|
|
Anmeldelse:
Opfindelsen af selvet
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 6. december 2023.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Andrea Wulf: Prægtige rebeller
- GADS FORLAG (fagbog)
- Udgivet 17. november 2023
- 597 sider. Pris 399,95
FILOSOFI/PSYKOLOGI:
Tysk-engelske Andrea Wulff har skrevet en bredt anlagt fortælling om den halve snes år omkring 1795-1895, hvor den lille universitetsby Jena blev det hektiske centrum for idegenerering og-udvikling af filosofi i forhold til selvet og begrebet ’jeg’. Immanuel Kant havde gjort forarbejdet i tre hovedværker om erkendelse, sæder og moral, og Johann Gottlieb Fichte tog egenhændigt stafetten og skrev det fjerde hovedværk, som Kant havde påtænkt, men dog ikke fik lavet. Dette værk tog som oprindeligt tænkt at Kant udgangspunkt i religionen,
men endte med at fokusere på sin egen agenda, at definere jeget, das ich.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder bogen her.
BEDØMMELSE:  FEM stjerner ud af seks
(skala).
Et varsel
Den franske revolution i 1789 sendte store dønninger ud i Europa, men det var så som så med revolterne i de omkringliggende lande. Den franske revolution åd sine børn med terrorregimet under Robespierre og sansculotterne i 1793-94, men endte med ham selv på skafottet i juli 1794. En af dem, der havde troet på parolen om frihed, lighed og broderskab var Caroline Michaelis Böhmer Schlegel Schelling. En intellektuel opvækst som datter af en professor ved universitetet i Göttingen parret med ubegrænset læsning af bøger fra universitetsbiblioteket samt uddannelse i diverse sprog skabte en selvsikker og nærmest frygtløs ung kvinde, der erklærede:
Jeg stryger aldrig nogen med hårene. Jeg siger altid, hvad jeg mener og føler. (Side 23).
Hun sympatiserede umiddelbart med besættelsesmagten, da byen Mainz kom under franskmændene i 1793 og efterfølgende erklærede sig noget så revolutionært som republik. Dette kom næsten til at koste den gravide kvinde livet, da byen og området atter kom tilbage på tyske hænder. Hun slap allernådigst med tre måneders fængsel, da hun ved hjælp af gode forbindelser i det intellektuelle bagland fik påvirket den tyske fyrste til at vise nåde. En af dem, der forsøgte at hjælpe, var August Wilhelm Schlegel, hendes beundrer. Han måtte dog vente en del år på den egenrådige kvinde, før de fandt sammen.
Da Caroline havde gennemlevet fire års arrangeret ægteskab med hr. Böhmer, gik manden til alt held hen og døde. Efter en toårig periode som fri fugl, gav hun efter for August Wilhelms vedholdende bejlen til hende. Og dette var med til at lægge grunden for den kreds af intellektuelle, som fandt sammen i Jena, den lille universitetsby i det ligeledes lille midttyske herredømme Sachsen-Weimar.
Riget var delt op i fire områder hvad angår arveret m.v., og det betød, at styret i denne stat var uforholdsmæssigt tolerant, da der ikke var en central kontrollerende myndighed i form af censur. Man kunne slippe afsted med meget rent tankemæssigt og på tryk, blot man ikke for alt for stærkt frem i offentligheden.
Caroline og A. W. Schlegel fandt sammen efter et par år, hvor Caroline som fri fugl efter mandens død var betragtet som en art paria på grund af sin fortid som revolutionær på franskmændenes side og et letlevende forhold både til sæder og skikke. Det dæmpede gemytterne, da de to blev gift, og med flytningen til Jena og ægteskabet med Schlegel blev Caroline efterhånden rehabiliteret som person.
Friedrich Schiller boede allerede i Jena, og Wolfgang von Goethe var bosat i Weimar, men havde sin hyppige gang i byen, mest for at besøge Schiller, og desuden havde han som fyrstens administrative højre hånd tilsyn med byens slot m.v. Nu rykkede Caroline og August Wilhelm ind i Leutagasse, og snart blev deres hjem omdrejningspunktet for den såkaldte Jena-kreds, med Fichte, Schlegel-brødrene, Humbolt-brødrene samt Novalis (Friedrich von Hardenberg) som centrale personer, men også Goethe og Schiller blev knyttet til dette idemæssige kraftcentrum, dog med Schiller lidt på sidelinjen og Goethe som den, der svævede over vandene som den intellektuelle halvgud Jena-kredsen havde udnævnt ham til at være.
