|
|
Anmeldelse:
Måske var MAJ 1968 skel-
sættende i fransk historieskrivning, MEN...
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 24. april 2021.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Annie Ernaux: Årene
- Roman, Gads Forlag (252 sider)
- Udgivet 26. marts 2021.Pris kr. 249,95
FRANSK/LITTERATUR:
Maj 1968 var måske nok skelsættende i fransk historieskrivning, men uden reel betydning for verdenshistorien og for Frankrigs udvikling i et samlet historisk
perspektiv. For franske Annie Ernaux bliver erindringen om Maj ’68 blot et enkelt af mere end tusinde pejlemærker på sporet af en kollektiv fransk historiefortælling
for årene 1940-2007. Men ”alt skal mistes, alt skal glemmes” siger hun indledningsvist, med et citat fra Anton Tjekhov, men på trods heraf gør hun et undseligt og
storsindet forsøg på kollektivt at fastholde ’Tiden’ i erindringen.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder bogen her.
BEDØMMELSE:  SEKS stjerner ud af seks
(skala).
En myteomspunden tid afmytologiseres
Allerede i begyndelsen af 1960’erne skruedes de vestlige landes forventninger til et materialistisk paradigmeskift gevaldigt op: Hedonismen skulle tage over efter pligtsamfundets sure slid. Den franske aftapning af dette historiske skift gjorde op med den katolske kirkes morallære, og pligten til at forbruge blev sat i stedet herfor. Ellers skete der efter Anden Verdenskrig såmænd ikke så meget som indskrev sig i historiebøgerne, bortset fra kolonikrigene, indvandringsbølgerne og østblokkens ideologiske kollaps.
Med et selvbiografisk greb om verdenshistorien, her i en fransk-europæisk version, har den franske forfatter Annie Ernaux på knap 250 sider foretaget et minutiøst opsporingsarbejde, en miniudgave af det, Marcel Proust over mere end 3.000 sider forsøgte at afdække, nemlig sin egen tids historie. Hun skriver nærmest lige så sprogligt følsomt registrerende som mesteren selv, men til forskel fra Proust, går Årene videre end den rent personlige trang til at fastholde erindringen, og i stedet får læseren en fortælling om fællesskabet, den kollektive erindring i et bredt, halvintellektuelt tilsnit, hvor det folkelige veksler med det intime. Det giver plads til selvironien, når den intellektuelle opkomling Annie ender som travl traditionel husmor med 1/3 af sin tid ved kødgryder, børnepasning, tøjvask, bleskift, daglige indkøb osv., samtidig med at hun bruger 2/3 af sin aktive tid på at passe sit gymnasielærerjob.
Fortællingen om den vestlige verdens nyere historie
En kvindes liv - fra Ernaux' fødselsår 1940 til alderdommen anno 2007 - tager i løbet af autobiografien form som en kollektiv fortælling for det 'man', 'vi' hhv. 'os', som bogen konsekvent anvender. Der knyttes an til Ben Bella og Algeriets selvstændighedskrig, til de Gaulles genindtræden på den politiske arena i 1958, hans tilbagetræden 1969 og død i glemsel året efter, til mærkedage som 11. september i både den chilenske udgave fra 1973 og den i USA, anno 2001. Vi hører om forbrugersamfundets fremvækst, sædernes umærkelige skiften og børneopdragelsen, idet der kontinuerligt sker en kobling til det nære, levede liv med børnene ved spisebordet til hverdag og til påske, og spejlets gengivelse af ansigtets stadigt finere net af rynker og mørke rande under øjnene.
Hvad Ernaux fremkalder, er fællesskabets historie, fortællingen om Europa anno 1940-2007, som den opleves af masserne, de almindelige mennesker, det kollektive 'vi'. Det er naturligvis - og nødvendigvis - fortællingen ud fra hendes egen ”proletar”/småborger-baggrund over ungdomstidens søgende spørgsmål til de intellektuelle modningens år og den trygge havn i voksenlivets hamsterhjul som etableret medlem af forbrugermiddelklassen. Det lyder banalt, men ikke desto mindre er projektet stort anlagt.
Mod slutningen af den franske forfatter Annie Ernaux’ mesterlige bog Årene afslører den nu 67-årige kvinde, bogens stedfortrædende hovedperson, det mål, hun har holdt sig for øje ved at skrive denne kollektive autofiktion:
Hun genfinder da, med en dyb, næsten overvældende tilfredshed – som det personlige erindringsbillede i sig selv ikke giver hende – en slags udbredt kollektiv følelse, som hendes bevidsthed, hele hendes væsen, indgår i. (Side 246)
Det er en bog om at vokse op, at blive formet af sit ophav, at mærke fortiden forsvinde og at forsøge at genkalde sig og fastholde den.
Fotografiets metode
Romanen begynder som et fotoalbum med en række kronologiske fastholdelser af tiden og personen/personerne i en forunderlig distanceret, til tider anonymiserende beskuen.
