|
|
Anmeldelse:
Stor kraftpræstation ligger bag det første samlede værk i fem bind om alle danske statsministre siden Grundloven af 1849. Alle fem bind anmeldes her og får
seks stjerner ud af seks
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 8. juli 2023.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Tim Knudsen: Statsministeren, bind 1-5
- Forlaget SAMFUNDSLITTERATUR
- Udgivet 22.oktober 2020 frem til maj 2023
- Pris kr. 300,- el. 400,- pr. bind
SAMF/HISTORIE:
Professor emeritus Tim Knudsen har med de første tre bind af fortællingen om danske statsministre gennem
tiderne præsteret at skrive omhyggeligt, detaljeret og velunderbygget om udviklingen i embedet som statsminister. Hertil kommer,
at Knudsen med sin hermeneutiske tilgang formår at levendegøre stoffet, uden at det forfalder til spekulation eller vidtløftighed i detaljerne såvel
som i konklusionerne. Forventningerne til bind 4 og 5 er høje.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder alle fem bind af Tim Knudsens fembindsværk om Danmarks
statsministre.
BEDØMMELSE:  Seks stjerner af seks
(skala).
BIND 1: 1848-1901 – Kampe om regeringsledelsen
Med enevældens fald i 1848 skulle der skabes et nyt styringsgrundlag for monarkiet. Men det var ikke nogen nem proces at gå fra det forældede enevældige styre til en form for folkestyre. Kun cirka 1,5 procent af befolkningen fik ved Grundlovens indførelse valgret. Vedtagelsen af Grundloven af 1849, overvejende forfattet af D. G. Monrad, betød, at kongen fortsat havde den udøvende magt og desuden andel i lovgivningsmagten. Udfordringen for den ledende førsteminister (der var flere betegnelser i brug) var en kamp om magt og indflydelse i forhold til enkeltpersoner, fraktionsdannelser i både Folketinget og Landstinget, embedsværket og endelig kongen.
Frederik den VII viste lykkeligvis generelt meget lidt interesse for at være med til at regere, men da hans efterfølger, Christian den Niende overtog kongemagten ved den barnløse Frederiks død, blev der for alvor skruet op for x-faktoren. Ud over at være smagsdommer i forhold til de overvejende af kongen udpegede ministre havde Christian også en ulyksalig drøm om at bevare konglomeratet af kongeriget og hertugdømmerne, trods umuligheden heri efter omvæltningerne rundt om i Europa i årene omkring 1848. Kongen optrådte ofte arbitrært, til stor frustration for regering og embedsværk.
Man kan overordnet sige, at folkestyrets spæde begyndelse politisk kom til at blive præget af fraktionsdannelser mellem nationalliberale (’Danmark til Ejderen’) – der endte med at slutte op om partiet Højre, den konservative provisorietid under Estrup og de forskellige bevægelser inden for det, der blev til partiet Venstre.
Kampen om en fællesforfatning
Særstillingen for Slesvig, Holsten og Lauenborg betød, at de ikke var omfattet af Grundloven, men havde deres egne forordninger. Flere fællesforfatninger var på tegnebrættet efter 1849, og da endelig en af dem blev underskrevet af den nytiltrådte Christian IX i 1863, var konflikten med Preussen en fuldbyrdet kendsgerning.
Vi tabte krigen i ’64, og egentlig også den fra 1848-1850, hvor international indblanding med Londonaftalen af 1852 midlertidigt reddede situationen for Danmark. De nationalistiske kræfter havde været med til at male os op i et hjørne, hvor til sidst end ikke tidligere venligt stemte lande længere havde tålmodighed til, og reel mulighed for, at hjælpe et Danmark fuldt af selvmodsigelser og præget af åbenlyst ledelsesmæssigt dilettanteri. Kongen havde sin hovedandel af skylden men også landets øverste politiske ledere var stærkt medvirkende til, at det gik så vidt – og så galt. Og hertil skal lægges betydningen af den danske opinion, der havde et urealistisk indtryk af det danske militære potentiale.
Tim Knudsen redegør fint for, hvorledes vi havde forskellige valgmuligheder, og så alligevel ikke havde dem. Jokeren var til stadighed af to arter: den danske konge og førsteminister D.G. Monrad. Kongen ville dybest set ikke opgive drømmen om helstaten, omfattende hertugdømmerne, ligesom Monrad svingede mellem alt fra reel pragmatisme til rablende storpolitisk drømmeri. Der havde været rimelige muligheder for at nå en løsning med deling af Slesvig, hvis man havde været rede hertil og havde udvist lidt diplomatisk tæft:
Set i bagklogskabens lys, ville den mest holdbare løsning have været at dele Slesvig. Det er fx næppe givet, at der aldrig var tidspunkter, hvor man kunne have delt Slesvig, uanset at den danske opinion havde svært ved at acceptere det. Det kunne man have gjort i al fald to gange, som si skal se. I eftersommeren 1848 og i forsommeren 1864 (side 41) .
Og med omhyggelig anskueliggørelse lægger forfatteren historiske detaljer og vurderinger frem, som solidt underbygger de fremførte synspunkter. Det er godt historisk håndværk.
Grundloven af 1866 og Estrup
Hele udviklingen siden 1849 havde Efter decimeringen af Danmark i kølvandet på det eklatante nederlag i 1864 fremkommer en revideret Grundlov i 1866. Det bliver en reaktionær revision af loven fra 1849, idet politikeren og godsejeren Jacob Estrup var hovedkraften bag et reformeret Landsting, hvor godsejere og storbønder fik øget indflydelse, hvilket også havde sin naturlige indvirkning på Folketinget, det andet af de to kamre i Rigsdagen.
1866-grundloven blev propagandistisk kaldt for den gennemsete grundlov, men modstanderne så den som den gennemhullede grundlov. Gårdmændene og deres allierede fik efterhånden øjnene op for, hvor naive de havde været, og efter få år var alliancen med godsejerne forvandlet til bitter modsætning (side 307).
Provisorietiden
Estrup forsvarede systematisk - og som regeringsleder fra 1875 til 1894 tiltagende egenrådigt - godsejerstyret og modarbejdede tilsvarende enhver tanke om demokratisering. Estrup tiltog sig uden videre beføjelser fra kongen, herunder udvælgelsen af ministre, der hidtil havde været kongens gebet. Provisorietiden, med styring ved dekreter og nødlove, førte imidlertid til, at der efterhånden blev en samlet opposition, der grupperede sig i primært bondepartiet Venstre og det gryende Socialdemokrati.
