|
|
Anmeldelse:
Overraskende indlæg i en besynderlig kønsdebat
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 1. september juli 2021.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Florence Given
- ”Du skylder ikke nogen at være smuk”
- Politikens Forlag (320 sider)
- Udkom 10. august 2021. Pris: kr. 250,00
DANSK/LITTERATUR:
Ciskønnede (:hun/hende) Florence Given har skrevet en inspirerende feministisk håndbog med udgangspunkt i sin personlige historie. Bogens
slagord omfatter et sæt centrale sentenser for din livsførelse:
1) Du skal elske sex men hade sexisme; 2) Du skal omprogrammere dig selv fra den patriarkalske normativitet;
3) Du skal blive bevidst om dine privilegier, på godt og ondt; 4) Du skal elske dig selv uden at nedgøre andre.
Bogen appellerer til åbenhed, mod til forandring og erkendelse af egne fejl, samtidig med at den gennemgår
og udfordrer vigtige emner og begreber fra vores samtid, lige fra 'heteronormativitet' og 'internaliseret egethad'
(:kvindehad) til 'tykfobi', ’queerness’ og ,sexpositivitet’, samtykke og ’victim blaming’, plus lidt ’ghosting’ og ’gaslighting’... You name it!
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder bogen her.
BEDØMMELSE:  FIRE stjerner ud af seks
(skala).
En personligt baseret fortælling
Forfatteren er baseret i London, har titusindvis af følgere på sin blog/hjemmeside og har været fremme i de traditionelle medier i forbindelse med kønspolitiske kampagner. Allerede i introduktionen til bogen toner forfatter, kunstner, og aktivist Florence Given rent flag: ”Du skylder ikke skønhed til nogen”.
Hermed sigter forfatteren til ’Det Mandlige Blik’, ”The Male Gaze”, der gør folk til objekter:
Men det meste af tiden betød den opmærksomhed, som min ’skønhed’ skaffede mig, at mænd så mig som et objekt, og mænd respekterer ikke objekter (side 9).
Hendes pointe er, at man som mere eller mindre kvinde ikke behøver at leve op til nogen forventninger til udseende og adfærd, der udspringer af den traditionelle norm omkring kønsroller og hertil hørende heteronormativitet.
Hvid, tynd, velskabt og kvinde
Privilegier er af det onde, og selv om mændene besidder de fleste af disse, tilfalder der dog kvinder visse privilegier, afhængigt af faktorer som race, tykkelse og generelt udseende:
Vores kollektive opfattelse af, hvad der gør nogen i samfundet smuk, er baseret på deres krops placering i forhold til hvidhed, tyndhed, at være kropskapabel og ciskønnet (side 10).
Hendes pointe er, at kvinder fra barndommen af lærer at indpasse sig efter mandeverdenens normer og fordomme om den rette adfærd for at blive accepteret og værdsat. Hun mener, at hun selv blev opdraget til at indskrænke og undertrykke dele af sig selv, - af den hun virkelig var, for at kunne behage alle andre end hende selv.
Bogen igennem bliver hvid, tynd, velskabt, kropskapabel og ciskønnet (:en ’rigtig’ kvinde) et genkommende mantra for Florence Given, når hun skal fremhæve sine egne (uretmæssige) privilegier. Hun forstår godt, at kvinder udnytter deres eventuelle fortrin for at opnå fordele, og hun har gjort det selv, men hun påpeger, at kvinderne med disse privilegier gør ondt i forhold til andre kvinder, der tilfældigvis ikke er hvide, tynde, smukke og så videre.
Kvinder (og mænd), forener Eder
Florence har kvinderne som sit erklærede udgangspunkt, når hun taler for at udbrede tolerance blandt kvinder i forhold til andre ’mere-eller-mindre’ kvinder. Der skal være plads til kønsbehåring og hår under armene, til biseksualitet, aseksualitet osv., ligesom i øvrigt også mænd skal have lov til at rende rundt i lyserøde kjoler, hvis det passer dem.
Således plæderer hun for rummelighed og tolerance undervejs i forvandlingen fra ureflekteret kvinde til feminist:
Så gør dig umage med at huske, at det ikke er alle, der har kapacitet, tid og ressourcer til at tage på denne rejse.
At have denne mulighed er i særdeleshed et klasseprivilegie, og derfor er det vigtigt at dele de ressourcer, vi har adgang til (side 30).
Hun fremhæver også, at det er en livslang proces at blive bevidst om sig selv som kvinde og at tage sig mod til at handle i overensstemmelse med de indsigter, der fremkommer undervejs, til at være sig selv.
