|
|
Anmeldelse:
Selvoptagethedens ulidelige tyngde
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 10. oktober 2021.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Søren Ulrik Thomsen: "Store Kongensgade 23"
- Et essay, 96 sider
- GYLDENDAL
- Udkom 26. august 2021. Pris kr. 199,95
DANSK/HISTORIE:
Søren Ulrik Thomsen har skrevet et særdeles personligt essay om sin mors sygdom og dennes betydning for
hans udvikling i puberteten og sidenhen. Bogens titel henviser til det punkt, der er centrum for den passernål, som forfatteren lader sin samlede
tilværelse omskrives af. Cirklens kvadratur løser Thomsen gennem sin reflekteren over forholdet mellem livsverden og skriftverden.
Fin poesi ind imellem, og nyt tiltag i formen for SUT. Ganske spændende medfornyelse i genren.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder bogen her.
BEDØMMELSE:  FIRE stjerner ud af seks
(skala).
En sammenhængende fortælling
(...) for fortiden falder. Foran mig (Side 86)
Allerede en gang tidligere i sit essay bruger Thomsen denne formulering,
når han skal indkredse det værdifulde, som moderen har bibragt ham. Således
opskatter han gennem fortællingen morens liv og hendes betydning for og indvirkning på sig, både igennem hendes syv svære sygdomsår og de mere end fire årtier af menneskelig ro og harmoni, der afsluttede hendes lange liv.
At fortiden falder foran ham, hele tiden, markerer hvor vanskeligt det er at tolke forholdet mellem det levede liv i erindringen og skabelsesprocessen i forbindelse med den skriftlige gestaltning af dette liv. Han tyr til virkemidler som tid, sted og rum, men især de meget konkrete fakta eller data, som han sammenligner med, hvad den franske forfatter og nobelpristager Patrick Modiano gør brug af i sine bøger:
(...) ubegribeligt spøgelsesagtige skæbner søges indkredset via hyperkonkrete facts som datoer, telefonnumre og adresser.(Side 64)
En personlig fortælling
Thomsen lader livsverdenen ækvivalere mere og mere med skriftverdenen i dette essay, der er en sammenhængende fortælling med få, ubetydelige digressioner. At bruge essayformen peger på det oprindelige, der lå i denne genre: ’essayer’, eller ’at prøve’ på fransk. Thomsen prøver sig frem, men med en klar ledetråd. Det er snarere sådan, at han opstiller et lille laboratorium, hvor forskellige personligt relaterede entiteter prøves af.
Således tager han grundigt fat i sine egne erfaringer med psykiatri og psykoanalyse, idet han redegør for væsentlige træk ved de forløb, han har været igennem, Der er kritik en der er også rimelige forbehold i forhold til uforbeholdne egne synspunkter. Han er ikke ude på at svine nogen til, og hans umiddelbare skråsikkerhed er nedtonet, når han udtaler sig om psykiatrien. Dog er han meget kontant i kritikken af de tidligere, historiske behandlingsformer med diverse psykofarmaka, LSD og elektrochok.
En pointe er, at psykiatrien altid har været besat af grundtanken om, at alt er kemiske processer i hjernen, hvilket står i direkte kontrast til den mere fleksible indtænkning af psyken i forhold til det rent somatiske, som Thomsen finder i psykiatrien.
Frygter alderen og døden
Med afsæt i beskrivelsen af den angst, der ramte ham som ung i tyverne, og som han lærte af leve med igennem psykoanalytisk behandling, når Thomsen frem til at beskrive den generelle angst, som han også føler den dag i dag, nu mest udtrykt som uvisheden om, hvornår han ikke er mere, hvornår han skal dø, eller endnu værre: Hvornår hans personlighed opløses:
”Jeg frygter personlighedens såvel som sansernes udklingen. (Side 23)
Morens syv år lange mareridt i psykiatrien fik en lykkelig afslutning med en psykolog, der fejede alle piller og al strømmen til side og talte sig ind på moren, så hun fandt ud af, at hun egentlig ikke fejlede noget. Som forfatteren sætter det op, forekommer det så ligetil, men netop den tidligere omtale af hans egne problemer som ung mand peger på, at det er noget, der skal tages alvorligt og som kræver kyndig behandling.
