|
|
Anmeldelse:
Historisk interessant og nutidsrelevant afhandling serveret som Coffee Table Book
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 31. august 2022.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Michael Böss: Nationale drømme
- Nordic Academic / GAD (424 sider)
- Udgivelse 26. august 2022. Pris kr. 399,95
ENGELSK/FRANSK/HISTORIE:
Nationsbygning og bevarelse af national enhed har altid haft en høj politisk prioritet for canadiske regeringer.
Michael Böss redegør og argumenterer for, hvorledes infrastruktur, økonomi og handel såvel som udenrigspolitik,
velfærd og kultur og åbenlyse integrationstiltag har været i spil som politiske redskaber med det formål at skabe en national
identitet og sammenhængskraft i et land med store geografiske, kulturelle, religiøse og sproglige forskelle lige siden den canadiske forbundsstats grundlæggelse.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder bogen her.
BEDØMMELSE:  FEM stjerner ud af seks
(skala).
Hvem er vi?
Det gennemgående almene ræsonnement som kan udledes på grundlag af Michael Bös’ indføring i Canadas historie, kultur og politik fra starten af koloniseringen og frem til i dag er, at national identitet og fortsat nationsbygning er afgørende for, at nutidens stater kan fungere og overleve. En bred vifte af udfordringer rent naturmæssigt og trusler fra stater som Storbritannien og USA har sammen med en tyndt befolket og en geografisk meget uensartet bosætning har præget nationsbygningen for det kludetæppe af befolkningsgrupper, der tilsammen udgør den canadiske forbundsstat og derigennem definerede samfund. For at tale om et sammenhængende samfund har til alle tider været en udfordring.
’Første nationer’
Oprindelige folk omfatter ifølge den canadiske forfatningslov tre grupper: indianere, métis og inuitter. Indianerne vil hellere kalde sig selv ’First Nations’, hvilket understreger deres forrang og forskellighed. Til fælles har de, at de kan føre deres tilstedeværelse i området længst tilbage af alle. Nordboere har været der i en tidlig periode, men opgav måske deres tilstedeværelse på grund af konflikter med de indfødte, der allerede fandtes der. Mange af de oprindelige befolkningsgrupper har i de seneste godt tyve år fået tilkendt en form for selvstyre, men det vil være urealistisk at tildele alle grupperinger jord og juridisk ret til at danne nationer. Det ville iflg. forfatteren kræve op mod 600 småstater med uendeligt små befolkningsgrupper. Økonomisk ville de ikke have en chance for at klare sig, når man betænker, at det omgivende samfund udgør en majoritet på 97% af det samlede indbyggertal. Offentlige tjenesteydelser og overførsler er på godt og ondt en uundværlig del af eksistensgrundlaget for de oprindelige folk.
Indfødte samfund
Problemerne for indfødte samfunds fortsatte liv som oprindelige folk med deres identitet har været påvirket og truet af den tvangsassimilering, som fandt sted under både fransk og britisk styre, og såmænd også helt op til den endelige, formelle løsrivelse fra Storbritannien med forfatningsloven af 1982.
Så tidligt som i 1600-tallets Ny Frankrig blev der oprettet kostskoler for indfødte børn, hvor de indfødte skulle lære at tilpasse sig den vestlige civilisations velsignelser. Det er dog først med vedtagelsen af den såkaldte indianerlov i 1876 at assimilationsbestræbelserne via en kostskoleform for alvor tog fart. Desuden blev religiøse ritualer og religiøst prægede ceremonier forbudt, hvorved en vigtig del af de oprindelige samfunds organisationsform blev nedbrudt. Kostskolerne havde en meget klar agenda, udtrykt i følgende citat fra vicedepartementschefen for indianske anliggender anno 1920: ”Vort mål er at fortsætte, indtil der i Canada ikke længere findes en eneste indianer, som ikke er blevet absorberet i staten, og der ikke længere er noget indianerproblem” (sde 18).
