|
|
Anmeldelse:
Hævn, skam og oprør i klassesamfundets kulisser
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 10. februar 2023.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Édouard Louis: Forvandlingens metode
- Gyldendal (304 sider)
- Udgivet 5. januar 2023
- Pris kr. 279,95
LITTERATUR/FRANSK:
Franske Édouard Louis udfolder de to centrale temaer klasse og køn i en specifik udviklingshistorie,
tilbageskuende i lyset af hans opnåede internationale succes som forfatter. Fortællingen er intet mindre end
både autofiktion og exofiktion, men først og fremmest er den en hybrid mellem romanformen og det
personlige vidnesbyrd, undertiden som var det fremlagt i en skriftestol. Bogen er spændende og fortjener sine fem stjerner af seks.
---
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder den franske roman her.
BEDØMMELSE:  FEM stjerner ud af seks
(skala).
Fortælling om klassesamfundet
Den foreliggende roman Forvandlingens metode er ikke en traditionel klasseanalyse med blotlæggelse af kapitalismens væsen og mekanismer. Eddy Belleguelle alias Édouard Loius kommer fra et kulturelt og fattigt provinsmiljø i det nordlige Frankrig. Hans erfaringer som barn af arbejderklasseforældre, der lever et mere eller mindre prekært liv, bliver hurtigt parret med hans oplevelse af at være anderledes.
Han har altid følt sig tiltrukket af det mandligt feminine, og snart erkender han, at han er homoseksuel, om ikke andet fordi hans drengekammerater kalder ham ’svans’ og faderen er meget bekymret over, at drengen med sin lyse stemme og angst for horrorfilm ikke lever op til hans machoforestillinger.
Romanen gennemspiller temaerne fra debutromanen Færdig med Eddy Belleguelle, men nu med fokus på de sociale koder, som findes overalt i det franske klassesamfund, ned til måden du binder dit slips på, hvis overhovedet. Eller du har måske skæve tænder? Eller hvordan håndterer du lige kniv og gaffel? Eddy bliver hurtigt klar over, at han må bryde med sin samlede baggrund, hvis han skal have et håb om at kunne finde sig en identitet som han kan se sig selv i, som han kan leve med.
En beretning til faren
Romanfortællingen er rettet til Eddys far, selv om denne formentlig aldrig vil komme til at læse den. Ved at gå i en form for indirekte dialog med sin far,
får Édouard Louis italesat sin dannelsesproces. Undervejs kommer også Elena, hans kvindelige kammerat fra gymnasietiden, til at indgå i denne samtaleform. Men det er kendetegnende for både faren, moren, og veninden samt dennes forældre, at de repræsenterer en form for ophav, i og med at de alle er med til at forme Eddy, dels som barn, dels som gymnasieelev, dels som studentikos drømmer.
Den tidlige stempling som ’svans’ og den tilhørende foragt fra omgivelserne er drivkraften bag Eddys ønske om forvandling til Édouard:
Hvad du heller ikke ved, er, at hånen gjorde alt andet uudholdeligt for mig, fattigdommen, vores måde at leve på, den konstante racisme i landsbyen, det var, som om udstødelsen tvang mig til at opfinde mit eget værdisystem – et system, hvor der var plads til mig (s. 29).
Og det er faktisk hvad den unge succesforfatter, Édouard Louis, følte sig nødsaget til at gøre, for at han kunne gennemgå den forvandling, der skulle til for, at han som kulturelt og økonomisk fattigrøv fra provinsen kunne få succes med sin sociale opstigning – og samtidig lægge afstand til sin baggrund. Skoleveninden Elena bliver via sin familie en nøgle til de første og væsentligste koder, og relationen til hende bliver en referenceramme til og med gymnasietiden.
Kapital
Édouard Louis skuer tilbage fra sin tilkæmpede højere sociale position. Set herfra erkender han klart og nøgternt, næsten hjerteskærende kynisk, at kulturel kapital er af afgørende betydning,
hvis Eddy skulle gøre sig håb om at lægge afgørende afstand til sin sociale og kulturelle herkomst. Det lykkedes, men det havde, -og har-, sine omkostninger for
mennesket Édouard. Den økonomiske kapital har han kun fået til låns, igennem velvillige donationer fra velsituerede bøssebekendtskaber, der var med til at bringe ham videre på vejen mod den sociale top, mod berømmelsens tinder.
