|
|
Anmeldelse:
Magi og magnet: 1864 som åndshistorisk pejlemærke
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 18. juli 2023.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Jens Lei Wendel-Hansen
- De træer, de drypper endnu - 1864 i dansk politik
- Nord Academic – Gads Forlag (432 sider)
- Udgivelse 9. maj 2023. Pris 399,95
SAMF/HISTORIE:
Mange forhold gør sig gældende: Pligt, svigt, kærlighed, nationalfølelse, offerrolle, krigerisk hybris og sund fornuft. Historiker Jens Lei Wendel-Hansen har skrevet et omhyggeligt og særdeles oplysende værk om synspunkter, strømninger og åndshistoriske modsætningsforhold i relation til tolkningen af læren af 1864 helt frem til i dag. Bogens flotte og rare coffee table format sætter en ny standard for layout til seriøs historieskrivning.
Anmelderen synes godt om bogen.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder bogen her.
BEDØMMELSE:  FEM stjerner ud af seks
(skala).
Et traume
”Vi bearbejder stadig det kollektive traume og uddrager læresætninger af nederlaget.”
Forfatteren redegør detaljeret og veldokumenteret for, hvordan vi siden 1864 har fortolket og forholdt os til nederlaget til Preussen, både på de ydre og indre linjer.
Debatten har til alle tider været styret af politiske overvejelser, således at langt det meste, der er ytret i relation til den ulyksalige krig er fremkommet fra politikerhold og er indgået i sammenhænge, hvor det kunne tjene til politisk vinding at ytre sig.
Dannevirke og Dybbøl
Hændelserne i forbindelse med disse fysiske steder gik hen og fik en betydning for vores forståelse af den nye situation, hvor Danmark var blevet en nationalstat samtidig med at vi var blevet decimeret betragteligt i befolkningstal og areal. Samtidig med at vi vendte blikket indad begyndte selvransagelsen. Skæbnefortællingen blev et centralt element i forhold til at forklare os, hvorfor vi udviklede en ny historisk national bevidsthed. Nederlaget blev en nøgle til selvforståelsen.
Revanchehåb og årsagsforklaringer
Wienerfredens Paragraf Fem gav et kortvarigt håb frem til den tysk-franske krig 1870, hvorefter vi som nation måtte indstille os på, at Slesvig var tabt. Først med krigsnederlaget til Tyskland i 1918 vejredes der atter morgenluft. Den mellemliggende periode bliver indgående beskrevet og analyseret i fremstillingen, og det er spændende læsning, hvorledes selvforskyldtfortællingen og offerfortællingen veksler i styrke som centralt forklaringselement alt efter hvordan de politiske vinde herhjemme blæste.
Skandinavismen havde en kort opblomstring, men det stod snart klart, hvordan denne tanke om et forenet Skandinavien var et fantasifoster, som de nationalt sindede helstatsmænd havde grebet til i nederlagets stund. Politikerne fra årene op til 1864 måtte stå for skud, men kongens ikke uvæsentlige rolle forbigik man i stilhed. Man havde brug for et samlende symbol for nationalstaten efter nederlaget. Der blev også plads til en systemkritisk fortolkning, hvor det var de verdensfjerne akademikeres drømmeforestillinger mellem 1848 og 1864, der blev klandret. ”Fantasiens lokkende sæbeboble”, som et samtidigt satirisk skrift formulerede det.
Skyldsspørgsmål og forsvarsspørgsmålet
Meget af tiden frem til Første Verdenskrig gik med at indrette det danske forsvar efter den nye situation, der forelå. Man fantaserede om at beskytte sig fra yderligere decimering og undergang som nation ved at afsætte utroligt store midler til militære dispositioner.
Det helt store projekt blev forsvarsværket omkring Storkøbenhavn, der blev bygget med Vestvolden og diverse forter samt andre strategiske tiltag så som kanaler og opstemningsværker, i perioden omkring provisorielovene, kulminerende i årene 1886-1892. Det var et helt igennem konservativt projekt, der tidvis støttedes mere eller mindre af andre partiafskygninger. Dog må projektet siges, klart at have haft mere ideologisk end praktisk værdi. Det var den politiske markering og signalværdi, der blev det centrale.
Genforeningen 1920: En slesvigsk løsning, der skulle forhindre et nyt 1864
Et af værkets fineste redegørelser hører til det store afsnit, hvor bestræbelserne på at få genrejst kravet om en afstemning om Nordslesvigs fremtid efter Første Verdenskrig skildres. Der er interessante detaljer om H. P. Hanssens arbejde i perioden, både politisk og agitatorisk, og om hvordan spillet mellem kritik fra sønderjysk mod hhv. Tyskland og Danmark tog sig ud.
Der var meget strategisk tænkning bag den måde, hvorpå hele den kritiske fortælling om Danmarks tankeløshed i årene 1848-1964 skulle udlægges ud fra en sønderjysk position. Vi fornemmer tydeligt, hvordan de danske politikere ikke rigtig forstod at positionere sig aktivt i forhold til at få fremmet spørgsmålet om Nordslesvigs tilhørsforhold omkring 1918, medens de danske i Nordslesvig var langt mere strategiske. Forfatteren argumenterer overbevisende for, at danskerne var alt for valne i sagen.
En holdbar løsning
At afstemningen i 1920 var den rigtige fremgangsmåde, stod klart, da Hitler i 1939 vægrede sig ved at tage grænsen op til revision netop fordi der havde været en regulær folkeafstemning i 1920, der samtidig var en klar tilkendegivelse til fordel for Danmark. At vi så samarbejdede med tyskerne under krigen var givetvis også en formildende omstændighed, men det kom efter at Hitler havde markeret sit standpunkt m.h.t. grænsespørgsmålet.
Perioden 1945 og frem til nu
Bogen vier en del plads til at vise, hvordan det politiske liv i Danmark også i nyere og nyeste tid med jævne mellemrum hr inddraget 1864 i markeringen af synspunkter og standpunkter. NATO, EF og EU gav fornyet fokus på den eventuelle lære fra 1864. Ligeså blussede diskussionen op i forbindelse med Danmarks aktive deltagelse i internationale konflikter lige fra Kosovo i midten af 1990’erne og frem til Afghanistan, Irak, Libyen og Syrien samt senest Ukraine.
Fem stjerner til dette nye hovedværk
Wendel-Hansen har skrevet et vægtigt historisk værk. Det kan synes nørdet sine steder, og de mange detaljer kan måske momentvis give lidt flimmer i forhold til at bevare overblikket for læseren. Dette ændrer imidlertid ikke ved, at vi får lagt nye alen af viden og indsigt til den danske historieskrivning om den ganske tumultariske periode fra 1842 op til 1864 og de meget lange efterdønninger på især det indenrigspolitiske område helt frem til i dag.
|
|
|
|
