|
|
Anmeldelse:
At forpligte sig på livet
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 26. december 2025.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Jens Christian Grøndahl: ”At velsigne et liv (roman)”
Forlag: GYLDENDAL, 305 sider
Udkom 9. oktober 2025. Pris kr. 299,95
LITTERATUR:
Kærlighed, længsel, svigt, skyld og tilgivelse er omdrejningspunkter i Grøndahls roman om en unavngiven fortæller, der belejligt nok også er forfatter. Han fletter sig selv ind og ud af en fortælling om tre mænds livsvalg med svigt, relationer og ansvar: En afdød overbo, en eksistentielt forpligtet præst og sin egen person, både som forfatter og som sig selv.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder Jens Christian Grøndahl nye roman.
BEDØMMELSE: 
FEM stjerner ud af seks
(Skala).
Kender vi vores næste?
Romanens fortæller, en unavngiven forfatter, møder på vej op ad trappen i sin opgang to falckreddere på vej ned ad den snævre trappe med en afdød mand fastspændt båren. Der er tale om hans overbo, som han stort set kun kender fra navneskiltet ved trappeindgangen. Et pludseligt stik i hjertet. Hvem var egentlig denne V. Gerner, der døde upåagtet og henlå i ugevis, inden lugten alarmerede parret, der bor i lejligheden ved siden af?
Fortælleren er ramt af sit totale ukendskab til dette menneske, hans overbo, som han jo egentlig føler, at han burde have forholdt sig til, mens han var i live. Inden han når at gøre noget ved sine tanker i den forbindelse, bliver han kontaktet af den lokale præst, der uden held har forsøgt at finde pårørende til den afdøde, Vincent Genner. Der ser ikke ud til at være nogen overhovedet. Præsten opsøger vores fortæller ud fra et ønske om at udøve en enkel form for næstekærlighed. Ingen må forlade denne tilværelse uden at blive fulgt til dørs, så at sige. Uden helt at forstå hvordan det går til, bliver forfatteren på denne måde selv inddraget aktivt i den improviserede efterforskning.
Afsøgningen
Vores forfatters nysgerrighed vækkes for alvor af præsten, Jesper Kant, der skal forestå bisættelsen. Som en anden detektiv afsøger fortælleren mulige kilder til historien om Vincent Gerners liv. Denne var jazzsaxofonist, gennem mange år bosat i USA. Forfatteren beslutter sig for at repræsentere hele opgangen i forbindelse med bisættelsen, da han har talt med præsten, som han umiddelbart fatter en vis interesse og sympati for.
”Et navn, en by, en saxofon, et greencard” (s. 29) er umid- delbart de eneste ledetråde, der kan sige noget om Vincent Gerner. Senere et par årtier i Los Angeles, inden han atter ender i København. Vores forfatterfortæller må modstræbende se træk af sig selv i den afdødes flugt fra ansvar og nære relationer, da han forlader en gravid kæreste og efter to små livstegn en måneds tid efter ankomsten til New York forsvinder for altid i den store smeltedigel, USA.
Selvransagelse
Den fraskilte præst Jesper Kant bokser selv sin eksistentielle kamp med længsel og skyld: hans elskede hustru har forladt ham, og hans søn sidder i fængsel, måske på grund af sin udadreagerende adfærd efter, at præsten fandt en kæreste, hvorefter konen flejnede totalt ud. Vores forfatter hæger også om sin egen sorg, men det er en historie, han helst vil undgå at skrive. Han kryber udenom, lige indtil han stifter nærmere bekendtskab med den unge og mystiske Bianca. Gennem hendes umiddelbarhed presser han sig selv til at fortælle om sin hustru, Nina, der døde af cancer, men som han i virkeligheden både menneskeligt og som samlever havde mistet længe før.
