|
|
Anmeldelse:
Den etiske fordring: Kravet om at gøre det gode
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 10. februar 2023.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Christoffer Carlsson: Brænd mig en sol
- Gyldendal (504 sider)
- Udgivelse 6. december 2022
- Pris kr. 299,95
LITTERATUR/NORDEN:
Svenske Christoffer Carlsson har begået en særdeles vedkommende og intelligent kriminalroman om temaer som
pligtfølelse, kærlighed, egoisme og tilbøjeligheder. Tre mord og et mordforsøg i landsbysamfundet Tiarp ved Halmstad sættes i relief af det samtidige mord på statsminister Olof Palme: Det er som om Sverige og dets indbyggere har mistet deres uskyldsrene tro på ’Folkhemmet’. De mørke skygger slår ind over
landsbysamfundets beboere og den hjemvendte krimiforfatter, der fanges ind af mordenes uløste gåde.
---
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder krimien her.
BEDØMMELSE:  FEM stjerner ud af seks
(skala).
Et varsel
Fredag morgen, den 28. februar 1986, ser betjent Sven Jörgensson årets første vipstjert. Det er alt for tidligt, og han ser fuglen forfra, med den store brystplet. Det er et dårligt varsel. Det er bedst at man ser årets første vipstjert bagfra eller fra siden. Sven bliver et øjeblik helt dårlig og må fortælle sin kone om den dårlige nyhed. Hun mener, at han må have forvekslet med en anden fugl. Men Svens dårlige varsel materialiseres i løbet af samme døgn:
Fire minutter i et, godt halvanden time efter skuddene oppe i Stockholm, modtog omstillingen hos politiet i Halland et telefonopkald. Det var en mand, der ringede. Jeg har voldtaget en kvinde i en bil. Den står i nærheden af Tiarps Gård.
Tonen er slået an, uro og indre kaos bliver nogle af de elementer, som både politifolk og menigmand i større eller mindre omfang må slås med i den kommende tid. Man er spændt ud mellem begivenhederne i forbindelse med opklaringsarbejdet i hovedstaden og først et, så to, og til sidst tre mord i og omkring Tiarp, og dertil kommer et mordforsøg.
Alle fire ugerninger betragtes af politi og lokalbefolkning som sammenhængende. Den fra Stockholm hjemvendte, nyskilte krimiforfatter slår sig ned i forældrenes sommerhus og lader sig begrave i sit private, eksistentielt prægede opklaringsarbejde:
Ind på scenen førte jeg mennesker, der ikke kun havde levet og virket i Sverige, men som på sin vis
havde været Sverige, sådan som det fremstod for os, der var børn i 1986, det år der mere end noget andet skulle blive frygtens og angstens år.
Indkredsning
Hvis man er til mordgåder med hurtig opklaring, så er det ikke ‘Brænd mig en sol’, man skal kaste sig over. Tempoet er langsomt, med krævende sceneskift. Den dobbelte forfatters overvejelser og ideer tager lang tid, og ikke alle motiver er lige enkle. Vi er vidner til, hvordan forfatteren til Brænd mig en sol lader sin i bogen gestaltede forfatterfigur gøre sig erfaringer og overvejelser om sin egen livsførelse, alt imens han betragter, hvordan andre kommer ud af det med deres tilværelse. Det kan forekomme noget langsommeligt, men gevinsten er, at man ender med at tro på karaktererne, der for de flestes vedkommende er mennesker, der kæmper for at finde en slags retfærdighed i tilværelsen, men som undertiden må affinde sig med, at det ikke lader sig gøre.
Samme aften som betjenten Sven Jörgensson finder en døende kvinde i en bil i Tiarp udenfor Halmstad, bliver Olof Palme skudt og dræbt efter en biograftur. Kvinden som Sven forsøger at redde ved hasarderet at køre til ’akuten’, er blevet voldtaget og slået halvt fordærvet med et stumpt instrument. Hun dør formentlig af blodtab på vej til sygehuset. Et par måneder senere forsvinder en anden ung kvinde. Folk bliver stadig mere opskræmte og taler nu om Tiarpmanden. Noget senere bliver tredje kvinde overfaldet i sit hjem, men slipper med livet i behold. Til gengæld må hendes mand undgælde med livet for ved et tilfælde at have reddet hende.