I centrum stod Caroline Schlegel, som både var litterat og oversætter fra bl.a. engelsk til tysk. Hun deltog med liv og sjæl i de dybe samtaler og hede diskussioner om selvet, naturen, den menneskelige identitet og begrebet om frihed. Lighed og broderskab var det så som så med…
Et tidsbillede af den gryende romantik
Igennem tilpas korte kapitler får vi opregnet alle mulige relationer og tildragelser samt får levende del i de mange intellektuelle diskussioner, der drejer sig om alt fra natur, religion og videnskab til poesi, åndrighed og mere håndgribelige naturhistoriske forhold, hvor både Goethe og Humbolt eksperimenterer med vivisektion af frøer og meget andet. Det hemmelige bånd imellem ånd og natur kom til udtryk på mange forskellige måder i de intellektuelles tanker og handlinger. Begrebet romantikken blev født.
Vi får indblik i hverdagslivet for både høj og lav, - hersker, tyende, bonde såvel som intellektuel -, ligesom vi får levende skildringer af de intriger, som drejede sig om såvel ideer, universitetsstillinger og hermed forbundet karriere som kvinderne i og udenfor kredsen samt betydningen af gode forbindelser med betydende personer. Bogen gnistrer af engagement hos de agerende, og det er som om der sjældent forekommer et kedeligt øjeblik i deres liv. De fleste i gruppen geråder i store konflikter han ad vejen, ofte på grund af uoverensstemmelser i forhold til tolkning og udmøntning af tankegods.
Fremstillingen i Andrea Wulffs bog bliver aldrig ført ned på et direkte kulørt niveau, omend vi ind imellem fornemmer lidt i forhold til de udskejelser i både vinøs og kønslig omgangsform, som også hørte med til billedet. Også åndspersoner havde jordnære behov. Vi oplever sider af datidens moral, forhold omkring magtstrukturer både internt, nationalt og internationalt, ligesom vi hører meget om lægekunst og medicinske forsøg, mad, hygiejne og den langsommelige kommunikation udadtil, herunder postvognens rædsler for folks rygstykker og tålmodighed.
Den storpolitiske scene bliver også grundigt belyst, allermest håndgribeligt der, hvor Napoleon foretager sine gentagne erobringer af lande og byer. Her bliver vi også vidne til folks reaktioner, idet flere i kredsen så med sympati på Bonaparte som en foregangsmand for det nye og frie individ, idet han rensede ud i småfyrstendømmer og gammel tænkning via sin eneherskerrolle, som imidlertid kammede over og fik en brat ende. Ikke desto mindre efterlod alt dette sig sine positive spor. Der blev ryddet op i mange strukturer og magtrelationer, men alligevel blev meget af det gamle kun delvist afmonteret eller genvandt sin position mere eller mindre uændret.
’Opfindelsen af selvet’ får fem stjerner af seks
Bogens forfatter tager munden fuld, når hun udråber Jena-kredsen til de helt store titaner i filosofiens udvikling hen mod selvet og det tilhørende jeg. De var ikke helt ene om æren for dette. I det mindste havde Kant og andre tidligere tænkere også en finger med i spillet. Det kan lyde herostratisk med bogens overordnede ærinde, men fremstillingen kammer ikke over. Den bevarer sit fokus og holder kadencen igennem de mange bogsider. De centrale personer belyses indgående, og både svage og stærke sider kommer med. Forfængelighed og ærekærhed kan dreje sig om både sagsforhold og rene personrelationer. Også store tænker har følelser og temperament. Bogen fastholder gruppens store betydning for tænkningens udvikling i almindelighed og for tanken om selvet i særdeleshed.
Dog må man sige, at vi ikke kommer helt dybt ned i materien. Det bliver forholdsvis overfladisk, når analysen af centrale filosofiske hovedværker af Kant, Schelling, Fichte, suppleret med den filosofiske prætendant Friedrich Schlegel, bliver behandlet meget kortfattet og i overordnede træk. Ikke desto mindre er bogen særdeles veloplagt i fortælleglæde og med en skrivestil, der aldrig bliver tung. Det væsentlige i forhold til det definerede emne kommer klart til udtryk, så selv almindelige dødelige ikke-filosoffer kan følge med og skabe sig en form for overblik over fænomenet, både idemæssigt og rent historisk i forhold til tiden og dens tildragelser. Som læser får man skærpet appetitten på at se nærmere på disse tænkere og litterater.
|
|
|
|
