Interview: "Farver og streger i de rette proportioner gør mig glad" - mød billedkunstneren Andreas Lawaetz

Tekst og nogle af fotoene af
Flemming André Philip Ravn,
lektor, tredobbelt cand.mag.

Publiceret den 30. september 2020.

© COPYRIGHT: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.

BILLEDKUNST: Billedkunstneren Andreas Lawaetz er opvokset på Frederiksberg og bor i dag i København, mere præcist på Nørrebro. Han er uddannet pædagog og arbejder til dagligt, deltids, som pædagog. Det giver ham tid til at arbejde som billedkunstner ved siden af. Som kunstner er han autodidakt og kan arbejde, når tiden, lysten og inspirationen er der. Der laves mange skitser, og nogle af skitserne bliver sidenhen til kunstværker. Med en selvstændig og eksperimenterende tilgang til farver og former har billedkunstneren efterhånden udviklet sin helt egen stil og kunstneriske signatur. Han er særligt glad for at male abstrakte motiver og figurer. Tidsskriftet Epsilons redaktør, Flemming André Philip Ravn, har interviewet Andreas Lawaetz.


Ravn: Hvornår begyndte du at male?

Lawaetz: Jeg har malet altid. Som 4-årig lagde jeg mærke til bogstaver og motiver, navne og mønstre. Jeg holdt af at tegne. Jeg mærkede allerede da, at jeg har en sans for at fange ”matematikken” i mønstre og motiver.

Siden barndommen har jeg holdt af at male og tegne. Jeg er ikke uddannet billedkunstner, men er autodidakt. Jeg leger mig til det, løsriver mig fra det formelle. Jeg er nysgerrig på barndommen, barndommens store land, hvilket jeg også bruger qua min uddannelse som pædagog. Jeg husker også min egen barndom meget tydeligt. Barndomssjælen bruger jeg, når jeg maler. Det lette og umiddelbare landskab fra barndommen, hvor der ikke er nogle begrænsninger.

Ravn: Hvad har været med til at forme dig som kunstner og som menneske?

Det er der mange ting, der har. I denne tid tænker jeg meget tilbage på et udlandsophold, jeg har haft. For få år siden arbejdede jeg i et ungdomsfængsel på Filippinerne. Jeg var frivillig. Det var faktisk over en længere periode på otte måneder. Det lærte mig rigtig meget om livet og om mig selv. Det var lærerigt at arbejde med de unge indsatte i fængslet – og i det hele taget at opholde mig så længe på Filippinerne, som er helt anderledes end Danmark. Ungdomsfængslet lå i en lille provinsby sydpå, cirka seks timer væk fra Manila i bus.

Ravn: Kan du uddybe det med Filippinerne?

Lawaetz: Ja, det gav mig en masse ting at tænke over, og det lærte mig at blive bedre til at fokusere. Det gav et interessant nærvær og samvær med andre mennesker. Jeg interagerede med mange folk, både i fængslet, og i det omkringliggende lokalsamfund. Jeg blev opmærksom på forskelle i folks levevis, ja i det hele taget på dagligdagens små og store ting. Jeg opfattede tiden som værdifuld og intens. Allerede det at komme væk fra éns vante miljø og til et fremmed land og stå på egne ben som ung, er meget udviklende for personligheden. Jeg sammenlignede ofte med mit liv derhjemme og analyserede min vaner og levevis. Det er sjovt at gøre noget andet, end det man plejer. Det giver en helt masse.

Ravn: Blev du fornyet?

Lawaetz: Ja, det kan man godt sige, jeg gjorde. Jeg fik et nyt syn på mit liv. Og på mig selv. Jeg gjorde også noget aktivt. Jeg tog skeen i egen hånd og søgte hen imod steder, der var ukendt, gik på opdagelse så at sige. Jeg blev inviteret hjem af mange mennesker. Alle ville gerne tale med en udlænding. Folk var meget flinke og gæstfrie. Rammerne var til, at jeg kunne udfordre mig selv, finde ud af hvem jeg selv er i en helt anden kontekst samt lære andre mennesker at kende, sådan som dé er i deres vante omgivelser.




