|
|
Anmeldelse:
Psykologiske-teologiske overvejelser og finurligheder
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 15. november 2020.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Hanne Mejlhede: Tilgivelse
- AKADEMISK FORLAG
- Udgivet den 22. oktober 2020
- Pris kr. 249,95
PSYKOLOGI/TEOLOGI:
Cand.theol., sognepræst og psykoterapeut Hanne Mejlhede har samlet en række overvejelser over begreberne nag og tilgivelse
i relation til bl.a. skam og skyld, lidelse samt moral og sidst, men ikke mindst, kærlighed.
Bogens forfatter har forholdt sig ydmygt til emnet, idet hun har vist, hvor vanskeligt det er at afklare hvad
tilgivelse er, og hvordan den reelt kommer til udtryk.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder Hanne Mejlhedes nye psykologiske-teologiske bog her.
BEDØMMELSE:  FIRE stjerner af seks
(skala).
Adam og Eva samt Syndefaldet
Som præst og sjælesørger har forfatteren til nærværende bog om tilgivelse en stor fond af erfaring qua sin embedsgerning at trække på. Hun sætter begrebet i et kulturhistorisk relief ved at tage udgangspunkt i de tidligste eksempler på nag og tilgivelse, nemlig ved Syndefaldet og dernæst det ikoniske opgør mellem Kain og Abel.
Med myten om Syndefaldet får vi en art forklaring på, hvordan synden kom ind i vores menneskelige tilværelse. Samtidig hermed bliver spørgsmålet om
nag og tilgivelse aktualiseret.
I sin beskæftigelse med skam og skyld samt lidelse og moral støtter Mejlede sig til Søren Kierkegaards tilgang til emnet. Vores tab af uskylden ved Faldet fører
til angst, idet mennesket nu med et skal forvalte sig selv, og hermed også sine muligheder. Det skaber usikkerhed, og i sidste instans angst, idet vi ifølge
Kierkegaard skal forholde os til intetheden, altså at vi har en eksistentiel udfordring, hvor vi er overladt til os selv og til at træffe valg.
Det fører nemt til, at man står uden mål og med, uden retningslinjer- altså at man skal til at skabe sig sin egen tilværelse på godt og ondt:
Angst kommer indefra og vækkes, når mennesket fornemmer sin egen frie mulighed, der kan virke skræmmende – i modsætning til det at leve efter regler og normer. Men menneskets lod er, at der er skabt med en fri vilje, en fri mulighed, siger Kierkegaard (side 25).
Fra uskyld til skyld
Mejlhede går selv videre i sin tolkning af Syndefaldsmyten og når frem til, at slangen i Paradis åbner vores øjne for det frie valg samt sætter processen i gang, der fører til fortabelse. Men slangen er ikke direkte ond, idet den blot åbner for vores egne ræsonnementer, da den spørger, om Gud da rent faktisk har forbudt Adam og Eva at spise af visdommens træ. Derimod påpeger den, at ved at spise af frugten fra træet, vil de blive som Gud, idet de da vil kunne blive bekendt med begreberne godt og ondt.
Herfra kobler Mejlhede til begreberne om sandt og falsk – og peger på om noget er udsprunget af kærlighed, eller ikke. Herfra er der ikke langt til ondskab og lidelse, og igen henviser hun til Kierkegaard, der taler om både et kvalitativt skred i vores sindstilstand og hele eksistens samt et kvalitativt ditto:
Også over tid sker der et skred, Det er det, Kierkegaard kalder for ’det kvantitative skred’. Det sker i takt med at ondskaben og lidelsen gør sit indtog (side 30).
Forfatteren peger videre på, hvordan vores fald ud af uskylden fører til skam, her udtrykt som skammen ved at være nøgen. Adam og Eva frygter nu Gud, da de er blevet klar over, at de har brudt med lydigheden over for Guds bud, og den vundne (selv)bevidsthed fører til forsøg på at fralægge sig ansvaret, idet skylden føres over på slangen, men i sidste instans videre på Gud selv, idet de opfatter det således, at Han har påført dem lidelse og ondskab på grund af det, at de har fået muligheden for at spise af visdommens træ.
Ondskab og lidelse
Vi er nu henvist til at tjene til føden i vores ansigts sved og at føde vores børn med smerte, og herfra er der ikke langt til situationen med Kains misundelse i forhold til Abel, altså ondskaben som princip. Forfatteren konkluderer, at selve det, at vi foretager sammenligninger, relativiserer, er roden til meget af det onde i tilværelsen, just ligesom Kain foretager en sammenligning mellem sin egen situation i forhold til faderen, og Abels tilsvarende situation som førstefødt.
Misundelse og skuffelse hører sammen med bitterhed og forsøget på at hævde sig, eller rettere hævne sig, og så har vi miseren: Ondskaben har slået rod i mennesket.
Veje og vildveje
I bogens anden hoveddel gør forfatteren en del ud af at påpege, hvordan indrømmelse af egne fejl vs. selvforsvar er centralt for vores forhold til skyldsbegrebet. Hvis vi vægrer os ved at stå frem med åben pande og erkende vores fejl, men i stedet kaster os ud i (selv)forsvar, tager vi fat på at bortforklare vores skyld: ”Selvforsvar er skyldens væbner.” (Side 48). Imidlertid er det blot at sende ’aben videre’, for i sidste instans indhenter skylden sin ejermand.
