|
|
Anmeldelse:
Leonoras bekendelser
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 10. april 2021.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Leonora Christina Skov: "Hvis vi ikke taler om det"
- POLITIKENS FORLAG, 368 sider
- Udgivet 22. april 2021. Pris kr. 300,00
LITTERATUR/DANSK:
Forfatter, mag. art. og forhenværende litteraturanmelder, Leonora
Christina Skov, skrev i 2018 sin autofiktion om opvæksten, provinslivet, familierelationerne og frigørelsen herfra: velskrevet, vedkommende
dannelsesroman, der ikke forfaldt til selvynk. Den fortælling genfortæller hun nu som non-fiktion, i noget der ligner et psykoterapeutisk casestudie,
under titlen Hvis vi ikke taler om det. Her bliver vi som læsere vidner til, hvordan hun lykkes med at gestalte sig selv som fuldt udfoldet person.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder bogen her.
BEDØMMELSE:  FIRE stjerner ud af seks
(skala).
En odyssé
Bogen rummer som indledende referenceramme en beskrivelse af en årelang foredragsturné, en veritabel tour de force. Under indtryk af oplevelserne fra de
mange foredrag beskriver forfatteren, hvordan hun under indtryk af publikums gennemgående positive respons og engagerede spørgsmål, når frem til en
erkendelse af, at der er mange flere facetter af hendes egen historie at gengive, blotlægge og gøre åbenbare, end selve dannelsesfortællingen. Hun begiver sig
ud på en fornyet odyssé, hvor hun som mål søger at indhente den aktuelle virkelighed, at komme på omdrejningshøjde med sit populære selv:
Hver eneste dag havde jeg det, som om jeg var dumpet ned i et langt mere kendt og vellidt menneskes liv. (Side 17)
Taksigelser
Leonora fortæller, hvordan hun var overvældet over det store fremmøde til foredragene og publikums umiddelbare, varme respons i forhold til hende og hendes beretning. I dette møde med publikum opstod ønsket om at få blotlagt noget mere af det liv, som skjulte sig bag dannelsesromanens begrænsende skabelon:
Jo mere at mit liv der var synligt, jo mere fyldte alt det i mig, der ikke var synligt. Der var så meget, jeg ikke sagde, selv om jeg talte hele tiden. (…) Hvis jeg en dag får tiden og finder modet til at skrive videre, er det den historie, jeg vil fortælle. Indtil da må vi nøjes med alle mine ord til tak. (Side 9)
Alt har en pris
Forfatteren gjorde som bekendt den erfaring, at det var smerteligt at tale ud, især da moderen mødte hende med noget, der kunne minde om et slangebid, hver gang hun
berettede om sin opvækst og udvikling. Moderen kritiserede hende for at ’udstille sit beskidte vasketøj’, og inden i Leonora er der hele tiden to stemmer, den gode
datter og den onde datter, der bekriger hinanden.
Hele projektet med at skrive autofiktion og nu også non-fiktion begyndte først for alvor, da moderen var afgået
ved døden. Ideen til at skrive non-fiktion (side 330: "Gå non-fiktion?") fik hun præsenteret af en litterær agent, og umiddelbart var hun skræmt ved tanken,
men da nu moderen ikke længere kunne nå hende med direkte verbale angreb og fortielser, gav hun sig i lag med at skrive bog 1 og nu også bog 2.
Også Leonoras far bliver sat under pres, idet publikum til foredragene mente, at hun lod ham slippe for let i bog 1. Alt det forsøger forfatteren nu at råde bog
på i nærværende bog 2: At tage kampen op på mange fronter, inddrage mange nye facetter
af hendes personlige historie og ikke vige tilbage for at afdække noget, på nær at udlevere sine dagbøger. Der sætter hun grænsen:
Jeg rystede på hovedet og sagde, at mind dagbøger var private, dem kunne ingen få adgang til. Hvis jeg ikke havde noget tilbage, der var mit alene,
var jeg kun en tom skal og ikke længere et menneske, så desværre, det kunne ikke lade sig gøre. (Side 163)
Det var lederne af det i 2021 igangværende filmprojekt, der havde spurgt til dagbøgerne.
