|
|
Anmeldelse:
Den mytologiske Urmoder antager mange former - til grund for dem alle ligger havet
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 21. april 2023.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Patrick Svensson: Havet og mennesket
- GADS FORLAG (240 sider)
- Udgivet 2. marts 2023.
- Vejlende pris kr. 299,95
LITTERATUR/NORDEN:
Patrick Svensson var allerede fra barnsben fascineret af havet og dets mangfoldighed af liv. I stedet for Skabelsesberetningens fremhævelse af vandet som livgiveren til alt liv på jorden fremkommer han med en naturvidenskabelig redegørelse, der sætter jordelivet i et vældigt perspektiv: Livet nede i havet er grundlaget for livet oppe på jorden. De er forenet i en fælles rytme igennem et evolutionært pulsslag. Mennesket og havet er evigt forbundne. Vi må lære af havet for at bevare livet på jorden.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder Svenssons spændende bog her.
BEDØMMELSE:  FIRE stjerner ud af seks
(skala).
Et liv i bevægelse
Patrick Svensson forestiller sig, at mennesket igennem hele sin tilstedeværelse på jorden har været i bevægelse, ikke kun evolutionært, men også i den forstand, at vi til stadighed har været undrende og opsøgende:
"Det, der er nyt og ukendt, udøver også en ubestridelig tillokkelse, og mennesket er tydeligt nok specielt på den måde. I løbet af evolutionært set kort tid har Homo Sapiens erobret alle kontinenter og næsten alle dele af dem." (Side 36)
Menneskets udforskningen af kloden har fra starten været en udfordring i forhold til havet. På land gik det rimelig enkelt for sig, her var kendemærker at orientere sig ud fra. Med havet var det anderledes. Vandmasserne dækker fem sjettedele af kloden. Havet udgør så vældig meget ”land”, som vi ikke umiddelbart har kunnet udforske. Vi har måttet tilegne os viden om havet, så vi efterhånden fik mod på at begive os ud på det, og så at sige erobre eller overvinde det. Ved at beherske havet fik vi også adkomst til andre dele af landjorden rundt på kloden. Havet blev en nøgle til magt og rigdom.
Opdagelsesrejserne
Svensson redegør for, hvordan vi begyndte at udarbejde søkort og foretage opmålinger samt nedskrive detaljer om havet og kontinenternes beliggenhed. Fantasien var nødvendig for at drive værket videre:
Og når der manglede iagttagelser og viden, måtte andre evner tage over. Det, man endnu ikke havde observeret og bekræftet, fandtes ikke i sanseverdenen, men i dets sted fandtes der en forestilling. Fantasien blev korttegner. (Side 53)
Havet som vejen til rigdom og magt beskriver forfatteren ud fra eksemplet med Magellan, den søfarende der ville fuldføre det, som Columbus mislykkedes med. Han ville finde søvejen vestpå til Sydøstasien. Det lykkedes, men det havde store omkostninger rent menneskeligt, både for hans mandskab og for de lokale beboere, der blev udsat for hans fremfærd. Han endte med selv at dø derude, ramt af lokale krigeres giftpile. Svensson beskriver Magellan som lidt af en dilettant og amatør, både i forhold til viden om sejlads og i forhold til mellemmenneskelige anliggender.
Konklusionen er, at Magellan har lagt navn til en stor bedrift, men at han egentlig ikke var noget i sig selv, bortset fra at han var utroligt enerådende og stædig, så forehavendet med at finde vejen lykkedes, trods hans mangler. Forfatteren konstaterer lakonisk, at Magellan næsten nåede i mål, men døde, således at det var den sidste tiendedel af den oprindelige tre hundrede mand store besætning, der nåede frem til bestemmelsesstedet og også senere kom tilbage ad ruten vestover til udgangspunktet i Spanien.
Hvalfangerne
Bogen fortsætter med at skildre en anden type erobrere, nemlig de mange hvalfangere, der bevægede sig fra kystjagt og ud på de store vidder. Det var både et spørgsmål om ’større og bedre’ og om at tilfredsstille sin nysgerrighed. I sidste ende var det uoverlagt rovdrift, som generelt skadede livet i havet og decimerede en række store pattedyrs tilstedeværelse og i værste fald overlevelse.
