kommunikation med offentligheden, bankernes bedømmelse af vores kredit-
værdighed, statens logning af vores telefonsamtaler er alle bundet op på dataindsamling. Imidlertid er der en anden form for overvågning, som vi ikke tænker så meget over, nemlig vores selvmonitorering, hvor vi bruger skridttællere, anvender løbeure, kortlægger vores søvnmønster, registrerer vores kalorieforbrug, får information om, hvor meget tid vi løbende bruger på telefonen og andre medieformer og måske tjekker op på, hvor mange likes vi får i forbindelse med vores kommunikation på sociale fora. Disse såkaldte self-tracking-teknologier skaber ulighed for os som forbrugere, idet vi leverer mere data ind, end vi får igen. Der er nogle, som får mulighed for at blive klogere på os, end vi selv er.
Denne dataficering af vores tilværelse kaldes undertiden Big Data, og begrebet forbindes med det forhold, at virksomhederne efterhånden kender vores tilbøjeligheder og måske også hemmeligheder så godt, at de er i stand til at forudsige, hvad vi kunne tænkes at foretage os i en række sammenhænge, vores næste træk. Big data er blevet en handelsvare. Firmaer specialiserer sig i at købe informationer om alle detaljer i vores liv, ud fra de spor, vi afsætter hos de store internetudbydere: Vores søgninger på Google, vores oplægning af billeder på Instagram, vores tweets på X, osv. Kort sagt, så handles der med vores data, og vi har ikke nogen kontrol over, hvordan vi eventuelt påvirkes af diverse algoritmebaserede tiltag i forhold til det interface, hvor vi orienterer os og søger specifikke informationer.
Digital overvågning
Der er kameraer overalt i byrummet, som vi måske hen ad vejen vænner os til, men en langt mere altomfattende overvågning finder sted digitalt, igennem den løbende dataindsamling og dataanalyse. Vi har sikkert alle bemærket, at vi får reklamer og tilpassede informationer ud fra de aktiviteter, vi har på nettet. Det kan virke meget praktisk, at vi får informationer løbende om det, vi beskæftiger os med. Vi kan imidlertid godt føle, at vi bliver lige lovlig meget overvåget, når vi får disse skrædder-
syede informationer og tilbud.
Man taler da også om ”det eksponerede samfund” (side 131), hvor vi via den digitale overvågning af vores adfærd på nettet m.v. bliver både set og hørt, og får en form for feedback i forhold hertil. Måske kan det virke bekræftende i forhold til vores identitet, når vi modtager nyheder om rockmusikere eller historiske beretninger om en eller anden klassisk komponist eller måske anbefalinger af nye produkter i den sammenhæng.
Det er en vigtig pointe hos Harcourt, at selvom vi aktivt er med til at udstille og eksponere os selv, så har vi reelt ikke et valg. Vi kan ikke vælge det digitale fra (Harcourt 2015) (side 151).
Selve internettet er
en så gennemgående del af vores samlede aktivitet som mennesker, at det de facto er umuligt for os at sige fra. I langt de fleste sammenhænge, hvor vi anvender nettets tjenester, har vi reelt ikke mulighed for at sige nej til deling af vores data, da et nej tak til cookies som oftest skaber begræns-
ninger i den videre anvendelse af faciliteterne. Offentlige tjenester er vi tvunget til at benytte, og ældre mennesker og mennesker med særlige handicap har meget vanskeligt ved at få dispensation fra at bruge de offentlige netværkstjenester.
Dataindsamlingen i både privat og offentligt regi er stort set uden for vores kontrol, og når der undertiden sker samkøring af data i offentlige sammenhænge, er det undertiden i strid med databeskyttelseslovgivningen. Vi kan således sige, at den digi-
tale overvågning på mange måder er passiv, fordi den hele tiden foregår aktivt! Alt hvad vi foretager os registreres passivt, men med et snuptag kan det vendes om, således at de passivt registrerede detaljer om os kan opsamles og finde anvendelse i aktiv form.
Mediering og medialisering
Ud fra ovenstående beskrivelse kan det være nyttigt at skelne mellem medier brugt til kommunikation, hvilket er selve medieringen (formidlingsaspektet), hvor vi får budskaber og selv giver os til kende, medens mediernes påvirkning af samfunds-
udviklingen og hver enkelt af os i et overordnet perspektiv betegnes som medialisering. Vi kommunikerer, interagerer og reflekterer, men samtidig er vi en del af samfundsudviklingen, når vi ænder adfærd i lyset af de digitale muligheder, som vi benytter os af.
Et overvældende aspekt af dette forandringspotentiale er den kunstige intelligens, AI, som af nogle forskere kaldes Deep Mediatization. Igennem brugen af AI bliver vi medvirkende i en proces, som forandrer hele tænkningens grundlag, og hvor spørgsmålet om bemestring melder sig: Er vi som mennesker i stand til at bevare en form for overordnet position i forhold til Maskinen, til en form for intelligens, som på baggrund af stadig dybere lag af informationstilgang tilegnes af disse maskiner? Som beskrevet i bogen, er der ingen, der med vished kan sige, hvad det vil føre til. Kunstig intelligens vil helt givet erstatte en række rutineprægede jobfunktioner i fremtiden, men kan vores særlige kvaliteter som mennesker også komme under pres?
Hvad nu, hvis Maskinen kan blive så følelsesbetonet, at den træffer uforudsete afgørelser? Måske vil den bevidst kunne føre os bag lyset i sine svar?
Mennesker kan skabe kunst, skrive tekster og træffe komplicerede beslutninger, og disse aktiviteter har hidtil været forbeholdt mennesker. Men vil kreativiteten også være en særlig menneskelig kvalifikation i fremtiden? (side 230).
Således formulerer bogens redaktører sig i foråret 2024. I mellemtiden er der sket en accelererende udvikling inden for AI, som virker stadigt mere udfordrende for os som mennesker i forhold til ovennævnte overvejelser.
Seks stjerner
Hvis man må give en fagbog stjerner, må det blive seks ud af seks. Disse flotte seks stjerner gives for den vellykkede
begrebsmæssige fremstilling og den adækvate pædagogiske tilgang,
der ligger i at bruge den historiske udvikling som bagtæppe for udviklingen af fænomenet og dermed overordnet at knytte an til kultur.
|
|
|
|
