|
|
Anmeldelse:
Nøgternt, klart og tankevækkende forsøg
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 3. oktober 2022.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Ian Kershaw: Personlighed og magt
- Oversat af Uffe Gardel
- GADS Forlag (311 sider)
- Udgivelsesdato: 30. september 2022. Pris kr. 399,95
HISTORE/SAMFUNDSFAG:
Nøgternt, klart og tankevækkende forsøg på at koble verdenshistorie, geopolitik,
hermeneutik og ideologi med henblik på at forstå magtens mennesker i det 20. århundredes optik.
Hvad driver mennesker til at søge magt? Hvorfor udvikler nogle magtmennesker sig hæmningsløst?
Hvilke faktorer spillede ind for at visse enkeltpersoner kom til magten i det 20. århundredes Europa?
---
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder Ian Kershaws nye bog her.
BEDØMMELSE:  FEM stjerner ud af seks
(skala).
Karisma?
Et spørgsmål, som ofte har optaget historikerne er, i hvor høj grad enkeltpersoner har været i stand til at udvirke historiske forandringer, præge historiens forløb, set i lyset af begivenhederne på et geopolitisk plan. Er det omvendt begivenhederne, der har givet disse personer mulighed for at gribe magten og fastholde den for en kortere eller længere tid. Hvorfor mistede de pågældende atter magten?
Alt dette kan man søge svar på teoretisk eller filosofisk, men at søge at forklare ’storheden’ hos den enkelte leder er sjældent blevet behandlet empirisk med direkte reference til de geopolitiske forhold, der gjorde sig gældende for vedkommendes magtudøvelse. Historieskriverne har til tider hæftet sig ved magtmenneskernes udstråling, deres karisma, som betydningsfuld i forhold til deres opnåede resultater. En kombination af person og ydre forhold blev første gang for alvor sat i system af sociologen Max Weber, der opstillede de samfundsmæssige og politiske rammer som vilkår, på baggrund af hvilke lederens personlighed kunne sætte sig igennem. Karismaen bliver således afhængig af de faktiske forhold, og dernæst kommer den under indflydelse af den reaktion, som befolkningen møder lederen med. Hvis der bliver tale om ægte begejstring, kan den øge lederens karismatiske udstråling. Ofte er der imidlertid tale om markedsføring, som befolkningen mere eller mindre frivilligt lader sig påvirke af.
Den kriseskabte leder
Forfatteren til det foreliggende ganske omfattende værk har valgt at se på tolv europæiske
ledere i det 20. århundrede, som alle kom til magten på foranledning af, eller under indtryk af, en krise for det pågældende land.
Lenin, Hitler, Churchill, de Gaulle, Franco, Tito og Mussolini er alle eksempler på dette. Andre ledere som Stalin, Adenauer,
Gorbatjov, Kohl og Thatcher spillede i højere grad ind i en allerede etableret kontekst, hvor krisen havde fået en anden, ofte mindre
akut karakter, men spillede under alle omstændigheder mere eller mindre afgørende ind på den videre udvikling.
Kershaw opgiver det upræcise begreb ’storhed’ om den enkelte leder og
søger i stedet for at nuancere hvert enkelt ledereksempel i forhold til faktorer som ustabilitet, krise eller krig. Dette bliver
så sat op i forhold til graden af absolutisme: diktator eller leder af et demokratisk samfund. Endelig ser han på tilfældigheden som et element.
”Men jeg har valgt at lægge vægt på kriser og den form for ledere, som skabes af kriser, og på enkeltpersoners rolle i tider med afgørende forandringer.”
Indledningsvis opregner forfatteren en række påstande, som han vil holde hver enkelt leder op imod. De påstande bliver så genstand for en samlet vurdering til slut, efter at hver enkelt leder er blevet holdt op imod dem. Denne tilgang vidner om videnskabelig metode, men forfatteren understreger dog klart, at bortset fra Hitler, er de øvrige elleve personer skildret ud fra foreliggende materiale af andre historikere.
Selv om der er tale om ledere fra det 20. århundrede, søger Kershaw at pege på gennemgående elementer og vilkår, der også gør sig gældende i
forhold til lederskabet indeværende århundrede. Særligt interessant er her hans bemærkninger om den kinesiske leder siden 2021 og om fænomenet Trump.
Lenin indsættes
Vladimir Iljitj Lenin var revolutionsleder og grundlægger af den stat, der
banede vejen for oprettelsen af Sovjetunionen. Han fik sin chance, fordi Tyskland sendte ham hjem gennem Europa i en lukket togvogn,
for at han skulle destabilisere Tsarstyret, hvilket han så sandelig også gjorde. Der er højdramatiske forhold undervejs, og den såkaldt ublodige
revolution, hvor der kun blev affyret et enkelt kanonskud fra fregatten Aurora, skildres i sin særdeles blodige konsekvente fremmarch og udrulning.
Nok var Stalin slagteren over dem alle, men Lenin grundlagde den bolsjevistiske stat under anvendelse af alle midler, herunder nødvendig,
uhæmmet vold.
Den forfatningsgivende forsamling trådte sammen den 5. januar 1918. Den holdt ’en dag. Rødgardisterne åbnede
ild mod arbejdere, der demonstrerede til fordel for forsamlingen, hvorved ni blev dræbt og toogtyve såret. Næste morgen forhindrede
gardisterne de delegerede i at komme ind i mødesalen. Ethvert håb om pluralistisk demokrati var slukket (side 49).
