|
|
Anmeldelse:
Kontrafaktisk historie-
skrivning: Vellykket storværk om skandinavismen 1848-1870
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 10. oktober 2021.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Rasmus Glenthøj og Morten Nordhagen Ottosen: "Union eller undergang"
- Gads forlag (632 sider)
- udgivet 17. september 2021. Pris kr. 399,95
DANSK/HISTORIE:
De to historikere bag dette omfattende og grundigt dokumenterede forskningsarbejde præsenterer skandinavismen i nyt lys.
De spørger ind til den grundlæggende idé bag den skandinavistiske bevægelse i Norden og bygger videre på tidligere forskning samtidig med at de nytænker problemstillingen i et samtids- og fremtidshistorisk lys: Hvordan opstod idéen?
Hvorfor blev den ikke realiseret? Hvor tæt var den på at blive til virkelighed?
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder bogen her.
BEDØMMELSE:  SEKS stjerner ud af seks
(skala).
En spændende historisk redegørelse
Allerede i den grundige indledning fornemmes den særlige tilgang til emnet. De har taget de kontrafaktiske briller på:
Vores viden om det skete giver os tunnelsyn. En bagklogskabens forbandelse, der gør historien, som ikke skete, til historien, som var dømt til at fejle. (Side 11)
Problemet ved den traditionelle historieskrivning er, at den tenderer til at blive deterministisk, idet de faktiske begivenheders resultat jo er det, vi kan se for os som den fuldbyrdede kendsgerning og dermed umiddelbart ’rigtige’.
Dette grundsyn vender forfatterne tilbage til i slutningen af bogen, hvor de opsummerer deres udgangspunkt for det foreliggende enormt detaljerede og spændende store udredningsarbejde, som de afvikler i løbet af de mange tætskrevne og tæt dokumenterede sider:
Men den fremtid, som de politiske skandinavister forestillede sig, må tages alvorligt som en af fortidens mulige fremtider. (Side 522)
En ny fortælling
Den hidtidige historieskrivning om emnet har været nationalistisk, romantisk, positivistisk, ideologisk og meget mere, men denne ’gamle’ fortælling er i alle disse afskygninger mere eller mindre tendentiøs. Forfatterne ønsker at se på sagen med friske øjne og sætter sig som mål at ende op med at vurdere, hvor realistisk den politiske skandinavisme, der udspillede sig i perioden 1848-1870 egentlig var. De er klar over, at også de har et subjektivt udgangspunkt, med deres eget idegrundlag for at skrive, men de har til hensigt at lægge sagen frem så redeligt som muligt, hvorefter andre fagfolk forhåbentlig har lyst til at forske videre med inspiration fra dette, deres indledende arbejde.
Darwinisme og pangermanisme
Ifølge den engelske filosof og sociolog Herbert Spencer befinder ikke kun mennesker, men også nationer sig i en konstant kamp for overlevelse, på linje med dyrene i naturen. De mindre nationer er bekymrede for at blive ædt op af de større ’fisk’, ligesom de større nationer er bange for fremmed dominans, der kan ændre kursen for deres tilrettelæggelse af samfundsordenen. Dette blev udtrykt af både italienske og tyske nationalister i perioden efter revolutionsåret 1848, men for skandinavismen var særligt den tyske nationalisme af betydning:
Tyske nationalister så deres kultur som overlegen, og de troede, at et forenet Tyskland som en magnet ville tiltrække tætbeslægtede nationer. (Side 43)
Tanken om en herskerrace indebar, at andre folkeslag var mere eller mindre underlegne, hvilket gav de højt civiliserede stater en naturlig ret til at intervenere og ’missionere’ ved at underlægge sig, og opdrage på, de tilbagestående civilisationer.
Studenterdrømme og realiteter
Bogen fremstiller de tanker og ideer, der herskede om broderskab og forsoning mellem de nordiske lande, der især i begyndelsen af 1800-tallet blev formuleret igennem studenterbevægelserne og et tilhørende lille, elitært miljø, der lagde vægt på de kulturelle bånd. Denne studenterbevægelse fik fremgang efter 1848-1851 (revolution og 1. slesvigske krig), og nu blev også liberale og radikale politikere grebet af tankegangen, ligesom en bredere befolkning så småt begyndte at blive opmærksom på fænomenet.
