|
|
Anmeldelse:
Den uendelige tragedie
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 20. oktober 2023.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Iben Mondrup
- Bjørn (roman)
- Politikens Forlag (352 sider)
- Udgivelse 20. september 2023. Pris kr. 320,00
DANMARK/LITTERATUR:
Den uendelige tragedie... Man gjorde et barn fortræd i egoismens navn. Opgøret med hemmeligheder, fortielser og løgne når sit klimaks i tredje og sidste bind af Iben Mondrups dybe
værk om de blinde vinkler der knytter sig til herskermentaliteten under et kolonistyre.
Børns vilkår defineres af magthaverne, in casu et dansk ægtepar, der er udstationeret i Grønland,
hvor de tager deres ret for givet.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder den nye roman her.
BEDØMMELSE:  FIRE stjerner ud af seks
(skala).
Et skibbrudent ægteskab
Eva og Berthel har det ad helvede til. De kan ikke tale om det, for bag ved deres uoverskuelige problemer i relationen ligger deres tid på Grønland og nogle af de dispositioner som de traf under den tid.
Hun tænker på det fjerne i hans blik. Grunden til at han siger det nu igen.
Taler om Grønland. Den dans om dét, som også hænger sammen med flasken.
Hun vil ikke havde det.
Berthel er blevet kvartalsdranker under indtryk af den indre spænding i relationen til Eva og inden i ham selv. Ellers kunne han ikke udholde sin dårlige samvittighed, der i sidste ende tegner som sig som en oplevelse af personlig fiasko. Berthel har mest af alt ondt af sig selv.
Fiaskoen består i, at han har ikke har kunnet manøvrere uden om følelsen af nederlag indadtil og de hertil hørende skrammer i selvopfattelsen, hvilket udadtil holdes i ave ved en vis indelukkethed, der undertiden grænser til det afstumpede. Berthel holder allerhelst sine følelser for sig selv:
Der lyder et klir da hun slår glasset mod hans, og endelig smiler han.
Det som lignende en bestyrtelse er kun en skygge i hans blik. (Side 42)
Berthel er egentlig lige så træt af det menneskelige dødvande som Eva. De går begge som katten om den varme grød, nemlig de to grønlandske adoptivbørn, de har mistet al kontakt med. Berthel arbejder som kontorchef i en ministeriel afdeling for hjemmestyrets implementering, i perioden kort efter 1979, og nødtvungent tager med en kollega på besøg i Grønland for at løse nogle centrale opgaver.
Hjemturen med flyet bliver temmelig dugget. Begge får alt for meget alkohol at drikke. Da han på vej hjem fra lufthavnen i Danmark laver en alvorlig soloulykke med bilen, i behørigt beruset tilstand, slår det ned i ham, at han må droppe sit job, vende Danmark ryggen og vende ”hjem”.
Han føler, at han liggende i sygesengen dagen efter ulykken endelig er vågnet. Det sker, da sygeplejersken spørger, om han får en dom for sin uforsvarlige kørsel. Han forsvarer sig med, at det var en soloulykke, hvor ingen andre kom til skade.
Imidlertid dukker tanken op om, at hans færden på Grønland med de katastrofale følger for de to grønlandske børn, som han og Eva tager med hjem, netop ikke er en soloulykke. Her gik det ud over andre. Han vil tage sin straf og søge soning:
Nu ved han med sikkerhed, at han vil derop igen, tilbage til Grønland, til der hvor det gik galt. Han vil stå der, oprejst som den mand han er nu, og begynde at gøre tingene ordentligt. (Side 78)
Narcissist
Berthel meddeler Eva, at han vil skilles. Og det bliver de så. Eva behandles temmelig brutalt i denne proces, hvor hun ikke får mulighed for at forsvare sig. Beslutningen er truffet. Berthels forsøg på at se ud over sig selv er dømt til at mislykkes, inderligt egoistisk som han er. Han falder på mange måder tilbage i sin koloniherrerolle, da han vender tilbage til Grønland, nu med job som konsulent for ministeriets grønlandske afdeling.
En skam er det, at Iben Mondrup gør lige så kort proces i forhold til personen Eva som ægtemanden gør. Hun forsvinder lige lovlig hurtigt ud af bogen. Hendes figur kommer til at fremstå noget overfladisk, endda i et dårligt lys, da hun bliver parkeret i en fin lejlighed for at overgive sig til en ensom, men ubekymret tilværelse.
