|
|
Anmeldelse:
I ruiner...
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 26. november 2021.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Morten Pape: "I ruiner"
- Roman (604 sider)
- Politikens Forlag
- Udkom 7. oktober 2021
DANSK/HISTORIE:
Året er 2011, Amagerbanken krakker, med større eller mindre kollaps i mange familier til følge. Et af de alvorligste humanitære svigt
i nyere tid, folkemordet i Rwanda anno 1994, kobles i romanen I ruiner fermt sammen med det svigt, der førte til bankens krak. Det er historien om at tie,
fortie og lyve. Det er løgnen om den lille lykkelige familie, løgnen om de små spareres muligheder i forhold til det store finansielle dominospil, sat i perspektiv
af løgnen og fortielserne i relation til verdenssamfundets svigt i forbindelse med mordet på op mod en million tutsier og den håbløse efterfølgende humanitære
indsats i flygtningelejrene.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder bogen her.
BEDØMMELSE:  FEM stjerner ud af seks
(skala).
En stor episk fortælling om finanskrise og folkemord
Morten Pape slipper godt af sted med at koble de store og små tragedier sammen i sin store romanfortælling om Amalie Clemmensen og hendes amagerfamilies opløsning, idet han ad idealistiske omveje sender den unge kvinde ud på en odyssé, der igennem mødet med sønnen til hendes sjælesørger fører Amalie helt ind bag morens og sønnens fælles skæbne, der udspringer direkte af folkemordet i Rwanda. Som moren udtrykker det, ”Never again”.
Det store perspektiv i romanen introduceres i prologen, hvor Amalies store dannelsesrejse opridses:
Hvad er der at sige om en håbløst almindelig familie, der endte med at blive alt andet, bortset fra håbløse?
Svaret er svært at fremkalde. Men måske vil svaret bringe mig et andet sted hen. Et bedre sted end jeg er nu, et mere sammenhængende sted. Om ikke andet bliver jeg måske klogere på hvorfor jeg selv hænger så dårligt sammen.
Det hele kommer an på hvordan man fortæller det. (Side 6)
På denne baggrund udruller fortælleren, Amalie, sin historie, der gennemgående er adresseret til hendes afdøde lillebror, der som en meget håndgribelig skygge bliver hendes følgesvend igennem hele forløbet fra barn, over ung til en modnende kvinde i midten af tyverne. Jegfortælleren gengiver sin lange dannelsesrejse i et meget varieret, stærkt markeret sprog, hvor hun med en ubestikkelig retfærdighedssans og en grundlæggende pragmatisk tilgang til livet får sat alle tildragelser på Amager og i Rwanda samt Paris ind i en forklaringsramme, der som en prisme til tider er både science-fictionagtig og eventyrlig, men som først og sidst er jordbunden.
Finanskrise og folkemord
Finanskrisen i 2008, folkemordet i 1994 samt et verdenssamfund under stigende økonomisk pres og moralsk forfald træder i stedet for den tilsyneladende idyl og de trygge rammer i lilleputfamilien på Ugandavej. Amalies opvækst er ikke altid uden udfordringer, både i skolen og i ungdomslivet.
Amalie bliver på et tidspunkt ’facer’, en der samler underskrifter på gaden i en humanitær sags navn. Amalie møder i denne forbindelse en kvinde, som har overlevet folkemordet i sit hjemland Rwanda, hvilket giver hende et nyt perspektiv i forhold til godhedsindustriens mangler og ondskabens altomfattende karakter. Det er en ondskab, hun selv stykke for stykke får øjnene op for i sin egen familie, samtidig med at hun gør sig erfaringer med ondskaben på verdensplan.
Om europæiske journalisters besøg i Rwanda på 25-årsdagen for folkemordet siger hun f.eks. følgende:
For tre år siden var Rwanda ikke så interessant for dem.
Nu vil de alle sammen besøge stedet, hvor det utænkelige skete. Landet er blevet et museum med faste stoppesteder for blodturisterne. (Side 438)
At der er en sammenhæng mellem folkemordet og Amagerbankens krak ligger umiddelbart ikke lige for, men forfatteren får igennem Amalies hårde erfaringer og det overordnede perspektiv hun etablerer på tilværelsens tildragelser formuleret et svar. Amalies odyssé fører hende til slut hjem, forandret og afklaret, næsten lutret.
Løgnen om den lykkelige familie og de mange svigt i forbindelse med Amagerbankens reelle situation kobles sammen med løgnen om humanismen på verdensplan. Amalie formulerer sig med stærk empati, ligesom hun får udtrykt sin vrede og frustration i et klokkeklart indigneret sprog, hvor ingen spares. Trådene føres hen mod slutningen af rejsen sammen i Paris, hvor vi møder både hendes selvudnævnte kæreste og kvinden bag folkemordet, enken efter den dræbte præsident Abuarimana, samtidig med at Amalie i en kort periode genser sin totalt illusionsløse og forbitrede halvsøster, og det hele kulminerer halvt apokalyptisk på et bagtæppe af Notre Dame-kirkens brand. Det er symbolsk og eventyrligt, men samtidig både poetisk, råt og hårdtslående fortalt.
Utroligt ingeniørarbejde
Som et led i konstruktionen af fortællingen har forfatteren ladet Amalie være født på selv samme dato, som folkemordet begyndte, hun forelsker sig som nævnt i psykologens søn, hun venter oven i købet hans barn, samtidig med at vi er vidner til, hvordan hendes egen far dør af druk og en mere eller mindre undertrykt skyldfølelse. Efter en række tragiske hændelser ser det trods alle odds ud til, at fremtiden lysner for den unge kvinde, der voksede op på en lykkelig fortælling om et velfærdssamfund, der aldrig for alvor kom til at fungere. Lyder det dystopisk? Det bliver tvært imod smukt og optimistisk, fordi Søren Pape har et solidt håndelag som fortæller. Så selv om mennesket er ikke meget værd, læser man ikke desto mindre bogen med en god portion optimisme både på Amalies og den samlede menneskeheds vegne.
Denne flot gennemkomponerede og ambitiøst fortalte roman fortjener fem ud af seks mulige stjerner. Søren Pape har fundet storformen i denne den sidste del af sin trilogi om den kære Lorteø, Amager, og fjerneste omegn. Læs bogen og bliv beriget.
|
|
|
|
