|
|
Anmeldelse:
Året 43 e.v.t. grund-
lægger romerne forposten London.
Årsag: magt og indflydelse
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 27. maj 2021.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Michael Bregnsbo, Lars Kjær & Jørgen Sevaldsen
- Porten til verden – London - Historie, magt og monumenter
- Antal sider: 300. Pris: 249,95 kr.
- GADS FORLAG. Udgivelsesdato: 10. maj 2021
ENGELSK/HISTORIE:
Fra første færd har London været forbundet med magthavere og disses magtudøvelse.
Bogen giver et kulturhistorisk billede af de mange strømninger, som byen har været præget af igennem tiderne. Bygninger,
monumenter og byplanlægning beskrives, idet de bagvedliggende diskussioner om byens udseende og udvikling fremlægges. De tre
forfattere til denne grundige, præcise og dejligt økonomiserende bog om London vedgår sig deres gæld til arkitekten Steen Eiler Rasmussen,
og dennes arbejde med London og hans professionelle tilgang sættes ind i en fin, brugbar historisk refleksionsramme.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder den fremragende London-bog her.
BEDØMMELSE:  SEKS stjerner ud af seks
(skala).
En forpost i det romerske imperium
I årene 60-160 fungerede London efter hensigten som dynamisk led i det romerske imperium. Der var en stor by med henved 30.000 indbyggere, forsynet med termiske bad, amfiteater og religiøse bygninger. Imidlertid begyndte folkevandringerne i Centraleuropa at påvirke byen, der fik store forsvarsværker, og hen mod år 400 opgav romerne administrationen, da hjemmefronten var præget af opløsning, og byen forfaldt og folketallet gik tilbage.
Danskere og normannere i London
Angelsaksiske købmænd og senere lokale konger begyndte at genopdage London som et strategisk vigtigt punkt, og vi får kampe mellem danske vikinger og engelske konger både undervikingekongen Ludowic og senere Knud den Store, der forsøger sig med et dansk Nordsøimperium. Vikingerne og deres danske efterkommere integreres efterfølgende i landet, da Ethelreds søn Edward bliver konge efter Knuds to sønner. Efter 1066 bliver det Vilhelm Erobreren, der tager magten fra Edwards søn ved slaget ved Hastings.
London i Middelalderen
Westminster bliver kongemagtens centrum i løbet af 1200-tallet, og modsætningen mellem kongemagt (senere regeringen) og borgerne (senere bystyret) begynder allerede her. Byens befolkning i City, bag murene, føler sig hæmmet af kongen, der kræver skatter til at opretholde sine aktiviteter, bl.a. korstogene.
En foreløbig ordning opnås med det store frihedsbrev, Magna Carta fra 1215, idet byens borgere her sikres visse frihedsrettigheder, og dermed en første begrænsning af kongemagten. Kong Richard 2. bliver således presset til at abdicere med hjælp fra byens borgere, der dannede en milits. London var blevet en magtfaktor qua sin størrelse og sine driftige forretningsfolk og administratorer.
Englands hovedstad
Bogen redegør for, hvorledes byens størrelse og dynamik var afgørende for, at England aldrig blev et enevældigt monarki, og at dette magtspil var med til at forme byen rent fysisk, både hvad angår repræsentative bygninger og hvad angår manglende central byplanlægning i det hele taget.
Byen kontrollerede ikke kun kongemagtens vigtigste symbolske bygninger, men var også rigets centrale politiske scene. (Side 48)
Reformationen som magtudtryk
Det gik hurtigt med at reformere den engelske kirke, men den anglikanske tro er i virkeligheden blot et kompromis med katolicismen, uden den lutherske individualitetsetik. Igen blev bygninger og embeder noget af det, der stærkest markerede skiftet. Kronen overtog nemlig en masse kirkeligt gods. Der var mange købestærke adelsfolk og driftige borgere til at aftage det krongods, der nu blev til salg, og det betød en yderligere positionering af højborgere og adel som potentiel modpol til kongemagten. Der blev bygget flotte palæer mange steder i London i de følgende år.
Brand og byplanlægning
Efter den store brand i 1666 blev der sat gang i overvejelser om en egentlig planlægning af gadenet og der blev skabt regler for husenes materialer, alt sammen for at sikre mod gentagelse af katastrofen, men også fordi byen efterhånden var vokset sig for stor til sin oprindelige infrastruktur. Reformudkast var der syv af, men ingen af dem blev til noget. Som bogen lakonisk konstaterer:
Sådan var det ikke i London. For i England, hvor magten var delt mellem konge og parlament, og hvor London
var kendetegnet af et stærkt lokalt selvstyre og et velhavende og overordentlig selvbevidst borgerskab, var der ingen magtinstans
til at gennemføre noget sådant. (Side 86)
Industri og handel
I løbet af den anden halvdel af 1700-tallet gennemgår England den industrielle revolution, der også kommer til at sætte sit præg på byen. Byen bliver ledende i overgangen fra middelalderens lavsvæsen hen mod en form for vækstorienteret merkantilisme og fri konkurrenceorienteret kapitalisme. Samtidig bliver byen handelsknudepunkt, med tilhørende finansinstitutioner, og med forbindelser til Europa og snart til hele verden, qua det britiske imperium, der opbygges ud fra handel og søfart. Igen bliver der et væld af bygninger, der kommer til at udtrykke denne udvikling. F.eks. grundlægges Bank of England og Børsen får sine egne flotte lokaler inden døre.
