|
|
Anmeldelse:
Velskrevet, historisk interessant, grusom og underholdende
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 31. august 2022.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Jesper Bugge Kold, Mick Vraa: Tre dage i april
- Lindhardt & Ringhof (394 sider)
- Udgivelse 20. april 2022. Pris kr. 299,95
LITTERATUR/DANSK:
Makkerparret Bugge og Vraa har fundet melodien sammen i skrivningen af konkret historisk funderede romaner.
Først Pigen fra det store hvide skib, og nu Tre dage i april. Nærværende roman har alle ingredienser til en
moderne roman om nyere historiske tildragelser. Romantik og kærlighed, egoisme og fanatisme, dramatik, heltemod og dedikation.
Fire stjerner for en velskrevet, veldrejet og underholdende roman.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder romanen her.
BEDØMMELSE:  FIRE stjerner ud af seks
(skala).
Hvorfor?
Vi møder Dagmar den 20. april 1945 i Padborg, hvor hun har overnattet på Jernbanehotellet, inden hun skal med på en mission. De hvide busser der denne dag skulle køre til Neuengamme for at hente et kontingent danske, mandlige koncentrationslejrfanger. Hvorfor befinder en husmor fra Vamdrup med to småbørn derhjemme sig her? Fra starten får vi indblik i Dagmars liv gennem en række flashbacks, der omhyggeligt fortæller om hendes barndom, opvækst og ungdomsår. Det er en kvinde, der har mistet sin far ved en ulykke, da hun var knap var teenager. Det er historien om en mor, der ender på fattiggården, medens Dagmar vokser op i Vamdrup hos faster Gerda og dennes formørkede mand. Det er et liv i noget nær armod. Nu er hun imidlertid kommet opad rent socialt, har næsten færdiggjort en sygeplejerskeuddannelse, inden hun afbrød denne for at blive gift med lokalredaktøren på Bladets afdeling i Vamdrup. Nu er der gået over et år, hvor hun ikke har hørt fra denne, efter at han var blevet arresteret og deporteret til Tyskland, til Neuengamme, angivet af en dansk nazist for undergravende virksomhed.
Egoisme?
Dagmar stiller sig selv spørgsmålet om sine motiver for at tage med busserne på missionen, idet hun bliver konfronteret med de holdninger og synspunkter, som de øvrige tjenstgørende i bus Æ 474 giver udtryk for. Der er sygeplejersken Sigrid, som er tillidvækkende og meget personlig, den garvede chauffør Ernest, der åbenlyst har prøvet lidt af hvert i forhold til krigens slutfase, og endelig er der lægen Jansen, der er helt igennem dedikeret til sin lægegerning, men dog har en fortid som lastvognschauffør, hvilket kommer teamet til gode på et tidspunkt. Dagmar håber først og fremmest på at finde sin mand i Neuengamme, men hun er klar over, at der findes større og mere ædle motiver her i verden.
Turen gennem det sønderbombede Tyskland er ikke uden problemer. Der er angribende allierede fly, der her i de sidste dage af krigen skyder på det meste af det, der bevæger sig på landjorden, trods hvid maling og et stort rødt kors. Der er ufremkommelige veje, der medfører både forsinkelser og ubehagelige overraskelser. Bussen bliver på et tidspunkt beskudt af engelske jagerfly, den bliver midlertidigt kapret af en desperat tysk soldat, hvilket ender i både dennes og Sigrids død, og den gamle bus havarerer hen mod slutningen af turen hjemad kort før Flensborg, så alle må gå den sidste mils vej til Danmark. Der er rigeligt med naturligt forekommende dramatik.
Muselmænd
Værst af det hele er imidlertid oplevelserne i tilknytning til koncentrationslejren og de forhutlede fanger, der allerede har måttet lade livet på en art dødstransporter eller som på anden vis er ryddet af vejen i de sidste dage af regimets levetid. Der er en vis panik hos tyskerne, der trods dette fortsætter deres systematiske, grusomme handlinger lige til det sidste. At de reddede danskere, svenskere samt nordmænd kan takke for at deres liv er i behold skal ses på baggrund af en art kynisk byttehandel, hvor andre nationaliteters fanger måtte gå til grunde. Som chaufføren Ernest siger i en samtale med Grev Bernadotte, så er det umenneskeligt og uværdigt, hvad der er foregået forud for dagens redningsaktion:
De lignede ikke mennesker længere. De var ikke bare døende; de var halvdøde. Mænd på højde med mig som vejede tredive kilo.
Med en konstant strøm af flydende lort ned ad benene. Hvis de altså kunne stå, hvilket de fleste ikke kunne. Dysenteri. Koldbrand.
Alle de værste rædsler. Kan De forestille Dem stanken i bussen da vi havde fyldt den – proppet den til sidste kvadratcentimeter – og kørte derfra?
Nej, det kan De ikke; det er der ingen der kan. Jeg kan ikke engang længere (side 232).
Nålen i høstakken
Dagmar er fortvivlet. Hendes mand er ikke blandt de fanger, som de femten busser henter hjem denne dag. Hun frygter, at hendes mand blev kørt bort sammen med den ’verlorene hob’ af jøder, østeuropæere og sigøjnere, som Ernest talte med Bernadotte om. Hvordan det videre forløb med hendes søgen efter sin mand forløber, skal jeg unde læserne selv at erfare. Men ganske intenst og spændende fremstilles det videre forløb hen over det næste døgns tid, inden Dagmar ad næsten uransagelige veje finder tilbage til hjemmet i Vamdrup, hvor hendes mor og de to piger har ventet på hende.
Drivkraft og momentum
Bogens fortælling har de centrale historiske begivenheder som drivkraft, men historiens egentlige momentum skabes af personernes motiver, indre overbevisning og skæbnefællesskab under denne mission. De er ikke de samme mennesker bagefter, men de får hver på deres måde livstråden til at fortsætte. For Dagmars vedkommende knyttes tidligere bånd atter og bringer hende frem til at handle på en måde, der ville have forekommet hende utænkelig, hvis ikke hun havde gennemlevet disse tre dage i april. Bogen accelererer overraskende markant og samtidig positivt hen over de allersidste kapitler, og forfatterne spinder i efterskriftet en fin tråd fremad mod koreakrigen:
Alt er som før, intet er forandret. Undtagen i hende (s. 363).
* * *
|
|
|
|
