|
|
Anmeldelse:
København året 1829: Sodoma eller Gomorra? Lystspil eller moralsk rettesnor?
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 16. marts 2021.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Lasse Holm: "Før sidste akt"
- Politikens Forlag (432 sider)
- Udgivet 10. marts 2021. Pris kr. 250,00
LITTERATUR/DANSK:
Grafisk designer og historisk krimiforfatter Lasse Holm har begået et begavet,
lystigt og moraliserende guldalderdrama, hvor alle centrale figurer bevæger sig i cirkler om Det Kongelige Teater, der er intrigernes og
forbrydelsernes omdrejningspunkt. Et stykke totalteater, der i slutscenen også kommer til at omfatte selveste kongen,
Frederik den Sjette, der sætter tingene på plads ud fra sit enevældige synspunkt.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder bogen her.
BEDØMMELSE:  FEM stjerner ud af seks
(skala).
At digte om virkeligheden
I romanens slutscene formaner kong Frederik VI Johan Ludvig Heiberg om, at det er farligt at digte om virkelige personer fra fortiden.
Det samme kunne nutidige smagsdommere sige om Lasse Holms velturnerede krimi anno 1829, der med klar adresse til nutidens moralske tilstande
indsætter en række kendte og mindre kendte personer fra samtiden i et moraliserende lystspil.
Allerede på romanens første side slås tonen i skuespillet an med replikker og sceneanvisninger:
"Du gjorde ret i at tilkalde mig," siger den høje og klør sig i skægget. "Det var jo det,
jeg tænkte," hvisker den runde med skrækblandet fascinationen i
det unge ansigt. "Oskar", sagde jeg til mig selv, "hvis nogen kan gennemskue det her, er det Hansen’, og så stak jeg afsted for at hente dig" (side 9).
Selvhøjtidelige og teatralske er både socialt høje og lave deltagere i romanen, og for det meste bliver de sat på plads eller pillet lidt ned af finurlige
forfatterbemærkninger:
Heibergs skosåler slår kækt mod Knippelsbro, mens sneen daler omkring ham og lægger sig i dyner på skibene langs bolværket. Da han når midten, hopper han,
så vippeklapperne giver sig mellem træportalernes udskårne figurer. Sådan gjorde han også som dreng. Dengang havde det ingen virkning, men det har det nu,
for nu er han en voksen mand med pondus og betydning (side 53).
Lasse Holm skriver fermt og uden omsvøb, og han lader sine figurer tale og formulere sig let forståeligt, trods det, at dialogen har taget naturlig farve af datidens sprogtone.
Et spejl holdt op mod nutiden
Prostitution, hæleri, fiktive fakturaer, seksuelle krænkelser i bedste me too-stil, ægteskabelige sidespring og politivold samt et par mord i ny og næ synes at høre til dagens orden i datidens København. Fremmedhad og misantropi trives i bedste velgående med 'HEP' (:jødeforfølgelse) og generel mistro til folk, der tænker og handler anderledes end hvad den gængse norm foreskriver. Hertil kommer en nærmest sygelig dyrkelse af de helt unge piger, hvilket kommer til udtryk i prostitutionsmiljøet, der helst benytter sig af piger helt ned til 13 år, og ikke meget over teenagealderen. Men som tyveårige er de fleste også allerede udtjente!
Romanen er både en spændingsroman om mord og misbrug samt en fortælling om mangel på moral i et farverigt og beskidt, misliebigt København, hvor personer med fordækte motiver udnytter andre ud fra deres egen manglende etiske målestok.
Lysende og skrøbelig ungdom
Midt i det hele denne atmosfære af misbrug og kriminalitet lyser et purungt søskendepar fortryllende op. Det er søstrene Hanne og Malle, nærmere betegnet Johanne Louise Pätges (senere Heiberg) og hendes ét år yngre søster, den slagfærdige Amalie. I 1829 er de henholdsvis 17 og 16 år, men vi får igennem tilbageblik også mulighed for at møde dem tre år tidligere. De er begge tilbedt og efterstræbt af mænd af betydning og magt såvel som af drømmere og fallenter.