En pointe i Tim Knudsens fremstilling af virkningerne af Estrups gammelkonservative og paternalistiske styre er, at der blev sat fart i grundlæggende lovgivning inden for det sociale område, herunder aldersrenten og forskellige love om forsørgelse. Lovgivning, som vi bygger videre på i dag. Og endelig blev der på mange fronter en større grad af engagement i landets politiske og sociale forhold.
Kampen for udvidelse af valgretten tog til, ligesom avislæsning fik et voldsomt opsving. Demonstrationer og Grundlovsoptog blev hyppige foreteelser, og både bondestanden og arbejderne organiserede sig i tiltagende grad på forskellig vis, ikke kun i politiske partier. Et eksempel er de forskellige skytteforeninger.
Estrups provisorietid, med visnepolitikken som modtræk, førte også altovervejende til, at arbejdsmarkedets parter fandt sammen om at løse deres konflikter uden om politikere og deres lovgivning. Et træk, som vi stadig har med de uafhængige overenskomstforhandlinger, der i det mindste i princippet er undtaget politisk pres og indblanding.
Med et styrket, om end internt splittet Venstre, føres vi uafvendeligt frem mod det såkaldte systemskifte i 1901, hvor den sidste Højreregering stadig sad fast i tænkningen fra enevældens tid og led et eklatant nederlag ved valget. De forskellige grupper i Venstre havde nu 92 af Folketingets i alt 114 sæder, mens Socialdemokratiet fik 14. Højre endte som det mindste parti. Reformtiden kunne tage sin begyndelse.
Illustrativ historieskrivning om demokratiets fødsel
Tim Knudsen har som erklæret indgang til historieskrivningen valgt at se begivenheder, tildragelser og hændelser ud fra statsministerens vinkel. Det komplekse spil i forhold til øvrige ministre, Rigsdagen, kongen og embedsmændene bliver klart og indgående belyst, og samtidig fornemmes, hvor lidt det danske folkestyre var beredt på at drive udenrigspolitik igennem hele perioden 1849-1901. Tim Knudsen kommer godt fra start: Værkets bind 1 er meget klart og overskueligt disponeret, og der er et righoldigt register samt udmærkede noter, således at bogen fremstår meget brugervenlig.
BIND 2: 1901-1942 – Demokratiets første statsministre
Den 24. juli 1901 tiltrådte for første gang i Danmarks politiske historie en regering, som ikke havde et flertal i Folketinget imod sig. Demokratiseringen af landets styre tog fart, og nye landvindinger skete i forbindelse med, at kvinder og tyende fik valgret, først til kommunale valg, senere i 1915 også til folketingsvalg. Statsministrene kunne nu begynde at vælge ministre efter både partitilhørsforhold samt kvalifikationer, men rollen som statsminister var fortsat uklart (manglende) defineret, så både statsministerens kamp i forhold til kongens indflydelse samt kampen for reelt at lede regeringen i relation til ministrene var på ingen måde slut.
Udviklingen i de politiske partier
I perioden 1901- 1920 blev de politiske partier i stadig højere grad til massepartier, hvor det var vigtigt for statsministeren at styrke sin magtbasis ved at have kontrol over det partipolitiske bagland. Thorvald Stauning var den første statsminister, der udviklede denne kontrol systematisk og effektivt, især under sin anden regeringsperiode 1929-1942. Hans forgænger og efterfølger (!), Thomas Madsen-Mygdal (1926-1929, havde ikke et solidt organisatorisk greb om partiet Venstre, idet det organisatorisk var et ret så løst defineret parti, og dertil lå hans interesse mere i at pleje sin egen opfattelse af, hvad det ville sige at lede regeringen:
Madsen-Mygdal er altid blevet fremstillet som en dogmatisk liberalist. Sådan fremtrådte han også. Men reelt var han bare uerfaren, usmidig og arrogant (side 342).
Systemskiftet 1901
Valget i april 1901 var et stort skridt fremad mod demokratiseringen af Danmark, ikke mindst fordi, der for første gang blev afholdt hemmelig afstemning. Tidligere tiders pression i forhold til vælgerne blev hermed væsentlig mindre. Hele det store folkeoptog i Københavns gader efter valget i 1901 kunne indikere, at man gerne ville definere regeringsskiftet som et systemskifte, men det kneb lidt med (selv)bevidstheden:
Ordføreren for Venstrereformpartiet, Anders Nielsen, fremlagde et forslag til en folketingsudtalelse, som udtrykte glæde ved regeringsdannelsen. Men udtalelsen brugte udtrykket ’kongens råd’. Nogen klingende klar bekendelse til folketingsparlamentarisme lå der ikke i det udtryk. Det kildrede nok også forfængeligheden at sidde i ’kongens råd’ (side 50).
Med 14 medlemmer af Tinget kunne Socialdemokratiet i 1901 ikke gøre sig gældende som muligt regeringsparti – endnu. Der var stadig lang vej til at politikerne i almindelighed frigjorde sig fra underdanighed og respekt i forhold til kongen og dennes indflydelse på regeringsledelsen. Men så snart Socialdemokraterne i 1920 kunne danne sin første mindretalsregering blev der lagt mere luft til kongen og dennes indflydelse. Påskekrisen, der førte til denne nye regeringsdannelse havde fanget kongen i et uheldigt og statskupagtigt spil, hvor regeringen Zahle blev afsat af kongen, der i en uges tid fik lov til at beholde sin egen erstatning for Zahles ministerium. Men faren for revolution, eller i det mindste kongehusets afskaffelse, førte til, at kongen gav sig, og lod en folkevalgt regering træde til i stedet.
Første Verdenskrig
Danmark var ellers kommet ganske heldigt igennem den første store krig, idet vi formåede at bevare neutraliteten og ikke blev besat hverken af England eller Tyskland, men det var formentlig tæt på, at englænderne havde grebet ind med en strategisk besættelse i 1917.
Efter den ret stabile regeringsperiode under Venstrereformpartiets J. C. Christensen revnede ballonen med et brag, da justitsminister Alberti i 1908 meldte sig selv for det største bedrageri i offentligt regi før eller siden, og dette banede senere vejen for den lange periode med radikal regeringsledelse under C. Th. Zahle fra 1913-1920, men et endelige forsvarsforlig, der kom på plads i 1910, var stærkt med til at vi kunne holde os neutrale under Første Verdenskrig, idet det var tilpas afdæmpet både i forhold til Englands og Tysklands interesser, og her kunne J. C. Christensen få et plaster på såret i forhold til fadæsen med Alberti. Men som Tim Knudsen finurligt bemærker, så kunne J. C. Christensens håndtering af sagen Alberti også betegnes som en ufrivillig ”succes”:
Ingen har gjort så meget som Alberti for at sikre De Radikale en varig plads i dansk politik. Helt ufrivilligt (side 113).