Dette skildres med en vis fascination, trods det, at hvalfangerne endte med at gøre stor skade på dyrelivet. Der er også den mytologiske side af sagen med Moby Dick, den store hvide hval, og forestillingen om kampen mellem mennesket og uhyret. Meget af menneskets dårskab bliver også blotlagt, men bag skildringen er der som i det foregående afsnit en lakonisk konstatering af, hvori ødelæggelserne bestod. Moraliseren ligger ikke til Svensson. Han opregner blot, hvordan det forholder sig:
I betragtning af vores påvirkning på jorden og på alt levende, som vi deler den med, er mennesket naturligvis det overlegent største og mest succesrige rovdyr nogensinde. Det er en konstatering, der egentlig intet har at gøre med etik eller politik. Det er bare en kendsgerning. Og havet er mere end noget andet element vidne. (Side 110)
Det loddene menneske
Endnu et afsnit om fascinationen ved havet er beskrivelsen af, hvordan man har søgt at måle verdenshavenes dybde igennem århundrederne. Nogle af de mest vovede forsøg skildres, og man sidder lidt med livet i hænderne, når man læser, hvor dumdristige nogle af dem har været, og hvor heldige de var.
Pointen hos forfatteren synes at være, at nysgerrigheden var drivkraften, men at vi også må lære at forstå, at selv de mest dybe og på det nærmeste stadig ukendte dele af havet er værdifulde, da de er fulde af liv. Og der er tale om liv, som er af afgørende betydning i forhold til helheden, til balancen i havet og dermed til den rigdom, der burde kunne tjene os fremover, hvis vi ellers kunne lære at passe på den. Det mest malende er, at et dykkerhold på det absolut dybeste punkt i Marianergraven, mere end 10 kilometer nede under havets overflade, fandt en plasticpose, som vidner om menneskenes tankeløshed.
Et ganske enkelt og fordringsløst menneske bliver brugt til at illustrere menneskets nysgerrighed. Vi følger en bager, som bliver besat af at finde fossiler og desuden studere plantelivet i kystområder og vandhuller. Han bruger al sin fritid på at udforske og opleve planter samt finde fossiler. Hans oplevelser nedfældes i poetiske notater, og hans anselige samling af fossiler bliver grundlaget for et forskningsmæssigt gennembrud, som sker på baggrund af, at en forsker får øje på bageren og hans arbejde. Han beviser gennem sine fossilfund, hvilken fisketype, der som den første formerer sig igennem kønnet forplantning.
Bageren korresponderer med videnskabsmanden igennem mere end ti år, og de får et nært venskab. I brevene fremkommer den skotske bager også med betragtninger over, hvordan vi som mennesker ikke altid respekterer livet i naturen, men opfører os tankeløst og undertiden ryggesløst som skabningens herre. En gryende samvittighed.
Bagerens ukuelige nysgerrighed førte til en forklaring af et grundlæggende evolutionært spring. Han var amatør, men han blev drevet at nysgerrighed og kærlighed til skønheden i livet illustreret igennem blomster og havdyr.
Svensson tolker hans ihærdighed som en drift: ”Han var nødt til at lære alt, hvad han kunne, om den vanskeligt forståelige, ugæstfrie verden for på en eller anden måde at finde sin plads i den.” (Side 170)
Havets levnedsskildrer
Bogens absolut fineste del er beskrivelsen af Rachel Carson, der om nogen kom til at elske havet og samtidig i slutningen af sit omfangsrige bogværk om havet nåede frem til at gøre opmærksom på, at vi mennesker potentielt truer havets og dermed hele livets eksistensgrundlag. Igen er det iflg. forfatteren nysgerrigheden, der var drivkraften bag Carsons livsvarige beskæftigelse.
Rachel Carson kom fra en fattig baggrund, men det lykkedes hende gennem flid og ihærdighed at gennemføre et studium indenfor biologien, trods det at hun var begyndt som litteraturstuderende. Hun drømte om at blive forfatter, og det blev hun! Hun følte sig i den grad tiltrukket af havet, både rent poetisk og videnskabeligt, og hun viede hele sit liv til at udforske og beskrive livet i havet og selve havets væsen.
