|
|
Anmeldelse:
Nyt essay: Humanisme plus modernitet og det identitetsløse masseindivid
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 4. november 2025.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Henrik Jensen: Mens vi venter på miraklet.
Forlag: G A D. Udgivet den 24. oktober 2025.
Essay, 344 sider. Pris: 299,95.
VESTEN/SAMF:
Arvesynd, evig fortabelse og gudsfrygt er siden Reformationen faktisk gradvist erstattet med humanisme og individets frigørelse til at søge Gud ud fra egne forudsætninger og behov. Professor Henrik Jensen viser i sit
essay, hvordan denne frigørelse er blevet til eksistentiel tomhedsfølelse, hvor Gud er blevet tabt undervejs i processen og vi alle er endt i ensomhed som teknologiafhængige masseindivider.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder her Henrik Jensens nye essay.
BEDØMMELSE: 
FEM stjerner ud af seks
(Skala).
En kompakt masse af individer
Det programmerede masseindivid kan iagttages på gader og stræder og ved togstationer på hverdage mellem klokken 16 og 17, hvor hver enkelt repræsentant for denne masse haster af sted som del af en stadig strøm på vej fra den ene pligt og til den anden. Fra arbejdets hamsterhjul på ved mod hjemmets trædemølle. Forestillingen gentages cirka 220 gange årligt, afhængigt af kalenderens antal af arbejdsdage.
Hvad er indholdet af dette kapløb og denne rutine? Ifølge historiker Henrik Jensen er det ganske simpelt den enkeltes liv som en del af massen, som et strå i det tykke bundt, knippe eller neg, alt efter hvor poetisk vi vil beskrive denne affortryllelse af det enkeltstående, reflekterende individ.
Vi har frihed til at vælge iblandt den store vifte af job, uddannelser, samlivsformer, forbrugsmønstre og politiske samt religiøse tilhørsforhold. Hertil kommer en romantisk drøm om at realisere os selv igennem og hinsides alle disse tilbud og valgmuligheder.
Algoritmestyrede identiteter
Ifølge Jensen bliver disse romantiske forestillinger hos det enkelte individ ofte afløst af skuffelser og efterfølgende frustrationer samt en følelse af tomhed. Massemedierne serverer drømme, baseret på vores selvvalgte algoritmer. Vi fanges lige så stille ind i det net, vi selv har spundet. Hvordan kunne vi lade det komme så vidt? Ifølge forfatteren har vi ladet os sælge til Mammon, til teknologien og de hermed forbundne forbrugstilbud. Vi har erstattet vores kultur og religion med teknologien som den nye frelsende mulighed:
Uden at det rigtigt er blevet bemærket, er kulturen blevet løftet ud af det bed, den groede i, og lagt ind i et teknologisk væksthus (side 22).
Ifølge forfatteren har vores tab af troen på en Gud, vores afskrivning af den generationsgive autoritet og medfølgende PDO i den yngre generation samt vores kritikløse omfavnelse af den teknologiske udvikling ført masseindividet ud i en ekstrem selvoptagethed af ’mig, mig, mig og så liiige mig.’
De fire katastrofer
Jensen opregner fire afgørende begivenheder i tiden efter Middelalderen som bestemmende for det vestlige menneskes skæbne. Den sorte død, Luthers Reformation, Den altomfattende franske revolution i 1789 og de to Verdenskrige under ét har tilsammen formet det moderne vestlige menneske som vi kender det i dag.
Vi befinder os ifølge forfatteren i en grundlæggende eksistentiel krise, hvor autoriteterne i både kirken, familien, skolen og på arbejdspladsen enten er døde eller i det mindste kulet god ned og erstattet af en ubændig individualisme, som vi ironisk nok ikke er i stand til at styre, da vi mangler egenskaberne hertil. Det er lige som grenen, vi savede over, og som uheldigvis viste sig at være den selv samme gren, vi sad på.
Historien gentager sig?