De Radikale danner regering for anden gang
Efter en længere tovtrækning i kølvandet på valget i eftersommeren 1913 fik J. C. Christensen manipuleret tingene således, at det endte med en radikal mindretalsregering, som med Ahle ved oret styrede os igennem krigen og frem til Påskekrisen i 1920. Christensen havde ikke forestillet sig, at denne regering skulle sidde ret længe, men her blev hans mavefornemmelse og tæft for studehandler til egen fordel gjort til skamme. Det var ikke en parlamentarisk selvbevidst regering, der tiltrådte, men primadonnanykker havde den nok af, med hyppig uenighed blandt ministrene:
Dermed var det ikke slut med kongens indflydelse. Regeringen tog i hele regeringsperioden - trods principiel modvilje – hensyn til kongen ved udformningen af de politiske udspil og ved timingen af lovforslag. Undertiden blev kongens holdning udslagsgivende. Christian X fik også lettere spil, fordi ministrene ikke altid kunne blive enige, især ikke efter første verdenskrigs udbrud i 1914 (side 177).
Ministeriet Neergaard 1920-24
Niels Neergaard tilhørte den moderate mindretalsfløj i Venstre, men J. C. Christensen var slidt op, og han foretrak fremover at trække i trådene uden for regeringen. Neerdgaard trådte til som både statsminister og finansminister, men hans periode blev præget af svag ledelse, bl.a. fordi han ikke havde magt over sit parti, Venstre, hvor J. C. Christensen stadig dominerede, og Neergaard var heller ikke en mand med videre politisk gennemslagskraft.
Staunings statsministerperiode 1924-1926
Regeringsskiftet til en mindretalsregering under socialdemokratisk ledelse gik forbløffende let, godt hjulpet på vej af en velvillig kong Christian X. Kongen agerede dog på anbefaling af Neergaard. Noget havde han formentlig lært af Påskekrisen i 1920. Stauning tog ret så underdanigt imod hvervet, i forhold til kongen:
Med tårer i øjnene skal Stauning have forsikret om, at han og hans partifæller var lige så gode danske mænd som andre, hvilket kongen forsikrede om, at han ikke betvivlede (side 286).
Den ubestridte partileder
Stauning ændrede trin for trin sin partipolitiske base, sådan at mere og mere magt blev koncentreret hos partiformanden, og således også hos statsministeren. Igennem perioden frem mod regeringsdannelsen i 1924 havde Stauning drejet partiet væk fra internationalisme og tilhørende socialisme over mod at være et nationalt folkeparti. Knægtelsen af venstreoppositionen førte til, at Aksel Larsen brød med partiet og dannede DKP. Stauning havde forståelse for, at man ikke kunne basere sig på industriarbejderne alene som base, men at man skulle dreje partiet hen mod at blive et folkeparti, repræsenterende hele den arbejdende befolkning, dvs. arbejdere, funktionærer og husmænd – samt kvinderne.
Staunings første regeringsperiode førte til en formel styrkelse af statsministerposten, bl.a. med åbningstalerne, der hidtil havde været varetaget af kongen, men det ophørte med Stauning:
Uden at forudse det lagde Stauning hermed fundamentet til, at langt senere statsministre i åbningstalen kunne sætte den politiske dagsorden og polemisere mod oppositionen uden at blive modsagt i salen før dagen efter (side 325).
Stauning ved roret: Stauning eller Kaos 1926-1942
Den anden, lange regeringsperiode, blev solidt funderet i en samarbejdsregering mellem Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre. Denne anmeldelse kan ikke komme ind på de mange detaljer, som relevant og interessant præsenteres af bogens forfatter om Staunings udvikling af demokratiet og især sikringen af at undgå excesserne på både højrefløj og venstrefløj. Sporene fra Hitlers Tyskland, Mussolinis Italien og Francos Spanien var blot nogle af dem, som Stauning for alt i verden ville undgå skulle få indflydelse og destabilisere Danmark.
Kanslergadeforliget
Der blev skabt store landvindinger i social henseende under Staunings ledelse. Mest kendt er nok det rammeforlig, som blev indgået i statsministerens bolig i Kanslergade en januardag i 1933. Aftalen her vard bred politisk, hen over midten. Kun De Konservative deltog ikke. Rammen var nu lagt for en række sociale reformer, som strakte sig over en række år:
Kanslergadeforliget fik en kolossal symbolsk rolle som udtryk for en fungerende parlamentarisk kompromiskultur (side 417).
De store udfordringer for Landsfaderen
Nazistpartiet i Danmark og støvletrampene hos især Konservativ ungdom (og de lidt ældre…) var nogle af de udfordringer, som Stauning imødegik. Stauning søgte med en bredt anlagt national og folkelig linje fra 1934 og frem at dæmme op for fanatisme, og det lykkedes også at få den konservative ledelse til at slutte op om den demokratiske linje igen.
Hele optakten til Anden Verdenskrig var præget af en statsminister, der var ved at være godt nedslidt, Nerverne var ikke altid stærke, og flere sygehusophold og rekreationsperioder var nødvendige. Ikke desto mindre fremstod Stauning som Landsfaderen, der kunne sikre landets eksistens under de truende skyer fra især Tyskland. Det lykkedes for Stauning (og Munch) at få bevaret et rudimentært dansk styre under den tyske besættelse. Vigtigst var det her, at man ikke direkte overgav sig til et tysk styre, men fremdeles holdt på, at den danske relation til tyskerne gik gennem udenrigsministerielle kanaler. Måske delvist en illusion, men alligevel betød det, at danskerne ikke kom i direkte krig, og vi bevarede også vores kulturelle institutioner, ligesom den danske landvinding i forhold til Sønderjyllands indlemmelse i 1920 ikke blev anfægtet.
Det var en træt og nedtrykt Stauning, der vedholdende rejse land og rige rundt og holdt landsfaderlige taler, der efter megen sygdom måtte opgive ånden i begyndelsen af 194. Men eftermælet må siges at være stort:
Stauning-Munch-regeringens betydning fra 1929 til 1940 som værn mod diktaturbølgen kan vanskeligt overvurderes. Vi, der fulgte efter, har alle nydt godt af dette værk, hvis format ingen kan betvivle (side 567).
