HOME || TIDLIGERE ARTIKLER || SUPPORT || ABOUT

       Litteratur || Engelsk || Fransk/italiensk || Lingvistik || INTERVIEW
       Psykologi || Historie/samf/arkitektur || Film/teater/musik/udstillinger



Anmeldelse: KAIROS: Ikaros og kaos



Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.

Publiceret 6. juli 2024.


© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.


  • Jenny Erpenbeck: KAIROS
  • Gads Forlag (364 sider)
  • Udkommet 17. maj 2024
  • Pris: 299,95


LITTERATUR/TYSKLAND: Ikaros fik sine vinger monteret med voks, fløj begejstret op på himmelbuen og troede at kunne overskue universet, men kom i sin overstadighed for tæt på solen – og drattede ned. Den tyske forfatter Jenny Erpenbeck har skrevet en dannelses- og forfaldsroman om mødet mellem en ung kvinde og en aldrende mand, der begge havde (haft) en drøm om et idealsamfund, med hedengangne DDR som ramme. Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder Jenny Erpenbecks roman her.


BEDØMMELSE: FEM stjerner ud af seks (Skala).


En drøm bliver til virkelighed

Den foreliggende roman er historisk funderet, dvæler ved de historiske detaljer i slutrunden for DDR, imellem årene 1986 og 1989. Den purunge kvinde og den aldrende mand finder spontant sammen i et kærlighedsforhold, men deres affære iscenesættes fra første færd af dem begge, uafvidende reflekterende at denne kærlighed er en konstruktion, et drømmesyn, som de begge ikke desto mindre fra starten naivt tror kan blive til den eneste ægte kærlighed, de vil komme til at opleve i deres liv.

Forholdet bliver af begge uden bagtanker ophøjet til ”Den store Kærlighed” igennem patoslignende tanker og gensidige erklæringer, alt imens forfatteren med sit røntgenblik lige så nøgternt lader dem udspille deres smukt iscenesatte affære, idet hun venter på at finde det rette øjeblik til at punktere drømmen og lade de nu vingeløse væsner falde til orden igen: Uperfekte som den statslige konstruktion den unge kvinde er barn af og den aldrende mand tilvalgte, da han var lige så ung som den kvinde han hovedløst har forelsket sig i. Den socialistiske stat smuldrer, drømmen om idealsamfundet blegner, parrets kærlighed hensygner og skinsygen hersker, hvor de er tilbage i den grå og illusionsløse hverdag, sammen med alle de andre.


Dvælende, nøgtern og empatisk
Han vil holde Katharina fast – og er samtidig nødt til at slippe hende, men han bliver grebet af tvivl, og det tærer på kræfterne. (Side 176)
Selviskheden indtræder umiddelbart i de efterfølgende tanker hos Hans, da han reflekterer over deres forhold:
Vil hendes kærlighed til ham være stor nok, og frem for alt, vil den vare længe nok til, at Katharina stadig er hans, når bogen er færdig? Hun gav ham anledningen til at begynde på romanen, men hans arbejde vokser frem af en grund, der egentlig intet har med hende at gøre, det bliver han klar over, jo flere minder der stiger op af glemslens dynd (Side 177).



En forfaldshistorie

På eminent vis kobler Erpenbeck fortællingen om en smuldrende samfundsdrøm og et kærlighedsforhold, således at de store rammer for parrets konkrete tilværelse og livsløb bliver indlejret i det mikrokosmos, som de elskende tilsammen udgør. Deres kærlighedsprojekt bliver eroderet af erfaring og mangel på samme, tilsvarende hvad der skete for forsøgsstaten DDR.

Den velskrevne og kunstnerisk intense fortælling om altopslugende kærlighed, der udspiller sig på bagtæppet af et samfund i opløsning, fortjener fem ud af seks stjerner. Sjældent er et dramatisk fokus fastholdt så vedholdende og konsekvent som i den foreliggende roman.

Den korte prolog og ligeledes korte epilog er med til at gøre hele fortællingen dobbelt gennemlyst, som under et mikroskop i laboratoriet. Vi ser de mange små uoverskuelige detaljer i laboratoriets ubarmhjertige belysning, men i sidste ende er det alligevel tanken om kærligheden og drømmen om muliggørelsen heraf, der til stadighed er med til at give tilværelsen form og mening.