|
|
Anmeldelse:
Smuk, grum og raffineret roman om livets små og store tildragelser
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 22. januar 2022.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Roman, Alpha (550 sider)
- Udgivet 14. oktober 2021
- Pris kr. 269,95
FRANSK/LITTERATUR:
Den franske forfatter Valérie Perrin er lykkedes pænt med udgivelsen af den svære toer. Hovedfiguren Violette Toussaint møder vi som ansat på en kirkegård i provinsen,
hvorved de døde naturligt etableres som en løbende reference igennem fortællingen. Der er mindelser om portnerkonetemaet fra romanen Pindsvinets elegance,
idet Violette som portnerske på kirkegården bliver indviet i mange af de efterladtes liv og færden, når de regelmæssigt kigger forbi hos hende for at købe en blomst,
give en besked eller for at nyde en kop te og, når der er behov for det, det der er stærkere.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder bogen her.
BEDØMMELSE:  FIRE stjerner ud af seks
(skala).
Den, der lever stille
Violette tilbringer dagligdagen i et landdistrikt i Bourgogne i selskab med de tre brødre Lucchine, der tilsammen kører den
lokale bedemandsforretning, med de ligeledes tre gravere – alle originaler på hver deres måde, og endelig den lokale præst, fader Cedric. Alle har
deres daglige gang på og ved kirkegården, og mindst en gang om dagen kigger de ind hos Violette for at få en kop te og en sludder. Især præsten ynder at
vende dagligdagens eksistentielle
spørgsmål og gøre sig betragtninger herover i selskab med portnersken.
Det store perspektiv i romanen introduceres i prologen, hvor Amalies store dannelsesrejse opridses:
’Tvivler du nogensinde, Violette?’
’Mindre i de sidste par år. Men det er, fordi jeg føler mig hjemme.’
Han er tavs et øjeblik, før han svarer.
’Jeg er bange for ikke at være god nok. Jeg skrifter, vier, døber, prædiker og underviser i søndagsskolen. Det er et stort ansvar. Jeg føler tit,
at jeg svigter dem, der sætter deres lid til mig. Og mest af alt Gud.’ (Side 61)
Violette fortsætter med at fortælle os om stedet og sin dagligdag, og kommer pludselig med en åbning til sit privatliv. Det sker i forbindelse med at hun reflekterer over, at døden ikke skelner mellem de gode og de onde. Hendes eget stikord, ’skiderikker’ får hende til at berette om sin for atten år siden forsvundne ægtefælle, Philippe Toussaint. Han kunne ikke holde kedsomheden ud i den lille flække, og han brød sig heller ikke om at have alle de døde som naboer til deres tjenestebolig. I øvrigt havde han intet arbejde. Hans eneste beskæftigelse var at køre på motorcykel, score så mange skørter som muligt, spise Violettes mad og i øvrigt spille Nintendo og glo fjernsyn. Violette føler sig forladt og kasseret, og hun var allerede holdt op med at føle noget for ægtemanden en rum tid, før han forlod hende. Hun er helt alene. Deres fælles barn, Leonine, døde et par år før, at Philippe forsvandt. Hendes gravsten er på Violettes kirkegård.
Fortiden oprulles
Mange af de lokale kommer regelmæssigt for at tilse grave, bestille blomster eller bare få en snak med Violette. Hun har nu i snart tyve år bestredet embedet, og igennem en række tidsspring præsenteres vi lidt efter lidt for hendes noget brogede fortid. Disse blotlæggelser af tidligere hændelser sættes i gang af et helt uventet besøg af en ukendt mand, der ikke umiddelbart kan forbindes med nogen af de døde, der ligger på kirkegården.
Det drejer sig om en kommissær, Julien Seul fra Marseilles, der opsøger Violettes kirkegård, fordi hans nyligt afdøde mor i sit testamente har udtrykt ønske om at blive begravet netop der, ved siden af en vis Gabriel Prudent, der har været død i cirka otte år. Trods det, at Gabriel er kriminalkommissær, har han ingen anelse om, hvordan hans mor var forbundet med denne mand.
Men hans besøg sparker noget i gang hos Violette. Hendes hjerte slår lige pludselig lidt ude af takt, og hun er klar over, at hun skal passe på, som hun siger. Ikke siden sine meget unge og tidlige år sammen med ægtemanden, har hun oplevet, at hjertet pludselig slår et par kolbøtter.