Mor nummer to
Samspillet med faderen bliver præsenteret i en let tone, med et vist glimt i øjet og en del at læse mellem linjerne. Det er velgørende, at
hun håndterer de urimeligheder, han møder hende med, på denne overskudsagtige måde. Faderen siger i en telefonsamtale med sin datter, at han er
bekymret for, at hun nu skriver på bog 2, da der umuligt kan være noget interessant tilbage at komme med. Og så tilføjer han for en sikkerheds skyld, at
de fleste jo kun har én bog i sig. At bog 1 solgte 145.000 eksemplarer understreger for ham blot, at hun har været heldig, og at sådan noget sker ifølge hr.
Skov kun én gang.
Et par gentagelser
Der må i sagens natur ske en vis form for genoptagelse af emnerne fra bog 1, men enkelte steder i bog 2 er der gentagelser i selve det
fremlagte stof inden for rammerne af bog 2, hvilket enten er dårlig skrivestil eller også tjener til at markere, at der er tale om et terapeutisk forløb,
hvor der naturligt forekommer gentagelser.
Især ét sted springer i øjnene:
Indtil videre havde jeg kaldt mine klassekammerater deres rigtige navne, undtagen hende, der blev mobbet allermest.
Sally, havde jeg kaldt hende. Et af mine yndlingsnavne, tilfældigvis. (Side 183)
Åbenheden i udsagnet peger ind mod selve bearbejdelsesprocessen, der forekommer under skrivningen af nærværende bog 2. Og der er ligeledes tale om den terapeutiske gestaltning, jf. tidligere.
At skabe sig selv som forfatter
Anette, Leonoras ægtemage, peger på det centrale aspekt, der ligger blandt de mange aspekter, som Leonora selv mener at ville tilgodese med bogen:
-Så vidt jeg kan forstå, er den overordnede historie i din nye bog, hvordan du skaber dig selv som forfatter, ikke? (Side 185)
Netop dette aspekt bliver efterfølgende til et hovedtema, hvis det ikke havde været det fra starten. Vi får meget udpenslet kampen, (Min Kamp?)
for at blive anerkendt som forfatter. Vi kommer omkring en MeToo situation, en uengageret forlægger og endelig en flagrende, men grundlæggende entusiastisk
forlægger, som tror så meget på Leonora som forfatter, at hun har tålmodighed til en fuser eller to, inden der bliver bingo med Den der lever stille. Herfra skal en cadeau til Forlaget lyde i den anledning.
Leonora Christina Skov har på vej mod Parnasset virkelig knoklet igennem, været udholdende og været udsat for diverse urimeligheder -
ud over forældrenes manglende opbakning og direkte samt indirekte modarbejdelse. Og hun er med denne bog 2 så tilpas frygtløs i sin kompromisløshed, at
det må aftvinge respekt:
Ulempen ved at ville være forfatter for enhver pris er den pris, man risikerer at betale. Hvis jeg besluttede at
skrive om at skabe mig selv som forfatter, vidste jeg, at jeg ville blive nødt til at skrive om den pris, jeg selv havde betalt. (Side 252)
En vellykket gestaltning tager tid og plads
De sidste godt 100 sider af bogen giver en beskrivelse af forløbet med skabelsen af en forfatter og gestaltningen af et selv.
En proces over mange år, og med mange omkostninger, lagt frem som den terapeutiske case, den er.
Det fylder meget at beskrive denne proces, og det kan virke som om forfatteren nærmer sig selvsving ind imellem, hvor kontrollen/overblikket over stoffet
i forhold til det kompositoriske kan synes noget mudret.
Ikke desto mindre forbliver bogen betydningsfuld i sin helhed qua casestudie. Leonora lykkes med terapeutisk at gestalte sig selv som selvstændig, fuldgyldig person.
Som jeg anførte i min anmeldelse af 18. april 2018 af romanen Den der lever stille, var der dér tale om en litterær gestaltning:
I forhold til Den der lever stille, der fortjente seks ud af seks mulige stjerner, giver denne anmelder fire stjerner til Hvis vi ikke taler om det.
Hovedstolen er måske brændt, hvilket Leonora funderer over indledningsvist, men Fugl Fønix (gen)opstår jo netop på den baggrund. Måske vi kan se frem til
kommende, litterære værker, der igen anlægger den proustske distance til stoffet, hvor det skjulte i vores sjæl blotlægges og genopstår under kunstnerisk eksperimenterende former.
|
|
|
|