Fængslende historieskrivning
Tim Knudsen fortsætter med bravour sin fremstilling her i bind 2 af de i alt 5 planlagte bind om de danske statsministre. Igen interessant og personligt præget historieskrivning, der holder tungen lige i munden i sine vurderinger på et bl.a. hermeneutisk grundlag. - Enkelte sprogfejl forekommer undervejs, siger pedanten (talte 11 i alt).
BIND 3: Fra krigstid til samarbejdende folkestyre 1942-1972
Med folkeopstanden i sommeren 1943 holdt regeringen helt op med at fungere som regering. Scavenius sad nu blot tilbage som en art galionsfigur, hans kuldsejlede politik havde forudsat at tyskerne vandt krigen.
Efter det tyske nederlag i 1945 bevægede Danmark sig snart ind i den vestligt orienterede sfære. Engagementet i politik var vakt på ny, og et aldrig før eller siden set antal danskere meldte sig ind i politiske partier.
Konsolidering af folkestyret
Med Frederik IX’s overtagelse af kongemagten i 1947 fik vi for første gang en regent, der ikke ønskede at blande sig aktivt i regeringsførelse og politik. Afgørende for Vilhelm Buhls overgangsregering i 1945 var at styrke landets demokratiske basis og undgå revolte fra venstrefløjen. Som Tim Knudsen bemærker, er det undervurderet, hvor vigtig Buhls indsats var for, at vi kunne bevare de parlamentariske institutioner efter krigsafslutningen og føre landet videre som et demokrati. Han var skyggestatsminister fra 1943, og overtog naturligt opgaven med at kickstarte folkestyret igen efter fem års besættelse, selv om hans såkaldte samlingsregering var en af de mest splittede i den danske historie:
Vilhelm Buhl tænkte langt. Hans øjne var rettet mod efterkrigstiden, når 'fredskrisen' kom. Så skulle politikerne have befolkningen og hetzstemningerne under kontrol (side 64).
Knud Kristensen: Den selvmodsigende statsminister
For venstrebonden var hvervet egentlig ikke noget, han havde ønsket sig, og hans regeringstid var bagudskuende, uden visioner for det fremtidige Danmark. Hans største fortjeneste var, at han valgte Thorkild Thorkild Kristensen til finansminister, og denne fik under tilnavnet ”Thorkild Livrem” gennemført sagligt begrundede besparelser, og med rimelig succes, så at han blev genbrugt under Erik Eriksens regeringsår 1950-53. økonomiprofessoren var mere interesseret i økonomi end politik, og han forlod den politiske legeplads i 1960.
Knud Kristensen havde to rigtige møgsager angående rigsfællesskabet med Færøerne og spørgsmålet om Sydslesvig, hvor han optrådte umådelig klodset og uden nogen form for politisk tæft.
Socialdemokratisk comeback 1947-1950
Hans Hedtoft dannede en socialdemokratisk mindretalsregering, hvor han reformerede regeringsstrukturen ved bl.a.at udvide med hele tre ministre og at skabe et Ministerudvalg for økonomi go Forsyning. En ny rollefordeling blev nu, at statsministeren tog sig af det meste af udenrigspolitikken, medens han overlod den overordnede styring af økonomien til de øvrige ministre.
En egentlig reform at det politiske arbejde formåede han ikke at igangsætte. Det var stadig ministeren OG embedsværket, der var omdrejningspunktet, uden nogen form for direkte støtte til ministerens daglige drift, så at sige. Resultatet var, at den enkelte minister, og i særdeleshed statsministeren, arbejdede under et umenneskeligt arbejdspres, medens embedsværket fiflede med deres egne sagsområder.
At Hedtoft tog vare på udenrigsopgaver lå vel også i, at det var den konservative Gustav Rasmussen, der var blevet udenrigsminister.
Påskekrisen 1948
Med Jerntæppet og opdelingen i øst og Vest var der god grobund for kommunistforskrækkelse og till tider hysteri. Det kulminerede i påsken 1948, hvor vores begyndende tilnærmelse til en vestlig alliance havde sat skræk i livet på mange i forhold til, om russerne kunne finde på at angribe det strategisk vigtige lille Danmark. Militæret blev sat i alarmberedskab, og Hedtoft var en kort overgang i panik, men det hele var blot rygter, Der er intet, der tilsiger, at Sovjetunionen havde planer om et angreb på dette tidspunkt, om overhovedet.
Presset på vores neutralitet var reelt så stort, at vi måtte tage USA’s strategiske militærbaser på Grønland for en varig løsning, også efter krigen. Den danske gesandt Henrik Kaufmann havde i 1941egenhændigt givet amerikanerne adgang til at anlægge baser på Grønland, og den aftale så nu ud til at være bindende for altid. Danmark havde reelt valget mellem at afstå Grønland eller at føje sig.
Hedtofts regering ’gled i smørret’ og fik en mistillidserklæring, der udløste nyvalg.
Erik Eriksen og VK-regering
Et reduceret Venstre fandt sammen med de Radikale på et økonomisk liberalt grundlag og dannede en regering, der havde sine udfordringer med bl.a. kravet om øget forsvarsindsats i forhold til NATO-forpligtelsen. En anden udfordring for regeringen var, at Helga Pedersen kun ville være justitsminister på betingelse af, at hun kunne benåde alle (resterende) dødsdømte efter retsopgøret i kølvandet på krigen. Mest kontroversielt forekom det, at hun også omfattede den dødsdømte rigsbefuldmægtige Werner Best, der sad i Horsens, af denne benådning.
Under Eriksens regeringstid blev der stadig tættere forbindelse med de konservatives leder, og de to luftede tanken om, på et tidspunkt at slå de to partier sammen, hvilket dog ikke førtes ud i livet. Dertil var de konservative for splittet i spørgsmålet.
Eriksen formåede at føre grundlovsrevisionen af 1953 igennem, så arvefølgen gik til prinsesse Margrethe. Arbejdet med forberedelsen af den nye Grundlov var stærkt medvirkende til, at de Radikale blev siddende i regeringen. Med lodder og trisser fik man 45,76 procent af de stemmeberettigede til at sige ja. At det lykkedes denne gang, var sikkert på grund af de tre populære prinsesser.
Grundloven af 1953 var stadig meget forankret i den oprindelige fra 1849, men mest betænkeligt ved revisionen var, at en eventuel flertalsregering ville blive på det nærmeste urørlig, når først den havde vundet sit mandat, som forfatteren eftertænksomt bemærker på side 231.