London i stadig vækst
I løbet af anden halvdel af 1700-tallet, under indtryk af industrialiseringen, bliver Londons gader centrale gader brolagte, der kommer en forbedret gadebelysning, gamle byporte sløjfes og der bygges flere broer over Themsen. Enkelte gennemgående hovedtrafikveje bliver ligeledes skabt, - trods alt -, men ikke sat ind i en helhedsplan.
Der anlægges parker, hvor det bedre borgerskab kan promenere, og der bliver begrænsninger i mulighederne for at bebygge de åbne arealer, bl.a. gamle militære øvelsesterræner i byen. De første rekreative områder opstår.
Omkring år 1800 er London ubestridt verdens største by, velhavende og driftig, men med stadig mere markante sociale uligheder. Der er fattige kvarterer og megen social nød, men hverken kongemagt eller administratorer havde noget egentligt engagement i dette spørgsmål. Dertil var den umiddelbare økonomiske vækst for stor: ’Der var jo stor fremgang og vækst’, om end ikke for alle. Kæmpemæssige fabrikshaller præger nu den østlige del af byen, på bekvem afstand fra Westminster.
Det britiske verdensomspændende imperium bliver befæstet, og selvtilliden får et boost med besejringen af Napoleon ved Waterloo i 1815. Nu var England en central spiller i internationale anliggender, og London var centrum for det hele, finansielt og økonomisk. Her samledes de mange tråde.
Verdensimperiet
Igennem 1800-tallet var London hovedstad for en supermagt. Byen voksede vældigt både i areal og indbyggertal. Den økonomiske vækst gav et godt grundlag for nødvendige gennemgribende ændringer i byens infrastruktur. Veje, sporveje, undergrundsbane og fjerntogsnet skabes, samtidig med at der bliver flere gnidninger mellem den frie økonomiske liberale tankegang og ønsket om offentlig regulering af byens udvikling.
Manglen på central planlægning bliver ved langt op i 1800-tallet, til stor gene for stort set alle. Endelig kommer der som det første en vandforsyning og dernæst kloakering. Nu var der endelig blevet anlagt centrale pragtgader som New Street og området ved Piccadilly, ligesom store luksushuse i tilknytning til de såkaldte terraces bliver bygget. En del kongelige bygninger bliver bygget og ombygget, med store budgetoverskridelser, hvilket førte til vrede og frustration hos både Parlamentet og bystyret.
Det bliver også statuernes tid fra begyndelsen af 1840’erne og frem til slutningen af 1860’erne. Wellington og Nelson skal hædres med adskillige monumenter, og mange andre følger efter.
Der bygges omfattende havneanlæg til den internationale handel og skibsfart. De imponerende Docklands ser dagens lys. Jernbanerne begynder allerede at bygges fra midten af 1830’erne. Rejsetiden fra London til Midtengland forkortes fra et døgn til 5½ time med bygningen af Birminghambanen.
Mange boliger nedrives for at give plads til jernbanenettet i hovedstaden, og fra 1850 til 1900 mister omkring 100.000 londonboere deres hjem på grund af ekspropriationer til banebyggeriet.
Private firmaer står bag både jernbanerne og undergrundsbanenettet. Det skaber arbejdspladser, og der gives nu mulighed for at arbejderne kan pendle fra forstæderne til arbejdspladser i byen.
London reorganiseres
Den lokale administration i forhold til de kommunale opgaver som f.eks. skolevæsenet, brolægning af veje, politikorpset og renholdelse af gader og stræder, var håbløst forældet og ineffektiv. Endelig blev London samlet til en storkommune i 1888. Det var en storkommune med over fire millioner indbyggere (Danmark havde halvt så mange indbyggere!).
Brandvæsen, offentlig transport og vand, gas og el, blev nu koordineret og administreret under den samme myndighed, ligesom Londons havn kom under en central statslig myndighed.
London og de to Verdenskrige
Der blev bygget meget nyt og tiltrængte byfornyelser kom naturligt til i kølvandet på de to krige, hvor London både under Første Verdenskrig og Anden Verdenskrig fik alvorlige skader som følge af tyskernes bombardementer. Først var der Zeppelinerne, senere Stukafly og V1 og V2 bomber.
Mellem 1919 og 1939 blev det bebyggede areal fordoblet. Man byggede ikke meget i højden, heller ikke, da der efter Anden Verdenskrig blev skabt en samlet byplan, Greater London Plan, der fastholdt begrænsninger i højden på byggeriet i de centrale zoner.
Vi skal helt op til Thatchers periode i 1980’erne, før der for alvor bliver gjort op med byggerestriktionerne, i neoliberalismens tegn.
London i dag
Efter forskellige ordninger til styringen af de enkelte dele af storkommunen, endte man i 2000 med en fordeling af opgaverne mellem en folkevalgt borgmester for storkommunen (Boris Johnson sad på posten fra 2008-2016), lokalpolitikerne i City Hall og de 32 boroughs. Men, som bogen anfører, er de helt store aktører investorerne, såvel indenlandske som udenlandske. Og de indgår ikke altid i et skønt samspil med myndigheder og politikere.
Bog i Steen Eiler Rasmussens ånd
Lige som deres forbillede, forsøger de tre forfattere at videreføre den tilgang til beskrivelsen af London, der indbefatter det æstetiske,
det kulturelle udtryk og tidsånden, plus den samtidige økonomiske og politiske virkelighed, hvilket Rasmussen lidt polemisk kaldte 'miljø'.
Det foreliggende værk er sobert skrevet, det er oplysende og det er let læseligt. Lækkert design
og fin layout, gode illustrationer. Klare resuméer. Og bag ved det hele fornemmer man det personlige engagement
hos de tre forfattere, når tingene fremstilles.
|
|
|
|