Inspireret af poesi om havet skrev hun et omfattende værk, Fra de store vande. Et billede af oceanernes liv, som endte med at blive en bestseller. Inden da havde hun hutlet sig igennem tilværelsen som forskningsassistent og løst ansat lærer, ligesom hun begyndte at skrive artikler, som blev optaget i videnskabelige tidsskrifter. Hendes varige job blev hos den amerikanske fiskerimyndighed hvilket betød, at hun nu bedre kunne få tid til sin forskning ved siden af arbejdet.
Hun skulle arbejde med publikationer for fiskerimyndigheden, og på et tidspunkt lavede hun en pjece, som lederen ikke fandt egnet til oplysning om myndighedens arbejde. Han mente at der var tale om et essay om havet, og han opfordrede hende til at sende det til et stort tidsskrift. De antog essayet, og nu kunne hun for alvor begynde at få noget publiceret.
Hendes storværk om havet var både poetisk og videnskabeligt, men det var fuldt ud et videnskabeligt produkt samtidig med, at det var poetisk undrende og udforskende. Mange anmeldere troede, at der var tale om et pseudonym, og at forfatteren var en mand, for værket var stort anlagt og vel udført. Rachel løftede selv sløret for sin identitet ved et foredrag på Astor Hotel i New York. Hun spiddede folks fordomme over for, at en kvinde kunne skrive videnskabeligt på den måde, og både kritikere og videnskabsmænd måtte erkende, at bogen var et veldokumenteret og holdbart værk.
Det andet store værk fra Rachels hånd var Fra de store vande. Et billede af oceanernes liv, som markerer en erkendelse af, at alt liv uundgåeligt vil blive genforenet med havet, igennem den cyklus, som har vandet som sin drivende kraft. The edge of the Sea blev hendes tredje værk, hvor hun beskriver livets og evolutionens ubønhørlige drift i livet i vandkanten, med ”lavvandets gådefulde og smukke verden”, som hun udtrykker det. Det mødte knap så meget begejstring som de øvrige bøger. Måske lidt for snævert i sit fokus for et ikke-poetisk publikum?
Endelig skrev hun sit mest kontroversielle værk, Silent Spring, ”Det tavse forår”, forfattet da hun var kræftramt. Bogen går tæt på oplevelsen af livets foranderlighed igennem en rig dokumentation, igen med poetiske overtoner. Desuden peger bogen på, at vi er godt på vej til at destruere selve livet i havet og dermed også på jorden. Hun havde kastet sig over intense studier i de kemiske sprøjtemidlers biologiske virkninger på naturen og desuden de medicinske effekter på dyr og mennesker. Hun konkluderer, at vi vil lægge alt liv øde, jf. bogens titel, hvis vi fortsætter som vi gør med at gøre vores klode gold og ubeboelig på grund af giftstoffer i forhold til planter og dyr og generel forurening af vores omgivelser samt menneskets rovdrift på naturens ressourcer.
Bogen vakte stort røre, ikke mindst fra den kemiske industri, som oven i købet lagde sag an mod hende om bagvaskelse. Det fik de imidlertid ikke noget ud af. Deres sag blev kompromitteret, da der under sagsforløbet blev en omfattende forurening af et flodløb, hvor alt liv for en periode blev udslettet. Virksomheden havde lækket kemikalier ved en fejl, og det var vel at mærke den kemiske virksomhed, som havde anlagt sagen!
Hendes bog blev helt konkret startskuddet til oprettelsen af den første føderale beskyttelsesmyndighed i USA, og også i andre dele af verden. Selveste præsident Kennedy udtalte sig i rosende vendinger om Miss Carsons arbejde.
Pladen rundt: Fire stjerner af seks
Svensson er nu tilbage ved udgangspunktet, hans egen barndoms læsning og fascination af havet. Han undrer sig over, at han aldrig er stået til søs, men alligevel altid har været draget af havet. Det må være noget med oprindelse og kontinuitet, mener han. Han knytter slutningen op på sin mors død: ”Ud på åbent hav. På vej mod horisonten. Somme tider betyder det også at blive væk.” (Side 231).
Forfatterens poetiske stemninger i disponeringen og præsentationen af stoffet betyder, at helhedsbilledet bliver noget uklart. Ganske vist er der en form for rød tråd, men den bliver undertiden lidt for eklektisk, som om noget er kastet ind for sin egenartede karakters skyld.
|
|
|
|
