|
|
Anmeldelse:
Et historisk pragtværk i coffee table-format: Biografi over Valdemar den Store.
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 15. november 2022.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Lars Kjær: Valdemar den Store - Borgerkrigens barn
- Gads Forlag (296 sider)
- Udgivelsesdato 14. oktober 2022. Pris kr. 349,95
DANSK/HISTORIE:
Dansk middelalderhistorie i reportageform, hermeneutisk tolket, præsenterer Valdemar den Stores liv i øjenhøjde,
i det omfang forhåndenværende kildemateriale understøtter dette. Forfatteren gengiver Valdemars livshistorie i en overskuelig,
nuanceret og detaljerig form. Det er historieskrivning for lægfolk,
uden at der er skruet ned for det faglige niveau. Fortjener fem stjerner af seks.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder bogen om Valdemar den Stores liv
her.
BEDØMMELSE:  FEM stjerner ud af seks
(skala).
Hvem var han?
Valdemar blev født i Kyiv i 1131. Moren var Ingeborg, datter af storfyrsten i Kyiv. Faren var Knud Lavard, der blev dræbt en uge, før Valdemar blev født. Sådan indledes denne biografi om den Valdemar, der tilkæmpede sig så meget magt, at han vovede at indførte arvekongesystemet i Danmark. Der er storpolitik og spænding lige fra første færd.
Vi følger den lille drengs vej til Danmark og hermed til de kredse, hvor magten i landet lå. Lige fra starten får vi det hermeneutiske aspekt ind i fremstillingen. Valdemar er en drømmer, næret ved sagn og fortællinger fra barnsben. Bogen slår denne underliggende tone an, og den klinger i baggrunden af fortællingen vejen igennem. Valdemar havde store drømme og forestillinger om sin mission.
”Samtidshistorie, vikingesagn og myter om folkevandringstiden blev bundet sammen i en historie om danskernes forgangne storhed.” (Side 46)
På denne baggrund udfolder historikeren Lars Kjær sin biografiske fremstilling, der vægter det realpolitiske spil og Valdemars evne til at navigere inden for disse rammer.
Farens eftermæle højnes
Som 15-årig trådte Valdemar for alvor ind på den politiske scene, da han sammen med venner og slægtninge stillede krav om, at Knud Lavards legemlige rester skulle installeres ved alteret i klosterkirken i Ringsted. Dette forehavende lykkedes ham, men cisterciensermunkene skrev efterfølgende i deres annaler, at den unge mand havde en selvbevidsthed ud over det almindelige.
Seancen med farens knogler endte i et kompromis, hvor Valdemar ikke helt fik sin vilje, idet de jordiske rester af Knud Lavard blev lagt i et relikvieskrin, men ikke anbragt på selve alteret. Imidlertid var Valdemar ved denne manifestation overfor omverdenen allerede kommet godt i gang med at positionere sig i kampen om magten.
Borgerkrig
Valdemar øjnede allerede som 16-årig muligheder i forbindelse med den uro, der var opstået, da landet blev delt i to i kampen mellem Sven og Knud Magnussen. Borgerkrigen blev afværget, og i stedet blev der et korstog i 1147 mod hedningerne på Rügen, inden de fortsatte til Damaskus. Valdemar var med som aktiv deltager i blot en alder af 16 år. Korstoget blev en fiasko. Dette kom som et chok for Valdemars generation, der havde forventet, at denne anden pilgrimstog skulle blive lige så succesfuldt som det første for mere end en generation siden. Han gjorde sine første erfaringer med, at man ikke blot kunne fortsætte i forfædrenes spor, men måtte finde egne måder at hævde sig på og vinde verdslig ære og Guds gunst.
Valdemar satsede nu på at vinde hertugdømmet Slesvig, og gennem alliancer med bl.a. Tove, en frille/elskerinde, med hvem han fik en søn, sikrede han sig tilstrækkelig indflydelse til at blive hertug i Slesvig.
Kampen om magten
Valdemar kom til at indtage en nøgleposition som mægler i forbindelse med den fortsatte kamp om kongemagten i landets tre hovedbestanddele, vestlige Danmark, østlige Danmark og den skånske region. Inden så længe blev han også en aktiv spiller om magten, efter at han var blevet konsolideret i sin position som hertug af Slesvig, idet de tyske fyrster anerkendte hans ret til området. Nu var det under Sven den Stores regering, at Valdemar og Knud Magnussen igennem sindrigt politisk arbejde lykkedes med at samle Danmark og få udmanøvreret kong Sven.
Et andet aspekt af kampen og magten var styrkeforholdet i relation til kirkens mænd. Her kommer Absalon på sigt ind i billedet som en uvurderlig støtte i forhold til Valdemar. Absalon havde suget viden til sig i Paris og var med på tankerne om kongemagtens modernisering med både ansvar og rettigheder i forhold til reguleringen af det gejstlige liv. Her var tanken om et velorganiseret klerikal system nærliggende for Absalon, der opfattede præsteskabet som en ligeværdig spiller i forhold til kongemagten. Han så helt klart allerede tidligt i karrieren sig selv som en potentiel magtfaktor.