Moren synes i Sørens fremstilling ikke at have næret angst for døden. Hun fortsatte ufortrødent til langt op i firserårene med at være aktiv, nysgerrig og engageret, trods tiltagende skrøbelighed. Dette forsøger han ikke at skjule, og derved peger han på sin egen relative skrøbelighed, der måske igen kan hænge sammen med opvækst og forfattergerning i forening.
Og skønt jeg ganske vist frygter hver dag det skal være at synke sammen på S-togssædet, frygter jeg også at leve så længe, at
jeg til sidst sidder alene tilbage på Solhjemmet og stirrer ned i en adressebog, hvor alle de kære navne er streget ud (...) (Side 26)
Lidt selvsving
Thomsen er ikke bleg for at indrømme, at han er noget selvoptaget. Og det kan vel siges, at en ordentlig forfatter altid vil være fokuseret på sig selv og fortæller sin historie igennem det skriftlige greb, det være sig som ren fiktion eller tilnærmet realisme. Autofiktionen bærer netop vidnesbyrd om denne drejning mod en fiktionaliseret realisme, og Søren Ulrik Thomsen synes for første gang i dette essay at abonnere på denne velkendte trend.
Søren beskriver sin far, der stadig i en alder af 87 bor derhjemme og har rigtig fint styr på såvel tøj som mad og renholdelse af hjemmet. Han er benovet over farens styrke og ville givetvis ønske selv at kunne mestre mere af denne tilgang til tilværelsen.
’Kunne man bare blive gammel på den måde’, tænker jeg, men jeg er ikke ham, for i modsætning til mig er han ikke selvoptaget, men optaget af alt omkring sig: Men på den anden side er han heller ikke mig, som igen sidder og skriver, hvad man næppe gør, når regnskabet mellem én selv og verden så godt som går op. (Side 86)
Afklaret forhold
Forfatteren forhold til sine forældre forekommer virkelig afklaret, men naturligvis mærket af de erfaringer, der er gjort igennem et langt liv levet parallelt med dem. Thomsen priser ligefrem sin mor for at være kommet så godt igennem til den lyse side af tilværelsen, og de sår og skår, som der blev i forhold til ham selv i opvækstårene, hvor moderen havde det skidt, bliver set som et vilkår, en konsekvens, som han skylder begge sine forældre at forsøge at forlige sig med. De gjorde det så godt de kunne, og han er dem taknemmelig for, at de formåede at være for ham, som de var, trods de psykiske problemer.
Og var der ingen tvivl om, at min mors sygdom spillede en afgørende rolle i den angst, som indfandt sig sammen med min pubertet, hvor denne drengs naturlige løsrivelse fra sin mor netop skulle tage fart, men i stedet holdtes tilbage af bekymring for hende, var det lige så klart, at jeg kan takke den selvsamme mors kærlighed og min fars inspirerende livsduelighed for, at jeg selv på de dårligste dage også altid har det godt. (Side 60)
Smukkere og mere hengivent kan det næppe siges.
Lidt udpenslet ind imellem
Et essay vender i sagens natur qua essay tilbage til en hovedproblemstilling, men hos Thomsen fører denne tilbagevenden ikke altid til, at plovfuren bliver vendt. Der er et par længere passager med lidt tomgang i den erkendelsesmæssige progression – et par gentagelser. Dette opvejes dog af de meget klare indséender, der styrer fremstillingen, bundet op på tid og sted samt rum som de er. Der er et godt hold i tankerækken, og der materialiserer sig solide erkendelser, som ærligt og redeligt blotlægges.
Alt i alt gives fire stjerner for et pænt stykke erkendelses- og bekendelseslitteratur.
|
|
|
|