Udvalget af billeder kan umiddelbart forekomme tilfældigt, men forfatterens styrende hånd sætter billederne i system, og vi følger hendes liv fastholdt gennem barneportrætter, klassebilleder, diverse ferieglimt, og senere også smalfilm samt videoklip, alt efter den aktuelle tids nyeste teknologi.
Til stadighed kredser sproget om, hvad den unge pige eller kvinde på billederne mon har tænkt, og hvem hun var, som her ved et af de tidligste fotografier:
Det eneste der er helt sikkert, er hendes ønske om at blive voksen. Lige så sikkert som at hun ikke husker dette: den første gang hun stod foran fotografiet af en baby der sad i bar skjorte på en pude, blandt andre lignende, ovale og sodfarvede fotografier, og man fortalte hende: ’Det er dig’, og hun var nødt til at betragte denne anden, dette buttede væsen der havde levet en mystisk tilværelse i en svunden tid, som sig selv. (Side 36)
Årene bevæger sig gennem barndommens kollektivt prægede tilværelsesform, hvor bevidstheden ikke er afgrænset til et selv, og bevæger sig frem til den unge piges opfattelse af, at der er et særligt kvindeligt ’man’, som hun føler sig knyttet til. Dette tilhørsforhold afløses i voksenlivet af det familiære ’vi’, som gift, som mor, som voksent barn af gamle forældre.
Hun bliver gymnasielærer og anser sig selv for at være venstreintellektuel, men hun viderefører forældrenes minder om krigen og knapheden på varer i sine indkøbsvaner og tankesæt som forbruger, og samtidig hermed føler hun sig mærkværdigt evigt ung, lige indtil den dag hvor Maj ’68 finder sted fysisk i nærheden af hende, og via TV tilmed lige for øjnene af hende. Her taber hun sin illusion om at være evigt ung, idet hun erkender, at ’de unge’ lige nu er dem, der er fem år yngre end hende selv.
Vi springer kort herefter til et foto fra midten af 1980’erne, hvor hun er femogfyrre, hvor hendes børn er blevet voksne, og hvor hun med ét føler angsten for at blive gammel:
Hun er bange for at blive gammel, bange for at skulle undvære lugten af blod. (Side 208)
Menstruationsblodet som markering af det kvindelige og en heraf afledt markedsværdi fører hende som nyligt fraskilt til en række amourøse forbindelser, med kærester, som hun har over længere eller kortere perioder. Det er bl.a. en stor og stærk russisk diplomat, da hun stadig er i fyrrerne, og som den næstsidste, en 29-årig viril ung mand, da hun selv er rundet de 58. Men som hun fremhæver, er det ikke det seksuelle, der er det centrale, men trygheden ved oplevelsen af at blive holdt af og anerkendt, at blive set som et levende menneske, som en levende kvinde.
Mutatis mutandi: Forandringens tid
Tiderne skifter for bogens hovedperson, og dermed også for alle os, der har levet mere eller mindre synkront med hende. Store verdensforandringer bemærkes ligesom på sidelinjen, men igennem sproget stræber Ernaux efter at fastholde og fremdrage disse skift af umærkeligheden, og livet genopstår, genoplevet som det bliver igennem erindringen: Hun vil ikke stå som det isolerede, ældede halvsenile slutprodukt på en erkendelses-
mæssig rejse. Hun har behov for at se sig selv midt mellem sine forældre og bedsteforældre på den ene side og med sine egne børn og potentielle børnebørn på den anden. Hun vil være midt i Historien, og dér formår hun at (gen)placere sig gennem sit systematiske, kollektivt funderede følelsesmættede registreringsarbejde.
Der er en vemodighed over Annie Ernaux’ prosa. Vi fornemmer at alt bliver mistet og dermed glemt. Men følelsen af personligt tab viser sig ved nærmere eftersyn at erstattes af en følelse af samhørighed. Når forfatteren fremkalder fortiden, bliver erindringen manifest. Hun viser, hvordan alt i sidste ende er forbundet via den kollektive erindring, og at den dermed ikke bare udviskes og bliver til intet. Det kan godt være, at tiden løber mellem fingrene på os som sandet, men det sker ikke uden at der bliver skabt et 'vi' af alle dem, tiden iler fra.
Seks stjerner af seks mulige
Årene er en hyldest til mennesker og en forpligtelse på fællesskaber til alle tider. Tiden er ubønhørlig, og vi må uvægerligt tabe i forhold til den. Men den kollektive erindring er midlet mod den totale forglemmelse. Hermed bliver det indledende citat af Tjekhov modificeret: Nok bliver vi glemt, men vi lever videre som en del af den kollektivt erindrede Tid.
Lad mig slutte med at citere forfatterens egen suveræne formulering heraf: - finde erindringen om den kollektive erindring i en individuel erindring for at fremstille Historiens levede dimension. (Side 246)
|
|
|
|