Johanne bliver tvunget til at opgive karrieren som balletdanser, idet teaterets chef, Collin, vurderer, at hun har en stor fremtid i skuespilfaget, og hun tager da også hurtigt publikum med storm, trods sin meget unge alder. Hun bliver hurtigt feteret, men det påvirker hende ikke synderligt i forhold til selv-
opfattelsen. Tværtimod er hun bekymret for, at hun skal blive afsløret i al sin talentløshed.
Hele den kriminelle og misbrugsprægede atmosfære sættes i sving og bliver udstillet, idet en drømmende, men alligevel årvågen vægter, Jern-Hansen, og den initiativrige unge skuespillerinde, Hanne Pätges, hver på deres egen måde tager hånd om tingene i forbindelse med et påstået selvmord, og efter masser af forviklinger og med stor fare for liv og lemmer lykkes det dem at løse gåden og afsløre den forbrydelse, der ligger bag det fingerede selvmord.
Kvindeskæbner og social position
Det er Johanne Luises mentor, Johan Gebhard Harboe, der findes myrdet, men i første omgang tror politiet, at det er selvmord. Vægteren og den unge skuespillerinde har hver deres særlige grunde til at antage, at politiet tager fejl, og herudfra tager plottet sit afsæt. Det er både sindrigt og finurligt konstrueret, plus velformuleret og godt leveret, og læseren får på samme tid god underholdning og indsigt i en række af datidens forhold igennem de mange begivenheder.
Undervejs bliver vi vidner til en række kvinders skæbne, hvordan de forsøger at spille deres kort, men som regel ender med at blive udnyttet. Mange af dem får end ikke en ærlig chance. Som bordelmutteren udtrykker det, så er idealet hos mændene, at kvinderne skal være purunge, radmagre og både smukke, kyske samt blide og føjelige på en og samme tid.
Vi kommer på besøg i hjem præget af både borgerlig velståenhed og af den simpleste forarmelse, hvor kvinderne kæmper deres kamp for at holde sammen på husholdningen i hverdagen. Nogle har flere virkemidler end andre, men i sidste ende står de alle samen over for faren for social deroute. Kvindelist må der til, og en for manden hemmeligholdt bankbog kan vise sig at være et virksomt middel.
Sprog og billeder
Sproget flyder let og naturligt i forhold til en gestaltning af datiden. Der er dog enkelte billedsproglige formuleringer, som forekommer unødige. Her er de alle tre:
Nu griner hun, en kort perlende latter, der lyder som en frisk kildes rislen og føles som belønning for veludført arbejde (side 104).
Hanne har en fornemmelse af, at hun hvert øjeblik kan synke i jorden. Eller rettere sive som vand ned mellem Vingårdsstrædes brosten.
Hun er nær ved at ønske, at det var muligt (side 156).
Når hun møder dem, bliver hun tænksom og tavs. I dag synes hun, at de er kommet væltende som en stormflod over det dige (side 173).
Romanen er til gengæld præget af mange fine formuleringer, der fremhæver detaljer ved tidsbilledet. Som for eksempel Heibergs
fine registrering af en malers homoseksualitet:
Det sidste mente han ærligt. Det eneste, der kan stå den talentfulde maler i vejen, er hans seksuelle præferencer (side 194).
Et frieri bliver forfriskende afmonteret:
Han falder på knæ og ser hende dybt i øjnene. Hun lægger hovedet på skrå og forstår ikke helt, hvad der foregår. Men det er vældig morsomt, næsten som en af Heibergs Vaudeviller (side 222).
Livet i kunsten og livet i virkeligheden sættes i det smukkeste relief:
Hanne ved, at kunstsøsteren har ret. Hun får næppe nogensinde et bedre ægteskabstilbud. De fleste kvinder ville slå til uden tøven. Men den frihed, hun nyder på arbejdet, vil hun ikke opgive. På scenen ved hun, hvad der foregår, der er verden ligetil. Det er ironisk, at det eneste sted i hendes liv, hvor alt er, hvad det ser ud til, er der, hvor alle spiller komedie, men sådan forholder det sig (side 115).
Fem stjerner af seks mulige
Lasse Holm fortjener ros for en sansemættet, sprogligt fint turneret og historisk samt menneskeligt interessant kriminalhistorie, der mest af alt holder et moralsk spejl op i forhold til datiden, med et klart vink til nutiden. - Det er drama til tiden.
|
|
|
|
