HOME || TIDLIGERE ARTIKLER || SUPPORT || ABOUT

       Litteratur || Engelsk || Fransk/italiensk || Lingvistik || INTERVIEW
       Psykologi || Historie/samf/arkitektur || Film/teater/musik/udstillinger

Anmeldelse: Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist: Værdikampen i det 21. århundrede



Af Søren Harpøth Baltzersen,
cand.mag. i historie og idræt.

Publiceret 30. december 2020.

© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.

  • Anna Libak: "Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist : værdikampen i det 21. århundrede"
  • KRISTELIGT DAGBLADS FORLAG
  • Udgivet: 26. oktober 2020.
  • 280 sider. Pris: 249,95 kr.

SAMFUNDSDEBAT: Skal man tro de højtråbende identitetspolitiske stemmer på nutidens progressive venstrefløj er alle minoriteter undertrykte på den ene eller anden måde. De overvægtige diskrimineres af de normalvægtige, feministerne og de homoseksuelle undertrykkes af patriarkatet, og de farvede ligger under for racisme. Minoriteterne opfatter sig altså som ofre for den hvide, normalvægtige majoritet, og de kapitalistiske og patriarkalske magtstrukturer der dominerer den vestlige verden. Ifølge den konservative-liberale journalist og debattør Anna Libak har det ikke altid forholdt sig sådan. Hendes nye debatbog handler om, hvordan, hvornår og hvorfor det blev normalt at identificerer sig som offer, og den kan bedst beskrives som en indføring i identitetspolitikkens historiske ophav og senere knopskydning. Interessant læsning? Bestemt! Tidsskriftet Epsilons anmelder, Søren Harpøth Baltzersen, anmelder Anna Libats debatbog her.


Dengang og nu

I bogens første og mest vedkommende kapitel tager forfatteren os med tilbage til sin provinsielle vestsjællandske barndom, hvor de kristne borgerlige normer for første gang kom under beskydning. Indtil da havde det været almindeligt at antage, at samfundsstrukturerne, altså familie, normer og traditioner, var med til at styrke individet og give dets liv mening. Disse elementer blev betragtet som civiliserende og opdragende faktorer, der ansporede det i udgangspunktet egoistiske menneske til at opfører sig ordentligt og hensynsfuldt.

Denne konservative strukturopfattelse blev fra slutningen af 1960erne udfordret af den marxistisk inspirerede venstrefløj, der udlagde det borgerlige samfund som begrænsende og undertrykkende. Set fra den radikale venstrefløj var mennesket i udgangspunktet godt, men strukturerne – i form af kapitalismen, de snærende familiebånd, samt love og regler - var med til at forkvakle og korrumpere individerne. Der var med andre ord tale om strukturel undertrykkelse, som individet skulle gøre sig fri af, hvis det ville realisere sig selv.

Disse diametralt modsatrettede opfattelser af samfundets rolle overfor individerne eksisterede side om side i et par årtier, som en slags kulturel skizofreni, hvor den borgerlige opdragelse og de traditionelle kønsroller herskede i privaten og civilsamfundet, mens den moderne revolutionære betragtning vandt frem i institutionsverdenen, hvor den radikale venstrefløjs tankegods vandt indpas med stormskridt. Som Libak ganske underholdende beskriver, så blev man i 1970’ernes danske hjem indpodet, at man skulle gøre som der blev sagt, og at sex før ægteskabet var noget snavs, mens man i skolen og i mediernes ungdomsudsendelser blev fortalt, at enhver form for frigørelse gik gennem selvstændig kritisk tænkning og fri sex.
Tag mit ord for det: 1960’ernes kulturrevolution var gennemført, da jeg kom i puberteten i startfirserne. Det var ikke skamfuldt at have sex uden for ægteskabet. Det var ekstremt skamfuldt ikke at måtte have sex for sin mor (s. 24).
Efter et par årtiers fjendtlig sameksistens sejrede venstrefløjens forestillinger om de undertrykkende samfundsstrukturer som bekendt over de borgerlige betragtninger. Vejen til venstrefløjens sejr gik ifølge Libak gennem kulturinstitutionerne. Den lange march gennem institutionerne begyndte på de højere læreanstalter, hvor de studerende blev introduceret til kritisk teori og kulturmarxisme, og dermed til forestillingen om, hvordan det borgerlige samfund stækker menneskers selvudfoldelsesmuligheder. I årtierne der fulgte blev de studerende udklækket som undervisere og ledere, og gav sig til at videreformidlede de radikale betragtninger på uddannelsesinstitutioner og i de statslige medier. På denne måde blev børn og unge af systemet opdraget til at nære dyb skepsis overfor autoriteter. Dette er i sig selv er paradoksalt, og formentlig enestående i verdenshistorien, hvis man ser bort fra den samtidige kinesiske kulturrevolution, hvor man ligeledes skulle forholde sig kritisk til alt og alle – om end ikke til partiet.

Libak peger også på en anden årsag til venstrefløjens sejr over de indgroede borgerlige forestillinger om strukturernes fortræffelighed; nemlig venstrefløjens satsning på minoriteterne frem for majoriteten. Idéen kom fra den venstreorienterede samfundsteoretiker Herbert Marcuse, der opfordrede den radikale intelligentsia (heriblandt de politisk opvakte studerende) til at droppe samarbejdet med den vesteuropæiske arbejderklasse, som grundet efterkrigstidens velstandsstigning var blevet mageligt anlagt og havde mistet sit revolutionspotentiale.