Hans Hedtoft og H.C Hansen 1953-1960
Hedtoft kom tilbage som statsminister for en kortere bemærkning, fra september 1953 frem til sin død i januar 1955. Han døde ganske enkelt af nedslidning i jobbet. Jens Otto Krag kom med i regeringen som minister for overvågningen af den generelle økonomiske udvikling, om end Hedtoft ikke havde de store tanker om manden. I virkeligheden en ganske central post. Her fik han et fleksibelt samarbejde med Viggo Kampmann, i en slags tænketank.
Efter Hedtoft tidlige død (51 år), blev den mere hårdføre H. C. Hansen statsminister, men heller ikke han formåede at forbedre økonomien, ligesom han heller ikke fik gjort noget ved den gammeldags organisering af regeringsarbejdet og det bureaukratiske embedsmandsvælde i ministerierne. At H. C. blev ’hele Danmarks statsminister’ skyldtes især hans gode håndtering af pressen. Som den første danske statsminister fik han sig en pressesekretær. Hansen var autoritær og holdt kortene tæt til kroppen. Mest belastet blev hans eftermæle i 1993 hans hemmeligholdte aftale med USA (1957) om placering af atomvåben på Thulebasen. Også H.C. Hansen var på vej til at blive slidt op, men inden han var helt udbrændt, gjorde kræften det af med ham:
En egentlig politisk rådgivning af statsministeren lå også uden for embedsmændenes forestillingsverden og kompetencer; de koncentrerede sig om ’sager’, som sad de i et traditionelt fagministerium (side 265).
Kuglelynet Kampmann
Ved H. C. Hansens død (53 år) kom Viggo Kampmann 4. januar 1960 til at overtage posten som statsminister, om end han selv udtrykte, at han
"ikke interesserede sig voldsomt meget for politik i snæver forstand" (side 307).
Viggo Kampmann var en blændende problemknuser, en formidabel læser og analytiker og dertil meget orienteret mod det lange fremtidsperspektiv.
Den foreliggende bogs kapitler om Kampmann er utroligt underholdende (sic) og engagerende. Tydeligvis finder bogens forfatter hans person -
og hans karriere - dejligt anderledes. Festligt kunne det også blive for Kampmann, der af og til tog på 'vulkantur'.
Kampmann havde ikke nok i det hæsblæsende tempo i regeringsledelsen. Han fik også tid til visioner ville vække borgerne til et større
kulturelt og globalt udsyn. Han bekymrede sig reelt for forbrugerismen og den tilhørende fordummelse. Han talt direkte, og provokerende, om 'folks sløvhed'.
Heller ikke Kampmann fik reformeret styresystemet:
Kampmann følte nok, at han med sin hurtige tænkning sagtens kunne klare sig uden at reformere Statsministeriet trods dets gammeldags bureaukratiske karakter (side 353).
En sygdomssvækket Kampmann måtte i maj 1962 fra sin sygesend instruere Jens Otto Krag i forhandlingerne om et økonomisk forlig. Og det komplicerede forlig gik igennem! Kort efter måtte Krag overtage statsministerposten efter Kampmann, der dog levede en hel del år endnu. Også mentalt havde Kampmann haft sine udfordringer med et hektisk liv som politiker og privatperson.
En egentlig politisk rådgivning af statsministeren lå også uden for embedsmændenes forestillingsverden og kompetencer; de koncentrerede sig om ’sager’, som sad de i et traditionelt fagministerium (side 265).
Krag tager modstræbende over
Jens Otto Krag endte med at blive en af landets mest betydelige statsministre. Han igangsatte, om end beskedent, reformer af statsapparatet og ministerbetjening m.v., men det var som taktiker, at han havde sin force. Kronen på værket var indlemmelsen af Danmark i EF.
Krags største nederlag var nedstemningen af de fire jordlovsforslag ved folkeafstemningen i 1963. Ironisk ok blev disse love mere eller mindre gennemført under den senere borgerlige regering med Hilmar Baunsgaard som leder.
Boligforlig og rødt flertal
Sammen med de Radikale indgik regeringen et boligforlig i januar 1966, der betød en mere markedsreguleret boligsektor. Liberalisering i kapitalens hellige navn, mente nogen. Ejerlejlighederne blev skabt ved denne lejlighed.
Regeringen Krag faldt i 1968 på spørgsmålet om devaluering, efter at England havde chokeret med en pludselig nedskrivning af pundet med 14.3 procent. Krag fik sin mindre voldsomme danske devaluering igennem, men det kostede et splittet støtteparti, idet SF brækkede over i SF og udspaltningen i Venstresocialisterne.
Diskenspringeren Hilmar Baunsgaard (1968-1971)
”Baunsgaards facile diskenspringerstil indgød tryghed”, konstaterer Tim Knudsen. Det lykkedes for Baunsgaard ret så egenmægtigt i forhold til sit eget bagland at strikke en VKR-regering sammen.
Regeringsarbejdet blev præget af organisatorisk virvar, med bunker af udvalg og komiteer. Det var ny rekord i ministerudvalg, så mødekalenderen for alle blev meget tætpakket. I en typisk arbejdsuge havde Hilmar op til 60 møder, men så var lørdagen også ofte medregnet!
Spørgsmålet om EF spøgte stadig, og regeringen forsøgte sig med et nordisk samarbejde, der dog strandede på grund af at Finland ikke turde være med, af hensyn til Bjørnen mod øst. Forberedelserne til indlemmelse i EF var således godt på vej, men det tilkom Jens Otto Krag at fuldføre dette.
Baunsgaard udskrev valg i 1971, da man var kørt fast i samarbejdet i VKR-regeringen. Som forfatteren bemærker, havde denafgående flertalsregering ingen undskyldning fro at have skuffet med sine resultater. Baunsgaard formåede ikke at sætte sig tilstrækkeligt igennem.
Jens Otto Krag fører opgaven til ende
Det var modvilligt, at Krag atter dannede regering den 11. oktober 1971. Han havde igennem årene flere gange søgt andre beskæftigelsesmuligheder, bl.a. som generalsekretær i NATO.
Krag var dog med til at udarbejde et nyt fireårigt arbejdsprogram for Socialdemokratiet, og han hjalp også til med et generationsskifte i partiet.
