|
|
Anmeldelse:
Umiddelbar, hudløs, velovervejet og gennemkomponeret
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 29. marts 2029.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Nelio Biedermann: Lázár
Oversat af Andrea Fehlauer
Forlag: PEOPLE'S PRESS, 360 sider
Udkom 12. marts 2025. Pris 299,95 kr
LITTERATUR:
I en alder af 21 år forfattede schweiziske Nelio Biedermann en historisk indrammet slægtsroman, hvor pligt, ansvar og hypersensitiv identitetssøgen driver tre generationer igennem tilværelsens temmelig ulidelige omskiftelighed i et Europa, hvis historiske tildragelser i perioden 1900 – 1960 omkalfatrer hele grundlaget for individets selvopfattelse.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder her Nelio Biedermanns fremragende nye roman.
BEDØMMELSE: 
SEKS stjerner ud af seks
(Skala).
En usædvanlig toer
Nelio Biedermann skrev allerede en roman og en novellesamling som led i sit afsluttende projekt på gymnasiet, begge med udmærkelse (højeste karakterbedømmelse). Et års tid senere fik han udgivet romanen Anton will bleiben, der handler om en pensionist, der har fået konstateret kræft. Han frygter lige med ét af ende i total glemsel. Ingen vil huske ham. Det beslutter han sig for at gøre noget ved, så han alligevel får en plads i verdenshistorien, - og så sker der ellers ting og sager. Venskab, angst, ensomhed og fornyet mod på livet er centrale temaer, der behandles med et alvor og et glimt i øjet.
Og så går der blot endnu et års tid, før forfatteren får udgivet den foreliggende roman, der ryger til tops på de tyske best- sellerlister i 2024, med mere end 200.000 solgte eksemplarer. På et fjernt beliggende slot, nær den ungarske grænse til Ukraine, går vinteren 1899 sin gang og bliver til år 1900. Den gamle sne fra det forrige århundrede ligger der stadig, da adelsfamilien Lázár kan byde deres nyeste medlem velkommen. Drengen Lajos er underligt skravlet, men øjensynligt livsduelig nok. Men noget uappetitlig må han nu nok have forekommet sin storesøster:
”Aftensmåltidet indtog baronen i selskab med sin seksårige datter, der på ingen måde glædede sig over sin brors fødsel. Da Ida, den tyske barnepige, havde fulgt Ilona op på værelset, havde denne betragtet den rynkede, blåblege og helt opsvulmede skabning med et alvorligt ansigtsudtryk, knebet de brune øjne sammen og tørt sagt: ’Den er meget grim’”.
Så havde hun skyndt sig over til sin far, der ikke havde kunnet tyde hendes blege ansigt og derfor ikke havde nået at åbne vinduet, og havde kastet op ud over hans blanke lædersko og brunternede bukser (side 12).
Med sin gennemskinnelige hud og vandblå øjne ligner Lajos overhovedet ikke resten af familien, og hustruen Mária er skrækslagen ved tanken om, at hendes mand måske vil lægge mærke til, at drengen i den grad har træk til fælles med godsets staldknægt, der døde et par uger tidligere ved en faldulykke.
Godsejerens bror, Imre, er så småt ved at blive vanvittig, render rundt i den nærliggende skov og kommer stadig mere forvildet hjem fra sine ture. Han fabler om forestående katastrofer varsler død og undergang. Brødrenes mor var et nervemenneske og er for længst bukket under, mens husets frue indtil videre blot er jævnt hen nervøst disponeret. Pater familias, Sándor von Lázár, holder kun sammen på sig selv ved at underkaste sig selv og familien en streng orden i dagligdagen og fastholdelsen af gamle sæder og skikke samt en ydre fremtoning, hvor han giver den som en fornem, ulastelig adelsmand, velsoigneret og velklædt, med en tilkæmpet udstråling af autoritet.
Social nedstigning
Over de næste 55-60 år følger vi adelsfamilien Lázárs langsomme deroute, alt imens de gradvist bliver frataget deres privilegier, i takt med at det gamle habsburgske, østrig-ungarske rige forvitrer og går endeligt i opløsning med udbruddet af Første Verdenskrig, hvorefter det samlede Europa gennemgår en finanskrise, med antisemitisme, fascisme og kommunisme som centrale elementer. Dette bliver efterfulgt af endnu en verdens-
krig, hvorefter alt går i endelig opløsning for den gamle slægts medlemmer. Den fremherskende psykologiske formørkelse af samfundssindet, forråelsen og fornedrelsen af det enkelte individ, skildres i romanen med sanselighed og romanteknisk finesse.