Billedkunstneren Andreas Lawaetz undervejs med at male og bagefter klar til at hænge et færdigt maleri op.
Foto: Courtesy of Andreas Lawaetz.

Ravn: Har billedkunst et bestemt sprog?

Lawaetz: Det har nok flere slags sprog, jeg holder af at søge mit eget udtryk. Pudsigt nok dumpede jeg både i design og billedkunst i gymnasiet. Undervisningen appellerede ikke til mig. Jeg var ikke engageret nok, og min lærer synes heller ikke, at min stil passede ind. Set i retrospekt er det lidt ironisk. Man skal nok passe på med at lytte for meget til, hvad andre siger om dig eller bedømmer dig til. Éns egen indre bevægelse og lyst og nysgerrighed skal man turde at holde fast i, sin egen stil og sin egen kunstforståelse. Og det forsøger jeg, og jeg arbejder jo som billedkunstner i dag.

Ravn: Kan du male med alle farver?

Lawaetz: Ja, det kan jeg.

Ravn: Hvordan vælger du farver?

Lawaetz: Når jeg laver det, begynder jeg med en farve, der passer til det, jeg er i gang med, for eksempel rød. Jeg maler vilkårligt og søger dog det præcise. Den røde farve fører mig så til den næste farve. Det er noget, som opstår spontant, mens jeg maler. Der er tale om en umiddelbarhed, noget impulsivt ud fra stemninger i mine tanker, impulser og idéer omkring, hvad jeg gerne vil vise med billedet. Nogle gange kan jeg se helheden i værket på forhånd, f.eks. en kvinde med flotte farver på eller et fotografi, en madret eller et farverscenario, der har inspireret mig. Andre gange kender jeg ikke slutmotivet på forhånd, men jeg holder af at lege med farver og former og proportionere dem i et bestemt forhold, der giver en harmonisk helhed.

Ravn: Har du nogen yndlingsfarve?

Lawaetz: Mine værker er meget forskelligartede. Jeg tror ikke, at jeg har nogen yndlingsfarver. Jeg kan lide at arbejde med alle farver, tror jeg. Ofte arbejder jeg med nuancer af blå og rød. Jeg arbejder ikke kun i farver, men også i former. Lige nu er jeg meget fascineret af ansigter og ansigtsformer og ansigtstræk, øjne og næser osv. Og kropssprog. Kropssprog er spændende.

Jeg søger det sjove, det pudsige, det ufuldkomne. Der gemmer sig altid noget bag det, der kan se fuldkomment ud. Jeg er meget nysgerrig på de usynlige billedserier, der findes i et ansigt. Vi er en sum af billeder, både indeni og udenpå. Ikke kun har hver person et - eller faktisk flere – billedlige udtryk, men livet i sig selv er også en serie af billeder, som er opdelt i mange sekvenser.

Ravn: Hvad giver det dig at male?

Lawaetz: Det er legende. Det er vigtigt at have for øje i forhold til at være menneske. At have for øje, at jeg altid skal opleve mennesket som en leg velvidende at der også er seriøsitet. Men det figurative er mit eget legende. Jeg synes det at male realistisk er alt for seriøst. Vil hellere male nogle store øjne og skabe forundring. Figurerne kan være dybsindige, åbensindige og glade eller lukkede og triste.

Jeg tænker meget i øjne og ansigter, runde og kantede former. Mine figurer er med til at lukke billederne op. Man skal have tålmodighed til at åbne et ansigt. Og et ansigt kan ændre sig. Et ansigt er ikke noget statisk… Min nysgerrighed for hvordan mennesker har det. Jeg kan godt lide at komme i dybden med udtryk og balancer hos mennesker. Der er ikke noget, der er fuldstændigt eller helt færdig, for vi er jo altid i forandring. Jeg ser lærredet for mig som et landskab. Jeg er ofte i flow, når jeg tegner og maler. Det er skønt at være i flow, for så er der ikke nogen bevidst plan.




To malerier af billedkunstneren Andreas Lawaetz med dejlige farver og fantasifulde former. Foto: Andreas Lawaetz.


Ravn: Har du nogen pejlemærker, når du maler?