Manglende selvværd, depression, misbrug blandt unge såvel som ældre blev en del af hverdagen for de indfødte, og dette fortsatte op igennem tiden for de mest isolerede samfunds vedkommende, helt til vore dage. Selvmordsraten blandt indfødte er markant højere end blandt ikke-indfødte. Og de unge rammes hårdest af alle. Northwest Territories er i dag fortsat præget så hårdt af mistrivsel blandt især ungdommen, at flere projekter er sat i gang for at forebygge selvmord og få unge til at gennemføre en uddannelse. Indsatsen omfatter både børnene og deres familierelationer. En vigtig del af indsatsen går på at få de unge til at genfinde en kulturel stolthed og dermed identitet.
Fransk Nordamerika
Franske opdagelsesrejsende kom til området allerede i 1534, hvor man søgte efter Nordvestpassagen til Orienten. I første omgang blev det til en del en del fiskeri ud for Newfoundland, men ikke nogen permanent tilstedeværelse. En første koloni blev oprettet som handelsstation af franskmændene i 1605 ved Port-Royal. Fra denne tid regnes Canada for at have taget sin begyndelse til det, vi kender i dag. I 1663 blev den franske koloni ophøjet til status som provins, på linje med andre franske provinser i de koloniserede områder. Den kultur der etableredes under dette franske formynderskab fortsatte med at eksistere som fransk Canada, efter at briterne erobrede landet i 1760. Hermed var kimen lagt til den mest centrale konflikt i dag, mellem fransk og britisk indflydelse og i særdeleshed kultur.
Det nye Frankrig havde to grundideer, et rigt imperium til gavn for hjemlandet og skabelsen af et nyt gudfrygtigt folk bestående af katolikker og indianere i skøn forening. Imperiebygningen var mere på papiret end i virkeligheden, men katolikkerne fik godt tag i befolkningen. Det humanistiske syn på indianerne forsvandt dog hen ad vejen, og efterhånden så man assimilation og kulturblanding som midlet til succes, herunder naturligvis den føromtalte adskillelse af indfødte og deres børn ved hjælp af kostskolerne.
Eurocentrisme
Man opgav efterhånden drømmen om et miks af europæisk og indiansk i form af en ny befolkning. Jesuitterne var ind over, og de lagde ikke fingrene imellem. Projektet med assimilering via religion og skolegang i dette regi bar ikke frugt, og snart skiftede magthaverne til at satse ensidigt på europæerne. En nordamerikansk nation tog form, og betegnelsen ’Canadiens’ blev nu reserveret af og til bosætterne om sig selv. Tidligere havde de nemlig opfundet udtrykket til at betegne de indfødte, men nu fandt de en egen ’oprindelige’ identitet som franskmænd langt fra hjemlandet og med særlige vilkår, som bandt dem sammen. En fransk-canadisk identitet var grundlagt. Og som bogens forfatter understreger, var der ofte tale om folk, der kunne tænke selv:
Man skal også se på., hvad det var for personer, der håndhævede enevældens love og fastholdt de feudale institutioner og strukturer. (Side 53)
Det britiske Canada
En række krige i 1700-tallet handlede om kontrollen med Europa og dermed også de enkelte europæiske landes koloniale interesser. Den sidste af disse krige var syvårskrigen mellem England og Frankrig om Frankrigs kolonier i Nordamerika. Det var en meget bekostelig krig, som endte med englændernes overtagelse af de centrale franske territorier i Nord i 1760.
Akadiernes særlige skæbne bliver udførligt omtalt i bogen. Som led i krigshandlingerne deporterede briterne på grusomste vis de fransktalende arkadiere i Nord i 1755. Primært Europa, men også den amerikanske østkyst modtog disse mange arkadiere. Senere, efter krigens ophør i 1760, migrerede et stort antal af dem videre til Louisiana, hvor der blev talt fransk, og hvor de efterhånden udviklede den kultur vi i dag kender under betegnelsen cajun.
