|
Anmeldelse:
Fortid og nutid bringes sammen i storladent poetisk historisk roman
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 29. januar 2025.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
Niels Fredrik Dahl: Fars ryg
Gyldendal (350 sider)
Udkom 22. oktober 2024
Pris 299,95
NORDEN/LITTERATUR:
Modtager af Nordisk Råds litteraturpris 2024 er norske Niels Fredrik Dahl, der i romanen Fars ryg skriver om to generationers sønner, der pendulerer mellem pligt, svigt, ensomhed og længsel. Søn og sønnesøn lever begge i slagskyggen fra Dommeren, den almægtige pater familias.
Herligt!
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder Niels Fredrik Dahls roman her.
BEDØMMELSE: FIRE stjerner ud af seks
(Skala).
En rygs anatomi
Romanen fortælles af en søn/forfatteren, der i samtiden, hvilket vil sige vores nutid, stykker sin fars fortid sammen ud fra fotos, breve og en særegen evne til poetisk fantaseren. Denne far var barn i 1930’erne, ung i 1940’erne og til stede under det meste af den tyske besættelse af Norge. Han voksede under en massiv faderlig autoritet fra Dommeren, der aldrig får et borgerligt navn. Det hele oser af forældreafsavn og ensomhed. Titlen Fars ryg kommer snart til at forbindes tæt med begreberne ’alene’ og ’forladt’.
Hele fortællingen minder om sepiategninger, holdt i den brunlige farvetone, som kendes fra akvarelmaling i første halvdel af 1800-tallet samt de tilsvarende brunligt tonede tidlige fotografier, der daterer sig til omkring år 1900. Kendetegnende er det, at Dommerens søn er en habil tegner, der søger at fastholde sin rodfæstethed gennem sine ensidige motivvalg, med udsigten fra barneværelsesvinduet i hjemmet i Alexandria.
Der er rigtig meget, som fortælleren må tænke sig til. Fortællekunsten omfatter den konsekvente anvendelse af betegnelsen ’far’ om såvel barnet som det unge menneske. Vi har konstant nutidsperspektivet i erindring, hvilket også er med til at gøre krige og konflikter umiddelbart aktuelle, ja evigt gyldige.
Fortælleren hopper mellem 1926, hvor hans far som femårig ankommer fra Norge til Egypten, og så 1945, hvor han er med til at generobre et stykke af Norge sammen med de andre politisoldater fra Sverige, hvortil han flygtede i december 1943.
Denne far vokser op i en periode med krig, hvor han ikke kan undgå at skulle forholde sig til det politiske. Først bliver han tiltrukket af kommunistisk studenterungdom i datidens Genève, hvor han i en toårig periode er sendt på kostskole, efter først at have været deporteret til kostskolelignende forhold i hjemlandet Norge. Uden at gøre sig egentlige overvejelser sker det samme efter flugten til Sverige i 1943, hvor han bliver optaget i såkaldte polititropper i Sverige.
Den syttenårige leger krig sammen med unge mænd i den hemmelige svenske hær, der træner med henblik på at lave et generalangreb ind i det nazistisk besatte Norge.
I ødemarken kryber han rundt i sneen, hvilket skildres nøgternt og gennemlyst, hvor rekrutterne render rundt ”med maskinpistol og leger invasion, de træner gadekampe i en interimistisk opstillet by af planker i den svenske ødemark og skal befri Norge i et voldsomt kommandoraid, far er med, han siger til sig selv at han er en af dem, at han også vil hjem og slås.”
Traumer og tavshed
Romanen kredser om traumer og en tavshed, der er gået i arv fra den generation, der voksede op i skyggerne af Første Verdenskrig og blev voksne under Anden Verdenskrig, hvor de måtte tage stilling, hvad enten de ville eller ej. Med historiske traumer er det ofte sådan, at der går et par generationer, før tavsheden kan brydes, hvis den ellers overhovedet kan det.
