|
|
Anmeldelse:
Kampen om Centraleuropa
Af Søren Harpøth Baltzersen,
cand.mag. i historie og idræt.
Publiceret 6. oktober 2022.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Vibe Termansen: Kampen om Centraleuropa
- GADS FORLAG
- Pris: 249,95 kr.
HISTORIE:
I denne bog beskriver historikeren og journalisten Vibe Termansen de bagvedliggende årsager til den omstridte udvikling Centraleuropa gennemgår i disse år. Hvor vesteuropæerne mener, at Polen og Ungarn splitter EU ved at forbryde sig mod de fælles opfattelser af demokrati og retsstat, hævder man i Warszawa og Budapest, at man beskytter de ægte europæiske værdier, alt imens det hypermoderne, dekadente og migrantfyldte Vesteuropa er på vej i værdimæssig opløsning.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Søren Harpøth Baltzersen, anmelder Vibe Termansens bog her.
Kampen om Centraleuropa
Bogen indledes med en gennemgang af de tidligste rejseberetninger fra området der afhængigt af øjnene der ser betegnes som enten Østeuropa eller Centraleuropa. Regionen blev i 1700-tallet besøgt af engelske og franske adelsmænd og historieskrivere der i oplysningstidens ånd beskrev området, som en eksotisk og paradoksal udørk øst for det virkelige Europa.
En ung fransk adelsmand beskriver det at forlade de preussiske besiddelser, som at forlade en verden forskønnet af kunst og kultur:
”Når man kommer ind i Polen, tror man, man har forladt Europa fuldstændig. Landet er dækket af fyrretræer, altid grønne, men altid triste, befolkningen er fattig og gjort til slaver, landsbyerne er beskidte og hytterne er ikke meget anderledes end vilde menneskers hytter. Alt tyder på, at man er kommet ti århundreder tilbage i tiden...” (pp. 14-15).
Som det fremgår af citatet, har den tydelige økonomiske og politiske ulighed allerede tidligt tegnet vesteuropæernes billede af et tilbagestående Østeuropa, og ifølge bogens forfatter betragter vi vesterlændinge stadig folkene og landende mod øst som fattige, tilbagestående og foruroligende anderledes.
Denne opfattelse af foruroligende ”anderledeshed” står ikke overraskende i stærk kontrast til selvopfattelsen i regionens nationer, der alle som én opstod (eller genopstod) i dønningerne af 1. verdenskrig, og som siden har kæmpet for selvstændighed og anerkendelse.
Her betragter man sig for det første ikke som østeuropæere, men som centraleuropæere, mens Ukraine og særligt Rusland betragtes som det virkelige foruroligende og truende øst.
* * *
For det andet
For det andet ser man ikke sig selv som stående i et modsætningsforhold til europæisk kultur, men snarere som garanter for den europæiske kulturs bevarelse.
Dette skal forstås på den måde, at hvor de mere dekadente vesteuropæiske nationer i et centraleuropæisk perspektiv synes at dyrke kulturradikalisme, nye samlivsformer, cyklisme, vegetarisme og multikulturalisme på bekostning af traditionelle nationale og kristne værdier, forholder det sig stik modsat i centraleuropæiske nationer som Polen og Ungarn, hvor det nationale, religionen og kernefamilien ses som ukrænkelige størrelser.
Billedet af Østeuropa, eller Centraleuropa om man vil, afhænger altså af øjnene der ser, og i bogens øvrige kapitler bliver læseren gjort opmærksom på, at det ikke kun er betragterens geografiske placering, men også de væsensforskellige historiske erfaringer, der får nutidens vest- og centraleuropæere til at anse verden forskelligt.
Alt imens vesterlændingene fra 1700 tallet og frem gennemlevede en bølge af oplysning og tiltagende frihed, var man i øst helt frem til 1. verdenskrig underlagt de store imperier, hvor absolutisme og livegenskaben var normalen. Desuden led man i Øst- og Centraleuropa langt mere under 2. verdenskrigs troppebevægelser og krigshandlinger end man gjorde i vest. Som om disse prøvelser ikke var nok, blev en stor del af regionens lande ved 2. verdenskrigs afslutning inkorporeret i Stalins Sovjetunionen, hvor de som socialistiske republikker blev berøvet deres nyfundne nationale særkende.
Efter murens fald og EU-udvidelsen er Vest- og Østeuropa igen kommet i selskab med hinanden, men som følge af de forskellig historiske erfaringer befinder vest- og østeuropæerne sig vidt forskellige steder i det man kan betegne som nationbuildingprocessen. Hvor vi vesterlændinge har haft tid og mulighed til at dyrke og forfine demokratiet og vore respektive nationale kulturer, er man mod øst fortsat optaget af national og kulturel vækkelse.
Det forhold, at de vesteuropæiske nationer er mere velbefæstet i moderniteten end de østeuropæiske kan forklare, hvorfor polakker og ungarer i dag dyrker nationen, selvfortællingen og religionen langt mere end man gør i vesten, og hvorfor de øst- og centraleuropæiske EU lande generelt forholder sig mere skeptiske og vrangvillige i spørgsmål om suverænitetsafgivelse, end de vesteuropæiske EU-stater.
Vibe Termansen har stor viden om regionen, og forstår virkelig af formidle, og Kampen om Centraleuropa giver læseren en historisk forståelse af forskellene mellem øst og vest i spørgsmål om abort, nationalisme, demokrati, borgerrettigheder og internationalt samarbejde. Bogens store handicap er, at den udkom i 2018, altså før Ruslands invasion af Ukraine udviklede sig til ¬en storstilet krig. Det betyder, at den forbrødring der er sket mellem europæerne det sidste halve år af gode grunde ikke indgår. Det gør i sagens natur bogen mindre aktuel, men mon ikke der er mere på vej fra Termansen? Det kan man håbe på.
|
|
|
|
