|
|
Anmeldelse:
Mere end en mands datter og en anden mands hustru
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 6. juni 2024.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Grethe Jacobsen: Birgitte Gøye - En Biografi
- GADS FORLAG (248 sider)
- Udgivet deb 29. april 2024
- Pris: kr. 299,95
HISTORIE/SAMFUND:
Pligt, kløgt, omsorg og kærlighed kendetegner adelskvinden Birgitte Gøye, der var født med en guldske i munden. Hun opfostrede en halv snes forældreløse adelsfrøkener, var igennem en menneskealder en betydelig lensmand og tillige uvurderlig støtte for både sin mand, Herluf Trolle, i levende live og i eftermælet. Desuden var Birgitte nært fortrolig med dronning Dorothea og kurfyrstinden af Sachsen og plejede nære forbindelser med en række adelige livet igennem.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder den spændende biografi her.
BEDØMMELSE:  FEM stjerner ud af seks
(Skala).
En historisk foranderlig periode
Dr. Phil. Grethe Jacobsens beretning om Birgitte Gøyes liv og levned er den første egentlige biografi om hende, og det må siges at være på høje tid, at en så betydelig historisk person bliver portrætteret. Fremstillingen giver et nuanceret og ganske farverigt billede af livet i højadelen under og efter reformationen, i en omskiftelig periode, hvor jordegods fra klostre og kirker pludselig blev en del af kongens virkemidler i forhold til adelen.
Tidens vilkår for de højeste stænder belyses indgående. Familiernes indbyrdes forbundethed, de mange ægteskaber på kryds og tværs i adelsslægterne, alliancers indgåelse, arvereglers finurligheder, juridiske stridigheder om arvegods og meget andet bliver skildret og sættes i spil op mod tidens storpolitiske forhold med bestræbelserne på befæstelse af kongemagten i almindelighed, men specifikt i forhold til det svenske riges interesser efter at Gustav Vasa var blevet konge.
Opvækst og modning
Birgitte Gøye blev født ind i en betragtelig børneflok i en meget velhavende adelsfamilie. Øverste kongelige embedsmand, rigsråd Mogens Gøye, var hendes far. Mogens var tillige med kongen ivrig tilhænger af den lutherske reformation af den danske katolske kirke.
Birgitte fik en opdragelse og lærdom som adelsfrøkener på den tid ansås for at skulle have. Som 14-årig i 1525 blev hun trolovet med en knap så betydende adelig, Jesper Daa. Dette skete under Birgittes protest lige fra begyndelsen, og hun nægtede ganske enkelt at ægte den udsete. Hun stod igennem en retsproces og opnåede i 1540 at trolovelsen blev ophævet, hvilket var noget af en bedrift. Det skete yderst sjældent, idet der var enorm prestige forbundet med aftalerne på begge involverede familiers side. At Birgitte satte sig op mod sin far på den måde, må have krævet ’kvindemod’ og var i øvrigt risikabelt ikke kun familiært, men også pekuniært. Mogens Gøye ser imidlertid ud til at være blevet hurtigt formildet, så meget som at han ikke forsøgte at presse sit barn, da hun først havde sat sig fast på beslutningen.
Ægteskab
Fire år efter ophævelsen af trolovelsen ægtede Birgitte af egen fri vilje og med oprigtig kærlighed adelsmanden Herluf Trolle. De havde begge gods med ind i ægteskabet, Birgitte mere end Herluf, og de kom til at besidde endnu flere godser efterfølgende, som de havde i len fra kongen, der som nævnt nu havde en masse forhenværende kirkeligt jordegods at gøre godt med.
Birgitte Gøye var i egen ret lensmand på en række af de kongelige len, med talrige tilhørende bøndergårde. Birgitte fremstår som båden forstandig administrator og omhyggelig forvalter af de betroede godser og de hermed forbundne rigdommene i form at afkast. Hun var desuden renfærdig i sjælen og retfærdig i sine dispositioner på det rent materielle område.