Historisk stof
Krigen bliver en del af det civile liv, idet alle på en eller anden måde bliver involveret. ’Far’ bliver uden selv for alvor at tage stilling trukket med ind både i tiden i Genève op til 1939 og så igen under krigen, nu som deporteret af Dommeren til fortsatte studier i Norge.
Det er en meget afdæmpet fremstilling, formidlet gennem en usikker og identitetstom dreng, der konsekvent kaldes for far. Niels Fredrik Dahl har skrevet en meget tyst protest mod ’Dommeren’, der personificerer patriarkens dominante position i datidens mere privilegerede samfundslag.
Der er meget som forfatteren ikke ved om faren, men han fortæller åbent om sine overvejelser og de antagelser, han gør sig, om som han omsætter i handling.
Forladt
Når ’far’ med sjældne mellemrum genforenes med sin far, der er justitsråd i Alexandria, giver de hinanden hånden. Det er, hvad det kan blive til. Dommeren har handsker på: ”De trykker hænder og bukker for hinanden der på trappen foran hotellet. De ligner statsmænd som har vedtaget en ny fremtid og ønsker hinanden tillykke med den.”
Da faren (altså Dommeren) efterlader sønnen på en kostskole i Genève, skildres den skærende ensomhedsfølelse, som helt behersker sønnen. Han går mestendels rundt alene på skolen, og bortset fra to nyvundne kammerater, er han overladt til sig selv. Julen fejrer han fuldstændig alene på skolen, hvor der er lagt mad frem til ham, så han kan klare et par uger mutters alene.
Tomhed
De to venner, David og Paola, som det endelig er lykkedes ham at få, er også rejst til henholdsvis Mainz og Venedig. Selv pedellen er væk, hos sin bror i Lausanne. En hel kostskoles tomhed runger over foretagendet.
Fortællerens tilstedeværelse som fortæller minder gang på gang læseren, at sepiabillederne af faren udledes og tegnes eller skrives på baggrund af fravær og tavshed. Det er derved kendetegnende, at romanen bærer titlen Fars ryg, idet faren er der, men kun som et blegnet, brunt foto: Han er der ikke helt.
Brevene
Dommeren, der er så fraværende i sin søns liv, optager utrolig meget plads i romanen. Han ”bedriver en form for rådgivning og opdragelsesvirksomhed på afstand, seks tusind kilometer væk.” Det gør Dommeren blandt andet ved at skrive breve til far, de breve, som fortælleren jo stykker historien om sin far sammen ud fra.
Brevene er meget formelle og fulde af formaninger. De slutter typisk med et »Din mor beder mig hilse«. Det er kolde breve, skrevet af et køligt, selvberoende menneske, der holder en umenneskelig afstand fra modtageren, sin forladte, af ham selv anbragte søn.
Hvis ikke Dommeren havde forladt sin søn ved at anbringe ham på de forskellige kostskoler, var der ingen breve, som sønnen eller forfatteren kunne forholde sig til som et udgangspunkt for sin fortælling. Der er ingen breve fra ’far’, så dem må sønnen forestille sig, hvilket giver vide muligheder for scenarier og interpolationer.
Fire stjerner ud af seks
Der er tale om elegant fortalt roman formuleret i et stærkt poetisk sprog, omhandlende historiske forhold i Mellemkrigs-
tiden, Anden Verdenskrig og efterkrigsårene op til begyndelsen af 1980’erne. Det hele er skrevet i skyggen af den patriarkalske dukkefører, Dommeren, og det er garneret med en ensomhed, der runger eller klinger lige så hult som en fuldstændig tom kostskole.
Der dog to væsentlige forbehold. Det første forbehold går på, at det tager umanerligt lang tid for historien at sætte i gang, rent plotmæssigt. Tålmodighed kræves, men ventetiden forsødes af poetisk sprog og billeddannelse. Det andet, alvorligere forbehold består i, at siderne 271 til 333 med god samvittighed kunne udelades, idet dette lange afsnit gentager og udpensler noget, vi allerede er godt bekendte med, nemlig perioden i Alexandria 1928-1934. Det får vi allerede grundigt belyst i de indledende afsnit.
|
|
|
|