Stalin – den afskyelige
Stalin var som ovenfor antydet lidt for lærenem hvad angår den hensynsløse udøvelse af magt, og trods Lenins advarsler fik han udmanøvreret de øvrige politbureaumedlemmer, så han i slutningen af 1920erne havde en mere absolut magt end Lenin. Stalin kaldes af forfatteren direkte for en paranoiker, når han skal forklare den grasserende udrensning af formodede trusler mod styret. Mange af uhyrlighederne i udviklingen af sovjetstaten kan tillægges Stalins absolutte kompromisløshed. Det første grelle eksempel var tvangskollektiviseringen af landbruget:
Radikaliseringsprocessen begyndte med den hensynsløst gennemførte kollektivisering af landbruget i begyndelsen af 1930’erne (...) En hungersnød, som var en direkte konsekvens ikke af naturkatastrofer, men af politiske beslutninger, forårsagede over fem millioner menneskers død
(side 147)
Stalins afskyelighed som person og i sine handlemåder banede ifølge forfatteren vejen for at Sovjetunionen sejrede over Hitlers Tyskland og muliggjorde de allieredes sejr.
Mussolini
En central del af skildringen af den italienske diktator Il Duce peger på, at han førte Italien til undergang på grund af sin beundring for Hitler og sin uforbeholdne alliance med denne.
Mussolini vurderes som direkte uansvarlig i mange henseender, særligt da han uden videre tilsluttede sig aksemagterne aktivt:
Den 29. maj (1940) orienterede Mussolini det italienske militærs chefer om sin beslutning –
som han havde truffet uden at rådføre sig med nogen - om at gå ind i krigen (side 89).
Mussolini kom i høj grad til magten, fordi han forstod at manipulere medierne til at mobilisere og påvirke befolkningen. Han fik opdyrket en personkult under fuld kontrol af mediernes propaganda.
Mussolini troede at han var Guds udvalgte geni, hvilket gjorde hans person til noget ophøjet, til forskel fr selve Fascistpartiet og dets embedsmænd, der mødtes med generel foragt, men tolereredes på grund af Mussolinis selvskabte position. Euforien kølnedes noget, da han gik alenegang og aktivt førte landet ind i krigen på Tysklands side, men da var det for sent at stoppe ham.
Winston Churchill
Churchill traf ifølge forfatteren den formentlig mest afgørende beslutning i Storbritanniens historie, da han gik ind i den ubegrænsede modstand og erklærede krig mod Hitler.
Tilfældet bragte ham til magten, da Lord Halifax
vægrede sig ved at tage over efter Chamberlain.
Som fireogtres-årig overtog Churchill ledelsen under de værst tænkelige betingelser,
men gennem hans karisma og helt utrolige udholdenhed formåede han at vinde folkets optimisme,
så Hitlers invasions forsøg blev afvist, og den utrættelige kamp for at overvinde tyskerne på kontinentet satte i gang.
”I denne lange og mørke fase af krigen er det svært at forestille sig nogen britisk politiker, der ville have været i stand til at kunne vedligeholde og fremme viljen til at
fortsætte kampen lige så godt som Churchill (side 182).
Charles de Gaulle
Den franske modstandsleder under Anden Verdenskrig bliver beskrevet som utroligt bevidst om sit eget værd, ligesom han fremstilles som
vedholdende i kampen, uanset de nærmest umulige vilkår, han havde fra starten under eksilet i England.
Han bliver til nationalhelt i løbet af krigen, selv om han ikke satte foden på fransk jord før i den sidste fase af opgøret med Hitlers styre.
De Gaulle følte sig forbigået, fordi Frankrig ikke blev repræsenteret ved Jaltamøderne under krigens slutning.
Alligevel blev han så anerkendt derhjemme, at han vandt de første to valg efter krigen og blev regeringsleder. Han trak sig i 1953,
fordi han ikke kunne overbevise de andre om nødvendigheden af at indføre uindskrænket præsidentielt styre. Det opnåede han så til gengæld i 1958,
hvor han efter fem fårs fravær blev kaldt tilbage for at søge at løse konflikterne i Algier. Han fik indført den styreform han ønskede i januar 1959
med den sjette republik. Og den holder den dag i dag. De Gaulle løste konflikten i Algier og gav Algeriet sin frihed, hvilket ikke lige havde været
tanken fra starten. Men det var utvivlsomt den rette beslutning. Han svækkedes under urolighederne i 1968 og tog sin afgang i konsekvens heraf.
Han havde indset, at han ikke var i trit med tiden længere.
Fem stjerner
Det fører for vidt her at gå ind på de andre lederfigurer, der er behandlet i det digre værk. Blot skal det understreges, at Kershaw behandler
hver enkelt grundigt, nuanceret og objektivt. Han undlader ikke at rose, når der er anledning hertil, ligesom han påpeger eventuelle svagheder, som efterhånden var medvirkende til ledernes tilbagegang og i visse tilfælde fald.
Forfatteren foretager i sidste kapitel en vurdering af lederne ud fra de kriterier, han opsatte i starten. Måske lidt mekanisk,
men dog relevant for perspektivet på dem alle. Endelig har han et afsluttende kapitel, hvor han ser på nutiden og skuer ind i fremtiden.
Han konstaterer at demokratiet er på tilbagetog i almindelighed.
Det populistiske fænomen fremhæves som bekymrende for fremtidens demokrati.
Der er
tale om, at historien på en måde gentager sig, selv om Kershaw vil fastholde, at der hver gang er tale om en ny og anderledes situation. De liberale
demokratier i Europa presses af de illiberale og ligefrem autoritære styrer. Rusland, Tyrkiet, Indien og Kina fremhæves i denne sammenhæng.
En bog til advarsel og eftertanke. Interessant og undertiden forstemmende læsning. Perspektiverne for Europas ledelse i dag er dystre. Klima,
økonomi og kultur i et geopolitisk verdensperspektiv bliver afgørende for mange af de beslutninger, der skal træffes.
|
|
|
|