Hævn og moral
Hanne Mejlhede har et interessant afsnit om hvordan hævn normalt holdes i ave af moral og ens sunde fornuft, men hvis vi glemmer kærligheden til andre, vores næstekærlighed, kan vi undertiden bevæges derud, hvor vi absolut skal finde nogen at skylde skylden på for et eller andet misforhold, som vi oplever, er uretfærdigt eller urimelig:
Hævnen opfinder en ny moral, der ophæver en anden moral. Sådan bliver terrorisme til. Sådan får den nye moral status som noget retfærdigt, altså en helt rimelig ting. Ét er at gøre det på egne vegne, noget andet er at give hævnens nye moral en status, der kommer til at involvere andre mennesker. Når man tilmed anerkender hævnen i juridisk forstand, bliver det at tage liet af mennesker pludselig tilladt! (side 59).
Tilgivelse er ubetinget kærlighed - ikke ubetinget laden stå til
Efter at have givet eksempler på den betingede tilgivelse (’Du lover, ikke at gøre noget sådant igen’), når forfatteren frem til, at vi fortsat har naget i os, når vi handler på denne måde. Det kan der være mange gode grunde til, anfører hun, men dermed kommer vi aldrig til bunds i et misforhold – vi forbliver på vagt, vi er fortsat mistroiske, eller allerværst, vores kærlighed er blevet betinget, måske er den endda forsvundet.
Forfatteren når gennem en række eksempler med gradueringer af tilgivelsen frem til den betingelsesløse, ubetingede tilgivelse som den eneste, der kan holde i længden, den eneste, der er af egentlig, medmenneskelig værdi.
Den betingelsesløse tilgivelse, udtrykket for den ubetingede kærlighed, kan imidlertid komme for brat, for hurtigt. Her nævner hun Desmond Tutu, der i forbindelse med opgøret med Apartheid advokerede for at vi må bestræbe os på at forsone os med det uoprettelige, der er hændt. Processen i Sydafrika var umiddelbart at opfatte som en succes, men mange af dem, der dengang tilgav, har siden følt, at det gik for let for synderne, således at de krænkede ikke følte, at de fik fred i sjælen i forhold til forurettelserne:
Når man bliver presset til tilgivelse, før man har sluppet sit nag, giver det bagslag. Ja, vreden kan bluse endnu mere op, fordi man føler sig lokket i en fælde (side 111).
Utilgivelige hændelser og handlinger findes iflg. forfatteren, i og med at den ansvarlige enten selv føler det umuligt at tilgive sig selv, eller også at en tillidsfuld anden part er blevet ubetinget svigtet af den selv samme ansvarliges handling:
Det utilgivelige retter sig mod den ansvarlige. Men smerten bliver endnu mere forstærket, når der er én, der viste den ansvarlige tillid og blev offer i den tillid. End ikke kærligheden kan her være tilstrækkelig til at læge de store, sjælelige sår (side 114).
Er tilgivelse da mulig?
Hvis vi kan overvinde naget, får vi til gengæld foræret en ny frihed og et vist mål af fornyet livsglæde. Vi behøver ikke altid at være bevidste om at tilgive. Nogle gange kan det være, at vi efter nogen tid giver slip på følelsen – og får befrielsen:
Tilgivelse kræver ikke altid en bevidst beslutning. Og det vidner om, at tilgivelse langt hen ad vejen handler om at give slip på det, der skabte en barriere i forhold til andre (side 174).
Så ja, tilgivelsen foreligger som mulighed, også den betingelsesløse eller ubetingede, men vi ved dybest set ikke, om vi er i stand til at tilgive med fuld styrke – måske er det kun sådan, at vi har sat uretten, fejlen, i parentes, igennem vores tilgivelse:
At tilgive er ikke at udslette noget af historiens gang, for det kan ikke lade sig gøre. Som jeg har været ind på før, forholder det sig ifølge Kierkegaard sådan, at når noget er tilgivet, er forseelsen ikke længere væk, end at dommen over den kan vende tilbage igen, hvis tilgivelsen trækkes i land. Ligesom kærligheden er levende og bevidst, og jeg kan tage imod den eller lukke den ude, er også tilgivelsen netop bevægelig (side 175).
Et komplekst emne
Bogens forfatter har forholdt sig ydmygt til emnet, idet hun har vist, hvor vanskeligt det er at afklare hvad tilgivelse er, og hvordan den reelt kommer til udtryk. Selve det at tilgive er vanskeligt for mennesker, og måske er det alene Gud, der er i stand til at gøre det fuldt ud, idet vores Gud er at ligne ved kærligheden selv. Men selv for os mennesker er der håb: Vi kan begynde med tilgivelsen i det små, anfører forfatteren fortrøstningsfuldt til allersidst.
Fire gode hjerter fortjener bogen, trods den grad af uforløsthed, som den lader læseren tilbage med.
|
|
|
|
