|
|
Anmeldelse:
’Folkhemmet’ på godt og ondt: Et kyndigt blik ind i svensk selvforståelse og selvforblændelse
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 22. september 2022.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Johan Varning Bendtsen: Det svenske eksperiment - mellem foregangsland og skræmmebillede
- Gads Forlag (311 sider)
- Udkom 18. august 2022. Pris kr. 249,95
SAMFUND/SVERIGE:
Johan Varning
Bendtsens journalistiske undersøgelse af den svenske folkesjæl, ’Folkhemmet’, er ærlig, nuanceret og engageret:
Hvordan radikaliteten i svensk kultur, politik og samfund har udviklet sig mod en afvikling af samfundsprojektets
kernepunkter, hvor selvbilledet krakelerer.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder Bendtsens velskrevne sverigesbog her.
BEDØMMELSE:  FEM stjerner ud af seks
(skala).
Hvorfor?
Et land hvor bandeskyderier er dagligdags kost, hvor parallelle samfund er blevet veletablerede og hvor asylcentre
bliver udsat for brandattentater. Hertil kommer en række ideologiske kampe på den identitære arena og en opgivelse af ideen om
at være et neutralt, alliancefrit land.
Forfatteren har igennem en række interview og med baggrund i værker af nogle af interviewpersonerne samt andre forfattere af samfundsanalytisk observans tegnet et billede af et Sverige anno 2022, der er kørt af sporet i forhold til det projekt, der blev formuleret i socialdemokratisk regi umiddelbart efter Anden Verdenskrig. Det svenske ’Folkhemmet’, en pendant til vores velfærdssamfund, er blevet til et sæt IKEA-møbler, der har fået dybe ridser og skrammer i lakken og i nogle tilfælde er god i gang med at gå op i limningen. Hvordan kunne det dog komme så vidt?
Folkebevægelserne
Midt 1800-tallets vækkelsesbevægelse i organisatorisk samspil med afholdsbevægelsen og det tidlige 1900-tals
arbejderbevægelse førte frem til en samfundskontrakt, der byggede på disciplinering, planlægning, uddannelse og organisatorisk tæft.
Denne kontrakt eller selvforståelse blev bragt med ind i Anden Verdenskrig, hvor en hovedhjørnesten stadig var neutralitetspolitikken
fra begyndelsen af 1800-tallet.
Imidlertid fik selvforståelsen et knæk på grund af landets optræden under krigen,
hvor neutraliteten blev opretholdt under indtryk af et snævert samarbejde med tyskerne, der fik lov at bruge landet til
intensiv transitvirksomhed, ligesom svenskerne sørgede for rigeligt med stål til de tyske kanoner.
Denne servilitet over for tyskerne førte til en selvransagelse efter krigen, hvor landet moralsk søgte at
rette op på selvbilledet gennem en målsætning om at blive et foregangsland både moralsk og materielt. Den lutherske
etik fornægtede sig ikke, men den blev hen ad vejen omsat til en målbar størrelse i form af industriel
vækst og almindelig materiel fremgang for landets indbyggere.
Den blinde plet
Ifølge flere samfundsforskere har det moralske ridt på den høje hest ført til et selvbillede, der er præget af en vil selvfedme:
Vi er et land, hvor vi er glade for lov og orden, og hvor vi er enige om, at vi følger reglerne og ligger i midten. Vi gør tingene lagom (Side 32).
Derfor er det gået hen over hovedet på ganske mange svenskere, at samfundet i dag er grundlæggende forandret i forhold til udgangspunktet kort efter krigen. I takt med den materielle fremgang og liberaliseringen er man endt med et stærkt individualiseret samfund, hvor man ud fra den høje moralske selvforståelse åbnede op for en uhæmmet indvandring, og hvor man fra slutningen af 1990’erne lod både skoler, ældrepleje og forsorg blive drevet på stadig mere entreprenante præmisser, af private virksomheder, der kunne bruge deres ydelser i forhold til samfundet som en pengemaskine. Ja, selv den svenske kirke blev privatiseret.
Som en af samfundsanalytikerne siger, er ideen om svenskerne som særligt gode og forbilledlige verdensborgere blevet til en modus vivendi, en selvforståelse, som det er vanskeligt at gøre op med, nu hvor problemerne tårner sig op med ghettoer, øget social ulighed og manglende respekt for lov og orden.
