|
|
Anmeldelse:
Et seksstjernet rædselskabinet
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 22. januar 2022.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Eugen Ruge: "Metropol"
- Café Monde (roman, 432 sider)
- Udgivet 30. september 2021.
- Pris kr. 300,00
LITTERATUR/HISTORIE:
Russiskfødt, opvokset i DDR og siden 1988 bosat i det daværende Vesttyskland. Med denne familiære baggrund som sit udgangspunkt har forfatteren Eugen Ruge
skrevet en uforlignelig historisk roman om stalintidens forfølgelser og udrensninger fra sommeren 1936 frem til det tidlige forår 1938, med Moskvaprocesserne
som foruroligende ouverture til denne veritable ’Danse Macabre’, som romanen uafrysteligt lader opføre via de involverede personers tanker, følelser og handlinger:
Fængslende, lammende og dybt foruroligende.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder bogen her.
BEDØMMELSE:  SEKS stjerner ud af seks
(skala).
En gåde af kafkaske dimensioner
Allerede i romanens forord beretter Eugen Ruge om, hvordan han tilskyndet af en bemærkning fra sin forlagsredaktør, og med hjælp fra en historiker med speciale i russiske forhold, søger adgang til sin bedstemors hemmelige sagsakter i Det Russiske Statsarkiv for Socialpolitisk Historie, og beskrivelsen af denne proces fungerer som en fin optakt til det russiske bureaukratis formular- og blanketjungle, som både herskede dengang og tilsyneladende også trives i bedste velgående i dag.
I sin præmierede debutroman fra 2011, »I tider med aftagende lys«, skildrede Ruge fire generationer, med fokus på 1950’ernes DDR. Her rumsterer allerede mystiske detaljer, som han senere besluttede sig for at udforske nærmere i form at nærværende roman. Som tysk kommunist kom bedstemor Charlotte i 1933 til Sovjetunionen, på flugt efter nazisternes magtovertagelse, og her boede og arbejdede hun i fire og et halvt år sammen med sin anden ægtemand, Wilhelm, der med en fortid som agent inden for Kominterns sikkerhedstjeneste også var uønsket i Det tredje Rige.
Af ukendte årsager bliver Charlotte og Wilhelm på én og samme dag, den 26. august 1936, suspenderet fra efterretningsarbejdet i Punkt 2 og indlogeret på det sagnomspundne Hotel Metropol i Moskvas centrum, lige ved Den Røde Plads. Her går det op for dem, at fædrelandsskadelige elementer midlertidigt anbringes på et af de firs værelser på fjerde sal i hotellet.
Forklaringen på deres uafklarede situation skal formentlig søges i et fjernt bekendtskab med den påståede klassefjende og ærketrotskist, ”Nummer femten: Lurie, Moissej Iljitj, alias Emel, Alexander” (Side 17). Der var seksten anklagede i alt i denne den første og største offentlige og internationalt dækkede skueproces under det, der senere blev kendt som Moskvaprocesserne. Alle seksten, på nær en enkelt, blev henrettet.
Med kraftig støtte i det udleverede arkivmateriale og gennem et omfattende, årelangt researcharbejde leverer Eugen Ruge et detaljeret og gruopvækkende signalement af det totalitære regimes indre logik, hvor mistilliden, konspirationerne og kontrol med kontrollanterne gennemsyrer alt, og han beskriver, hvordan vilkårligheden og den uhyggelige uforudsigelighed konstituerer et hovedelement i terroren:
Ja, Heinz stod på den yderste venstrefløj. Bliver man anholdt for den slags nu for tiden? Så ville man være nødt til at anholde halvdelen af partiet. Alle har på et eller andet tidspunkt stået for langt til venstre. Eller til højre. Eller for meget i midten. (Side 241)
Kommunisme og nazisme
Det er en historie om det tætte, men også voldsomme og blodige relationer mellem Europas to store ideologier i mellemkrigstiden, med tilhørende terrorregimer og disses udmøntning i sovjetisk kommunisme og tysk nazisme. Ja, man frites til at sige slægtskab.
Historien i Hans Baumgartens sagsmappe omfatter Charlotte Ruge (alias Lotte Germain) og Wilhelms/Hans’ (alias Jean Germaine) rædselsoplevelser under Stalins partiudrensninger fra august 1936 og godt et år frem.