Grathe Hede
Sven vender tilbage fra sit eksil for at søge revanche, men i kampen mod Knud og Valdemar lykkes det ham kun at tage livet af Knud, hvorved han giver Valdemar chancen for at blive enekonge af Danmark. Sven ender nemlig med at miste hovedet i tilknytning til slaget på Grathe Hede, hvor han ellers havde forsøgt at skjule sig i en munkekutte, og da han var blevet afsløret, forlangte at få Valdemar i tale. Så langt nåede Sven imidlertid ikke. En af bønderne fra hæren skar igennem alt kævleriet, trådte frem og skilte ham af med hovedet ved hjælp at et enkelt hug af sin økse.
Konge af Guds nåde
Valdemar ryddede efterfølgende op i Svens støtter, herunder Ulf af Ribe. Det lykkedes for Valdemar at vinde kongefrænderne for sig og gøre en ende på borgerkrigen. I et gavebrev ved stiftelsen af Vitskøl kloster opregner Valdemar sine gode intentioner for et fredeligt Danmark med religiøse dyder. Det lykkedes ham nu at samle såvel de verdslige som de kirkelige spidser omkring sig. Næste skridt var ophøjelsen af Knud Lavards skrin fra den forsmædelige tilværelse som rejsekuffert. Det blev guldbelagt og fik en fremtrædende placering i kirkerummet. Valdemar ansatte nu en engelsk klerk til at styre det kirkelige ordenskapitel. Befæstelsen af magten både verdsligt og religiøst var ved at være på plads.
Hellig krig mod Venderne blev noget af det næste, og efter plyndring på Rügen og omliggende kyster blev der kaldt til forhandling, hvor det lykkedes at få anerkendt Valdemars overherredømme over området.
Striden om den verdslige magts indflydelse på kirkens magt og gods blev i den kommende periode skærpet. Biskop Eskil markerede sig skarpt i denne forbindelse. Han holdt med den gejstligt orienterede pave i Rom, der var blevet valgt i kamp mod den mere verdslige rival. Eskil forsøgte at vinde Absalon for sin sag, men han nægtede at deltage i et oprør mod sin nære ven Valdemar. Eskils efterfølgende krav til kongemagten blev afvist af kongen, og det endte med at Eskil måtte flygte i eksil.
Nu var Valdemar endnu mere afhængig af sine slægtsforbindelser. Han allierer sig nu med den tidligere modpart Buris, og alliancen holder længe nok til et anslag mod Norge, men bryder senere sammen, da Buris er beskæftiget med at nedkæmpe oprør på Rügen. Da Buris var ude af landet, gik Absalon og en række stormænd ind på at lade Valdemars 3-årige søn Knud blive valgt som medkonge. Der var tale om intet mindre end et statskup.
Buris var tosset over handlingen og nægtede at deltage i næste års togter, ligesom han begyndte at lægge planer om et modkup. Dette blev opdaget, og Valdemar lagde Buris i lænker og anbragte ham permanent i fængsel i Søborg. Denne forsmædelige handling var uhørt på den tid mod fornemme personer. Danske stormænd var chokerede over Valdemars behandling af Buris.
Dynastiet grundlægges
Igennem de resterende år af Valdemar den Stores regeringstid lykkedes det ham, trods en række konflikter, at befæste sin position og forsvare arvekongedømmet. Han stjernestund indtraf, da han i 1170 indkaldte til kirkefest i Ringsted. Han fik gennemført den ultimative hyldest af sin afdøde far, med den frigivne biskop Eskil som ceremonimester. De sidste år var præget af fortsatte magtkampe, hvor Absalon som ny ærkebisp og samtidig stadig bisp over Roskilde var med til at stabilisere Valdemars position. Situationen var imidlertid til stadighed vanskelig og prekær, idet Valdemar var blevet mere og mere magtfuldkommen. Ifølge bogen var det en væsentlig årsag til de fortsatte problemer, at Valdemar var gennemgående kompromisløs.
Valdemar dør i 1182 i en alder af 53 år, og hans yngste søn blev kong Knud den 6. Endnu var arvefølgen ikke klart vedtaget i forhold til at den ældste søn skulle føre videre. Knud blev i modsætning til sin far en mere konsensussøgende og succesfuld hersker igennem de næste 20 år.
Fem stjerner af seks
Bogens formidling af stoffet fungerer godt, og det er spændende såvel som interessant læsning. Der er et utal af detaljer, men ingen af disse forekommer at være uvæsentlige. Detaljerigdommen kræver, at man læser bogen fra ende til anden, hvis der skal opnås maksimalt udbytte.
|
|
|
|
