|
|
Anmeldelse:
Når barndommen slutter
Anne Beck Nielsen,
mag.art. & cand.mag.
i litteraturvidenskab, dansk og engelsk.
Publiceret 8. februar 2021.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Elena Ferrante: Voksnes løgnagtige liv
- C&K Forlag = POLITIKENS FORLAG, 422 sider
- Udkommet på italiensk 2019, oversat til dansk 2020
LITTERATUR/DANSK:
Italienske Elena Ferrantes seneste roman, Voksnes løgnagtige liv, er en fængslende udviklingsroman, der foregår i Napoli og fortæller historien om Giovanna,
fra hun er 12, til hun er 16. Da Giovanna kommer i puberteten, bliver hendes forældre skilt, og den verden, hun hidtil har kendt, bryder sammen. Giovannas forældre
tilhører den højere middelklasse, og deres liv er hårdt arbejde, altid at vise en pæn og ren overflade og ikke at vise følelser. Med skilsmissen krakelerer forældrenes
facadepudsning, Giovanna ser deres løgne og forstillelse og kastes ud i en smertefuld og næsten ubærlig identitetskrise, som Ferrante skildrer mesterligt.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Anne Beck Nielsen, anmelder den store italienske forfatterindes roman her.
Tab af uskyld
I barndommens mistede paradis var Giovanna lykkelig og tilbad sin far, men et uskyldstab, da hun er 12, sætter Giovannas krise og romanens handling i gang. Puberteten giver Giovanna en oplevelse af, at hun ikke længere er helt i kontrol, og hun får besvær med fortsat at være meget dygtig i skolen. Moren mener, det har med puberteten at gøre, mens faren hævder, at Giovanna er begyndt at ligne hans forfærdelige søster Vittoria. Giovanna overhører forældrenes samtale, og farens bemærkning får hende til at føle sig skamfuld og forkert og ændrer fuldstændig retningen på hendes liv. Faren og moren er bange for at miste deres middelklassestatus, som de arbejder så hårdt for. Faster Vittoria er symbolet på arbejderklassen og det, forældrene ikke vil kendes ved, det som farens bemærkning får Giovanna til at tro, nu karakteriserer hende selv: grimhed, dumhed, dovenskab, grovhed, følelsesudbrud og beskidt sexualitet. Hun skammer sig frygteligt.
Jeg-fortællerens projekt
På romanens allerførste side præsenteres vi for jeg-fortællerens nutid. Den voksne Giovanna, der husker tilbage på dengang hendes identitet begyndte at glide, og hun begyndte at føle sig grim, og som ikke ved, om hun kan fortælle en historie. Hun har intet af sit eget og håber, at hun ved at fortælle sin historie kan få en identitet.
Om det (disse linjer) indeholder den rette tråd til en historie eller blot er en sammenfiltret smerte uden forløsning, p. 7.
Selv om Giovanna hævder, at både hun og moren og faren var en lykkelig familie før farens bemærkning om Vittoria, afslører Giovannas fortælling, at faren og moren ikke er ”lykkelige”. Moren forsøger at dæmpe farens temperament. Moren taler normalt med en mat (indifferent) stemme, en mathed der signalerer, at hun har brug for fred. Begge forældre arbejder hårdt, faren nærmest altid. Faren beskæftiger sig aldrig personligt med det, der irriterer eller keder eller smerter ham, det må moren tage sig af. Man har pligt til at skjule sine følelser, viser man dem, er det et tegn på dårlig opdragelse.
Truslen fra faster Vittoria
Familien har ikke kontakt med Vittoria og farens familie, men Giovanna får et stort behov for at møde hende, trods forældrenes modstand. Vittoria viser sig at være alt det, forældrene ikke er. Temperamentsfuld, fuld af følelser, fuld af liv, naturlig uden make-up. Hun elsker at danse og spille harmonika, og for hende er faren den onde, der har ofret alt liv på at blive intellektuel og en del af en behersket og kontrolleret middelklasse.