Ruges jagt i de tidligere sovjetiske arkiver beretter om bureaukrati i dobbelt potens, men særligt udfordrende er de sovjetiske sagsmappers og journalers komplette rod og lemfældighed, hvor alt fra den mindste kvittering til det vigtigste vidneudsagn er katalogiseret med største vilkårlighed.
Romanen er som en realistisk genopførelse af den absurde og næsten uigennemtrængelige virkelighed, som er romanens emne: Stalins komplekse kontrolstat med dens apparatnik’er. På den måde bliver romanens vanskelige tilblivelse også en vigtig del af bogen, en form for kerneudsagn om uvisheden og uigennemtrængeligheden.
Hotel Metropol
Det hele forstærkes igennem parrets ophold i 477 dage på luksushotellet Hotel Metropol i hjertet af Moskva, hvor de lever i komplet uvished om deres videre skæbne. Overflytningen sker, som den slags sker, uden nogen begrundelse, men til gengæld med de nødvendige bureaukratiske formalia. Dette sætter scenen for det absurde teaterstykke, der er en blanding af uhygge, komedie og det rent ud groteske.
Med hvilken stemmekraft bør man tale ved bordene i spisesalen? Højrøstet for at understrege sin rene samvittighed eller skal man tale dæmpet for ikke at røbe sin usikkerhed, sine ubevidste fejl? Og skal man hilse, når man pludselig ser en bekendt, en kollega, eller måske en ven? Eller gør man klogest i at holde lav profil og ikke give sig til kende, indtil man ved, om vedkommende hører til blandt de levende eller blandt de allerede dødsdømte? Og hvem mangler ved frokosten næste dag? Og hvilket værelse er nu blevet forseglet?
Vi får i koncentrat og i brillante scener et indtryk af partiudrensningens og den politiske forfølgelses omsiggribende sindssyge. Muntert, komisk og med undertoner af den dybeste gru og alvor:
Eller er det hele bare et tilfælde? En maskine ude af kontrol, der i blinde kræver ofre? Politikere, videnskabsfolk, forfattere. (side 249)
Den mest rystende scene er formentlig den, der udspiller sig hver nat mellem de to hovedpersoner, som sidst på aftenen har fået for vane at lægge sig ved siden af hinanden på hotelsengen, fuldt påklædt, og med håndtasken med rent undertøj ved siden af sengen, for på den måde, med en sidste rest af værdighed, at afvente en eventuel natlig arrestation. Dette ritual gentages nøgternt, men med en underfundig variation, i bogens allersidste scene. Kære læser: Læs selv, og drag dine egne slutninger.
Roman, ikke reportage
Romanens ærinde ikke er at opremse, hvad forskningen og historieskrivningen allerede har kunnet berette om Stalins regime, men derimod har Ruge villet levendegøre de mange menneskeskæbner, som ufrivilligt blev en del af dette store sceneri. Der er en lang række af dybt menneskelige glimt af en grundlæggende rædsel og gruopvækkende erfaring. Det er skrevet på baggrund af faktuelle oplysninger, men det er romankunst i højeste potens.
Ruge går i romanens efterskrift, epilogen, lige til benet i diskussionen om, hvordan man etablerer sandheden:
Først og fremmest: Det er naturligvis en vrangforestilling, at en dokumentarisk fremstilling grundlæggende er mere sandfærdig og autentisk end en fiktion. Enhver struktur, enhver udeladelse, enhver kommentar kan forvrænge eller fordreje en meddelelse, også selv om der ligger de reneste motiver bag. Også forfatteren af en dokumentarisk fremstilling har sine fordomme, også han har ideer og teser i hovedet, der ganske ofte bekræftes af den måde, han går til stoffet på. (Side 414)
Således giver de mere end 20 siders epilog en forsvarstale for en romanforfatters ret til at tage sig friheder i sandhedens tjeneste. Han begrunder overbevisende sin valgte fremgangsmåde i forbindelse med research og skrivning, selve gestaltningen på baggrund af det foreliggende materiale og den skrivende person, som det formidles igennem:
Jeg opfinder, jeg antager, jeg afprøver, for det er, hvad fortællinger handler om: at afprøve, om det virkelig kunne have været sådan. Denne form for afprøvning af sandheden er mulig, fordi forfatteren (og læseren) er i stand til at sætte sig i et andet menneskes sted. Forudsat at de kender dette andet menneskes miljø, situation og omstændigheder godt nok. (Side 415)
Denne roman får seks velfortjente blodrøde stjerner.
|
|
|
|
