|
|
Anmeldelse:
Tilintetgøre af Michel Houellebecq
Af Søren Harpøth Baltzersen,
cand.mag. i historie og idræt.
Publiceret 1. januar 2023.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Michel Houellebecq: ”Tilintetgøre”
- Roman.
- Forlag: VINTER
FRANSK/LITTERATUR:
Med sin seneste roman Tilintetgøre tager Michel Houellebecq (f. 1958), der i årtier har været kendt som Europas førende litterære provocateur, efter sigende hul på en ny epoke af sit forfatterskab, i hvilken der gives plads til tro, håb og kærlighed – fænomener der glimrede ved deres fravær i hans tidlige værker. Spørgsmålet er så, om den virtuose kulturpessimist har solgt ud, eller om han på sine gamle dage er nået frem til erkendelser,
der kan undsige den yngre Houellebecqs sortsyn.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Søren Harpøth Baltzersen, anmelder bogen her.
Forfatterskabet
Den satirisk bidende tone og det formørkede kultursyn, som indtil nu har været Houellebecqs varemærker, blev indstiftet med gennembrudsromanen ”Udvidelse af kampzonen” (2002) Her møder vi den deprimerede og kejtede unge mandlige hovedperson, der henslæber en ensom meningsløs tilværelse i et dystopisk Paris præget af smagløse billboardreklamer og tilfældig vold.
En dag bliver han imidlertid sendt fra hovedstaden til den franske provins i selskab med sin grimme kollega for at løse et IT problem. Her opstår den brudflade, der i en klassisk opbyggende dannelsesroman ville være blevet anvendt som afsæt til erkendelse, personlig udvikling og nyorientering.
Man forestiller sig som læser, at de to misfits, henholdsvis den kejtede og den grimme unge mand, på deres tur til provinsen vil opleve meningsgivende samvær, møde unge damer og måske ligefrem få sig et glimt af lykken. Sådan går det imidlertid ikke. De oplever ingen gensidig sympati, deres tilnærmelser til det modsatte køn ender i katastrofe, og ved hjemkomsten er bogen hovedperson endnu mere desillusioneret og isoleret end ved afrejsen:
Min hud føles som en grænse, og den ydre verden maser sig på. Fornemmelsen af adskillelse er total; fra nu af er jeg fanget i mig selv. Den sublime sammensmeltning kommer ikke til at finde sted; livets mål er fejlet.
Klokken er to om eftermiddagen. (Udvidelse af kampzonen s. 132)
Ganske som Udvidelse af kampzonen slutter Houellebecq tidlige romaner i en symfoni af meningsløshed og depression. Berøvet et hvert håb indstiller hovedpersonerne deres patetiske stræben efter lykke, deres længsler udslukkes, og de falder tilbage i resignation og isolation. Der er således ikke tale om opbyggelige dannelsesromaner, men snarere om nedbrydende mis-dannelsesromaner, der modsat førstnævnte efterlader læseren med indsigt, men uden håb og brugbar eksistentiel vejledning.
De tidlige værker byder således på deprime skildringer af livet i en normløs verden, hvor traditionelle værdier som kærlighed, sammenhold og opofrelse er blevet endegyldigt undergravet af individualisme og liberalisme – moderne begreber, der normalt opfattes som positive – og her skiller Houellebecq sig for alvor ud fra mængden af nutidige tænkere og forfattere.
Houellebecq var således blandt de første til at pege på sin generations forældre som ansvarlige for den vestlige verdens normsammenbrud. Ifølge forfatteren tilsidesatte hippiegenerationen nemlig alle traditionelle værdier i deres selvrealiseringsbestræbelser, og den normopløsning der fulgte, efterlod deres børn uden moralsk og kulturelt kompas.
Som funktion heraf mangler blomsterbørnenes børn eksistentielle holdepunkter,
og følgelig rager de fortvivlede rundt i en meningsløs verden. Houellebecq vender
altså bøtten på hovedet, og skriver på flere måder fra en position der kan minde om Nietzsches; han er
på én gang reaktionær og visionær, og formår at rive tæppet væk under selvgode hyklere.
Tilintetgøre
I Houellebecqs nye fremtidsroman Tilintetgøre
er han knap så konsekvent i sin afskrivning af lykken. Her følger vi Paul, der er embedsmand i det franske økonomiministerium. Under præsidentvalget i 2027 begynder mystiske videoer – i hvilke økonomiministeren angiveligt bliver henrettet – at florerer på internettet. Paul bliver involveret i opklaringen af sagen om de fingerede henrettelser, og vi følger det politiske spil op til præsidentvalget. Undervejs introduceres flere sjove typer kendt fra det
houellebecqske univers. Eksempelvis den populære fjogede kendis-præsidentkandidat, der sammen med en kynisk og stærkt nikotinafhængig kvindelig spindoktor indikerer, at europæisk demokrati ifølge forfatteren befinder sig i de absolut sidste tider.
I et andet handlingsspor følger vi Pauls forliste ægteskabelige liv med Prudence.
De to er over årene gledet fra hinanden, og ægteskabet er blevet en tom skal.
Ved romanens begyndelse lever de således under samme tag, men spiser ikke sammen, deler ikke soveværelse
og prøver så vidt muligt at undgå hinanden. Efterhånden
som handlingen skrider frem berettes der tillige om Pauls øvrige familiære relationer. Ganske
karakteristisk for Houellebecqs romanunivers er der også her tale om familiemedlemmer,
der på hver sin måde er havareret i livet, enten i form af økonomisk, ægteskabelig eller følelsesmæssig deroute. Samtidig optræder de fremmede overfor hinanden – i hvert fald til at begynde med. Indledningsvis er alt således ved det gamle. Alle mistrives, intet giver mening, tristessen består.
