|
|
Anmeldelse:
Men STØRST af alt er kærligheden
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 29. juni 2022.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Benjamin Koppel. Annas sang
- Forlaget Gyldendal
- Roman (510 sider)
- Udkom 20. maj 2022. Kr. 299,95
LITTERATUR/DANSK:
Kongenial levnedsbeskrivelse i romanform.
Intet mindre har debutanten Benjamin Koppel begået med denne klassiske, velturnerede roman om en kvindeskæbne,
der belyser både hendes egen tid og dertil hørende dansk-jødiske kultur, ligesom der er tale om et portræt af en undertrykt kvinde, hvis
skæbne er lige så gyldig i et nutidsperspektiv. Dertil kommer, at kvindens arrangerede ægteskab yderligere sætter et fransk-jødisk perspektiv.
Goldschmidt og Nathansen skrev hver deres tidshistoriske stykker i 1800- og 1900-tallet,
og Koppel opdaterer den jødiske kulturhistorie til vores egen tid i det 21. århundrede.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder bogen her.
BEDØMMELSE:  FEM stjerner ud af seks
(skala).
En levende skildring
Efter en alvorlig, kort prolog om et barn, der bortadopteres lige efter fødslen, blændes der efterfølgende op for et broget galleri af personer i Hannah Koppelmans tilværelse. Det sprudler af liv og sjove replikskifter i skildringen af den hverdag, der former sig omkring skrædder Yitzhak og hans familie. Allerede et par sider inde i romanen kommer der en første udladning, hvor moren reagerer på, At far Yitzhak har glemt at fortælle hende, at endnu en af farens brødre med kone og børn er på vej fra Polen til Danmark, og at de for resten skal bo hos familien i de første måneder, ind til de får etableret sig. Mor Bruche er god for en rap replik:
’Åh, hintele. Tænk, at du først fortæller mig det nu! Din schmendrik! Tipesh! Idiot!’
Vi behøver såmænd ingen oversættelse, udtrykkene taler for sig selv. Og det er gennemgående for de jødiske hverdagsgloser, der strøs omkring med. De glider ind i sammenhængen uden nærmere behov for forklaring.
En pige vokser op
Vi følger til en begyndelse det hele ud fra barnets perspektiv, og efterhånden som Hannah vokser op, modnes hendes synsvinkel tilsvarende, godt skærpet af de mere end almindeligt kvikke brødre, hvoraf der er hele fire. Der er humor, energi og intellektuel gnist over det liv, der føres i og omkring familien Koppelman. Dette sker på trods af familiens ukronede overhoved, Mor Bruche, der med sit rigide syn på normerne, ikke mindst de jødiske traditioner, er med til at skabe forventninger og spændinger i relation til de fem børn, hvor Hannah er den yngste.
Romanen bygger på virkelige hændelser i forfatterens egen slægt. Grandtante Anna Koppel har i en alder af 95-97 år over nogle gange fortalt Benjamin sin historie, når han i forbindelse med musikalske engagementer aflagde besøg hos hende i Paris. I efterskriftet får vi at vide, at hun har givet ham frie hænder til at fortælle sin historie. Det slipper han umanerligt godt fra.
Livet i Hannahs barndomshjem er præget af mentalt overskud og gå-på-mod hos faren, sønnerne og især farens ene bror, Store-Moishe. Morens bror, Lille-Moishe, er til gengæld en pernitten, vindtør type, der lægger lige så meget vægt på jødisk tradition og skik som sin søster. Det kommer er en del forfriskende sammenstød ud af.
Selv om hjemmet er småsnobbet og til en start relativt
fattigt, bliver der efterhånden økonomisk fremgang på grund af farens flid og vedholdenhed. Der bliver råd til at sønnerne får
en uddannelse, ligesom datteren Hannah, farens øjesten, bliver optaget på Musikkonservatoriet i København.
Moren insisterer på, at både sønnerne og Hannah skal gifte sig på traditionel, jødisk vis. De fire sønner trodser hende og gifter sig alle med danske piger, og til sidst hviler alle forventninger på Hannah. Hun skal indfri morens forventninger til børnene:
’I børn skal være glade for’, sagde Bruche og kiggede alvorligt på Hannah,’
at far og jeg også rejste. For jeres skyld! Så I kunne vokse op et fredeligt sted med muligheder og i velstand og
ikke selv skulle flygte fra kummerlige kår. Husk at takke os senere i livet!’ (s. 32)
Moren har det i sin magt at lægge så meget pres på datteren, at hun efter tre afviste kandidater, fremtryllet af en ægteskabsmægler, og skildret af forfatteren med ganske meget barok humor, går med til at indgå en kontrakt med Francois, søn af en velhavende jødisk enkemand, hvis kone forsvandt for altid under den nazistisk ledede opsamling af titusinder af jøder vedle Vélodrome d’hiver i den tidlige del af den tyske besættelse af landet.