Da Berthel bliver skilt og får nyt job i Nuuk, er det dels for at prøve at finde sine adoptivbørn og deres mor, dels for at finde en indre ro ved at gøre det hele godt igen. Sagen er imidlertid, at de to halvsøskende, Tabita og Vitus, blev misbrugt til at redde et skævt, skrantende ægteskab.
At det barnløse par, allermest af hensyn til sig selv, tog børnene med sig fra Grønland, var utilgiveligt, da det skete på falske præmisser, på koloniherrernes betingelser. Eva savnede børn, Berthel ville gerne have ro, og han mente, at de gjorde den grønlandske mor en tjeneste ved at tage de to børn med til Danmark, da hun jo næppe kunne brødføde de to. Et tredje barn var allerede afgået ved døden på grund af vanrøgt.
Dette ’ubærlige’ ligger i, at de tog børnene med uden egentlig at stille det klart op for moren, at det var permanent. Hun troede, at de blot skulle opholde sig i Danmark i en kortere periode, måske et år eller to. Yderligere ubærligt, for hustruen Eva, var det yngste plejebarn, drengen Vitus, søn af Berthel, hvilket Eva først fandt ud af en rum tid, efter at de var vendt tilbage til Danmark.
Opgør, soning, sjælefred
I første bog af trilogien, Tabita, hører vi, at hun vil ”udradere løgnene”, og at hun vil søge at få at vide, hvad der egentlig var hændt i deres barndom hos den grønlandske mor og senere hos plejeforældrene i Danmark. Her i tredje bind tager hun som halvvoksen fra Danmark til Grønland for at finde broren og genforenes med sin mor. Begge dele lykkes, men hun mister dem begge hurtigt igen. Hvordan, må læseren selv erfare.
Tabita arbejder ihærdigt med at finde en grønlandsk identitet, for derigennem at etablere sin sande identitet. Hun føler sig som en tom skal, at hun ikke rigtig hører sammen mednogen overhovedet. Både i persontegningen af den unge kvinde og i fremstillingen af den yngre bror får vi mange, meget spredte og forskelligartede detaljer, som ganske vist kan føjes sammen til en form for billede, men mest af alt kommer til at ligne en kollage.
Læseren må selv gøre en stor del af arbejdet for at færdiggøre portrætterne, hvilket uvilkårligt kalder på engagement, og det lønner sig en god del af vejen at gøre dette. Enkelte frustrationer opstår for læseren. Vi tager lige hurtigt nok afsked med moren, Abelone, ligesom vi må lade Vitus’ skæbne stå hen i det uvisse. Formildende er det, at det er lige så uvist for Tabita, der føler sig frustreret over at oplagte muligheder for handling forskertses.
Opgør, soning og sjælefred får vi imidlertid, men på overraskende vis. Det sker mesterligt igennem de sidste godt halvtreds sider af romanen. Her bringes handlingen op på den høje klinge, og læseren rives med i et opgør mellem koloniherre og slave, mellem Berthel og Tabita. Efter nogle wagneriske mellemspil når vi dramatiske højder og en absolut renselse, katharsis. Denne kommer i stand ved Tabitas mellemkomst, og den omfatter såvel hende selv som hendes far.
Fire af seks stjerner
Romanen giver et indfølt billede af vanrøgt, savn og søgen efter kærlighed, ligesom den insisterer på at fastholde os i det pinagtige ved danskernes kolonifortid på Grønland. Fremstillingen er kantet og springende på det menneskelige plan. Der er mange lunser, som vi får kastet ud til læseren. Men budskabet er imidlertid klart: Vi gjorde børn fortræd, ligesom vi gjorde så megen anden fortræd, og dette må de grønlandske mennesker og deres efterkommere i dag stadig bøde for og søge at komme overens med.
At afryste sig kolonitidens åg er en langstrakt proces. Måske kan Tabitas eksempel mane til eftertanke med hensyn til, hvor meget, der stadig er at gøre, før danskerne forstår og før grønlænderne finder sig selv. En undskyldning vil kun være en første begyndelse.
|
|
|
|
