|
|
Anmeldelse:
Feber, farer og fordomme:
Skam, skyld og øget social ulighed
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 6. juni 2024.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Morten Sodemann: Pandemiernes pariaer
- Samfundslitteratur (266 sider)
- Udgivet den 29. april 2024
- Pris: kr. 200,00
DANMARK/SAMFUND:
Professor i epidemologi og folkesundhed Morten Sodemann har skrevet en omfattende ’pamflet’,
et videnskabeligt begrundet opråb om de kulturelle, psykologiske og sociale mekanismer,
der refleksmæssigt optræder, når en altoverskyggende trussel mod samfundet
og den enkelte indtræffer:
Et holdningsmæssigt og adfærdsmæssigt ”immunsystem”, der baserer sig på fordomme og gruppetænkning.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder den nye bog her.
BEDØMMELSE:  FEM stjerner ud af seks
(Skala).
Et ”dem” og ”os”
Vi reagerer instinktivt med forsvarsmekanismer, når vi mødes af en trussel. Under Covid-19 var det hele verdenssamfundet, der blev udsat for en uoverskuelig trussel. Reaktionerne i de enkelte lande og kulturer var utroligt ensartede, idet man hurtigt fandt sammen om at definere et fjendebillede, der kunne gøre truslen håndgribelig og dermed til at forholde sig til og bringe på tryg afstand.
Det var de fremmede, de anderledes og dermed afvigende, der stod for skud:
Indvandrere, flygtninge og andre ’afvigere’ bliver trusler mod flertallets privilegier, sammenhold eller gode moral. Trusselsbilledet skærpes, når der er sygdom i spil. Globaliseringen har på ingen måde udvandet den implicitte xenofobi, der ofte bliver meget eksplicit, når flertallet trues eller har brug for afledning. (Side 9)
Magtkoncentration
Det mest uheldige i forbindelse med pandemier og ukontrollable hændelser i øvrigt er, at beslutningstagerne, og i særdeleshed politikerne benytter situationen til at optræde ’myndigt’, men ikke altid hensigtsmæssigt. Der sker uvægerligt en de facto indskrænkning af folkets frihedsgrader, idet der skal beskyttes mod truslernes om fremmedelementernes forurening af vores samfund. Der indføres forskellige grader af undtagelsestilstande, som har en tendens til at blive permanente, idet dele af den restriktive lovgivning i situationen ikke rulles tilbage, når faren er drevet over.
Lærte vi noget? Blev vi klogere?
Historien gentager sig, hvilket Sodemann bl.a. begrunder igennem et historisk rids af de pandemier, som vi ved er forekommet igennem historien, helt tilbage til de første kilder, der fortæller om sådanne hændelser. Hver gang er der sket stort set det samme. Allerede hos grækerne skriver historikeren Thukydid i året 430 f. Kr., at folk fra Etiopien var skyld i pestepidemien, der hærgede Athen.
Det vestromerske Rige blev svækket af koppeepidemier og pest, der blev tilskrevet germanerne og andre fremmede folkefærd, som truede Romerrigets sammenhængskraft.
Den Sorte Død i 1340’erne nåede hertil på grund af karavaneruterne fra Asien, der bragte andet end varer med sig. Opdagelsesrejsende hjembragte sygdomme, for slet ikke at tale om de frygtelige epidemier, de selv blev årsag til, når de bragte vores sygdomme til områder, der var helt og aldeles uforberedte på disse, pga. af de indfødtes manglende immunforsvar.
Rækken af pandemier og lokale pestforekomster øgedes gennem historien i forbindelse med den koloniale ekspansion, og den såkaldt spanske influenza omkring 1918-1920 var en foreløbig kulmination det øgede internationale samkvem. Senere har vi haft asiatisk influenza, hongkonginfluenza, fugleinfluenza, svineinfluenza, A-influenza, SARS, MERS, ebola, hiv og flere, og senest covid-19.
Men trods denne store erfaringsmængde, er vi desværre ikke blevet klogere. Covid-19 -pandemien var både yderst sandsynlig og forudsagt i årevis i forvejen af eksperter rundt om i verden, men på trods heraf blev udbruddet straks set som en ”sort svane”, en hændelse, der optræder yderst sjældent og nærmest uforudsigeligt.
Sodemann sammenligner derimod vores rygmarvsreaktion over for covid-19 med en ”sort elefant”, noget evident og klart forudsigeligt, som er både forventeligt og hyppigt genkommende. Og så sætter han trumf på med følgende svada:
En måske endnu større sort elefant er stædigheden i det 20. århundredes politiske tænkning, nationalisme, kulturelle nærsynethed og racisme, der fastholder absurditeten i den bevidste blindhed, der skal til for at overse de mange faresignaler, som hiv, H1N1, SARS, ebola og multiresistent tuberkulose har sendt til politikere og beslutningstagere. (Side 16)
En uforlignelig og foruroligende ligning
Mens den menneskelige hardware har udviklet sig med kvantespring (urbanisering, robotteknologi, IT, lægevidenskab), så har udviklingen af menneskeligt software (følelsesreaktioner og psykologiske processer i forbindelse med epidemier) stået helt stille. Vi har intet lært af 1400-, og vi igangsætter de samme kontraproduktive dehumaniserende processer hver gang. (Side 17)
Reaktionsmønstrene (udskamning, syndebukkemekanismer, taberterminologi m.v.) kan sættes på en formel, der som sit slutfacit øger den sociale, økonomiske og kulturelle ulighed. Taberne er dem, der i forvejen befinder sig nederst i hierarkiet. De bliver fattigere på alle disse tre parametre. Det mest triste er, at denne øgede ulighed er kontraproduktiv, både socialt, kulturelt og økonomisk. Den forringer den almene velfærd for de 99 procent af os alle sammen, og ja, - dette gælder altså også på det rent økonomiske område.
Veje frem
Sodemann opregner alle dumhederne, som vi begår i forbindelse med bekæmpelse af pandemier, og han opstiller nogle punkter, til eftertanke og efterlevelse, hvis vi næste gang en pandemi banker på døren, skulle forsøge at handle klogere og dermed mere effektivt. Det mest centrale her er den følgende ressourceforøgelse, der samler i stedet for at splitte indsatsen:
Interdisciplinaritet: ’Der er behov for en bredere tværfaglig forståelse af udsathed.’ (Side 220)
Dette kræver imidlertid, at først og fremmest myndighederne indleder et sådant samarbejde med forskerne og vidensarbejderne i stedet for at optræde egenrådigt. Som Sodemann viseligt fremfører:
Politikere må lære, at forskere kan være irriterende, og at evidens kan være ubekvem.
Fem stjerner
Sodemann fortjener fem stjerner af seks for en særdeles velargumenteret og videnskabeligt underbygget redegørelse for de mange fænomener og mekanismer, der optræder i tilknytning til pandemier.
Stoffet er vældig omfattende, men fremstillingen er gennemgående klar, ligesom redegørelserne undervejs er omhyggelige og velunderbyggede. Imidlertid forekommer der en række gentagelser i det omfattende stof, hvilket kan demotivere læseren, der måske føler, at vi nu har hørt forklaringerne tilstrækkeligt mange gange. Omvendt vil forfatteren formentlig forsvare sig med, at historien viser, at vi ikke kan få fortalt budskabet ofte nok.
|
|
|
|
