|
|
Anmeldelse:
Blik ind i maskinrummet: Hvad foregår der i hovedet på kriminelle, og hvordan fungerer
vores retssystem og lægefaglige ekspertise i forhold hertil?
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 23. marts 2022.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Kristina Antivakis, Mette Brandt-Christensen, Tine Wøbbe:
- "Forbrydelsens sind"
- POLITIKENS FORLAG (272 sider)
- Udgivet: 7. marts 2022. Pris: kr. 300,00
PSYKOLOGI/SAMFUND:
Retspsykiater Mette Brandt-Christensen og retspsykolog Tine Wøbbe har i samarbejde med journalist Kristina
Antivakis gennemgået otte volds- eller drabsdømtes historier. Fortællingerne er formidlet nøgternt, klart og med stort fagligt
engagement til den almene læser. Samtidig får vi et informativt blik ind i det lægefaglige system, der knytter sig til de retssager,
hvor domstolen har ønsket en klinisk vurdering af dømte personer, inden der tages stilling til strafformen.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder bogen her.
BEDØMMELSE:  FEM stjerner ud af seks
(skala).
Hvorfor?
Et fly har en såkaldt sort boks, hvor bagvedliggende informationer i forhold til flyvningen oplagres. De to lægefaglige eksperter og journalisten beskriver igennem otte cases, otte personers egen fortælling og de hertil knyttede faglige iagttagelser, hvordan den sorte boks i disse personers sind kan dechifreres, udlægges og fortolkes.
Vi kommer tæt på Mette og Tine som mennesker, når de åbent fortæller om deres tilgang til de mennesker, som er deres analyseobjekt, de dømte bag en forbrydelse. De har begge sympati for personerne som mennesker, uanset hvilken forbrydelse den enkelte måtte have begået. Formentlig er denne sympati nøglen til at kunne forsøge at forstå forbrydelsen. Hvorfor krydsede de grænsen?
Og vi kommer også meget tæt på de otte cases. Alle er mænd. Mange af oplysningerne om de dømtes opvækst, følelsesliv, anskuelser og refleksioner er ganske voldsomme, især dem, de dømte selv formulerer. Overfald med kniv, gidseltagning, ildspåsættelse, stalking, drab, bankrøveri og seksuelle overgreb indgår i paletten.
Seksuelle overgreb
En af de dømte er anbragt på ubestemt tid, og to gange om året tages sagen rutinemæssigt op til vurdering.
Han var lettet, da han efter en række overgreb (uden fuldbyrdet voldtægt) blev opdaget og dømt. Hans sindssyge i gerningsøjeblikket dækkede over bagvedliggende skizofreni og OCD. Efter syv og et halvt år på Sct. Hans blev han udskrevet og flyttede i en alder af 53 år til sin barndomsby. Hans egne refleksioner til denne bog siger noget centralt om hans karakter:
Hvordan kunne jeg finde på at forgribe mig på kvinder? Jeg havde ingen svar, da læger og psykologer på Sct. Hans bad mig forklare. Jeg var flov over mig selv.
Jeg ville gerne helbrede mig selv… Jeg kan godt se, at der var noget, jeg ikke var herre over… Jeg har spildt mange år og bebrejder mig selv, at jeg ikke
lyttede til psykiateren dengang, jeg kom i behandling første gang, men jeg kan ikke bruge selvbebrejdelserne til noget. (Side 39)
Den dømte er blevet fortrolig med sin mentale sygdom, og han kan forbinde sine handlingsmønstre med sygdomsbilledet. Men han opfatter ikke sig selv som et offer for omgivelserne, han har ingen form for psykopati i sit tankesæt:
Der er ingen undskyldning. Jeg ser ikke mig selv som offer og burde ikke have begået de forbrydelser. Det er noget forfærdeligt lort, jeg har lavet, og jeg er ked af, at jeg krænkede de kvinder. De var uskyldige og havde ikke fortjent det. (Side 40)
Denne mands skizofreni er ikke paranoid, han har ingen vrangforestillinger, hører ikke stemmer osv. Man kan sige, at han hører til i den lettere ende af sygdomsbilledet. Det gælder imidlertid for flertallet af dem, der er dømt til retspsykiatrisk behandling, at de enten lider af paranoid skizofreni eller er direkte psykopatiske, uden selverkendelse.
Brian, 34 år Vold med døden til følge. Diagnoser: ADHD, personlighedsforstyrrelse, misbrug og risiko for psykose ved misbrug
Brian er et samlet produkt af opvækst, miljø, stoffer, en uheldig løbebane og dårlige, fejlslagne beslutninger. (Side 60)
Mette og Tine forklarer, hvordan Brians tilfælde måske kunne have været undgået, eller i det mindste mildnet, hvis han havde fået mulighed for bedre rummelighed i skolen og hjemmet, så han ikke kun kunne se sig selv som anerkendt ved at være medlem af et bandemiljø. Hans store udfordring efter at have vendt bandemiljøet ryggen, er et voldsomt narkotikamisbrug. Forbruget skal finansieres og stofferne påvirker psyken negativt.