Den sociale kontrakt er sat under pres, hvor mange ligefrem åbent vender den ryggen og gør, som det passer dem. Dette er særlig kommet til udtryk blandt de mange klaner og bandeformationer, hvor retssamfundet er under pres eller direkte sat ud af spil.
Indvandring og mangel på kontrol
Den afgørende udvikling for den fremtidige udlændinge- og integrationspolitik blev formuleret under socialdemokraten Olof Palme, deri 1975 fik gennemført en lovgivning, der fastslår, ”at indvandrere og minoriteter bør gives muligheden for at vælge i hvilken grad, de vil efterstræbe en svensk kulturel identitet eller bibeholde og udvikle den oprindelige identitet.” (Side 79).
Sverige skulle være et foregangsland på indvandringsområdet, men den faktiske udvikling fremmede i stedet individualisering, opdeling og særinteresser i forhold til socialkontrakten, således at en meget stor del af indvandrerne aldrig blev integreret, men fik lov til at danne alternative samfund uden for statssamfundets reelle kontrol. Man taler om en samfundsudvikling, hvor de velkendte kontrolfreaks har sluppet håndbremsen.
Der peges på tavshedskulturen og skammen over at irettesætte anderledes agerende som hovedproblemer. Der blev ikke, og der bliver stadig ikke, stillet krav til indvandrerne. Så sent som ved den store bølge af indvandring i efteråret 2015 herskede denne mentalitet: Kom bare ind, vi stiller ingen krav og har ingen forventninger til jer. Dette må ifølge flere af de interviewede analytikere føre til kaotiske forhold på indvandringssiden, specielt med de store ghettolignende bydele i storbyerne, men også helt ude i den mindste kommune mærkes problematikken reelt.
Der er mange indvandrere på overførselsydelse, kommunernes budget har et svindende skattegrundlag med en aldrende befolkning af gammelsvenskere, hvor de sociale ydelser til pensionister og ligestillede er under pres.
Integrationsdilemmaet
Flere af de interviewede har selv indvandrerbaggrund, og de fremhæver nogenlunde samstemmende, at den helt store udfordring er, at der er kommet for mange indvandrere på alt for kort tid i forhold til at der kan opretholdes et grundlag for en majoritetskultur, som de nyankomne kan spejle sig i og lade sig inspirere af.
Arbejdsløshed og et liv på overførselsindkomster samt normløshed med bander og økonomisk kriminalitet er nogle af de åbenlyse udfordringer, som Sverige står over for i dag.
Det store spørgsmål er, hvordan man kan få vendt denne udvikling. Her har de fleste af de adspurgte meget dystre forventninger. De taler om, at en til to generationer er helt tabt på gulvet, og at en ihærdig indsats helt ned til otteårsalderen er en nødvendighed, hvis man skal gøre sig forhåbninger om på et tidspunkt om 30-40 år af få rettet op på de mange alvorlige samfundsmæssige udfordringer.
Andre udfordringer
Identitetspolitik, kønsdebat, ligestilling, LBGT++ og ’cancel culture’ bliver også taget under behandling i bogen. Der gives på alle områder en illustration af, at svenskerne også her kollektivt har blinde pletter, som fører til forskellige former for utålelige forhold hvad angår arbejdsmarked, forskning og det generelle selvbillede:
Jeg tror i hvert fald på, at individerne er klogere end den sum, kollektivet udtrykker. Men i sidste ende er det et spørgsmål om mod. Om, hvorvidt vi tør lade menneskene tænke frit og kritisk igen (side 154) .
Alle de mange udfordringer for det svenske samfund kan kun løses, hvis svenskerne ser sig selv i øjnene og erkender, at de skal holde op med at skamme sig over fortiden og komme ned fra den høje hest, hvor man i virkeligheden har stukket hovedet i busken som en anden struds. Således lader en af debattørerne i store træk sin opsummering lyde.
Om Sverigesdemokraterne eventuelt er de rette til at håndtere denne opgave i samarbejde med andre politiske partier er stadig et ganske åbent spørgsmål. Måske de nu får lov at komme på banen og være med i det politiske spil. Det ville i det mindste være en sejr for en begyndende selverkendelse, hvis de fik lov hertil.
|
|
|
|
