|
|
Anmeldelse:
--- Gedigent historisk trebinds værk om Den Globale Kolde Krigs historie 1917-1991.
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 9. oktober 2024.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Poul Villaume: Håbets gennembrud
- GADS FORLAG
- Udgivet 2. oktober 2024
- Pris: kr. 399,95
HISTORIE:
Nyligt afdøde professor emeritus i samtidshistorie ved Saxo-instituttet, Poul Villaume, nåede i
maj 2024 at færdiggøre tredje og sidste bind i et vældigt og vægtigt kildebaseret hovedværk om Den Kolde Krig,
med perspektiver helt fra optakten i 1917 med revolutionen i Rusland og frem til Sovjetunionens opløsning i 1991. Værket
trækker endvidere de geopolitiske linjer helt op til og med Putins angrebskrig mod Ukraine, som vestmagterne har et medansvar for.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder den nye bog her.
BEDØMMELSE: 
SEKS stjerner ud af seks
(Skala).
Etablering af modsætningsforholdet Øst - Vest
Den ideologiske dimension i verdenspolitikken holder sit indtog med revolutionen i Rusland i 1917, men allerede fra omkring år 1900 begynder USA at optræde imperialistisk, tilskyndet af ideen om en ”åben dør”-politik, der skulle give uhindret adgang for amerikansk kapital i Kina samt krigen mod Spanien, der endte med amerikansk kontrol over Filippinerne og Caribien samt væsentlige dele af det sydamerikanske kontinent.
Hidtil havde verdenspolitikken været båret af det diplomatiske spil samt af økonomisk og militær rivalisering, men fra grundlæggelsen af Sovjetunionen begyndte den ideologiske dimension at spille en stadig større rolle i det samlede billede, herunder efterhånden også inddæmningen, i forhold til modparten.
Den Kolde Krig, trumandoktrinen og Fulton
Efter Anden Verdenskrig skærpedes ’stillingskrigen’ mellem Øst og Vest, idet blokdannelsen for alvor blev befæstet på begge sider af det, der kom til at hedde Jerntæppet.
I byen Fulton, Missouri, i USA, den 5. marts 1946, holdt Winston Churchill en tale på det lokale universitet, som er gået over i historien. I talen introducerede Churchill begrebet ’jerntæppet’, som blev en fast betegnelse for opdelingen under den kolde krig med en linje ned gennem Europa mellem de frie demokratier i Vesteuropa og de socialistiske og kommunistiske diktaturer i Østeuropa.
Således var det først med afslutningen af Anden Verdenskrig, at man kan tale om en egentlig Kold Krig. Først her cementeredes og udbyggedes det permanente modsætningsforhold mellem de to blokke, med først og fremmest Sovjet, og i stigende grad Kina på den ene side, og med USA og dets vestlige allierede på den anden.
Truman havde efter krigen konkluderet, at hvis USA ikke stod ved sit lederskab i forhold til verdens frie folk, ville ikke blot verdensfreden blive bragt i fare, men selve USA’s velfærd ville også være truet. Senatet vendte på en tallerken, og Grækenland og Tyrkiet fik efterfølgende af et stort kongresflertal en betragtelig økonomisk hjælpepakke, som sikring mod sovjetisk indflydelse. Ydermere blev Trumans chok-tale til Kongressen startskuddet til Marshallhjælpen, der blev stærkt medvirkende til de vestlige allieredes løft ud af den stagnerede økonomiske situation efter krigen. På grund af blokideologien fik ingen lande i Østeuropa reelt mulighed for at få del i denne økonomiske hjælp.
Det atomare kapløb
For Stalin og alle senere Kreml-ledere var det højest prioriterede mål at opnå en formel vestlig anerkendelse af de europæiske grænser, som var blevet etableret i kølvandet på afslutningen af Anden Verdenskrig. –Særligt DDR’s og Polens grænser var af største betydning for Stalin, der vogtede over ’hegemonien’, sammenhængskraften i østblokken.
De vesteuropæiske lande lagde til gengæld vægt på tryghed i forhold til den store nabo mod øst. NATO blev dannet i et samarbejde med USA for netop at tilgodese denne tryghed for Vesteuropa, men i mindst lige så høj grad som et led i at befæste USA’s rolle som verdensmagt.
Resultatet af den manglende evne til at se med empati på modparten blev et stadigt accelererende militært kompleks af afskrækkelsesvåben på begge sider, herunder i særdeleshed de atomare våben med efterhånden tusindvis af sprænghoveder oplagret som tryghedsskabende midler på begge sider. Ingen af parterne havde noget ønske om at anvende disse våben, og de blev efterhånden en betragtelig økonomisk byrde for USA og i særdeleshed relativt set for Sovjetunionen.
Afspændingspolitik
Efter mangeårige afbrudte og genoptagne forhandlinger om afspænding nåede parterne i sommeren 1975 frem til at underskrive en epokegørende sluterklæring på konferencen i Helsinki for Sikkerhed og Samarbejde (Conference on Security and Cooperation in Europe, CSCE). 35 regeringsledere fra samtlige vest- og østeuropæiske lande var med i aftalen, undtagen Albanien. Sovjet, USA og Canada var også medunderskrivere.