Egen livshistorie
Som 21-årig forfatter indgår Florence Given i dialog med sit syv år yngre jeg, hvilket giver en god, uprætentiøs indgang til bogens samlede projektet med at rådgive andre: Hun taler ud fra egen erfaring, når hun formulerer sine almene betragtninger.
Florence fortæller, hvordan processen blev sat i gang, da hun som ung teenager blev smidt ud af en vennegruppe, fordi gruppens leder havde hørt om Florenes spiseforstyrrelser og straks havde ’disset’ hende. Fra nu af måtte hun først og fremmest støtte sig til sig selv for at finde en måde at takle tilværelsen på. Hun begyndte arbejdet på at skabe sine egne betragtninger og finde mod til at udtrykke disse, og ud over blog og TV-interview m.v. endte hun med nærværende bog som et produkt at denne bestræbelse.
Du har et personligt ansvar
Forfatteren vier et kapitel af bogen til at mane til selvrefleksion og ansvarlighed for egen adfærd, i relation til omgivelserne. Du skal ikke bedømmes ud fra dine fejl, men ud fra din evne til at gøre dig selv ansvarlig for dine handlinger. Og på den baggrund skal du ændre din adfærd til det bedre. Florence advokerer for, at den enkelte kvinde skal se sig selv i relation til andre kvinder og vise empati, når nogen (kvinde) kritiserer hende:
Hvis nogen dømmer dig, så prøv i stedet at have empati med dem. Forsøg at se, at de har ondt i livet, og at måden, de taler til dig, er en projektion
af, hvordan de har det med sig selv (side 65).
Heri ligger også ønsket om en form for søstersolidaritet, så den ene kvinde ikke modarbejder den anden.
Sociale medier på godt og ondt
Florence er superblogger, bruger mange timer hver dag på at være på Instagram og andre platforme, men trods det, at hun levet en væsentlig del af sig liv på nettet, er hun klar over, at det er en skinverden. Hun har gavn af de sociale medier, men hun møder også kritik, angreb, undergravende virksomhed og andre uønskværdige ting, når hun agerer på diverse digitale fora.
Florence erkender, at hun af og til bruger nettet som et middel til at fortrænge tomheden og uvirkelighedsfølelse, men hun er også blevet knviskarp på, at det ikke kan nytte at lave et skønmaleri af sig selv på nettet, for i sidste ende vil det bare gøre hende til en tom, kunstig skal, der ikke har nogen kerne, og som ikke tilnærmelsesvis er lig med hende selv.
Det er velgørende, at forfatteren således advarer alle andre, som lever en stor del af tilværelsen på nettet, om, at sociale medier og internettet skaber afhængighed, og at tomheden ikke forsvinder ved at søge tilflugt der. Du må arbejde med dig selv og dine relationer IRL (: In Real Life).
Dating som overspringshandling
Florene bruger flittigt Tinder m.v. til at overveje – og også skabe- amourøse forbindelser, men hun erkender, at det tit er en måde at undgå kedsomhed på, når hun træt og lidt modfalden en søndag eftermiddag begynder at scrolle ned over datingkandidater, idet hun netop i den tilstand føler sig fristet til at ’svipe’ til højre, for at få lidt fornyet selvværd eller trøste sig hermed.
Hun vil gerne påpege over for læseren, - og sig selv, at datingsiderne ofte kan blive til et surrogat og en dagdrømslignende tilflugt, når nu ikke lige solen skinner og når samtidig den evig eneste kvindelige livsledsager på den hvide hest endnu ikke har indfundet sig.
Let læselig og overskuelig, men sprogligt indforstået
Bogens korte kapitler og de mange let provokerende, sjove illustrationer af kvinder i alle afskygninger er med til at gøre læsningen underholdende og til tider sjov, men i oversættelsen kunne det have været ønskeligt med lidt mere bevidsthed om, at en række ord med fordel også kunne introduceres på dansk, i en egentlig oversættelse. Denne anmelder måtte flere gang ty til tasterne og internettet for at få præciseret, hvad visse betegnelser måtte indebære eller betyde.
Fire stjerner
Der er en del indforståetheder undervejs i ræsonnementerne, men ikke desto mindre fortjener Florence Given fire stjerner for en tankevækkende og meget ærlig, men også temmelig skråsikker håndbog i ny-feminisme. Der er noget at forholde sig til og i givet fald forsøge at leve op til for usikre unge kvinder, der søger råd i deres livsførelse.
|
|
|
|
