|
|
Anmeldelse:
Aller tage Abend ...
Ak ja, i morgen er der endnu en dag
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 26. april 2026.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Jenny Erpenbeck: Før sol går ned.
Roman. Gads Forlag (247 sider).
Udgivet 21. marts 2025. Pris 269,95.
LITTERATUR/HISTORIE:
Forfatteren Jenny Erpenbecks roman (udgivet på tysk i 2012 og nu oversat til dansk) leger i originaltitlen med muligheden for at gøre noget i morgen, som ikke blev gjort i dag, ud fra mottoet ’Hvad nu hvis?’ Et tankeeksperiment hvor et menneske får mulighed for at gennemleve fem vidt forskellige livsforløb. Det er den Lille Historie i den Store Historie, idet den gennemgående hovedperson oplever nogle af det 20. århundredes største omvæltninger på europæisk jord. Læseren kommer vidt omkring i løbet af fortællingen i et tankeeksperiment, der især sprogligt ender med at blive temmelig vidtløftigt, og tilsvarende trættende for læseren at følge.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder Jenny Erpenbecks nye roman her.
BEDØMMELSE: 
FIRE stjerner ud af seks
(Skala).
En pige fødes i Galicien i året 1902
I en fjern østrigsk-ungarsk provins fødes en lille pige ind i en jødisk familie. Vi følger pigens dødsdag og får samtidig præsenteret en del af familiens forhistorie som jødisk, men nu med en goj som far til pigen.
På et tidspunkt i løbet af natten er det fireogtyve timer siden, et spædbarn pludselig døde i en lille galicisk by, 50,08333 grader nordlig bredde, 25,15000 grader østlig længde (side 16).
Moderen til barnet er af jødisk familie, hendes far blev dræbt i en lokal udløber af en polsk pogrom, og hendes mor er glad for nu at kunne nedtone sin jødiske baggrund med en arisk svigersøn, der er tjenestemand på livstid som kejserlig jernbanefunktionær i Galicien.
Livet leves under fattige kår, og da den lille pige dør otte måneder gammel, forsvinder faren og rejser hovedkulds til Amerika, mens moren kort efter flytter til en større by i nærheden, hvor hun indretter sig med et liv som prostitueret:
Her skal hendes højre hånd og naturligvis også den venstre ligesom hendes mund og de andre kropsåbninger ikke bruges til andet end at holde liv i hænderne, munden og resten af kroppen med alle dens åbninger. Men under et nyt navn, som hun synes passer til hendes nye tilværelse, og hvis nogen spørger hende, hvad hun hedder, svarer hun: - Liv fra Lemberg, og så ler hun (side 56).
En teenagepige i Wien anno 1918
Men hvad nu hvis den lille pige havde overlevet? I de forskellige dele af bogen følger vi datteren op gennem det 20. århundrede. I det følgende scenarie er hun som ung kommet til Wien, men også der lever hun i fattigdom og ender med at begå selvmord, en tilfældig indskydelse efter mødet med en følsom ung mand, der overvejer at tage sit eget liv:
”Og den unge mand?
Han skal nu engang dø, og hun kurer med ham ned ad slisken, hele vejen til helvede.
Det første siger hun, det andet nøjes hun med at tænke (side 105).
Partifunktionær i Moskva i 1937
Men det kunne også være gået anderledes. I en tredje version er hun blevet overbevist kommunist, og hun er som tysksproget indvandrer med til at bygge Sovjetunionen op, men ender i en arbejdslejr. Det er midt i stalintidens store udrensninger, og hendes mand er allerede blevet hentet. Nu gå hun blot og venter på at elevatoren igen skal standse på hendes etage ved firetiden om morgenen. Så hun har en lille kuffert pakket og er klar, da partifunktionærerne endelig en nat nogle måneder senere kommer og afhenter hende.
