HOME || TIDLIGERE ARTIKLER || SUPPORT || ABOUT

       Litteratur || Engelsk || Fransk/italiensk || Lingvistik || INTERVIEW
       Psykologi || Historie/samf/arkitektur || Film/teater/musik/udstillinger



Anmeldelse: Eksistentielle tanker formidlet af en sproglig ekvilibrist



Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.

Publiceret 1. september juli 2021.


© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.


  • Daniel Dalgaard: ”Sfinx”
  • Roman, forlaget Gutkind (410 sider)
  • Udgivet 12. august 2021. Pris: kr. 299,95


DANSK/LITTERATUR: Ciskønnede (:hun/hende) Florence Given har skrevet en inspirerende feministisk håndbog med udgangspunkt i sin personlige historie. Bogens slagord omfatter et sæt centrale sentenser for din livsførelse: Digter og nu debuterende romanforfatter Daniel Dalgaard har skrevet en betagende bog om det at være menneske, om at befinde sig i det kosmiske virvar af muligheder for liv. Med sproglig sikker sans fastholdes stemninger, følelser og tanker gestaltes et stort person- galleri, hvor hver enkelt af disse fremkaldes originalt, unikt og sanseligt igennem romandigterens opfindsomme repræsentation, som biomassen i en petriskål. Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder bogen her.


BEDØMMELSE: FIRE stjerner ud af seks (skala).


En grøntsags beretning

Allerede i begyndelsen af romanen introduceres vi for bogens jegperson, Jan Schnecker. Historien fortæller Jan i december 2004, hvor han totalt lammet og uden talens brug sidder i en kørestol ved hotel Paradise Beach i Thailand, fragtet dertil at datteren Louise og dennes mand, Jørgen. Hvad kan en umælende grøntsag som Jan tage sig til her?

Han kan lade den helt friske hjerne i grøntsagskroppen, hvor kun øjnene med besvær kan bevæge sig, gengive sin livshistorie for sig selv. Lakonisk konstaterer han, at han voksede op på Bornholm under besættelsen, og at livets realiteter for hans vedkommende begyndte at materialisere sig i efteråret 1944:
I løbet af efteråret 1944 begyndte både De små ting og De store ting at forandre sig og skride ind over grænserne og ændre vores afsondrede liv på måder jeg stadig kæmper for at forstå. (…) Tragediernes uafvendelighed gør dem så nemme at huske, men svære at begribe (side 22).
Jans og hans mor frister tilværelsen hos kunstmaleren Oluf Høst og dennes hustru. De tolereres som tyendet og dettes afkom, intet mere. Vi er i foråret 1945. Tyskerne er ved at tabe krigen og øens befolkning går ind i rygtemageriet om, hvorvidt englænderne eller russerne kommer først? Jan fører sin egen sort indbundne rygtebog, hvor han noterer sig alle de rygter, han hører. Og han brygger også selv nogle stykker af slagsen.


Tålt ophold

Albinoen Jan er 15 år, har ingen skolegang, har intet arbejde og har heller ingen planer for livet i det hele taget. Moren slider og slæber, mens Jan blot går rundt og vegeterer. Malerparrets søn er han ikke gode venner med, og da denne melder sigt til Frikorps Danmark, holder Jan sig neutralt i baggrunden. Måske lidt lettet over, at han nu ikke har sønnen i sin umiddelbare nærhed længere.

Sønnen dør under kampen for Det tredje Rige, og malerens hustru mister efterhånden forstanden, hvilket også belaster Jans mor. Jans mor på sin side mister tålmodigheden med sin søn, og beder ham om at finde sig et arbejde. Det lykkes ikke for ham, men midt i slutfasen af den tyske besættelse af Danmark og øen Bornholm beder moren Jan om at flytte hjemmefra: Han må klare sig selv. Jan forsøger at komme med en færge til København, men alt er kaos her i krigens sidste dage. Der går ingen færger.


Hos fjenden


Jan flakker omkring, og ender med at blive taget ind hos tyskerne i deres barak B52. Det er kommandanten som har fattet en vis forkærlighed for Jan, der har en umælende knægt ved navn Mathias med på slæb. Det er i hvert fald ddt navn Jan giver ham, da han jo ikke mæler et ord, men blot lader hænderne svirre oppe ved sine ører, når man henvender sig til ham.

Det viser sig langt senere, at kommandanten har fundet Jans rygtebog og nu vil holde øje med ham, idet han mener, at jan eventuelt kan være en spion. Forholdet til kommandanten og dennes adjudant afspejler hvordan desperationen bemægtiger sig tyskerne og får dem til at reagere i det meningsløse interregnum under opløsningen qua den tabte krig, samt konkret af tabet af kontrollen over øen. Tyskerne er nu også jaget vildt, på linje med feltmadrasserne samt Jan og hans ven Mathias.