Brian går fra den ene fængselsdom til den anden. Den seneste dom blev også en fængselsdom, selv om Mette havde anbefalet en behandlingsdom:
Jeg har siddet i fængsel i 11 år og har været alle programmer for vrede igennem, men jeg er endnu ikke blevet et bedre menneske. Jeg håber, at jeg får en behandlingsdom og på den måde kan ændre min kurs i livet. (Side 66)
En stalker
Morten har en dyssocial personlighedsforstyrrelse. Han har psykopatiske træk.: ”Jeg angrer, men mest på egne vegne, hvis man kan sige det sådan.” Morten er afhængig af anerkendelse, og de kærester, der ikke længere gad ham, skulle føle, at det kun var ham, der kunne beslutte om et forhold skulle ophøre. Da han under afsoningen af sin tredje dom (tre kærester) for stalking, kom han i kontakt med en psykiater. Efter løsladelsen opsøgte han selv psykiatrien og bad om at få en udredning. Han ville gerne forstå, hvorfor han reagerede, som han gjorde i de tre tilfælde. Han havde et udtalt ønske om at bryde med sit adfærdsmønster.
Efter nogle år hos forskellige specialister i psykiatrien endte Morten som 52-årig alligevel med at få diagnosen som psykopat. Han har en mentor hos kommunen, hvor han bor, men det fungerer ifølge Morten selv ikke, og han erkender, at det er hans egen skyld:
Hvis man skal nå mig, er det på mine præmisser. Det lyder måske barsk. Det kan godt være, at det er min sygdom, der taler, men det er jo også mig. (Side 89)
Han siger, at han ikke er i stand til at ændre sig, og de narcissistiske træk, der gjorde sig gældende ved de tre brudte kæresteforhold, fortsætter med at sætte sig igennem.
Jens, 32 år. Drab
Anmelderen af den foreliggende bog vil runde af med at fremdrage en kompleks case, der omhandler Jens. Jens lider af PTSD, angst og har en personlighedsforstyrrelse. Han der dømt til forvaring på ubestemt tid.
Jens oplevede et totalt svigt fra forældrene igennem deres massive druk og fuldstændige forsømmelse af ham som helt lille og i løbet af opvæksten. Han husker det helt tilbage til, da han var fem år gammel, hvor han en dag sørgede for at lægge forældrene i seng, da de var kommet fulde hjem fra værtshuset. En mormor var inde i billedet som sød og forstående, og her blev han ofte sendt han af moren, når der skulle drikkes, men morfaren låste Jens inde i et skab, når han ikke kunne spise op. Også her var der tale om traumatiserende handlinger.
Forældrene bliver skilt, da Jens er 12 år, og det virker intimiderende på ham med en ny far i hjemmet. Han søgte en tid trøst ved at opsøge sin biologiske far, men denne blev ved med sit utilregnelige værtshusliv.
Jens spillede i en længere periode på et ishockeyhold, men det løb af sporet, da han stjal et par hockeystave, idet han ikke kunne få forældrene til at købe ham nye. Han havde også haft problemer med indtagelse af steroider i denne periode.
Han dropper ud af skolen efter i alt ni skoleskift og ender snart i narkomiljøet, og får her rollen som pusher. Han sælger godt og har mange penge mellem hænderne. Hans eget forbrug af stoffer er alarmerende højt. Politiet slår til mod hans narkokæde og han ender med en dom. Efter afsoning søger han hjælp fra psykiatrien, men de mener ikke, at han er syg nok til indlæggelse. Efter et bankrøveri kommer han igen i fængsel, og endelig lykkes det ham at komme under behandling så han blev stoffri.
Ret hurtigt får han job i en butik, og tjener pænt med penge, men da han får at vide, at hans far havde fået kræft, knækker filmen igen. Han tager kokain, drikker tæt og stjæler efter kort tid hele pengebeholdningen i butikken, hvor han er ansat som leder. Han stikker af til Thailand, hvor han til at begynde med føler fred i sindet, men snart er han igen inde i narkotikasalg.
Han kommer i fængsel i Phuket efter et opgør med en af håndlangerne. Tretten måneder sidder han under umenneskelige forhold, og så pludselig bliver han løsladt længe før tid. Jens tager til Danmark. Hjemme igen er han uden arbejde og venter på dom for affæren med røveriet af penge i butikken, hvor han arbejdede. Han møder en kvinde over Facebook, de flytter sammen og hun bliver gravid, og så rabler det for ham.
Paranoia, angst og flashbacks piner ham, og en dag tror han, at kæresten vil slå ham ihjel på grund af hans fortid, som hun har fået dybere kendskab til. Han beslutter sig for at slå til først, og efter to forsøg på at dræbe hende ved at regulere på hendes livsvigtige medicin dræber han midt om natten hende (og fosteret) med en række knivstik, uden at hun når at sætte sig til modværge.
Jens får en behandlingsdom på ubestemt tid. Han udtrykker taknemmelig for dommen, idet den giver ham fornyet håb om, at han kan få hjælp til at ændre sig.
Det professionelle blik – smukt formidlet. Fem stjerner af seks
I forbindelse med analysen af Jens’ tilfælde viser Tine og Mette endnu en gang, hvordan de er i stand til professionelt og med en åbenlys form for indlevelse at spore sig ind på Jens som person og at stille en diagnose, der giver mening i forhold til det, som han har været igennem og den måde, hvorpå han har reageret.
Begge fagfolk udviser bogen igennem stort indseende med deres cases, og de giver en grundig indføring i hele systemet omkring det at stille en mental diagnose. De giver i hvert tilfælde et meningsfuldt bud på, hvorfor delinkventen overskred grænserne for normal adfærd. Det hele er klart og enkelt formidlet af journalisten Kristina. Bogen formidler godt og det er spændende læsning.
|
|
|
|
