|
|
Anmeldelse:
Genudgivelse af Erich Fromm-klassiker
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 30. december 2020.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Erich Fromm: At have eller at være
- HANS REITZELS FORLAG
- Udgivet 27. november 2020
- 200 sider. Pris: Pris kr. 140,00
SAMF/PSYKOLOGI:
At have friheden til at være fri
Sociologen Erich Fromm var en af pionererne inden for socialpsykologien: Hvordan individet og samfundet indgår i et gensidigt påvirkningsforhold, vores socialisering.
I værket At have eller at være formulerer Erich Fromm et manifest for klodens overlevelse igennem en social og psykologisk revolution, hvor den grundlæggende drivkraft for mennesket, At Have, erstattes af ønsket om At Være. Vores higen efter materiel vækst, magt og aggressivitet skal vige for glæden ved en skabende livsførelse, hvor samfundssind og fællesskabsfølelse giver livet mening i stedet for hamsterhjulets ørkesløse aktivitet.
Bogen udkom første gang på dansk i 1982 og i anden udgave i 1992. Andenudgaven genudgives nu i Hans Reitzels Forlags serie Klassikere.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder Erich Fromms klassiker her.
En epokegørende indsigt
Omend Fromm var inspireret af Sigmund Freuds psykoanalytiske forskning og terapeutiske arbejde, nåede han igennem sine mange studier frem til en erkendelse af, at mennesker alt overvejende er produkter af den kultur, som de er opvokset i. Han søgte at belyse og begrunde et individs ubevidste adfærd under indtryk af samfundets sociale og økonomiske struktur, der er med til at forme individet som udefra kommende faktorer. Han lancerede tesen om Det socialt Ubevidste, som indvirker på dannelsen af det, han kaldte Socialkarakteren.
Denne Socialkarakter er et omdrejningspunkt i manifestet At have eller at være. At der er tale om et manifest snarere end om en videnskabelig afhandling kan udledes af, at Fromm redegør for de ydre faktorer, som er med til at forme vores karakteregenskaber:
Hidtil har denne bogs argument været, at de karakteregenskaber, som vort samfundsøkonomiske system fremelsker, det vil sige vores livsform, er patogene, og til sidst skaber et sygt menneske og derfor et sygt samfund (side 17).
Baggrunden for denne påstand skaber Fromm ved at analysere det økonomiske, kapitalistiske, system som determinerende faktor for system og individ. Det bemærkes, at også såkaldt socialistiske systemer henregnes under den kapitalistiske logiks sfære, blot pakket ind i floskler om ligeværdighed, som han nok så nøgternt og syrligt fremfører.
Den markedsstyrede økonomi kræver et besiddende, havesygt menneske
Erich Fromm bruger grundige referencer til videnskabelige værker, når han går tættere på problematikken med truslen mod kloden og dennes økonomiske og økologiske systemer. Også renlivede liberalister erkender faren for en global nedsmeltning, uden at de af den grund anbefaler kapitalismens afskaffelse. Imidlertid erkender de, at der skal findes en ny etik og dermed en ny holdning til naturen og vores samlede ressourcer, hvis vi skal give vores gamle Jord en chance. Blot mangler disse videnskabelige liberalister helt at medtænke de politiske og sociale faktorer, der må i spil for at skabe en sådan ny etik.
En ressourcebevarende økonomi indebærer en ubundet livsform
Det er her, at Erich Fromm sætter ind, idet han ved hjælp af en række centrale såkaldte mestre inden for tænkningen, filosoffer, teosoffer, sociologer og økonomer formulerer sine tanker og anvisninger i forhold til skabelsen af en ny socialkarakter, der bygger på det værende princip i stedet for det havende. Han henviser i udgangspunktet til Meister Eckehart (1260-1328), en tysk kristen mystiker og teolog, der formaner mennesket om at opgive sin jegbundethed, egocentrismen, for at nå frem til den rene væren, som Fromm sætter lig med det ’værende’.
Fromm taler om, at vi skal arbejde på at være uhildede, uden fordomme, ligesom vi skal søge at bryde med vores bundethed til materien, til jordisk gods, til forbrugerrollen. At søge at blive sig selv indebærer, at man opgiver optagetheden af at beskytte sit veldefinerede Jeg, at man tør blive søgende, tør optage nye tanker og ideer og opgive de identitære tendenser, hvor særstandpunkter retfærdiggøres og forsvares over for en mere åben og tolerant holdning til hvad det vil sige at have en identitet.
Havende versus værende
Fromm bruger mange sider på at forklare, hvorfor den havende livsform er så udbredt og almindeligt anerkendt. Han anfører, at det at omgive sig med ting kan være et værn mod dødsangsten, ligesom han fremhæver, at den anden yderlighed, den asketiske livsform, kan være en måde at forsøge at undertrykke sine tilbøjeligheder til at føre en havende livsform. Fromm når imidlertid frem til, at der findes en grundlæggende naturlig form for ’haven’, for at besidde visse ting, nemlig ”en rationel dirigeret impuls i kampen for at overleve”. Denne såkaldte haveform er eksistentiel i sin karakter, idet den kan opfattes som et led i menneskeslægtens udvikling under de generelle sociale betingelser, uden tanke for at erhverve sig noget på bekostning af andre.
Mystiske og religiøse ekskurser
Erich Fromm når vidt omkring i sin beskrivelse af det havende over for det værende. Systemkritikken centrerer sig om økonomi og magt, med kapitalismen som den gennemgående organiseringsform. Dog får også traditionelle religiøse holdninger deres sag for, da de er mekaniske og i bund og grund ureflekteret egocentrerede. De bruges af magthaverne til kontrol og reflekteres i den underkastelse, som mennesket er optrænet til at skulle udøve.
På samme måde ser han kapitalismen som en art religiøs overbevisning, som er lige så naturlig for mange mennesker, som det, at der må findes en gud, der styrer det hele:
Vi lever et liv præget af at have, i det omfang vi internaliserer vort samfunds autoritære struktur (side 114).
Fromm taler her om, at vi igennem kærlighed kan ”forlade selvoptagethedens fængsel” og forene os med verden. Det er store, floromvundne ord, men de følges heldigvis konsekvent op af konkrete anvisninger på, hvad der kan gøres for at ændre på vores (social)karakter som mennesker.
Det nye samfund
I de af sluttende kapitler nærmer Erich Fromm sig betingelserne for at vi kan ændre vores væsen og skabe et samfund, som ikke er destruktivt i forhold til såvel naturen som til det enkelte menneskes liv.
Han erkender åbent, at det vil være meget vanskeligt at gennemføre en så radikal forandring af menneskeheden, men i verdensperspektivet formulerer han en ’modus vivendi’, som det er svært af feje til side som utopisk:
Overgangen fra den havende til den værende livsform betyder i virkeligheden en anden vægtfordeling, når det nye opmuntres og det gamle modarbejdes i forbindelse med samfundets forandring. (…) Det er et spørgsmål om at ændre retning (side 180).
Der skal ske en udvikling med små skridt, men det sker ikke uden grundlæggende forandringer:
Virkeliggørelsen af det nye samfund og det nye menneske er kun mulig, hvis de gamle motiver, profit og magt, erstattes af nye: væren, fællesskab og forståelse (side 182).
Lægeløftet
Og som han anfører, så bør vi satse på at redde ’patienten’, selv om det kan se nok så håbløst ud. Vi bør alle vedkende os det lægeløfte om at søge at helbrede for enhver pris.
Erich Fromms tanker fra midten af 1970’erne er lige så brandaktuelle i dag, som de var på daværende tidspunkt.
|
|
|
|
