|
|
Anmeldelse:
Trykkefrihedsselskabets fundats: At modarbejde pressens misbrug af trykkefrihed
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 1. oktober 2023.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Claus Møller Jørgensen
- Trykkefrihed – Nationalitet og politik i dansk guldalder
- NORD ACADEMIC (Gad), (352 sider)
- Udkommet 29. august 2023. Pris kr. 399,95
DANMARK/HISTORIE:
Efter stænderforsamlingernes indførelse i 1831 skete der en politisering af samfundslivet. Borgerskabet begyndte at interessere sig for politik og nation i den politiske offentlighed, der var ved at blive skabt. Det var vigtigt at den eksisterende trykkefrihed ikke blev yderligere indskrænket på grund af misbrug i den offentlige debat, som pressen kanaliserede. Lektor Claus Møller Jørgen skriver indgående og perspektivrigt om Selskabets betydning for skabelsen af det nationalpolitiske fokus, der førte til krigene 1848-1852 og 1864.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder den nye bog her.
BEDØMMELSE:  FEM stjerner ud af seks
(skala).
Et rådgivningsorgan for kongen
Stænderforsamlingerne i Danmark, Slesvig og Holsten var oprettet på baggrund af Wienerfreden i 1815. Forsamlingerne havde alene en rådgivende rolle i forhold til kongen, der ikke var forpligtet af deres anbefalinger.
Snart etableredes en politisk offentlighed omkring stænderforsamlingerne som institution. Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug blev i 1835 dannet i tilknytning til denne nye politiske offentlighed for at værne om dens muligheder for at udtrykke sig. Det skulle ske ved at misbrug af den frie tale blev modarbejdet, så der ikke kom nye begrænsninger fra kongemagtens side i forhold til offentligt at ytre sig på skrift.
Selskabet anså sig for at have en folkeoplysende opgave. Man havde i udgangspunktet tænkt sig at opdrage igennem konstruktiv kritik af ytringer på skrift, som stred imod god tone, altså misbrug af pressen. Deri lå også tanken om at undgå fordærvelig litteratur og støtte udbredelsen af sund og oplysende læsning. Som selskab kunne og ville man ikke optræde som en censurinstans, men udelukkende ved pennens hjælp virke for, at tanker kunne udtrykkes liberalt, men under hensyn til loyalitet over for det eksisterende styre, herunder den enevældige kongemagt og de nyligt oprettede stænderforsamlinger, som man tænkte sig at ville påvirke med skriftlige henvendelser.
Det liberale omdrejningspunkt
Fra starten var det tilstræbt, at selskabet skulle søge at fremme det liberalkonservative synspunkt, som repræsenteredes ved A. S. Ørsted i den enevældige konges snævre kreds af rådgivere. I den forbindelse kom Ørsteds bror, H. C. Ørsted til at spille en central rolle i den tidlige fase af Trykkefrihedsselskabets arbejde.
Selskabet arbejdede både med folkeoplysning og med vejledning i forhold til at udtrykke sig i pressen. Man talte om vigtigheden af også at omfatte bondestanden, almuen. Dertil kom oplysende udgivelser rettet mod denne målgruppe, men først og fremmest kom indsatsen til at ligge i ugeskriftet Dansk Folkeblad, der skrev og publicerede ud fra en helstatsopfattelse, hvor status quo i forhold til Danmark, Slesvig, Holsten og Lauenborg skulle opretholdes.
H. C. Ørsted og danskheden
H. C. Ørsted havde en opfattelse af nationalitetsbegrebet, som byggede på enevælden, helstaten og den protestantiske etik. I hans optik var kristendommen med til at være enhedsskabende, således at der ideelt kunne bygges bro mellem de tre dele af Danmark på denne baggrund. Hertugdømmerne og Danmark kunne knyttes sammen på tværs af sprog og nationalitet, hvis man kunne forenes i kristendommens og forsonlighedens ånd.
Snart blev selskabets arbejde udvidet til oplysningsarbejde i forhold til den dansksprogede befolkning i Nordslesvig. Det var Orla Lehmann, der slog til lyd for, at det danske sprog og den danske nationalitetsfølelse blev undertrykt i Slesvig, og at det ville være rigtigt at gøre en indsats for at ”vække den slumrende danske folkelighed” blandt nordslesvigerne gennem bl.a. boggaver, dansksprogede aviser og tilknytning til Trykkefrihedsselskabets virke igennem medlemskab af foreningen.