Som årtierne forløber, fortsætter familien med at blive ofre for deres eget begær, hvor deres forsøg på fortsat at leve en storslået tilværelse ender i stadigt større tragedier, alt imens de bliver udsat for krigens og revolutionens tildragelser, der rammer deres land ad flere omgange. Hver gang må de træde endnu et skridt ned fra deres fordums fornemme højder. Og dog, trods al denne modgang skinner ekstraordinær kærlighed og håb glimtvis igennem, og dette manifesterer sig i særdeleshed hos den yngste generation, repræsenteret ved Lajos og Márias søn og datter, drengen Pista og hans yngre søster Eva.
De to unge åbner sig for en forandret verdensorden, i håbet om, at der stadig måtte kunne skabes en meningsfuld tilværelse for dem på den anden side af menneskelig fornedrelse, åndeligt tyranni og diktatur. Forældrene bliver tilbage, forankrede i fortiden. De var blevet for gamle til forandring, forklarer faren, da de halvvoksne børn efter nedkæmpelsen af det ungarske folkeoprør i 1956 tager afsked med forældrene og rejser mod Vesten.
En litterær bevidsthed
Nelio Biedermann har orienteret sig i meget af det tyvende århundredes kanoniske litteratur, men han efterligner den ikke i sin romanfremstilling, trods en række litterære henvisninger, som vil blive omtalt efterfølgende. Han har fundet frem til sin egen stemme, der både er nutidig og åben over for hævdvundne litterære teknikker. Den fine resonans imellem en dyb historisk bevidsthed og en moderne sensibilitet gør romanen både specifik og globalt relaterbar, med udsyn både bagud og fremadskuende.
Nelio Biedermann (f. 2003) studerer germanistik og film-
videnskab veduniversitetet i Zürich. I fritiden afser han tid til at være tjener på en restaurant.
Herefter følger nogle citater fra romanen og nederst en sammenfatning.
”The Hours”
”…da hun gik ned i stueetagen og forlod slottet, trådte ud i den strålende morgen, lod skoene glide af og gik barfodet gennem det dugvåde græs bag bygningen for at samle de store sten sammen, som var faldet ud af muren og lå der på jorden, og puttede dem i lommerne på sin striktrøje, før hun gik ned til søen … indtil hun mærkede sine fødder synke ned i den mudrede bund og fornemmede stenenes tyngde i lommerne; indtil vandet omsluttede hende, som var hun vendt tilbage.” (Side 84).
”The centre cannot hold”
”For Lájos var kejserrigets endeligt den eneste logiske konsekvens; (…) Det var, som om alt kollapsede, som om centreret ikke længere holdt, som var han en del af en verden, der ikke længere fandtes.” (Side 101).
Konfronterede lyrik
”Fulgt af grunden til, at alt dette sluttede, hvilket konstateredes bare med en kort række tegn, der fik døden til at fremstå som det eneste logiske og livet som helt igennem skrøbeligt. Et uddrag fra registeret er som at læse et digt af Gottfried Benn:
Bughindebetændelse
Mavekatar
Selvmord ved skydning
Hjertelammelse
Barselsfeber
Selvmord ved hængning
Udmattelse
Tyfus
Selvmord med arsenik
Hjernelammelse
Miltbrand
Selvmord ved fald”
(Side 136f).
En agnostisk præst
”Pontiller anså heller ikke Bibelen, men Prousts ’På sporet af den tabte tid’ for at være det største litterære værk, noget han ganske vist kun indrømmede hviskende og med en hånd op foran munden.” (Side 192).
”Døden i Venedig”
”Hans egne følelser blandedes med Gustav von Aschenbach, der, dømt til undergang og efter at have opgivet sit eget liv og alle sine værdier, kærlighedstørstende og syg flakkede gennem gyderne i den rådnende by, som var ved at synke i havet.” (Side 280).
Om Stalins død
”I tankerne lå han stadig på tæppet foran den rosafarvede sofa med Nikolaj Gogols ’Døde sjæle’ ved siden af sig. Og mens stemmerne blev stadig fjernere, mens han sank stadig længere ned i puderne, huskede han pludselig igen ord for ord den gådefulde slutning på bogen fra hans ungdom.” (Side 306).
* * *
Opsummering
Som allerede sagt: Den berettende stemme i romanen er frisk og nutidig, men stilen er selvbevidst og på mange måder klassisk, med de ovenfor nævnte velanbragte litterære referencer til betydningsfulde værker fra romanpersonernes samtid, hvilket vel at mærke sker uden egentlige associationer. Dem må læseren selv skabe.
Romanen er fremragende og fortjener fuldt ud sine seks stjerner ud af seks.
Den er er frisk pust i vor tids litteratur med ikke så få tråde til litteraturen i det 20. århundrede.
Tør man kalde romanen for et lille mesterværk?
|
|
|
|