Ifølge Marcuse skulle de i stedet alliere sig med de marginaliserede på samfundets bund; de arbejdsløse, de uarbejdsdygtige og outsiderne; altså dem der blev holdt nede af kapitalisterne, imperialisterne og patriarkatet. Disse grupper anså han som tilpas frustrerede til at gribe til radikale midler, og i forening med ungdommens energi og den radikale teori kunne de omstyrte samfundet og skabe en mere retfærdig verden. Dermed var det ideologiske fundament for nutidens identitetspolitik skabt.




AT DEN PROGRESSIVE VENSTREFLØJ i sin tid fik succes med sit foretagende skyldtes bl.a. det forhold, at borgerlige betragtninger i efterkrigstiden var kommet i miskredit, da de blev kædet sammen med fascisme og nationalisme, og således også med verdenskrigene og Holocaust, samt højaktuelle emner som Vietnamkrigen og de amerikanske raceproblematikker. Som følge heraf blev alt borgerligt tankegods betragtet som dybt reaktionært, ja ligefrem farligt, og de få som havde modet til at modsige den antiautoritære venstrefløj havde typisk ikke de unges ører.


På denne måde blev magtkritikken og forestillingen om strukturundertrykkelse institutionaliseret i de vesterlandske samfund. 1960ernes kulturrevolution antog således karakter af et antisystemskifte så markant, at da den kulturelle kontrarevolution - kaldet populismen - satte ind fra højre flere årtier senere og krævede nationalstaten og normerne tilbage, så blev kampen ikke længere ført som en kamp for det bestående, men som en kamp mod den nye internationalt orienterede akademiske magtelite.

Ifølge populisterne havde eliten, forblindet af troen på egne visioner og idealer glemt det jævne folk, frarøvet dem magten over deres samfund og givet myndigheden i hænde på overnationale organisationer, der i højere grad rettede ind efter internationale konventioner end efter folkets ønsker, med multikulturalisme, vandrende arbejdskraft etc. til følge.

Populisterne, eller den nyprogressive højrefløj overtog således venstrefløjens magtkritiske rationale, og definerede sig som strukturelt undertrykte. Libak opsummerer det således:
Hvor venstrefløjen havde stået på minoriteternes side, stod højrefløjen nu på majoritetens. Hvor venstrefløjen argumenterede med, at mangfoldighed var en berigelse, argumenterede højrefløjen med, at homogenitet var at foretrække. Hvor venstrefløjen havde ønsket sig et globalt fællesskab, forlangte højrefløjen nu et nationalt. Til fælles havde de krænkelsen. Krænkelsen over strukturerne. Begge fløje var blevet ofre for systemet (s. 40).
Og her befinder vi os så i dag, konstaterer Libak, med to fløje der begge opfatter sig som ofre for undertrykkende samfundsstrukturer, eller blot som ofre for de andre. De som er woke og med på noderne hvad angår feminisme og multikulti, og de som synes, at alting var bedre i gamle dage. Dagligt kæmper de to grupperinger om offerrollen i et stadigt mere skingert debatklima præget af ekkokamre, dydstilkendegivelser, cancelculture og gensidig udskamning, hvilket blandt andet har været med til at decimere den politiske midte i flere vestlige lande. Hvad er det for mekanismer der er i spil, hvor er vi på vej hen, og hvordan kommer vi videre kan man passende spørge, og disse spørgsmål forsøger Libak at besvare i de øvrige kapitler i sin velvoksne debatbog.

* * *

UNDERVEJS KOMMER Anna Libak ind på krænkelsen som brændstof, krav om aktiv stillingtagen, og begreber som skyldshierarkier og medfødte gruppetilhørsforhold. Også tendensen til at kræve, at egne erfaringer, følelser og oplevelser kan anvendes som argumenter for, at andre skal ændre adfærd og udvise respekt behandles. Som eksempel herpå fremhæver Libak karakterer som Trump og Thunberg, der begge selvstændigt fortolker virkeligheden, italesætter sig som ofre, udkrænger deres forurettelse og kræver at andre skal respektere deres udlægning af verdens tilstand.
Hver især legemliggør Trump og Thunberg ofrene for den bestående orden: Det er den tabte fortid og den tabte fremtid, der kæmper om magten i nutiden (s. 60).
Anna Libak har skrevet en fin og vigtig debatbog om identitetspolitikkens fundament og forskellige knopskydninger. For de som kender hendes politiske standpunkt kommer det ikke som nogen overraskelse, at hun i denne sammenhæng optræder som værdikonservativ kritiker af såvel fortidens som nutidens fortørnede venstrefløjskrigere. Hun formår imidlertid at navigere i det oprørte hav, og formår at se offertænkningen på begge fløje. Kombinationen af objektivitet og eftertænksomhed er en sjældenhed i den hidsige identitetspolitiske debat, og sammen med det velrundede skriftsprog, inddragelse af personlige erfaringer, samt ikke mindst en række originale betragtninger er med til at gøre Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist anbefalelsesværdig.

På den anden side er hele 272 tætskrevne sider også lidt af en mundfuld, og grundigheden kan derfor siges at have sin pris. Kort sagt skal man være særdeles optaget af emnet for at nå igennem værket. Er man mere perifært interesseret, så kan Libaks artikler i blandt andet Weekendavisen, hvor selvsamme emne behandles mere koncentreret og fra forskellige vinkler stærkt anbefales.