|
|
Anmeldelse:
Rekonstruktion af et univers
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 15. november 2022.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Annie Ernaux: Skammen
- Roman, Gads Forlag (115 sider)
- Udgivet 7. oktober 2022. Pris kr. 199,95
FRANSK/LITTERATUR:
Annie Ernaux’ roman Skammen bevæger sig gennem barndommens kollektivt prægede tilværelsesform, hvor
bevidstheden endnu ikke er afgrænset til et egentligt selv. En traumatisk hændelse får den 12-årige købmandsdatter
til at befæste sin position som socialt stigmatiseret. Hændelsen har været underliggende drivkraft for hendes pen gennem hele
forfatterskabet. Forfatterskabets
altid nøgterne registrering af omverdenen udspringer af skammen, der ramte Ernaux hin dag i juni 1952.
---
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder den 2022-nobelprisvindende
franske forfatterindes spændende bog her.
BEDØMMELSE:  FIRE stjerner ud af seks
(skala).
En litterær bekendelse
Allerede i indledningen til denne lille roman lægger den nu 56-årige Annie kortene åbent på bordet:
”Min far ville slå min mor ihjel en søndag i juni først på eftermiddagen.” (Side 9)
Denne bekendelse har hun tidligere kun gjort over for de potentielle kærester, som hun ville gøre indtryk på. Ellers var hændelsen en begivenhed, så stærkt omgivet af skamfølelse, at den måtte undertrykkes. I romanen gør forfatteren endeligt op med traumet ved at sætte det på skriftlig form. Denne form må nødvendigvis være en opregning af ydre faktorer, detaljer fra tiden, genkaldt i erindringen eller fastholdt via fotografier, idet fortrængning og glemsel igennem årene havde sløret konturerne.
Det topografiske gravearbejde omfatter barndomshjemmet, byen, den katolske skole, forældrenes sociale position og lokalsamfundets grundlæggende klasseskel. Hun håber at hun ved at anvende disse omveje igennem skrivearbejdet vil kunne normalisere den mest dramatiske handling i hendes erindring, farens mordforsøg, som hun forpurrede. Hun føler, at de ord hun bruger i beskrivelsen af selve scenen er hende fremmede, på det nærmeste upassende. Hændelsen som scene bliver udvendig, ”en scene for andre” (Side 12). At genkalde sig følelserne fra månederne omkring begivenheden er hun kun i stand til ved at objektivisere, eller objektgøre. Scenen bliver således en scene i teatermæssig forstand. Noget der udspiller sig foran en, og som man kun kan betragte som udenforstående, netop som ’man’.
”Jeg legede, jeg læste, jeg gjorde som jeg plejede, men jeg var ikke til stede i noget af det. Alt var blevet kunstigt.” (Side 13)
Erindringsbilleder
Som i mange af sine andre bøger bruger forfatteren fotografiet til at indkredse en erindring. For at kunne skabe en så klar forestilling om tiden omkring farens mordforsøg som muligt, opregner hun ikke kun topografiske, konkrete fysiske detaljer fra lokaliteterne, men forsøger via to fotografier af sig selv som 12-årig at trænge igennem til en dybere erkendelse, hvilket hun alligevel ikke føler, er muligt:
”Måske er det bare et ønske om at afgrænse en præcis periode af denne sommer, sådan som en historiker ville gøre.” (Side 20)
Forfatteren forsøger at fylde mere på billedet ved at studere en række ”materielle spor fra det år”, ting som hun har gemt og har liggende: Et album med postkort, et syetui, et partitur til en døgnmelodi og hendes messebog.
Sammenfattende når Annie på baggrund af disse artefakter frem til, at de konstituerer beviser for hendes daværende religiøst definerede univers, hvor tilværelsens forståelsesramme var fuldstændig fastlagt af regler og normer samt tilhørende sædvaner.
På jagt efter den tabte tid
Forfatteren tager under skrivningen af romanen til
regionshovedstaden Rouen for at gennempløje aviser og lokale blade fra denne periode, månederne omkring
farens voldelige overgreb på moderen. På den måde bryder hun med den latente sociale trussel, som altid blev
formuleret af hendes mor: Du bringer en ulykke over mig, hvis...
En omhyggelig gennempløjning af aviserne bringer imidlertid ikke selve hændelsen tydeligere frem.
Tværtimod bliver den relativeret, idet der rundt på jordkloden på samme tid indtraf begivenheder af mindst lige
så alvorlig karakter, plus en række dagligdags ligegyldigheder, der blot bekræftede, at livet gik sin gang, trods hendes
egen traumatiske oplevelse.
Dette fører forfatteren til en forståelse af, hvordan hendes virkelighed den gang så ud. Hun når herigennem som 56-årig frem til en erkendelse af, hvilke værdier og overbevisninger, der styrede hendes daværende liv. Altså formår hun at nærme sig pigen fra 1952 gennem alle disse udenværker. Hun bliver med egne ord ”min egen etnolog”. (Side 31)
Forfatteren ender med at opløse og gendanne den verden, som forelå for hende dengang. Denne metamorfose giver hende til slut, efter yderligere ture rundt i arkæologien med alle mulige konkrete detaljer fra tiden, tilgået fra elle tænkelige vinkler, endelig en indsigt, som kan få hende til at placere hændelsen som en hændelse, og ikke en scene i et udvendigt tableau.
”Der er ingen grund til at fortsætte. Skammen er lutter gentagelse og ophobning” (Side 112)
Fire stjerner for et eksistentielt gravearbejde
Annie Ernaux har igennem sit forfatterskab skrevet på den samme drivkraft, skammen,
som har drevet hende til at skrive sig selv ud i margenen af sine historier. Fra denne vinkel kunne hun være med
uden at skulle give nogen berettigelse for sin tilstedeværelse i værkerne og i den historiske tid. Genklangen af metoden
i hovedværket Årene er umiskendelig. Blot er den foreliggende korte roman mere distanceret fra det historiske tidsbillede,
hvilket kunne bunde i, at den fremskrevne pige på 12 år endnu ikke har fundet blot fligen af noget, der med rette kunne kaldes en egen identitet.
Læs nærværende bog for at forstå håndværket bag Ernaux’ andre værker. Både Pigen fra 58 og Årene giver et større indblik
i både den lille og den store historie.
|
|
|
|
