|
|
Anmeldelse:
Henrik Kauffmann - En myteomspunden person
Jørgen Refshauge,
cand.mag. i engelsk og dansk.
Publiceret 4. november 2020.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Bo Lidegaard:
UDEN MANDAT - En biografi om Henrik Kauffmann
- Gyldendal (560 sider)
- Udgivet 4. maj 2020. Pris kr. 399,95
DANSK/USA//HISTORIE:
Den 9. april 1941 har Danmark i et år været besat at Tyskland, og den fyrede og tilsyneladende genansatte danske ambassadør i Washington indgår alene mand, uden
nogen form for rygdækning, en i princippet uopsigelig aftale omfattende USA, Danmark og Grønland.
Tidligere embedsmand og chefredaktør, nuværende historiker, forfatter og dr. phil. m.m., Bo Lidegaard, har i en populariseret og opdateret udgave af
sin doktorafhandling formået at præstere en spændende, velorganiseret og oplysende beretning om diplomaten Henrik Kauffmann og hans usædvanlige liv som diplomat
og person, og har dertil yderligere formået at fremkomme med overordentlig væsentlige perspektiver på Danmarks udenrigspolitik fra mellemkrigstiden og frem til i dag.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Jørgen Refshauge, anmelder Lidegaards biografi om Henrik Kauffmann.
BEDØMMELSE:  SEKS stjerner af seks
(skala).
En myteomspunden person
Allerede i indledningen til biografien markerer Lidegaard sin fascination af den mand, der mest af alt er kendt for at have brudt med den danske samarbejdsregering på et tidligt tidspunkt af den tyske besættelse og i særdeleshed for at have indgået den aftale, der uden mandat fra den danske regering, gav USA lov til at anlægge militærbaser i Grønland. Men det er også en skildring af levemanden, eventyreren, charmøren og den karismatiske grænseoverskridende diplomat, som kobles op på historiens store hjul, hvor han var mere end et lille tandhjul i det store urværk.
Lidegaard gengiver i veloplagt stil historien om Kauffmann fra sin doktorafhandling, og han deler generøst ud af sin viden baseret på de mange diplomatiske rapporter og personlige beretninger, breve osv. fra den danske gesandt og det øvrige diplomati, som han har arbejdet med i forbindelse med sit videnskabelige arbejde, men hertil er der føjet en mængde nyt materiale, som er dukket frem siden han forsvarede sin afhandling tilbage i 1996.
Den stærke mand
Kauffmann tilhørte fra fødslen samfundets elite. Han var halvt tysk, født i Tyskland, og kom først til Danmark som 14-årig. Han blev jurist og kom hurtigt i træning som diplomat i New York og senere i Berlin, hvor han så Weimarrepublikkens vaklende skridt, inden han i 1921 blev sendt til Rom som gesandt.
Den unge Kauffmann var fuld af beundring for det fascistiske regimes fører, som netop var ved at befæste sin position i Italien, uden at møde videre modstand i parlamentet eller i befolkningen:
Som en af de vigtigste grunde fremtræder mere og mere Mussolinis stærke personlighed; hans jernvilje, hans uforfærdethed og hans koldblodighed gør ham til den fødte diktator. Han suggestionerer i højere grad ikke alene sine nære omgivelser, men også masserne (side 32)
Kauffmann var også lidt at en fanden-i-voldsk karakter. I sommeren 1923 blev hans navn sat i forbindelse med skandalen omkring Landmandsbankens krak, hvilket formentlig var udslagsgivende for, at han langt senere, i 1945, ikke blev dansk udenrigsminister. Han blev i lyset af skandalen forflyttet fra Berlin til Beijing, hvilket var en åbenlys degradering. Det var Udenrigsministeriets tidligere chef, O.C. Scavenius, der som bestyrelsesformand for Store Nordiske Telegraf Selskab fik arrangeret forflyttelsen, for det danske selskab havde hårdt brug for varetagelse af sine økonomiske interesser i det krigshærgede land.
Kauffmann formåede at sætte alle sejl til under sin tid i Kina, blev nær ven med Chiang Kai-shek og dennes mægtige udenrigsminister, Soong, og han arrangerede bl.a. en erhvervsøkonomisk goodwillrejse omfattende det halve danske kongehus, og Kauffmanns utrættelige indsats førte til, at lederen af den mægtige F.L. Smidth-koncern, Poul Larsen, forfattede en uforbeholden anbefaling af diplomatens fortjenester for virksomheden, som han tilstillede Udenrigsministeriets direktør. Det var svært at komme uden om den unge diplomat, selv om han til tider voldte udenrigstjenesten hjemme i Danmark en hel del bryderier, ikke mindst på grund af de ekstravagante repræsentationsudgifter.
I venteposition
Kauffmann blev modvilligt gesandt i Oslo i 1932-37, hvor han til stadighed havde øjnene stift rettet mod ønskeposten i New York, men ikke desto mindre gjorde han sig særdeles positivt bemærket ved sin ihærdige indsats for at genoprette det gode forhold mellem Danmark og Norge efter det norske nederlag ved den internationale domstol, i striden om Nordøstgrønland.