Et Janushoved: Det dobbelte had
I Forvandlingens metode gør forfatteren et ihærdigt forsøg på at gestalte sin egen opvækst i erindringens lys, at genskrive selve miljøet, så det fremstår autentisk for både ham og læserne, med de primære læsere defineret som faren og skoleveninden.
Han hader taberne, alle dem, der blev tilbage i landsbyen eller ikke nåede længere end til Amiens, hans studenterby. Deres afstumpede, økonomisk og kulturelt fattige liv fylder ham med væmmelse, men et tilsvarende had, eller snarere en lede, kommer efterhånden også frem i ham, når han betragter de rige aristokrater og intellektuelle, der i mange tilfælde lever ødselt og dekadent. Der er positive undtagelser blandt hans hjælpere på vejen mod toppen, men da disse har åbnet vejen for ham, støder han på den anden side af glasloftet ind i mennesker, der i sidste ende får ham til at væmmes.
Hans skuffelser og lede i mødet med den absolutte elite giver ham anfægtelser i forhold til den indignation, han hele tiden har følt over for livet på bunden, som han jo selv er udsprunget af, og uundgåeligt også stadig er en del af. Han hader begge sociale grupper, men han må indrømme, at det er mere attråværdigt at føle sig frustreret under en forfinet champagnemiddag med udsøgte årgangsvine end foran fjernsynet med chips og cola sammen med forældrene. Hans dilemma fører ham til skriftestolen i en tænkt dialog med Elena, der førte ham de første skridt ud af det socialt bundløse morads derhjemme.
Resultatet af hans dobbeltrettede frustrationer er moralske tvivlsspørgsmål, der konstant hjemsøger ham, men de er samtidig også det råstof, som han skriver sin roman på baggrund af. Har han udnyttet sine ´sugar daddyer’? Har han tilranet sig kulturel og økonomisk kapital til gengæld for kropslige ydelser?
I forbindelse med sin opstigning fra samfundets bund som homoseksuel, prostituerer han sig konkret og er samtidig en overgang særdeles politisk aktiv på venstrefløjen for at blive set og hørt. For at kunne leve med sin samvittighed i denne forbindelse påtager han sig offerets position.
At leve er at vælge
Idet han skriver ud fra offerets position, samtidig med at han fokuserer på klassesamfundets koder, ender han i en form for social determinisme. Han er mønsterbryder, men hvor er den frie vilje, det frie valg? Opnåede han udelukkende sin succes fordi han som bøsse lod sig prostituere? Forfatteren lader sin
Édouard blive fanget mellem fascinationen af dem som han opfatter som svinsk rige og sin erkendelse af, at han blot snylter på dem, udnytter deres muligheder for at skaffe sig selv noget bedre. Han indrømmer blankt, at han ser op til visse personer alene på grund af deres sociale status.
Det giver moralske tømmermænd, og det er i dette spændingsfelt, at han modificerer sine moralske domme fra tidligere. Igennem modningsprocessen og tilbageblikket ser han sig selv gennemlyst, ser sine egne begrænsninger ud fra den nye position, han har kæmpet sig frem til. Hans moraliseren bliver mere nuanceret og på sin vis blidere. Hvornår er der tale om udnyttelse, og hvornår føler han oprigtig kærlighed?
Édouard Louis er homoseksuel, vred over stigmatiseringen som værende bøsse, bebrejder igennem sine iagttagelser
både lav og høj. Han føler sig klassebevidst, men er samtidig konstant i tvivl om sin egen moralske habitus. Dette spændingsfelt mellem klasse og moralsk integritet holder figuren
Eddy / Édouard oppe romanen igennem, trods det til tider skriftestolsagtige:
Jeg fortalte senere Didier om middagen og sagde, at jeg havde taget Katia i forsvar foran hele selskabet, men det passede ikke. Jeg løj, fordi jeg skammede mig over, at jeg ikke havde sagt noget, jeg håbede, at min løgn var et bevis på, at jeg stadig var i stand til at skamme mig, og at jeg dermed var god nok. Jeg vil gerne fortælle Didier, at jeg skammer mig over ikke at have indrømmet, at jeg tav.
- Det skal du også vide (s. 269).
|
|
|
|
