|
|
Anmeldelse:
Interventioner - hvor fører de hen?
Af Søren Harpøth Baltzersen,
cand.mag. i historie og idræt.
Publiceret 8. februar 2022.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Michel Houellebecq: ”Interventioner”
- Forlag: VINTER
- Vejl. Pris: 299,95 kr.
FRANSK/LITTERATUR:
Michel Houellebecq (f. 1958) er én af vor tids helt store forfatternavne, og hans bøger er oversat til mere end 40 sprog. I 90’erne blev han kendt
som den misogyne skandaleforfatter bag romaner som Udvidelse af kampzonen og Elementarpartikler, der vakte furore med deres eksplicitte,
men underligt glædesløse, sexscener. Siden er han blevet omtalt som islamofob og nationalkonservativ profet, ikke mindst fordi hans berømte værk
Underkastelse – en
dystopisk beskrivelse af et Frankrig under islams åg – tilfældigvis udkom på dagen for Charlie Hebdo-massakren i 2015.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Søren Harpøth Baltzersen, anmelder bogen her.
Mere end en provocateur
Som det fremgår af den nyligt udgivne essaysamling Inter- ventioner, er Houellebecq imidlertid meget andet og
mere end blot reaktionær provocateur. Betegnelser som intellektuel, excentriker, misantrop og kulturpessimist synes mere passende, hvilket også kommer til udtryk i bogens brogede tematikker, hvor vanlige Houllebecq-kæpheste som islams indtog i vesten, eksistentiel ensomhed og det 20. århundredes litterære forfaldshistorie blandes med emner som metafysikkens forsvinden, politisk korrekthed, sci-fi litteraturens muligheder samt kærlighedens og poesiens magi.
Som kendere vil vide er Houellebecq grundlæggende af den overbevisning, at det samfundsmæssigt og kulturelt er gået ned ad bakke for Vesten siden romantikken. Han abonnerer altså på forfaldstesen om den vesterlandske kulturs forvitring, der ifølge forfatteren tager sin begyndelse med Oplysningstidens ”kyniske positivisme” og kulminerer med ungdomsoprørets udskejende individualisme. Tilsammen har de ellers vidt forskellige tendenser ifølge forfatteren destrueret det vesterlandske verdensbillede og opløst den kulturelle sammenhængskraft. Det efterlader mennesket, der tidligere var en del af et større fælles narrativ, som lyststyret individuel forbruger i en meningsløs verden – ganske som hovedpersonerne i Houellebecqs romaner, der uden undtagelse er ensomme apatiske mænd på udkig efter mening og stimuli, dog uden appetit på at deltage i den absurde individualistiske konkurrence, der præger deres samtid.
Det eksistentielle spor
Modsat det eksistentielle spor som Michel Houllebecq følger i sine romaner, er han mere samfundsmæssigt, politisk og særligt sociologisk fokuseret i sine essaysamlinger. I Interventioner, der som nævnt behandler mangt og meget, vender den selverklærede reaktionære forfatter igen og igen tilbage til det 20. århundredes venstreorienterede intellektuelle diskurs, der får ikke så få skud for boven.
Houellebecq beskylder således de venstreintellektuelle for igennem et helt århundrede at have hærget alt meningsfuldt med deres fantasiløse marxistiske forestillinger om historiens lovmæssigheder og deres omfavnelse af alt nyt fra g-strengen til det muslimske slør.
En anden kritik af samme gruppe går på, at de venstre- orienterede har indbudt og omfavnet arabisk kultur sideløbende med, at de i et langvarigt anfald af kulturel selvbebrejdelse har haglet løs på den vestlige kultur, der i udgangspunktet, hvis man skal tro Houellebecq, var den indbudte kultur overlegen.
Denne såkaldte ”islamo-gauchisme”(altså venstrefløjens forening med islam mod vestlig borgerlighed) betragter Houellebecq som et utilgiveligt forræderi, og som ét af mange sørgelige beviser på, at litteratur slet ikke har nogen betydning:
Litteraturen tjener intet formål. Hvis den tjente et formål, ville det venstreorienterede rakkerpak,
der har monopoliseret den intellektuelle debat hele vejen op gennem det 20. århundrede, ikke have kunnet eksistere (...)
Marxister, eksistentialister, anarkister og venstreorienterede af enhver art har været i stand til at
trives og inficere verden, nøjagtigt som hvis Dostojevskij aldrig havde skrevet en linje (s. 103).
Michel Houellebecqs evne til i sit forfatterskab at koble det politiske med det eksistentielle og litterære er ret unik, og gør læsningen af hans værker
til en særlig oplevelse.
I sine essaysamlinger mangler det eksistentielle aspekt dog ofte, simpelthen fordi der mangler en hovedperson, man som læser kan identificere sig med,
og derved bliver hans idiosynkratiske overvejelser om samfund og kultur sært uvedkommende – særligt for dem der ikke har læst hans superinteressante og meget
vellykkede romaner. Interventioner er således for alle os der har Houellebecq kær som forfatter, og ønsker mere indblik i de tanker der ligger bag.
For
andre vil essaysamlingerne formentlig fungere som et regulært turn-off, hvilket ville være en stor skam, da Houllebecq er blandt de betydeligste og mest
interessante nulevende forfattere.
Interventioner burde derfor udstyres med følgende mærkat på forsiden: Nye læsere bør IKKE begynde her!
|
|
|
|