Krags store udfordring i forhold til at få opfyldt sin drøm om dansk optagelse i EF var, at hans eget politiske bagland i partiet var stærkt splittet i spørgsmålet. Specielt kom også Folkebevægelsen mod EF til at udgøre en udfordring, men for sent i forhold til at opnå reel gennemslagskraft. Hans eget DSU var også klart imod EF-tilslutning.
Folkeafstemningen 2. oktober 1972
Ikke desto mindre vedtog Folketinget i maj 1971 at der skulle afholdes en bindende folkeafstemning om medlemskab af EF. Krag havde påstået, at folkeafstemninger skulle være af bindende art, men han havde nok fortrængt afstemningen om afståelsen af De Vestindiske øer i 1916, hvor der var afholdt en vejledende afstemning.
Krag argumenterede både for økonomiske fordele ved at undgå toldgrænser og bureaukrati i EF, men han havde også en forestilling om, at fællesskabet skulle skrinlægge tidligere tiders rivalisering og direkte ufred mellem medlemslandene.
Kampagnen op til afstemningen fik et løft, da industrimanden Nils Foss smed cirka fem millioner i en reklameindsats for et ja. Krag var glad for støtten, som dog blev kanaliseret via den tværpolitiske EF-komite, så Socialdemokratiet ikke fik alt for snavsede hænder. Folkeafstemningen fik et klart flertal for tilslutning af Danmark til EF, med 63,4 procent for. Så det er rimeligt at sige, at Krag sluttede sin politiske karriere med den for ham størst tænkelige sejr.
Dagen efter holdt han åbningstale i Folketinget, og efter talen bad han atter om ordet, for at give en meddelelse af særlig karakter, som det hedder i Grundloven. Han trådte tilbage som statsminister med omgående virkning – egentlig utilladeligt og i hvert fald uhørt. Dronningen skulle jo spørges først!
Men sådan blev det, Krag fik det, som han ville have det. Han havde udset sig Anker Jørgensen som afløser, hvilket de øvrige ledende politikere i SD endte med at godtage.
Stort og digert værk - store forventninger
Tim Knudsen har gjort det igen. Også tredje bind er informativ, indsigtsfuld og perspektivrig historieskrivning.
En kraftpræstation ligger bag det første samlede værk om alle danske statsministre siden Grundloven af 1849. Professor emeritus Tim Knudsen har med sine fem bind af fortællingen om danske statsministre gennem tiderne præsteret at skrive omhyggeligt, detaljeret og velunderbygget om udviklingen i embedet som statsminister. Hertil kommer, at Knudsen med sin hermeneutiske tilgang formår at levendegøre stoffet, uden at det forfalder til spekulation eller vidtløftighed i detaljerne såvel som i konklusionerne.
* * *
BIND 4 OG 5: Forventningerne til bind 4 og 5 indfriet
Bind 4 dækkede perioden 1972-2001, med de såkaldt ’folkelige statsministre’, Anker, Hartling, Schlüter og Poul Nyrup. Som det var tilfældet i de første tre bind, var fremstillingen her velunderbygget, og der blev samtidig skruet en del op for den hermeneutiske vinkel, hvilket dels kan begrundes med de ret så farverige personer Anker og Schlüter, dels med at vi nu er så tæt på nutiden, at der er meget mere levende stof at trække på. Bind 4 var således letlæst, gennemgående underholdende og spækket med detaljer til eftertanke. Der er imidlertid samtidig tale om et videnskabeligt velunderbygget stykke arbejde af høj karat.
Mellem almagt og afmagt
I bind 5 har Tim Knudsen fået mere direkte støtte i sin fremstilling af sin forskningsassistent Peter Heyn Nielsen, der også selvstændigt står på mål for enkelte afsnit. De to forfattere har arbejdet så tæt sammen, at der ikke opleves nogen ujævnheder i fremstillingen i kapitlerne, uanset hvem der er hovedskriveren. Også her er den videnskabelige redelighed gennemgående klar, idet alt verificeres omhyggeligt og sammenstilles med det overordnede perspektiv for ’gesamtværket’, statsministerfunktionens tiltagende betydning for det samlede arbejde med folkestyret.
Bind 5 har som overordnet titel fået den manende betegnelse ”Mellem almagt og afmagt”. Måske er det en logisk følge af den udvikling, som hele fembindsværket har haft som ledemotiv og kernestudie: Magtens koncentration hos statsministeren. I tråd hermed skriver Knudsen om udviklingen:
Topstyringen af både regeringen og det ledende regeringsparti er taget til. Tendensen er, at statsministerrollen er blevet mere proaktiv (side 30).
Fogh, Løkke, Thorning og Mette Frederiksen har alle bragt denne udvikling videre, så statsministeren i dag fremstår som topfigur i et topstyret politisk system, der siden 1848 er blevet fintunet mere og mere om denne ene minister, men hvor denne udvikling for alvor tog fart under Anders Fogh Rasmussen, der samlede op på det, som Schlüter havde påbegyndt med skabelsen af det, Knudsen kalder markedsføringspartier.
Når magten således ender i et enkelt menneskes hænder, er der risiko for at situationer kan opstå, der minder om og opleves som almagt, men som senere kan ende i afmagt. Fogh var ivrig efter at føre krig sammen med USA, og det endte just med et tilfredsstillende resultat for nogen af parterne. Topstyringen af Covid 19 førte til minksag og en flertalsregering fra højre og hen mod midten af dansk politik. Om dette er tilfredsstillende, må den kommende tid vise.
Anders Fogh Rasmussen
Fogh havde som motto at ”Der er ikke noget at komme efter”. Dette kom sig bl.a. af, at han allerede to et halvt år før sin overtagelse af regeringsmagten efter Nyrup var gået i gang med at lave en systematisk drejebog for sin tid, når han engang skulle blive statsminister. Arbejdet skete i sparring med Hjorth Frederiksen. Fogh var sikker på, at han ville vinde posten, før eller siden!
Alle tilkendegivelser fra folk, der var implicerede under Foghs tid som statsminister siger samstemmende, at han var ordholdende. Man kunne regne med, at en aftale ar en aftale. At Fogh så udviklede sig fra fortaler for en minimalstat til at blive en slags beskytter af velfærdsstaten og lod de offentlige udgifter vokse, er en anden sag. Den midtsøgende politik på det sociale område var med til at han kunne fastholde vælgertilslutningen i sin lange regeringstid. Folk syntes om hans kontraktpolitik, med garanti i forhold til velfærdsændringer.