Da han endelig fik sit ønske opfyldt og blev sendt til Washington som gesandt i 1939, var det en lettelse for Udenrigstjenesten af få Kauffmann lidt mere på afstand til en post, der på daværende tidspunkt betragtedes som mindre vigtig, da USA stadig blev opfattet som isolationistisk og ikke rigtig engageret i vesteuropæiske forhold. Kauffmann selv, derimod, var fra starten klar over, at USA ville blive den helt store spiller i forhold til den generelle udvikling i verden fremover, og dette har utvivlsomt præget hans satsning både som diplomat, person, investor, verdensmand og egenrådig politikmager.
Den sande repræsentant for et frit Danmark
Han undsagde sig straks det tyske styres okkupation af Danmark, erklærede ambassaden i Washington som ’det frie Danmark’ og optrådte efterfølgende som selvudnævnt repræsentant for Danmark, men ikke for den danske regering, men for konge of fædreland, hvilket dramatisk fandt sin foreløbige afslutning den 9. april 1941, hvor Kauffmann indgik sin helt egenhændige aftale med amerikanerne, der gav USA ret til militærbaser i Grønland, undertegnet af Kauffmann og den amerikanske præsident, hvorved den kontroversielle diplomat anerkendtes som uafhængig gesandt af USA, men efterfølgende fra dansk side umiddelbart blev fyret.
Det danske Udenrigsministerium var rasende, Kauffmann blev afskediget, hjemkaldt og tiltalt for højforræderi, men han var urørlig, fordi den amerikanske regering gik med på hans dobbeltspil om at repræsentere Danmark, da det blev klart for amerikanerne, at Grønland fremover ville blive en central brik i det storpolitiske spil, ud fra både forsvars- og angrebsperspektiver. Så Kauffmann blev genindsat, trods det, at han ikke havde lovet nogen form for bod eller bedring.
Politisk og moralsk sikrede Kauffmanns aftale om Grønland, at vi trods fedtspilleriet med samarbejdspolitikken i forhold til Tyskland blev opfattet som medlemmer af de allieredes hold, da Tyskland kapitulerede. Sammen med modstandsbevægelsen i Danmark var Kauffmann hovedvægten i skålen for den internationale anerkendelse af Danmark som det allierede land, der som nr. 50 og sidst fik lov at underskrive traktaten om de frie nationer, der dannede optakten fil FN (og Nato).
For langt fremme i skoene
Kauffmann var ifølge historikeren Erling Bjøl en for stærk udfordring til janteloven til at kunne komme ind i varmen i dansk politik. Han var med i overgangsregeringen i månederne efter Tysklands kapitulation, men blev som tidligere nævnt ikke udenrigsminister. Posten gik til ærkerivalen Christmas Møller. Kauffmann blev sendt tilbage til Washington, hvor han blev særdeles aktiv igen, især som internationalisten, der ville vække det lille, sovende Danmark til de nye tider: Han bekæmpede sine skiftende regerings neutralistiske tendenser, deres ’spillen død’, og slog i stedet til lyd for en uforbeholden tilslutning til FN, som han så udvirkede i 1949. Hans stjernestund som underskriver af Danmarks tilslutning til traktaten bekræftede det, han havde kæmpet for. Han ville Danmarks engagement aktivt i storpolitikken.
Kauffmann forblev ’tiden ud’ i USA indtil pensioneringen som 70-årig i 1958, og han syntes at stortrives med sin internationale tilværelse, hvor omdrejningspunktet klart var USA og ikke Danmark. Han og hans familie var med i jet-settet, men han var mere elegantieren end den storbrovtende opkomling. Han var jo allerede i en klasse helt for sig, så der var ikke noget, han skulle leve op til, eller spille op til.
Han fik endnu en politisk sejr to dage før sin afsked i 1958, hvor han fik Kongressen til at lave en særlov om krigsskadeerstatning til danske rederier, hvis skibe blev udlånt til amerikansk tjeneste under krigen. Et uhørt stunt, som ingen anden nogen sinde har været i stand til at udvirke, idet Kongressen hermed underkendte en afgørelse ved en højere retsinstans.
Hvor langt kan en enerådende diplomat tillade sig at gå i sine helt personlige spil? Kan man gøre det rigtige ved at gøre det, som umiddelbart set er forkert og endda moralsk forkasteligt? Kauffmann levede ikke op til kodeks eller moral for en diplomat og embedsmand, men hans motiver kan næppe drages i tvivl – han handlede mere for den store sag end for sin egen – men de to var nært forbundne.
Seks stjerner af seks mulige
Bogen udgør en beretning med utrolig mange detaljer, hvor der er mange ture ud ad diverse tangenter, og der er spændende sidehistorier, men det giver alt sammen flere muligheder for at få indsigt i mennesker og begivenheder. Bogen er overskueligt disponeret på trods af de mange detaljerigdomme, og det er en sprænglærd beretning, formidlet til et bredt publikum. En bog til at få forstand og indseende af.
Interessant er det i øvrigt også at læse, at forslaget om at købe Grønland slet ikke er Trumps tossede ide. Tanken blev fremsat flere gange i årene lige efter Anden Verdenskrig, hvor der skulle genforhandles om aftalen vedr. Grønland og USA, og der forelå sågar på et tidligt tidspunkt et købstilbud på 100 millioner dollars i guld. Og faktisk så sent som 1960 jokede den afgående præsident Eisenhower med, at det hele ville have være meget nemmere, hvis USA bare købte Grønland.
|
|
|
|