Hvordan kan vi rette op på denne misere? Ifølge Jensen har vi været for sent ude. Efter både Første og Anden Verdenskrig forsøgte filosoffer og kunstnere at råbe vagt i gevær i forhold til tabet af menneskelighed, den videnskabelige rationalisme, den omsiggribende bureaukratisering og teknologifiksering.
T. S. Eliot skrev i 1922 sit berømte digt Ødemarken, der satte fingeren på det centrale punkt med et dæmoniseret menneske, fremmedgjort og overladt til sig selv i vragresterne af en civilisation, som var både samvittighedsløs og upersonlig over for den menneskehed, som beboede den:
Men de var sent ude. Der var ikke noget uforståeligt eller mærkeligt ved denne kritik af tidsånden, men i forhold til at nå folks ører var det for sent, det skulle have været et halvt århundrede tidligere. Et materialistisk, videnskabeligt livssyn havde sejret, og resten var eksistentialisme, hvad de hurtigt indså. Hver især vendte de sig imod noget andet... (side 296).
Over for denne defaitisme eller opgivenhed i forhold til at frelse menneskeheden fra kunstens side, fremdrager nu Henrik Jensen en fransk sociolog og protestant, Jacques Ellul. Denne skrev i et par bøger i midten af 1950’erne om den teknologiske udvikling, som han så som en trussel mod frihed og religion, samt afledt heraf selve den menneskelige evne til individuel tænkning og besiddelse af samvittighed. Teknologien foretog ”en destruktion af personen til fordel for individet” (side 296). Mod denne udvikling kunne ifølge Ellul alene en fortsat gudstro redde os ud af denne menneskelige underkastelse under et goldt og menneskefjendsk teknologisk samfund.
Her maner Henrik Jensen til alvor, når han fører Max Weber på banen med hans syn på mennesket som klemt i ”et jernbur af rationalitet, som det selv har skabt” (side 308).
Kort sagt var løbet kørt, hvilket de to Verdenskrige vidnede om. Og efter en længere svada mod vores umættelige teknologitrang og generelle overforbrug af ressourcer såvel som af menneskelig kraft munder forfatterens fremstilling ud i en afsluttende apoteose, hvor han tilslutter sig føromtalte Ellul og dennes forhåbninger til at vi genfinder en form for Gud:
Medfødt viden, plantet af Gud. Jeg tror gerne på samvittigheden som kald, selvom det kan minde om et lommeopkald. Optimist er jeg ikke, men man må håbe. Man msammeå stille sig på gudernes – Guds – side.
Mod titanerne (side 330).
Henrik Jensen har (mands)mod – og hjerte. Hans utroligt omfattende analyse og redegørelse af det moderne vestlige individs kranke skæbne, da autoriteterne blev sat under pres, og der blev lagt en torpedo under Arken, er fyldt med gode argumenter for den menneskelige deroute og vores afvikling som personer bundet op på en samvittighed. Trods denne dommedagslignende fremstilling holder forfatteren den stakkels læsers forhåbninger oppe, i det mindste til sidst. Han tror på Samvittigheden som det afgørende, og lader det stå som et åbent tilbud til læseren at tilslutte sig denne tanke, og måske prøve at efterleve den.
Fem stjerner af seks
Den enorme encyklopædiske vægt i Henrik Jensens fremstilling kan virke overvældende, og der er da også enkelte indre modsigelser i et sådant forsøg på at skabe en sammen-
hængende fortælling ud fra 700 års (vest)europæisk historie. Modsigelserne er imidlertid til at overse, for helheden i ræsonnementet fremstår gennemgående overbevisende.
Det kan som læser være lidt anstrengende og til tider trættende med den meget dynamiske, tætpakkede mundtligt prægede fremstillingsform, hvor Jensen gør et ihærdigt forsøg på at gengive denne store historiske omvæltning i et uhyre vellavet koncentreret koncept, som om han skulle holde fire maraton-
forelæsninger af 50 minutter på Folkeuniversitets streaming-
tjeneste. Her leveres stof til mange timers eftertanke.
|
|
|
|