Radikalisering af foreningen
En begyndende bevægelse hen imod et mere nationalliberalt islæt i foreningens arbejde tog sit udgangspunkt i kølvandet på den såkaldte ”Kortsag”. Et topografisk kort med betegnelsen ”Danmark, Holsten og Lauenborg” var blevet publiceret i 1837 af Trykkefrihedsselskabet og bl.a. gengivet med omtale i deres ugeskrift.
Dette kort over kongerige og hertugdømmer førte til heftig kritik fra den slesvigske stænderforsamling, der tolkede det som krænkende i forhold til Slesvigs status. Kortet omtalte Slesvig som ’Sønderjylland’, og dette blev, med en vis ret, tolket som om Slesvig skulle opfattes som en integreret del af Danmark. Betegnelsen Slesvig havde været den officielle siden 1460.
Kortet blev opfattet som en del af bestræbelserne på at skille de to hertugdømmer ad. Trykkefrihedsselskabet blev i det hele taget tolket ind i denne sammenhæng, fordi man også kort tid forinden var begyndt at udgive dansksproget materiale rettet til nordslesvigerne. Man talte fra Slesvig-Holstens side om en fordanskningspolitik. Nu blev sproget til et problem i Slesvig, hvilket ikke før havde været tilfældet. Da havde dansk, tysk og plattysk kunnet anvendes uden nærmere at reflektere over, hvor i hertugdømmerne man talte det ene eller det andet.
I perioden 1838-1842 skiftede Trykkefrihedsselskabet efterhånden bestyrelse og fokus og blev til en forening, der arbejdede stadigt mere for det nationalpolitiske i stedet for det folkeoplysende og belærende i forhold til god presseskik.
Kritikken af pressen i forhold til dennes selvregulering blev mindre centralt, og i stedet blev der øget fokus på udvidelsen af trykkefriheden i stedet for at værne om dens bevarelse i den stækkede og på mange måder meget restriktive form, der havde været gældende siden Christian den 8. kom til magten.
Fra 1842 var foreningen et samlingspunkt i forhold til hele den nationalliberale bevægelses hovedkræfter. D. G. Monrad blev redaktør af ugeskriftet. Dermed var Selskabet med til at bane vejen for enevældens opløsning og arbejdet for en ny forfatning, der mundede ud i Grundloven. Den slumrende nationalånd var så at sige endt med at blive spillevende og politisk aktiv.
Dansk-national bevidsthed i Nordslesvig og borgerlig oplysning
Det danske oplysningsprojekt i forhold til nordslesvigerne var i udgangspunktet først og fremmest tænkt som en hjælp til bevarelse af det danske sprogs udbredelse blandt Slesvigerne. En form for fastholdelse af det danske islæt i helstaten. Senere, da de nationalliberale havde fået overtaget i Trykkefrihedsselskabet, kom det til at dreje sig mere om en bevidsthedspåvirkning i forhold til det nationale tilhørsforhold.
Efter 1842 kom det til at handle om en kobling mellem det danske sprog og en mulig grænserevision, ideelt set en indlemmelse af hele Slesvig i det danske rigsfællesskab. Den borgerlige oplysning fik nu fokus på aktuelle spørgsmål og politiske emner af national karakter. Det blev til et arbejde med at påvirke bevidstheden hos befolkningen, både i Danmark og afledt heraf også i Slesvig.
Hjort-Lorentzens holdningsskift fra medlem af, og fortaler for, det slesvig-holstenske parti i 1837 til at blive af dansk nationalliberal observans fra 1842 er meget sigende for udviklingen hos en del repræsentanter for Slesvig. Han startede ud med at kritisere agitationen for dansk sprog og danskhed i forbindelse med den såkaldte ’kortsag’ til senere at se mulighederne de bedre muligheder for en fri forfatning for Slesvig igennem en kobling mellem Danmark og hertugdømmet ved sidstnævntes udskillelse fra forbundet med Holsten.