En kommissær på besøg
Over en periode på nogle måneder dukker den fåmælte Julien Seul (: alene) op os Violette, og en af de første ting, han bekendtgør ved besøg nummer to, er at han har fundet ud af, hvor hendes forsvundne ægtemand befinder sig. Violette har aldrig forsøgt at opspore ham. Hun meldte ham bare savnet hos politiet for efterhånden mange år siden, og siden har hun ikke skænket ham mange tanker. Det er lidt af et chok at erfare, at han bor bare 130 kilometer borte. Hun fortæller nu kommissæren om sit liv sammen med ægtemanden, der kort sagt var en sjuft, en døgenigt og en skørtejæger. Hun har på ingen måde noget ønske om atter at se ham.
Kommissæren kommer igen til Violette, nu med morens dagbog, der afslører at hun havde en affære gennem en stor del af sit voksenliv med afdøde Gabriel Prudent, at han var hendes livs kærlighed. Efter at sønnen har erfaret denne sammenhæng, har han intet imod at få urnen nedsat på Violettes kirkegård, så hun kan ligge sammen med Prudent.
Men nu går der for atter hul på fortællingen om Violettes unge år, hendes fortid som forældreløst institutionsbarn, hendes vilde forelskelse som attenårig i Philippe og deres lykkelige første år sammen, fulgt af de knap så lykkelige år, som der blev flere og flere af. Vi får grumme historier om Philippe, og meget af det, han har bedrevet, er, og var, hun smerteligt bevidst om.
Historien oprulles
Philippe vil gerne have et barn sammen med Violette, og hun er meget glad for dette. De får Leonine sammen, og først mange år senere, længe efter Leonines død i en brand på en sommerlejr, bliver hun klar over, at Philippe ønskede barnet sammen med hende for at holde på hende. Han var, forståeligt nok, bange for at hun ville skride, da han dybest set var utålelig at leve sammen med. Eneste grund til, at hun aldrig ville skilles var, at hun havde sin institutionsbaggrund og ikke for alt i verden ville risikere at blive forladt igen.
Alligevel forliger hun sig hurtigt med Philippes forsvinden, der sker nogen tid efter datterens død. Allerede få år efter at de var flyttet sammen, bemærkede hun, hvordan han var en mors dreng og ikke rigtig regnede sin kone for noget bortset fra at være den, der skaffede til huslejen, vaskede tøj og lavede mad, så han kunne daske omkring som det passede ham.
Jeg spekulerer stadig på, hvad han mon fortalte sin mor. Hvordan så han mig? Så han mig overhovedet? Jeg var bare hende, der fodrede ham, gjorde hans arbejde,
vaskede hans tøj, malede væggene og opdragede hans datter (side 129).
Skruen strammes
Efterhånden bliver relationen mellem Violette og kommissæren til mere end et praktisk anliggende i forbindelse med morens urne, men det går ikke helt så hurtigt og enkelt, som man kunne forvente. Begge har meget, som de skal bearbejde, før de kan føle sig parate til eventuelt at finde sammen.
Også detaljerne omkring datteren Leonines død kommer efterhånden til at stå tydeligere frem, og i den forbindelse bliver det Philippe, der optræder som privatdetektiv. Det kommer i den grad til at påvirke hans eget liv skæbnesvangert, at han fremdrager sandheden bag den tragiske ulykke på sommerlejren, hvor den syvårige datter døde, tilsammen med tre andre jævnaldrende piger.
Her får romanen for alvor momentum, så de sidste halvt hundrede sider af læsningen bliver ret så intense. En flot drejet finale, hvor trådene for alvor samles, og hvor vi får svar på, hvad der skal ske med Violettes og kommissærens relation. Den må du som læser selv gå ind og finde ud af.
Filosoferen til fire stjerner
Fire stjerner ud af seks mulige fortjener denne livsvarme og småfilosofiske roman, der trods sit fortællemæssige raffinement undervejs bliver lidt for springende frem og tilbage i tid og sted samt begivenheder. Hvert mindre kapitel har en sentens, et ’bon mot’, der altid er poetisk og filosofisk.
Dertil er der også et par sidehistorier, som optager en del plads i forløbet. Alligevel tjener alle enkeltdele til at give helheden en vis prægnans i budskabet: Livet er ikke altid let, ej heller nødvendigvis smukt, og vi får ikke meget forærende, thi kærligheden er det allersværeste af det hele. Bag det hele kan det anes, at vi dybest set selv er de sværeste modstandere i vores søgen efter lykken.
|
|
|
|