Kendetegnende for skandinavismen (ordet registreres første gang i 1843) i denne anden fase er, at den får et klart politisk tilsnit. Efter krigen 1848-1851 samt revolutionerne rundt om i Europa i 1848 var der mange, der så den historiske udvikling som en forandringsproces. Det var en ny tidsalder med potentiale for omvæltninger.
Gennem hele skandinavismens tidsperiode var det danskerne, der var de mest entusiastiske, og her fandtes den største opbakning iblandt politikere og mere velorienterede befolkningslag. Fælles for Sverige-Norge og Danmark var der bredt set en vag, pannational følelse, hvor det skandinaviske element blot var et aspekt af at være svensk, norsk eller dansk.
To, tre eller fire?
Forskellige fraktioner udviklede forskellige visioner. Nogle støttede tanken om et Sverige-Norge med optagelse af et ’restdanmark’ under en svensk konge i en art personalunion. Andre mente, at Finland også skulle med. Endelig var der nogle, der syntes, at problemerne med at holde sammen på Sverige-Norge var rigeligt. Holdningerne til de forskellige modeller skulle imidlertid også set i internationalt lys. Uden stormagternes godkendelse var ingen af dem realiserbare.
Strategen Bismarck
Det, der kom tættest på at blive til virkelighed som et udtryk for skandinavismen, var et forenet Norden, uden Finland og omfattende et Danmark, hvor en stump af Nordslesvig eventuelt var med. Denne tanke var ikke fremmed for Otto von Bismarck i en ret lang periode, men muligheden blev først og fremmest vanskeliggjort af Frederik den Syvendes død på det tænkeligt dårligste tidspunkt i historien. Bismarck så i perioden 1856-1863 skandinavismen som en mulig gunstig løsning på konflikten om hertugdømmerne i forhold til sit eget land.
Det ville i givet fald have været en personalunion under den svenske konge, hvor den danske konge abdicerede og gav afkald på dansk arveret til tronen. Et forslag herom var fuldt ud formuleret op til Frederiks død og i tilsyneladende forståelse med majestæten, men bestræbelserne blev så sent som i efteråret 1864 og ind i foråret 1865 forsøgt genoptaget fra især svensk side, men nu med Christian den Niende som modvillig konge af Danmark, der nærede fortsatte komplet urealistiske helstatsdrømme.
Muligheden blev imidlertid også forpasset af fortsatte politiske trakasserier i både Sverige og Danmark, hvor balancegangen mellem kongemagt og folkestyre til stadighed var en stærkt komplicerende faktor. Nederlaget i for Danmark i 1864 gjorde, at mulighederne for at realisere projektet nu kun lå i internationalt regi, men med den østrigsk-preussiske konflikt 1865-1866 var skandinavismen ikke længere et realpolitisk alternativ, hverken for Bismarck eller for Napoleon III. Og det afgjorde sagen. Foreningen Nordisk Samfund tog konsekvensen og lukkede og slukkede i 1866-67.
Metodisk kritik af historieskrivningen
De to forfattere til dette gennemgående medrivende stykke historieskrivning samler op på deres indledende betragtninger over håndværket som historieskriver. De har igennem fremstillingen kritiseret grundfortællingen om skandinavismen ud fra det føromtalte ’tunnelsyn’, men de medgiver, at der er mange ting, der umuliggjorde realiseringen af det skandinaviske projekt, hvilket giver den traditionelle historieopfattelse om emnet et vist moment.
Deres centrale kritik af traditionen fastholdes imidlertid klart:
Grundfortællingens fundamentale problem er antagelsen om, at udfordringerne enkeltvis eller tilsammen gjorde, at den politiske skandinavisme var dømt til at fejle. (Side 522)
Forfatterne opfordrer til yderligere forskning i emnet, da der fortsat er masser af ubearbejdede materialer at dykke ned i som kunne være medvirkende til at kaste endnu mere lys over dette væsentlige tidshistoriske fænomen.
Denne anmelder giver seks velfortjente stjerner for et levende stykke historieskrivning som også lægfolk kan have glæde af at fordybe sig i. Bogen være hermed anbefalet til alle historieinteresserede.
|
|
|
|