Fogh Rasmussen videreførte og perfektionerede den udvikling som Schlüter havde påbegyndt:
Han omstillede Venstre til et moderne markedsparti for at få størst mulig succes på et stadigt mere volatilt vælgermarked. Allurat som en virksomhed, der vil forøge sin markedsandel (s. 46-47).
Således havde Fogh op til valget i 2001 professionelle folk ansat til at gennemføre en fokuseret markedsføringsstrategi. Ligeledes styrkede Fogh magten i partiet omkring sig selv: Fogh, og kun Fogh selv, tegnede partiets linje. Bemærkelsesværdigt er det også, at Fogh ikke på forhånd havde lovet nogen ministerposter til nogen i sit parti. Han gik efter maksimal handlefrihed i regeringsdannelsen.
Magtpyramiden
Fogh gendannede Koordinationsudvalgets centrale rolle i regeringsledelsen. Han præsiderede selv over udvalget, der mødtes hele 26 gange det første år. Der blev også strammet op i regeringens ansættelsesudvalg, så statsminister og dennes departementschef fik mere styr på besættelsen af ledende poster i administrationsapparatet.
Fogh forsøgte sig også med forskellige
ad hoc-udvalg og regeringsseminarer for at fyre op under ideskabelsen og de øvrige ministres effektivitet, men tålmodigheden fra statsministeren var ikke rigtig stor nok til, at disse ting kom til at blomstre. Fogh havde for travlt, også med de udenlandske engagementer, så der blev ikke skabt en egentlig kultur i disse fora, som kunne bidrage til nytænkning. Desuden ville Fogh helst detailstyre. Der skulle være fuld opmærksomhed ved møderne. Fogh forbød ministre og andre at tage mobiltelefoner med til møderne.
Mediehåndtering
Under Foghs regeringstid blev ministeriernes kommunikation ud af huset i stadig højere grad koordineret, hvortil spindoktor Michael Kristiansen supplerede med ugentlige møder med andre ministeriers presserådgivere. Det kunne dog være lidt vanskeligt med ensartet fodslag, da der var tale om en koalitionsregering.
Foghs møgsag
Muhammedtegningerne blev det største problem for statsministeren i forhold til udlandet, da Fogh nægtede at møde en række ambassadører og repræsentanter for muslimske organisationer i forbindelse med deres utilfredshed med tegningerne. Udenrigsminister Per Stig Møller måtte stå på mål i lang tid, før det lykkedes at få Fogh til at bøje sig og møde nogle af kritikerne. Udenrigsministeriet benyttede de to muhammedkriser til at styrke sit sekretariat, så der blev ansat flere kultur og religionskyndige i ministeriet.
En markedsdemokratisk leverandør
I løbet af perioden med VK-regeringer under Fogh blev der leveret på de fleste af de kernepunkter, som Fogh og Hjort Frederiksen havde opstillet længe før regeringsdannelsen i 2001. Sundhedsvæsen, ældrepleje, udlændingeområdet, skattepolitikken og retspolitikken fik alle markante løft i perioden. Selv flere og længere straffe blev det til!
Dertil kom, at Fogh også kørte en værdikamp mod smagsdommere og andre ’tyranniske eksperter’, han fik nu selv oprettet en række andre såkaldte ekspertorganer efter sit eget hoved, alt eftersom de øvrige fora blev neddroslet eller fjernet!
Lille-Lars fra Græsted
Lars Løkke Rasmussen, ’vikaren’, tog over da Fogh blev NATO-generalsekretær. Han var ikke videre populær som efterfølger i folkeopinionen, da han havde iværksat smadringen af vores offentlige sygehusvæsen i sin tid som sundhedsminister. Løkke havde i 2002 på egen hånd favoriseret de private sygehuse til en overpris uden at informere Folketinget korrekt i denne forbindelse, og så havde han et ret frit forhold til omgangen med andres midler.
Løkke praktiserede en mere afslappet stil end sin forgænger på statsministerposten. Han led også af ”subjektforskydning”. Han kunne skifte fra statsminister til privatperson under et interview, hvis der blev stillet kritiske spørgsmål til hans omgang med fiskekvotekonger eller ferieophold med familien uden for skolernes ferieperioder. Så var han pludselig enten ’familiefar’ eller blot ´privatperson’. Han mestrede ifølge Tim Knudsen et ”veludvalgt repertoire af undvigelser”.
COP15 og mere...
Lars Løkke nåede et absolut lavpunkt ganske tidligt i sin tid som statsminister efter Fogh, da hans uerfarne og katastrofale ledelse af klimatopmødet var tæt på at føre ti en regulær nedsmeltning. Barack Obama reddede den stakkels fyr fra dette sidste.
Som om dette ikke var nok, prøvede Lars Løkke at gøre sig populær med en reform at skoleområdet, hvilket løb ud i sandet.
Endelig prøvede han på Venstres sommergruppemøde i 2011 at lancere en nedlæggelse af de fem regioner, som han selv havde været med til at indføre i 2008. Dette vanvid blev umiddelbart imødegået fra stort set alle kanter, men Løkke opgav ikke umiddelbart tanken. Kan den formodes stadig at være der?
Med Løkkes 2020-plan om økonomisk genopretning fik han en del positiv respons fra fagkredse. Det lykkedes også for ham at få de Radikale med på en tilbagetrækningsreform, som gjorde, at der var lagt gift for et kommende samarbejde med en eventuel socialdemokratisk ledet regering. Dette blev virkeliggjort, da Helle Thorning kom til magten!
Helle for...
Da Helle Thorning blev statsminister efter valget i 2011 blev der efter en lang forhandling i hemmelig dannet regering i et sort tårn ude på et hotel på Amager. Det var kendetegnende for hendes regeringstid, at regeringssamarbejdet var konfliktfyldt fra først til sidst. De Radikale vred armen rundt på regeringen, og Corydon var med til at gøre det beskidte arbejde med det han kaldte ”den nødvendige politik”. SF imploderede på det nærmeste, efter Goldmann Sachs affæren, der førte til at partiet forlod regeringen.
At Enhedslisten ikke væltede regeringen beklagedes efterfølgende af Pernille Skipper.
Mogens Lykketoft mente efterfølgende, at Corydon og Thorning havde været ved at ødelægge socialdemokratiet med deres regeringssamarbejde.
Tim Knudsen og Heyn Nielsen ser ud til at kunne tilslutte sig Lykketofts kritik:
Den ultimative sejr til Vestager var dog en formulering i regeringsgrundlaget, som siden skulle forfølge S og SF: ’Udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand, herunder genopretningsaftalen og forårets aftaler, herunder tilbagetrækningsreformen’ (side 322).