Ung og umiddelbar
Bianca er tydeligvis på flugt fra sit eget liv. Vi møder hende første gang ved Gerners bisættelse, hvor hun ligger og sover på en kirkebænk, allerede inden ceremonien begynder. Men mødet mellem de to forskellige generationer bliver et vendepunkt for den skyldbevidste forfatter. Det vækker hans erkendelse af, at den ærlige beretning over for Bianca om hans egen fortid med Nina, - og hans egen person i det hele taget -, kan rumme en mulighed for forsoning, der måske kan lette ham for noget af den skyldfølelse, han nærer efter sit egoistiske svigt i forhold til sin afdøde hustru.
På baggrund af de vidt forskellige personers liv, der på grund af fortællerens detektivarbejde krydser veje med hinanden og forfatteren, tegner romanen et mønster af uløste gåder og paradokser, hvor mismod og forhåbning går i spand. Ligesom den afdøde overbo har romanens forfatterfortæller udvist glemsomhed og almindelig forsømmelse i forhold til sit livs nære medmennesker, og dette er tilsyneladende gjort alene for kunstens skyld, men er samtidig også et udtryk for hans egen egoisme. Ikke desto mindre øjner han i mødet med de andre skæbner et spirende håb, der måske kan føre til personlig opvågnen og nyt mellemmenneskeligt ansvar, kort sagt til personlig erkendelse og deraf følgende udøvelse af næstekærlighed.
Romanen er fortalt med en indre synsvinkel, og der forefindes helt givet træk, der er fælles med ’metaforfatteren’, Grøndahl selv, idet Grøndahl lader læseren komme tæt på fortæller- forfatterens refleksioner om de personer, han møder, og efterhånden også om hans egen historie. Det leder ham også til tanker om tosomheden, der kan give følelsen af at være ”fuldtallige, som to nu kan være” (s. 301), men også en forståelse af, at det han klart opfatter som sit livs kærlighed forblev fremmed for ham, selv i deres fælles hverdag.
Samtidig er det en beretning med et meta-lag, måske Grøndahl igen, som stiller nuanceret ind på hvad det vil sige at skrive. Det leder fortælleren frem til overvejelser over, om han måske egoistisk skriver ”for at udholde det banale, for at fortrylle det” (s. 194). Men dette fører under alle omstændigheder til en smuk hyldest i forhold til skrivningens forløsende kraft. Det at skrive skildres som en udvendig undersøgelse og en indvendig erkendelsesproces. Dette sker tydeligvis dér, hvor romanens fortæller forsøger at skrive sig ind på sin nye ven, præsten Jesper:
”At fortælle om Jesper er ikke at afdække en brutal sandhed, som han ikke selv har villet erkende. (…) Jeg fortæller ikke for at konfrontere ham eller andre med sandheden. Jeg skriver for at finde ud af, hvordan han og enhver anden i hans sted ville kunne lære at leve med den. Holde den ud.” (s. 134).
Her er både Grøndahl som person og som forfatter til romanen inde på et altfavnende kernepunkt, der omfatter enhver livshistorie. Kun igennem at lære den enkeltes livshistorie at kende, kan vi nå frem til en erkendelse, der potentielt kan munde ud i anerkendelse, accept og næstekærlighed.
Fem stjerner af seks
Bogens titel leder hen til den ovenfor omtalte tolkning: processen med at opspore og fastholde samt nedskrive historien om et andet menneskes liv kan ende med at være det samme som at godtage og derigennem velsigne dette liv. Udredningen af andres livshistorier kan føre til selverkendelse og måske også føre til modtagelsen af en nådegave i forhold til én selv som stakkels bodfærdig synder. Andre menneskers eksempel kan føre vores fortæller til selvrefleksion, selverkendelse og måske udfrielse af sin synd.
Denne anmelders håb er, at dette også måtte være en mulighed for denne romans læsere. I hvert fald bereder Grøndahl vejen for læseren hen herimod imod i kraft af sin suveræne, enkle og tilsyneladende letflydende skriveform. Og nej, kære fortællerforfatter. Denne måde at skrive på er ikke letbenet, hvilket du på et tidspunkt grubler over. Romanteksten lader sig ubesværet absorbere af læseren, trods de mange alvorlige aspekter der oprulles undervejs i handlingsgangen, hvilket må anses for at være et adelsmærke.
|
|
|
|