Trykkefrihedslovgivningen skærpes
Christian den 8. indførte skærpede regler for ytringsfrihed i 1843-44, idet talen om en fri forfatning samt kritik af den siddende regering blev stadigt mere genkommende. Kongen ville ikke risikere, at det kom til direkte angreb på hans person, selv om dette allerede lovmæssigt var særdeles strafbart. I perioden blev det til mange censurnedslag på bl.a. publikationer fra Trykkefrihedsselskabet, der begyndte at miste terræn.
Medlemstallet af foreningen faldt støt, og folk syntes generelt at resignere over for det voksende repressive tryk fra kongemagten. Selskabet blev endda truet med at blive forbudt i november 1844, hvor politidirektøren i København beskrev selskabet som en trussel mod statsforfatningen, idet det var tydeligt, at foreningen gennem sit arbejde i stigende grad deltog i overvejelser om en anden statsform, hvilket ville antaste enevældens position.
Trykkefrihedsselskabet prøvede at imødegå truslen ved at rette henvendelse til stænderforsamlingerne og bede disse om en ’klage’ til kongen over at man blev forfulgt og blev pålagt begrænsninger uden lov og dom. Dette kom der imidlertid ikke noget ud af. Man fik den besked tilbage, at selskabet jo havde taget en politisk drejning, hvilket ganske rigtigt var tilfældet. Selskabet fortsatte ufortrødent sit politiske arbejde, men med svindende opbakning i offentligheden.
Folk gik i venteposition. Det gjorde redaktør D. G. Monrad derimod ikke. Han argumenterede i Dansk Folkeblad for, at man netop ville sikre den danske stats overlevelse ved at skabe en fælles nationalstat, hvor der ikke var plads til to nationaliteter. Altså en klar udskillelse af Holsten og Lauenborg.
Monrad mistede troen på at det kunne nytte i 1846. Han forlod arbejdet med Trykkefrihedsselskabet og fik præsteembede på Lolland. Dog vendte han tilbage under revolutionstiden rundt om i Europa i foråret 1848, da han kunne fornemme, at der ville ske en åbning for en afskaffelse af enevælden i Danmark. Han kom hurtigt ind i det nationalliberale arbejde igen, og endte med at skrive udkastet til vores Grundlov.
Trykkefrihedsselskabets ophør
Selskabet havde sammen med andre dele af den nationalliberale bevægelse ydet en stor indsats for at en fri forfatning skulle indføres. Da det stod klart, at enevælden ville blive bragt til ophør, besluttede Selskabet sig for at nedlægge sig selv. Dets rolle var udspillet. Nationalliberalismen havde sejret, men det var folket, det danske folk, der havde vundet. Sådan tolkede den afgående redaktør af trykkefrihedsselskabets Dansk Folkeblad resultatet af det regeringsskifte, som kongen havde billiget, og som førte til enevældens ophør. -Borgerkrigen 1848-1850 var en direkte reaktion på dannelsen af den danske nationalstat, der implicit medregnede Slesvig.
Fem stjerner af seks
Bogens forfatter sammenfatter sin mission med sit værk om Trykkefrihedsselskabets historie som en afdækning af selskabets idehistoriske udvikling, hvor samspillet med andre bevægelser i samfundet i sin helhed var bidragende til, at en national bevidsthed blev skabt, og denne bevidsthed var drivkraften bag samfundsforandringen:
Forskelle i nationalitet og sprog udløser ikke i sig selv modsætninger og konflikt, men de kan politiseres og gøres til konfliktstof, når ’de andre’ sættes i scene som en trussel mod ’os’ af dem, der som Trykkefrihedsselskabet fører ordet. (Side 309)
Det er lykkedes for Møller Jørgensen at fremstille periodens mange ideologiske anskuelser og samfundsmæssige aspekter i en klar og overskuelig form, idet Trykkefrihedsselskabets virke har været anvendt som en pædagogisk velegnet ramme for at skitsere den politiske og ideologiske udvikling, der førte til Grundloven og en ”fri” forfatning.
Bogen er grundig og omfattende, og måske kan den virke lidt udfordrende med omstændeligheden for den læser, der er vant til at få en hurtig indføring i en problematik. Men til forfatterens forsvar skal det siges, at et ”quick fix” næppe er det, der kan forklare hele komplekset omkring helstat og nationalstat 1831 – 1849 i en dansk sammenhæng.
|
|
|
|