Hastværk i lovarbejdet, mørkelægning og opgivelse af mærkesager var yderligere med til at give Thorning et dårligt eftermæle. Hun trådte efter tabet af valget i 2015 umiddelbart tilbage som formand for sit parti og forlod umiddelbart efter dansk politik.
Vestager tog til Bruxelles og efterlod sin statsminister på perronen.
En vingeskudt statsminister
Lars Løkke Rasmussen vendte tilbage fra 28. juni 2015 til 27. juni 2019. Han sad nærmest maksimalt i de fire år, han kunne klæbe sig til taburetten. Et gennemgående tema for hans nye periode var, at mange af de talrige problemer, han måtte kæmpe med, var han for en stor del selv medansvarlig for. Særligt måden, som de udviklede sig på, kunne han takke sig selv for.
Løkke startede ud med en etpartiregering, og for at holde sig på posten så han sig nødsaget til i november 2018 af danne en bredere regering. VLAK blev en realitet, og denne trepartiregering sled på renommeet hos både de Konservative og især hos Liberal Alliance, med Anders Samuelsens berømte klatring op i trætoppen, hvorfra han ikke rigtig kunne komme ned igen (skattelettelserne, der udeblev).
De uerfarne kræfter i LA og K var udfordrende i forhold til en lang indkøringsperiode for den nye regering. Lars Løkke prøvede på at få samling på regeringens forskellige partier og medlemmer, men det mislykkedes for en stor del. Undervisningsminister Merete Riisager huskede ikke Løkke som en ’samlende skikkelse’. Konflikterne på de indre linjer mellem Løkke og hans næstformand i partiet, udenrigsminister Kristian Jensen, bidrog yderligere til forplumringen.
Privat-Lars og Statsminister-Lars var en yderligere sag, der svækkede regeringens image. Denne trepartiregerings samlede resultater var overskuelige. Ingen afgørende politiske målsætninger fra regeringsgrundlaget blev gennemført.
Den sidste periode blev tilført ekstra krydderi ved Inger Støjberg, der som minister fejrede udlændingestramning nr. 50 med et billede af en stor lagkage på sin officielle hjemmeside. Et forbud mod burkaer blev en realitet, trods det, at flere af regeringsmedlemmerne ikke syntes at dele synspunktet, der dog havde klangbund i befolkningen. Også Mogens Pinds tilbagetræden som uddannelses- og forskningsminister havde et kulørt islæt, da han selv havde bekostet en gammeldags ministeruniform til at klæde sig den dag, han overdrog sit ministerium til efterfølgeren.
Hovsa!
Provinspopulismen med udflytning af statslige arbejdspladser gav bagslag: Længere sagsbehandlingstider og store ekstraregninger. Klagesager fra patienter og pårørende osv.
Regeringen var sandet til uden perspektiver for det videre arbejde. Det var ikke det bedste grundlag at gå til valg på i 2019.
Mette Frederiksen som statsminister
Mette Frederiksen dannede i juni 2019 en mindretalsregering og satte sig straks for at styrke styringen af regeringsarbejdet med en stramning af den politiske ledelse med base i statsministeriet.
Som bogens to forfattere bemærker, førte Mette blot tingene videre i forhold til den udvikling, der havde været undervejs siden 1848:
Hun vidste hvad hun ville. Det udløste en diskussion, om hun var ’magtfuldkommen’. Men man overså, at hun forlængede statsministerembedets langsigtede magtvækst, som for første gang er beskrevet i dette værk (side 519).
Mette Fredriksens ’kommandostil’ og ’magtfuldkommenhed’ fik lov at udfolde sig under håndteringen af Covid 19 epidemien. Det har hun fået både ros og ris for. Umiddelbart steg hendes popularitet kraftigt. Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm fik at mærke, hvordan det er at blive udsat for politisk pres som modvægt til det rent faglige. Det samme gjorde sig gældende for Statens Seruminstituts leders leder Kåre Mølbak.
”Søren og Mette” blev et populært skærmpar, når der blev holdt pressemøder om udviklingen i pandemien herhjemme. Mølbak blev presset under minkhåndteringen, hvor det var tydeligt, at Statsministeriet søgte at styre hans udmeldinger. Eskaleringen i synet på minkene som potentielle Covid-trusler blev så vidt man kan se skabt internt i Statsministeriet, uden om de sundhedsfaglige rådgivere.
Mette Frederiksen var ikke tilbøjelig til at tage imod kritik for sin egenrådige styring af minkforløbet. Først med Granskningskommissionens beretning i juni 2022 lovede hun at stramme op på procedurerne i K-udvalget. Der skulle også nedsættes den ”demokratikommission”, der skulle se på hele beslutningssystemet. Folketinget skulle også umiddelbart garanteres bedre inddragelse ved krisehåndtering.
Radikal magtfuldkommenhed
Det Radikale Venstre truede Mette Frederiksen med et mistillidsvotum, hvis ikke hun udskrev folketingsvalg ved Folketingets åbning i oktober 2022. Dette i lyset af hendes rolle i minksagen, og ikke mindst hendes bagatellisering af sin egen ageren.
Jacob Ellemann-Jensen fandt dagen efter valget Mette Frederiksen ”rædselsfuld”. Et par dage senere var han medlem af en flertalsregering, og al tale om mink og møgsag var forstummet.
De Radikale begik nærmest karaktermord på sig selv ved det overståede valg. Lars Løkke Rasmussen fiskede i smult vande, og fik et skvæt held. Han kunne atter placere sig selv i en position, hvor der var brug for en rolig hånd til at få det hele på plads, hvis man skulle tro ham selv.
En rigsretssag var i hvert fald nu undgået for Mette Frederiksen. Et lidt dårligt grundlag at starte som leder af en regering på.
Metahistorien
De fem digre bind om Statsministeren har som meta-lag haft statsministerembedets magtvækst. Knudsen og Heyn runder af med at markere de forskellige faser i beslutningssystemets udvikling: kollektiv regering, individualiseret regering og topstyret regering. Vi har bevæget os hen mod den sidste efter først at have praktiseret de to andre former. Forfatterne advarer mod at man kommer til at blive fastlåst i en topstyret ledelsesform. Det vil være en svækkelse af vores demokrati.
Seks stjerner skal tildeles denne overordentlige fremstilling af det danske folkestyre. Bogen giver indsigt gennem indblik. værket skal i sin helhed være pligtlæsning for alle politikere, og for statsministre i særdeleshed.
|
|
|
|