Man håbede nu på, at efterfølgende detailforhandlinger kunne føre til det formulerede ønske om en reduktion af atomare sprænghoveder fra omkring 10.000 på hver side til under det halve. Men det forblev ønsketænkning. Mindre end et halvt år efter sluterklæringens vedtagelse kritiserede præsident Carter i fuld offentlighed behandlingen af dissidenter og oppositionsgrupper i Østblokken, og slog samtidig på, at USA ubetinget støttede menneskerettighederne for alle nationer og folkefærd.
Den uheldige start på den nye regerings relationer til Moskva skulle under alle omstændigheder vise sig at få vidtrækkende konsekvenser (side 20).
Carters menneskerettighedskampagne blev opfattet som et forsøg på yderligere intimidering af Sovjet, og umiddelbart stod denne provokation i modsætning til ønsket om ’dybe nedskæringer’ af strategiske våben, som begge sider havde erklæret sig enige i at arbejde frem imod.
* * *
Selv om Carter officielt erklærede sig som ’frigjort af overdreven frygt for kommunismen’, vendte han sig aldrig for alvor bort fra den Kolde Krigs tankesæt. Tvært imod var hans udenrigspolitik fra første færd gennemsyret af dens tankegods.
Efterfølgende engagerede USA sig mod omvæltningerne i Irak 1979 og Sovjets krig i Afghanistan, ligesom man søgte at imødegå kommunistiske regeringsdannelser i Afrika og Mellemamerika.
Linjen blev således videreført under Reagan, blot med den forskel, at denne præsident havde en mere direkte tro på USA’s exceptionalisme: At USA til enhver tid var Sovjet overlegen som stormagt og at man var den rette til at vise vejen frem mod en bedre samfundsorden for de socialistiske og kommunistiske lande.
Murens fald og Sovjetunionens kollaps
Begivenhederne i 1989 og til slut 1991 styrkede præsident George Bush i opfattelsen af at man (sammen med Vesten) havde ’vundet’ Den Kolde Krig, som han triumferende lod sig citere for i The New York Times efter Sovjets kollaps. Snarere var det sådan, at de såkaldte Hardlinere i vest og øst havde opmuntret hinanden til at fortsætte et (atom)våbenkapløb, som havde forlænget konflikten unødigt. Poul Villaume lader i denne forbindelse George F. Kennan (1904-2005) få en afgørende slutbemærkning.
Kennan var rådgiver for adskillige amerikanske præsidenter igennem tiderne og grundlæggeren af Trumandoktrinen om inddæmning af Sovjetunionen. I 1946 skrev han et ekstraordinært langt telegram hjem til præsident Truman, sendt fra Moskva, hvor han arbejdede som diplomat. Kennan talte bl.a. om truslen fra et regime, der søgte at konsolidere sin magt ved at holde en række randstater i et jerngreb. Stalins politik om at etablere ’hegemoni’, et sammenhængende net af socialistiske stater, hvilket var et centralt element i telegrammet.
Igennem mange år arbejdede Kennan grundigt med historiestudier og -læsning, og sit ulyksalige telegram fra 1946 forsøgte han senere gentagne gange at modificere ud fra en erkendelse af at det var alt for enøjet.
I begyndelsen af 1984 gentog Kennan, hvad han havde sagt og skrevet igennem 35 år:
’Denne store militarisering af vores syn på Den Kolde Krig er ikke blot en ydre fare for landet,
men også en intern fare, som fremmer giftige vaner, som store dele af vort samfund bliver næsten
håbløst forpligtet på.’
Kennan talte her primært om det amerikanske samfund, men som det er fremgået, havde han også Sovjetunionen i tankerne (side 247).
Poul Villaume trækker med ovenstående udtalelse en tråd tilbage til første bind af sit værk, hvor han beskriver, hvordan Kennans indflydelse blev grundlagt med telegrammet fra 1946. Tanken kunne være, at forfatteren vil påpege, at mennesker er i stand til at blive klogere, men at når først ånden er ude af flasken, er det svært at få den tilbage dertil.
Lærer vi aldrig af historien?
Adskillige gange i løbet af det omfangsrige værk i 3 bind anstiller Poul Villaume nærmest lakoniske betragtninger over den allestedsnærværende manglende lære af historiens gang, med samme grundlæggende pointe som her i nærværende bind:
En rød tråd i min tolkning af Den Kolde Krigs historie er, at begge sider generelt manglede, hvad man kan kalde ’strategisk empati’ over for modparten (side 249).
Afrunding og vurdering (6 ******)
Den samlede fremstilling hen over de tre bind er uomgængelig som et vægtigt historisk værk, idet den giver et grundigt, opdateret supplement til den eksisterende litteratur om Den Kolde Krig og de internationale konflikter i hele perioden fra 1917 og til 1991. Der er tale om historieskrivning af høj karat, også med klar markering af, hvor forfatteren befinder sig i historieskrivningens felt, idet et bredt spektrum af aspekter inddrages i hans grundsyn på det historiske stof:
Nærværende fremstilling lægger sig i forlængelse af den postrevisionistiske strømning (bind 1, side 75).
Den brede, men uhyre stringente og nuancerede tilgang til historieskrivningen giver læseren mulighed for at få et reelt overblik, der kan åbne op for en bedre forståelse af udviklingen i denne periode af den nyere verdenshistorie. Forfatteren er også god til at opsætte perspektiver i forbindelse med de forskellige hændelser og større begivenheder i relation til Den Kolde Krig. Nærværende bind 3 fortjener (som de forudgående to bind) seks stjerner af seks mulige.
|
|
|
|