Kontrakten med den franske familie indgås midt i 1930’erne, men på grund af den tiltagende uro i Europa og krigen fuldbyrdes arrangementet først et par år efter Anden Verdenskrigs afslutning. Francois og hans far har et klædefirma sammen, og Hannah flytter ind hos dem i hjemmet og etablerer hurtigt daglige rutiner. Faren er ordknap, præget af sit tab af hustruen og sine år i tysk koncentrationslejr.
Skæbnen beseglet
Hannah ægteskab udskydes som nævnt, og under Anden Verdenskrig bliver hun hvirvlet ind i en modstandsgruppe på grund af at hun forelsker sig i kommunisten Aksel. Hun bliver også gravid med ham efter at han i 1943 har hjulpet familien på flugt til Sverige. Barnet bliver bortadopteret, og Hannah genser aldrig Aksel, men holder en sporadisk korrespondance med ham livet igennem.
Det er tydeligt, at Hannah forspilder sit liv ved at påtage sig de traditioner og konventioner, som hører til jødisk ortodoks tankegang. Det trøstesløse liv sammen en utro og inkompetent surmulende ægtemand, der tilmed spiller meget af formuen op på kasino, formår Hannah at udholde uden at blive bitter, fordi hun bevarer glæden ved den klassiske musik og klaveret. Og efter mandens død dyrker hun faktisk igen musikken ret så intensivt. De får tre døtre sammen. Hannah får aldrig et tæt forhold til dem. Francois viser ingen interesse for døtrene. Han havde forlangt mindst én søn, men fik det ikke. Han er voldelig over for især hustruen, men kan også stikke pigerne en flad lussing i ny og næ.
Skildringen af Hannahs liv sætter fokus på pligt, afsavn, tradition og overlevelsesevne. Hun bøjer sig for morens insisteren på traditionerne, bøjer sig for mandens egoisme, bøjer sig for savnet af musikalsk udfoldelse, men alligevel fastholder hun stædigt, at hun er lykkelig. Det overlever hun på som menneske.
En jødisk heltinde
Hannah er en heltinde i den forstand, at hun formår at fastholde et mål af lykke i sin tilværelse på trods af al modgangen. Den egoistiske mor og ditto franske husbond modstiller forfatteren med kærligheden til musikken, som Hannah formår at fordybe sig i på en måde, så tonerne bliver rent terapeutiske. Indgående detaljer fra noget af Brahms’ musik bliver en ledetråd i den forbindelse og ligeledes et fortsat forbindelsesled til både kommunisten Aksel og de tre af hendes fire brødre. Også her er der dog tale om afsavn og fornedrelse. Men også torten i den forbindelse kan hun sublimere. Hun opsummerer i det følgende sin resignation efter at brødrene har skubbet hendes inderste musikalske ønske til side i forbindelse med en koncert, som de efter årtier endelig får mulighed for at gennemføre:
En høflig venlighed havde kilet sig ind imellem Hannah og hendes brødre, det tætte og kærlighedsfulde fællesskab, de engang havde haft, fandtes ikke længere. Omgangstonen var blevet velopdragen, deres samtale til konversation. (Side 402)
På trods
Da Francois endelig er afgået ved døden kaster Hannah sig som femogfirs-årig ud i en ny musikalsk raptus. Hun går på nettet og opretter en musikskole, som bliver omtalt i en af de største franske aviser, og den næste halve snes år liver hun op med undervisning af talrige klaverelever, lige som i hendes unge dage.
Da hun som femoghalvfems-årig møder romanforfatteren er hun afklaret og ligefrem:
Havde hun nået, hvad hun ville? Kunne man overhovedet forvente det, endsige kræve det af livet? (…) Der var altid noget at gøre. Og nogen at gøre noget for. (Side 490)
Hvorefter hun under deres allersidste samtale et par år senere foreslår ham, at han da gerne må skrive hendes historie, hvis han har lyst.
|
|
|
|