Fransk og britisk canadaisme
Med Quebec-loven af 1774 søgte briterne at bilægge den åbenlyse kulturelle konflikt mellem fransktalende og britisk orienterede dele af befolkningen. Hermed cementeredes også den til i dag eksisterende konflikt mellem fransk og britisk orienteret interessekonflikt, der udtrykkes både politisk, kulturelt, religiøst og nationalt. Med ’nationalt’ kan man tale om nationalistisk, men også noget rent statsligt. Quebec fik efterhånden legal status som en ’særlig’ nation i nationen. Dette har med mellemrum op til vor tid truet hele statsopbygningen omkring det, vi definerer som Canada.
Loyalisme
Canada kom til at se sig selv som et modbillede på den store nabo lige mod syd, USA. Det var en britisk-nordamerikansk nation, der havde sin helt egen identitet og fortælling. Dog var konflikten mellem fransk og britisk i Nedre Canada med til at forplumre billedet, så der aldrig blev tale om en klar fælles-canadisk selvforståelse.
Unionstiden 1840-1867 var en politisk overgangsfase, hvor briterne i et forsøg på at integrere fransk-canadierne i imperiet gennemførte love, der endte med at få stik modsat virkning, en styrkelse af selvstændighedstrangen hos den franske befolkningsgruppe. Det forenede Canada var fortsat et generalguvernørstyre, hvor alle canadiske interessenter reelt var styret fra oven via Westminster.
En britisk forfatning
Den liberale tradition var med til at bane vejen for en reform, der indførte et egentligt selvstyre, der dannede koalitionen af de nordamerikanske kolonier i 1867. En konføderation. Ordet siger klart, at der ikke var tale om en stat i traditionel forstand, men om et kludetæppe af smånationer. Der var altså stadig tale om en britisk forfatning og et dertil hørende britisk centraliseret styre, helt frem til mellemkrigstiden, hvor canadierne havde vundet selvrespekt og tiltro til egne kræfter efter indsatsen under Første Verdenskrig.
National vækkelse og multietnisk virkelighed
Den nationale begejstring og selvtillid kom bl.a. til udtryk i samfunds- og kulturdebatten i mellemkrigstiden. Foreninger og klubber var med til at skabe opinionsdannelsen. Billedkunstnere og digtere leverede deres fortolkning af det særligt canadiske. Op igennem det 20. århundrede gik der en kringlet vej frem til den nation, vi kender i dag, hvor der er en vis sammenhængskraft og fælles identitet, men med den franske parentes som en klar markør af, at der aldrig bliver tale om en traditionel nationalstat. Måske kan den tiltagende internationalisme med multikulturelle islæt i lyset af den ganske massive indvandring, man har tilladt i nyere tid, være med til at udviske den grundlæggende konflikt omkring nationsbygningen.
Kulturel identitet
Den kulturelle oprustning, som landet har oplevet fra tiden omkring den formelle frigørelse fra Storbritannien i 1982 har været af stor betydning for at nå frem til en forfatning, der havde sin autoritet på et næsten enigt canadisk folk. Fuldstændig enighed på det forfatningsmæssige område bliver der aldrig tale om. Dertil bidrager både de oprindelige folk og franskmændene. Men kludetæppet består, som statsnation i stedet for nationalstat.
Ihærdig formidling af vanskeligt stof
Fem stjerner fortjener forfatteren for dette overflødighedshorn af detaljer om en drøm om et andet Amerika, der endte med at finde et fælles kit, der anerkender forskelligheder og vedkender sig et fælles tilhørsforhold i loyalitet for den canadiske stat. Det er ind imellem ganske strabadserende læsning, som Michael Böss udsætter sin læser for, men det lønner sig at hænge ved i denne mangefacetterede og informationsmættede kultur- og identitetshistorie.
|
|
|
|