Tsunamien kommer

Jan er typisk skydeskive for andres frustrerede følelser og reaktioner. En af gangene er det kunstnerelitens ulykker med Høsts vanvittige kone, en anden gang er det den kærlighed, som den jødiske flygtning Karolina forsøger at give ham. Jan er ude af stand til at finde ud af, hvordan han skal reagere på disse hændelser, og det betyder, at han forskanser sig bag sine egne følelser.

Jan fortæller som sagt sin historie fra en kørestol ved poolen i Thailand i december 2004, medens tsunamien netop har hærget et stykke fra, hvor de befinder sig. Mærkeligt nok er det kun ad anden vej, at vi som læsere hører om denne katastrofe, og igen her på en uvirkelig, afstandsskabende måde.


To skæbnetråde


Herved flettes trådene sammen mellem Jan Schnecker en pige ved navn Thea, en 20-årig rygsæksturist fra Danmark, der nu introduceres. Hun glor passivt på billederne på TV fra tsunamien, når hun sidder på sit hotelværelse. Der er ingen emotionel reaktion hos hende.

Thea rejser rundt i Asien i et forsøg på at blive en del af et fællesskab, hvilket er noget hun aldrig har prøvet. Meget høj og fysisk kantet eller klodset har hun levet ret indesluttet igennem de fleste af sine leveår, forsøgsvis hjulpet af sin far, der prøver at vække hendes interesse for ornitologien. Da Thea bliver teenager, dropper hun det meste af den nære kontakt til faren, optaget som hun er af sine bumser og sin begyndende svulmende krop.

Theas far, Josef, har en noget distanceret forhold til den konkrete omverden og dennes realiteter. Hans eksistentielle tanker nærmest kan sammenlignes med en karklud. Måske har denne tilgang sat sit indirekte præg på Thea under hendes opvækst:
Når han stod der og bar sin krop som et skibsvrag, var det det velkendte ved hans liv der gravede huller i hans hjerne, og hvis han var blevet spurgt af nogen, ville han have sagt at det ikke var mangel på mening der gav ham den her slaskede holdning og de triste øjne, men derimod alt for meget mening (...) (side 301).
Mens Jan fortæller for sig selv, sidder hun isoleret på et hotelværelse og vil ikke gå ud af frygt for, om nogen vil genkende hendes ansigt. Der er noget med en rapport fra det thailandske politi, som vi læser uddrag af ind imellem. Hvad sammenhængen er, får vi først senere nogenlunde styr på – lidt ligesom dengang Jans tid hos tyskerne i foråret 1945 ligeledes blev emne for en politiafhøring af kommandanten og hans adjudant.

Thea hægter sig på to grænsesøgende italienske piger og håber på at kunne inddrage dem i den historie som hun har planer om at lave ved hjælp af sin diktafon og nogle fotografiske optagelser. Således håber hun at skabe et kunstværk og få den opmærksomhed, og anerkendelse, som hun hungrer efter. Hun tolereres af de to italienske piger, men heller ikke meget mere. At projektet ikke rigtig fungerer for hende ser vi, da hun lader kameraet falde ned fra en høj bygning og knuses. Hun har ikke længere tiltro til, at hun vil kunne lave noget af betydning.


Iagttagere ved livets landevej

Thea og Jan har aldrig rigtig passet ind nogen steder, men er blevet tolereret som løsgængere i forbindelse med de fællesskaber, de har prøvet at blive en del af. Dette har gjort dem begge til skarpe iagttagere, men de registrerer tingene nøgternt uden af kunne stille sig til doms over det, de ser: Er det godt eller ondt?

En viljesløshed og gennemgående apati er karakteristisk for både Jan og Thea, der mest af alt sanser, hvad der sker omkring dem, uden at de interagerer.

Deres apati og passivitet kan virke lidt irriterende, men måske kan noget af irritationen skyldes, at de indimellem minder os om os selv?

Thea og Jan mødes ultrakort i et vanvittigt crescendo til slut i romanen. Hvordan? Læs selv!


Fortættet bog fortjener fire stjerner

Daniel Dalgaard har virkelig formået at overføre den sproglige intensitet fra sine digtsamlinger til romanformen. Det er både en tankevækkende og urovækkende bog, der fortæller om livets skrøbelighed, vores generelle afmagt og vores meget begrænsede forestillinger om livet.