Alt ændres imidlertid, da faderen efter et slagtilfælde ender i kørestol på et inhumant plejehjem. Episoden bringer familien sammen, hvilket munder ud i en skøn blanding af regulære opgør og uventet fællesskabsfølelse. Beskrivelsen af de enkelte karakterer og deres indbyrdes forhold har altid været en af Houellebecqs spidskompetencer. Han formår som få at beskrive (eller rettere; at lade Paul beskrive) flere velkendte senmoderne karikaturer.
Vi møder blandt andet den svage mand, i skikkelse af lillebroren Aurelian, der har giftet sig med Indy, en politisk korrekt selvoptaget furie af en kvinde. Hun har valgt at lade sig kunstigt inseminere med en sort amerikaners sæd, frem for at få et barn med sin underkuede franske ægtemand. Houellebecq lader Paul overveje, hvad i al verden der har fået Indy til at tage den usædvanlige beslutning:
Sikkert en trang til at hævde sin intellektuelle uafhængighed, sin antikonformisme og ved samme lejlighed sin antiracisme. Hun havde brugt sit barn som reklamesøjle, som et middel til at slå på tromme for det image hun gerne ville have – en varm frisindet verdensborger – skønt han kendte hende som nærig og egoistisk og først og fremmest som konformistisk til fingerspidserne (s. 196).
Har man et horn i siden på vor tids politisk korrekte, vil man føle sig godt underholdt af Houellebecq, der mildest talt har et anstrengt forhold til venstreintellektuelle. Som noget nyt for Houellebecq optræder konservatismen i Tilintetgøre desværre ikke blot i form af hånlig fremstilling af progressive karakterer, der alle beskrives som forstilte og selvgode, men også i de mere positivt ladede personskildringer, herunder beskrivelsen af Pauls søster Cécile. Hun fremstilles som smuk, trofast, pligtopfyldende og feminin.
Cécile lever desuden i et hus på landet sammen med sine børns far, den jævne og stærkt højre nationale Hervé, der sætter pris på klassiske madlavning og franske rødvine. Klassiske kønsroller, kernefamilie, fædrelandskærlighed, landlig idyl og respekt for traditionerne. Der er altså fuld plade på konservatismen, og vi bevæger os til tider på kanten til triviallitteraturen.
Summa summarum
Tilintetgøre er på flere måder en fremragende og temmelig
anbefalelsesværdig roman om vor tid og de tendenser og værdibrud der præger den. Houellebecq har altid haft en skarp sans for samspillet mellem samfund, kultur og eksistens, hvilket hans læsere fortsat nyder godt af. I Tilintetgøre bliver der imidlertid – til forskel fra tidligere værker – smurt for tykt på. Kritik og latterliggørelse af venstreintellektuelle er en ting, sentimentalitet og dyrkelse af det klassiske dyder og værdier en anden, men i kombination bliver de to komponenter for meget af det gode, og gør i nogen grad Tilintetgøre til et enøjet politisk og ideologisk projekt, hvilket kompromitterer værket såvel kunstnerisk som intellektuelt.
At romanen andre steder har fået overvejende gode, for ikke at sige fremragende anmeldelser skyldes formentligt, at den er mere velskrevet (læs; knap så knudret), og dermed lettere tilgængelig end hans tidligere værker. Det kan også skyldes, at anmelderne langt om længe har fået øjnene op for Houellebecq, der nu er en anerkendt visionær intellektuel, særlig berømt for sin evne til at forudsige fænomener som ”de gule veste” og islamisk terror.
På dén baggrund frygter mange sikkert at brænde nallerne ved at udskamme den klartseende dystopikers forudsigelser, som overdrevne og udtryk for overdrevent sortsyn. Sidst men ikke mindst er Tilintetgøre Houellebecqs første egentlige dannelsesroman, og til forskel fra de tidligere gives der håb og mening centreret omkring familiære og nationale holdepunkter. Houellebecq tilbyder altså for første gang sin læser et skær af mening i en verden præget af tiltagende forvirring og opløsning.
Tiden er nu kommet til at besvare det indledende spørgsmål: Har den virtuose kulturpessimist har solgt ud, eller er han nået frem til erkendelser, der kan undsige den yngre Houellebecqs sortsyn. Svaret på dette spørgsmål må blive et både-og. Fraværet af kompromisløs kulturkritik forekommer mere modent. Det er således både klædeligt og nuanceret, at Houellebecq lader et svagt lys skinne ind i mørket. På den anden side bliver symbolikken næsten kvalmende sentimental, og forfatterens forsøg på at genskabe familiær og national romantik forekommer temmelig søgt.
Alt i alt er Tilintetgøre derfor stærkt anbefalelsesværdig,
men i denne anmelders øjne er den ikke det mesterværk, den af anmelderkorpset er blevet udråbt til.
Vil man virkelig ruskes, og ønsker man et indblik i Houellebecqs skarpe weltschmerz-anskuelser,
så skal man rette sin læselyst mod tidligere værker. Her møder man en mere intellektuelt og
litterært udfordrende Houellebecq renset for sentimentalitet og ideologisk slagside.
God fornøjelse, hvor end De ønsker at begynde!
|
|
|
|