Giovanna begynder at identificere sig med Vittoria, eller den hun tror, Vittoria er. Hun leder i sit eget ansigt efter den varme og styrke, hun har set hos Vittoria. En stor del af romanen idealiserer Giovanna Vittoria, hun har virkelig brug for alt, hvad Vittoria repræsenterer. For læseren viser fortælleren dog tydeligt, at nok er Vittoria fuld af liv og følelser, men hun er også grov, uforskammet, pågående, løgnagtig og ulidelig melodramatisk.
Løgne og nye veje
Kort efter farens fatale bemærkning skal Giovannas forældre skilles. Det viser sig, at den ”pæne” far i 15 år har haft et forhold til kvinden i den familie, som er deres bedste venner. 2 år går med forældrenes udredning, før faren endelig flytter, og moren går nærmest i opløsning og idealiserer faren på trods af hans uanstændige opførsel. Ingen af forældrene viser nogen synderlig interesse for Giovanna, og deres store svigt og mange løgne medfører, at Giovanna går i sort, helt bogstaveligt går hun i sort tøj, taler ikke med nogen og går ikke i skole. Hun dumper. Romanen har sin egen barske humor, fx finder forældrene deres eget ægteskabelige rod mindre skamfuldt, end at Giovanna er dumpet. Tydeligst står dog beskrivelsen af Giovannas hjerteskærende ensomhed i denne periode.
Da beundringen for forældrene udskiftes med foragt, giver det Giovanna et rum for at undersøge det, forældrene har fortrængt. I denne periode lyver hun og nyder det, hun krænker andre, hun opsøger skænderier, og hun opfører sig i det hele taget ondskabsfuldt. Men efterhånden finder hun sin egen vej. Hun finder ud af at studere for sin egen skyld og får langsomt opbygget en ny identitet, hvor hun føler sig godt tilpas i sin egen krop og kan være klog og sensuel på sin egen måde – og negativ, når hun har brug for det.
Napolis oppe og nede
Ferrante er mest kendt for Napoli-kvartetten, som følger de to piger/kvinder Lenù og Lila over 50 år. Lenù og Lila kommer fra arbejderklassen
og drømmer om at tilhøre middelklassen. I Voksnes løgnagtige liv bevæger Giovanna sig fra middelklasse mod arbejderklasse, men det er stadig Napoli, der
danner en suggestiv og betydningsfuld ramme om handlingen. Middelklassen bor højt oppe i byen. Herfra kan man bevæge sig nedad mod de lavere klasser,
og nederst bor arbejderklassen, hvis kvarter er fyldt med beskidte, grove mennesker, der bor i tarvelige bygninger og taler Napoli-dialekt. Således tænker
Giovanna, da hun første gang besøger Vittoria, p. 55:
Der var en kraftig lugt af skrald, blandet med duften af søndagsmad. Jeg så ingen elevator. Jeg gik op ad skæve trappetrin (...)
Jeg undgik at dvæle ved graffiti og obskøne tegninger
Giovannas historie
Min eneste anke mod romanen er, at jeg undertiden finder det bombastiske billedsprog for voldsomt. Det gælder især for personerne omkring Vittoria, at de indimellem næsten bliver til typer og kan virke helt urealistiske i et ellers realistisk univers.
Det lykkes for jeg-fortælleren at give Giovanna en historie. Ved romanens slutning er hun forventningsfuld i.f.t. fremtiden og på vej til Venedig sammen med en veninde, og de to beslutter, - at de ville blive voksne på en måde som ingen havde været det før, p. 421.
Giovannas vej fra barn til ung er fortalt overbevisende indefra. Den voksne fortæller er tro mod barnets oplevelse, men viser samtidig nænsomt, hvor barnet tager fejl. At lade en for faren tilfældig bemærkning få en afgørende betydning for Giovannas liv og for romanens handling er et spændende greb. Jeg tror, de fleste kender til sætninger, som vigtige voksne har ytret, da man var barn, og som har gjort umådeligt ondt og radikalt ændret noget i opfattelsen af en selv i verden.
Det kunne være spændende med en fortsættelse, der viser, om det lykkes for Giovanna at blive voksen på en helt ny måde.
|
|
|
|