Sven Jörgensson arbejder intenst nærmest dag og nat med sagen. Det lykkes ham ikke at opklare forbrydelserne, selvom han finder frem til en del vigtige brikker. Han arbejder sammen med den kvindelige kollega Evy, som han indgår et særligt kompagniskab med. Karakteren af dette samarbejde må læseren selv opleve. Det ville være synd at ’spoile’ plottet på det punkt.
Svens halvvoksne søn, Vidar, der også snart bliver politimand, involveres i den gamle sag godt 30 år senere, hvor far Sven er død og borte. Vores krimiforfatter er gammel klassekammerat til Vidar, og da han flytter til byen, kommer han uforvarende til at sætte gang i ny efterforskning af den gamle affære, og både fortielser og gamle forbrydelser dukker op til overfladen på en meget konkret måde.
At få brikkerne i spil
Hermed er vi tilbage ved de figurer, som den hjemvendte forfatter har sat op på tegnebrættet. Han er ikke så meget dukkefører, som han selv kunne have ønsket sig. Det er langtfra altid, at hans menneskebrikker opfører sig, som han har forventet, og det fører ham ud i både paranoia og eksistentielle overvejelser, og efterhånden også krise.
Undervejs i sit skriveri og opklaringsarbejde vender ’Orm’, som barndomsvennen Vidar plejede at kalde den hjemvendte, tilbage til ungdomstiden og nogle af de oplevelser og iagttagelser, som han gjorde dengang. Han fokuserer en del på det formodede forhold mellem politimand Sven og sønnen Vidar, og han opstiller nogle scenarier i den forbindelse. Desuden får han hjælp og inspiration af den pensionerede Evy, der bekvemt nok bor lige i nærheden.
Evy bliver på flere måder en central figur i opklaringen, både rent menneskeligt og fagligt. Etik og moral bliver flere gange centrale i forhold til hendes rolle dengang hun samarbejdede med kollegaen Sven, men også i forhold til den aktuelle tid, til lige nu og her. Hun fører til det endegyldige svar på gåderne, men prisen er høj.
Den etiske fordring
Efterhånden som bogens krimiforfatter graver dybere i tingene, bliver de etiske dimensioner skarpere. For at sætte perspektivet, tyr han igen til tabet af nationens uskyld, da Olof Palme bliver myrdet:
I avisernes ledere og ved bordene i køkkenerne rundtomkring korsede man sig over politiet og politik, kriminaliteten og indvandrerne, den væmmelse, man følte over Sverige og sit eget spejlbillede. Det var tydeligt nu. (…) Knægten så fuld af ungdom med de smilende øjne, svigermors drøm, der viste sit at være et morderisk uhyre deroppe nordpå: Måske er det os.
Den kollektive smerte i forbindelse med statsministermordet får sin parallel i den individuelle lidelse og smerte, som ofre og deres pårørende samt andre involverede kommer til at gennemgå. Særligt svidende er beskrivelsen af voldsofferet Gisela, som overlevede overfaldet, men på bekostning af ægtemandens liv. Vores krimiforfatter har flere samtaler med hende under sit arbejde. Hun indvilger tøvende i dette, men når også frem til, at hun kan bære at åbne for såret, fordi hun har fundet ind til sig selv i lidelsen:
Det har sat sig dybere end det (: tilbagevendende mareridt). Det er nok derfor, jeg kan leve og have det godt alligevel og uden frygt, med børn og mand og det hele. Når smerten skærer så dybt, er det måske ikke længere smerte. Den får sit eget liv. Og så kan man komme videre.
Fem stjerner
Da opklaringen er ved at være ved vejs ende, efter over tredive års forsinkelse, reflekterer vores krimiforfatter over, om det hele nu er på plads, om man har fundet sandheden. Hans pessimisme og delvise fortvivlelse farves af de mange mennesker, som endnu en gang er blevet berørt af begivenhederne og måske har fået nye sår at skulle forlige sig med:
Jagten på sandheden kunne fortsætte i al evighed, eller til alle de efterlevende havde glemt, at der var en sandhed at finde. Sandheden er blændværk. Sandheden holdt aldrig op. Ligesom løgnene, misforståelserne, spejlene og røgslørene heller ikke gjorde det.
Den skrivendes overvejelser munder ud i, at de indsigter man får i livets værste skyggesider, når man arbejder indgående med emner som straf, skyld og ansvar til sidst kan føre til, at selve livet savner mening. En poetisk smuk, men ganske rystende erkendelse.
|
|
|
|