Kort tid før deres vielse i 1544 fik Herluf Trolle pantebrev på Ringkloster, som Birgitte Gøye havde arvet efter sin fader. Hun havde derudover arvet Sigbritsgård i København og Græsegård i Nordsjælland. Til sidstnævnte hørte avlsgården Hillerødsholm.
Hillerødsholm gjorde Herluf og Birgitte til hovedgård, med et par slanke tårne og udbygning, men de boede der kun kort tid, for i forbindelse med lensreformerne fremsatte Kong Frederik II ønsket om at få Hillerødsholm som krongods for at kunne samle kronens jordbesiddelser i Nordsjælland. Han endte med at have det meste af Nordsjælland under sig. Ved et mageskifte i 1560 overtog Herluf Trolle og Birgitte Gøye Skovkloster ved Næstved og omdøbte det til Herlufsholm.
Hun og Herluf var gift i 21 år, men de fik ingen børn. Til gengæld var Birgitte livet igennem omgivet af adelsdøtre, som tilsyneladende forgudede hende, at dømme ud fra den sparsomme brevveksling der har overlevet. En del af adelsfrøknerne havde så godt et renomme, at dronningen tog dem til sig som hofdamer.
Herlufsholm skole
På Herlufsholm ønskede Herluf Trolle og Birgitte Gøye at skabe en skole, hvis traditioner udsprang fra den kristne humanisme, der var grundstenen i begges livssyn. Herluf Trolle døde i 1565, en måned efter fundatsen for Herlufsholm var underskrevet og godkendt, inden deres fælles opdragelsesprojekt for adelige drenge for alvor var kommet i gang.
Birgitte sørgede for, at Herlufsholm blev skolens navn, og selv om der var trusler mod skolens overlevelse på grund af flere arvekrav til fundatsens formue og deres fælles formue i øvrigt, lykkedes det for Birgitte at knytte alliancer og tale for din sag i retsforhandlinger, således at den begavede kvinde fremstod både handlekraftig og fremsynet. Skolen kaldte hun for en fri skole for adelens drengebørn, og selv om hun kun en kort tid formelt var forstander for skolen, fik hun reelt igennem sin indflydelse i en årrække derefter Herlufsholm til at få fremgang og befæste sin position som en ledende institution for uddannelse.
Hendes tid som enke var præget af usikkerhed. I 1566 blev hendes lensbrev på Tølløse opsagt. Hun kunne ikke bo på Herlufsholm, fordi hun havde afstået godset til stiftelsen for at sikre sig mod arvekrav fra slægtninge. Hun så sig af ydre omstændigheder nødsaget til at bo på forskellige godser i tiden frem til sin død i 1574. I alle årene efter at hun var flyttet fra Herlufsholm forblev hun stærkt engageret i skolens forhold.
Mindemager
Birgitte Gøye sikrede på en uselvisk måde sit eget eftermæle igennem opførelsen af gravmæler, idet hun forestod udførelsen af en række sådanne over forskellige slægtninge. Ikke uvæsentligt stod hun også bag udførelsen af gravmælet for sin mand, og derigennem i sidste ende for sig selv. Gravmælet findes i Herlufsholm Kirke. Der er to liggende figurer: Herluf og Birgitte. Sympatisk fremstår hun således også i henseende til sit eget eftermæle igennem sit virke som mindemager.
Fem stjerner af seks
Historikeren bag den foreliggende biografi har arbejdet minutiøst med at fremskaffe og organisere information om Birgitte Gøyes liv og færden. Der er et væld af informationer, trods de begrænsede kilder, der rent faktisk findes. Med snilde og omhu har Grethe Jacobsen udnyttet formentlig alle eksisterende og tilgængelige kildematerialer.
Indimellem kan det virke en smule overvældende på læseren med detaljerigdommen, og måske kunne der have været lidt flere oversigter over relationer i en skabelonform eller nogle faktabokse undervejs, således at overblikket over relationer og forbindelser bedre kunne fastholdes. Ikke desto mindre er der tale om endnu et prægtigt eftermæle over adelsfruen Birgitte Gøye, hvor hun for alvor er kommet til orde i sin egen ret som kvinde af sin samtid.
|
|
|
|