Berømt forfatter i DDR 1950
Hvis hun ikke var død i den sibiriske arbejdslejr, var hun måske endt i Østberlin, hvor hun nu lever som højt anerkendt forfatter, indtil hun i 1962 dør efter et fald ned ad hovedtrappen i den ejendom, hvor hun er installeret i en stor lejlighed. På dette tidspunkt er hun blevet tyk og gangbesværet, nu hvor hun endelig har midler til at spise sig mæt hver eneste dag.
Plejehjemspatient fylder 90 år i 1992.
Da hun er 88 år, ser sønnen og svigerdatteren sig nødsaget til at få hende indlagt på et plejehjem, da hun er på vej ind i en tilstand af stærk demens, hvilket i øvrigt muligvis sker under påvirkning af de tumultariske oplevelser i forbindelse med Murens fald. Hun dør natten efter fejringen af sin 90års fødselsdag på plejehjemmet:
52,58867 grader nordlig bredde, 13,39529 grader østlig længde.
Da telefonen ringer klokken seks om morgenen, er sønnen klar over, at det må være til ham. Mellem klokken 4 og 5 er Deres mor desværre, et hårdt tab for Dem, men måske en lettelse for hende, og Guds veje.
I en hel uge bliver han ved med at vågne nøjagtig 17 minutter over 4, hver morgen præcis når stilheden er dybest, lige før fuglene begynder at synge. I disse nætter vil han drømme og for første gang huske sine drømme, når han vågner (side 245).
Den store og den lille historie
Ved at følge hovedpersonen får vi indblik i en del af de 20. århundredes historie med store omvæltninger, hungersnød, krige, kapitalisme, forfølgelser af jøder og vilkårene for de forfulgte og forviste i Sovjetunionen. Men på én og samme tid er det også en historie om, hvor tilfældigt alting kan forekomme. Hvad nu, hvis hun som ung i Wien var gået til venstre i stedet for til højre, da hun ville undgå det isglatte fortov? Så havde hun ikke mødt den stærkt svedende, livstrætte unge mand, som tilfældigvis var i besiddelse af en pistol…
Jenny Erpenbecks sprog er noget for sig, med de mange gentagelser og opremsninger, som kan strække sig over en hel side. Efter kvindens død som 90-årig er sønnen alene i hendes lejlighed:
Alene med reoler, der er fulde af bøger, skabe og skuffer fulde af dokumenter og notater, alene med stole, senge, borde, sofaer, knager og lamper, alene med lysekronen, med tæpper, en kurvekiste, vinterfrakker, morens skrivemaskine, alene med oplukkere, hovedpinepiller, sengelinned, rengøringsmidler, værktøj, sko og gryder, med strygebrættet, vasketøjsstativet, tebordet og et vægtæppe, der forestiller en kæmpestor, gul sol, med en fejekost og en gulvskrubbe, kamme, børster, børster og morens sminkesager, med badesæbe og cremer, tallerkener, knive og gafler, blomstervaser, klips, kuverter, morens dagbøger og manuskripter, med grammofonplader og en pladespiller, otte flasker vin” (+ 15 linjer med flere detaljer) (...) alene med sit eget babytøj og et lille skærebræt, han malede i børnehaven i Moskva (side 204f).
Skæbnens ulidelige humor
På trods af de mange lange, tunge og triste historier har romanen dog enkelte gange undervejs et strejf af humor, men altid af den barokke slags. Her kan fremhæves de både tragiske og urkomiske beskrivelser af den sovjetiske diktaturstats tilfældigt afsagte dødsdomme. Havner man i den venstre bunke, går man fri, havner man i den højre, venter fangelejren og sandsynligvis også døden. Eller måske er det lige omvendt!
Det kan også opleves som en formulering af hele romanens underliggende eksistentielle metalag: Hvor langt rækker historiens ubønhørlige gang ind i det enkelte menneskes tilsyneladende tilfældige tildragelser og dermed det samlede Lebenslauf?
Erpenbecks roman er læseværdig, men kræver læserens tålmodighed undervejs.
|
|
|
|