Lawaetz: Jo, det har jeg nok. Når jeg laver mine streger, har jeg altid haft et behov for at være nøjagtig og præcis. Det er noget præstationsbetinget fra min fodboldbaggrund. Jeg har spillet meget fodbold og har altid gerne ville præstere til det yderste på banen. Det har bare være en indre drift. Udvikle mine evner på banen. Mit formål var ikke bare at shine for min egen skyld; mit formål var at bidrage til fællesskabet og bære mit ved hjælp af mine præstationer, altså team spirit. Sådan har jeg det også, når jeg maler. Jeg prøver at præstere mit ypperste, at nå et optimalt udtryk. Jeg holder af at portrættere ansigter og lade dem indgå i mønstre og helheder og samtaler. Jo, ansigter er nok noget af det, som er gennemgående. Det er noget, som jeg ofte vender tilbage til i mine billeder.

Ravn: Og det er jo meget stiliserede ansigter? På nogle måder kan man måske mere tale om antydningen af ansigter i dine billeder?

Lawaetz: Ja. Det er rigtigt nok. Mine billeder er figurative. Abstrakte. Men ansigtet står aldrig bare alene. Ansigtet er også koblet sammen med en krop og et kropssprog. Der er en sandhed som gemmer sig. Nogle gange er det de usynlige ting, som man skal kigge efter for at forstå og læse billedet. Jeg tror, det handler om at arbejde med at forstå følelser og hvordan de optræder i forskellige rum og udtryk. Et billede er på samme tid både en helhed og mange dele.




Billedkunstneren Andreas Lawaetz' ekspressionistiske værk med titlen "The Conversation". Foto: Courtesy of Andreas Lawaetz. Maleriet gengives i stor størrelse allernederst - se også dette.

Ravn: Er der nogle billeder, du på stående fod særligt kan huske?

Lawaetz: Ja, for eksempel et værk, jeg malede for et par år siden. Det kaldte jeg ’The Conversation’. Jeg malede det ved Gammel Torv på Strøget i København, mens folk gik forbi, og nogle stoppede op og kiggede. Det var spændende og også lidt uvant for mig at stå og male et offentligt sted på denne måde. På forhånd havde jeg besluttet mig for at koncentrere mig om selve lærredet, og at jeg ikke måtte vende mig om. Jeg tog ingen pauser, men var bare i det indtil kunstværket var færdigt. Det tog cirka tre timer. Det var en indre aftale med mig selv. Det var en indre aftale med mig selv.

Jeg vidste godt, at det kunne være angstprovokerende sådan bare at stille sig op på Strøget og male og være fokus for forbigående folks blikke: ”Hvad laver han, ham dér?”.

Ravn: Hvorfor hedder billedet ”The Conversation”?

Lawaetz: Jeg malede jo billedet impulsivt. Men der er en interaktion i billedet, en samtale, og det er det, jeg gerne vil vise. Og der er mindst to skikkelser i billedet i et tæt nærvær, hvor de kommunikerer med i hinanden, snakker sammen… Udgangspunktet var, at jeg gerne ville portrættere mennesker, som på én eller anden måde interagerer. Og løbende dermed, ville jeg også gerne vise, at der i samtaler kan være noget underliggende på spil. En person kan f.eks. godt have flere ansigter, og nogle gange kan de andre ansigter være usynlige, og beskueren skal opdage dem. Jeg er fascineret af, hvad samtaler kan.

Ravn: Hvad kan samtaler?

Lawaetz: Samtaler er selvfølgelig mange ting, men en samtale kan fortsætte i én uendelighed, fordi der hele tiden dukker nye ting op. Sådan er det også i livet, der er hele tiden nye muligheder. Der er ikke noget facit, alting er konstant under udvikling. For mig er det et billede på, hvordan livet udspiller sig: Der er så meget dynamik i en samtale, ligesom der også er i livet. De billeder, der er i en samtale kan vise rigtig meget: Liv, lys, drømme, refleksioner osv. Forbundethed er også et vigtigt nøgleord. Man er nødt til at være modig for at turde samtale i dybden. Det kræver mod, for samtale er et spejlbillede, som man holder op for sig selv og hinanden.

En samtalepartner kan udfordre dig i dine opfattelser, du bliver udfordret i den, du er. Ændrer du retning? Kan du gå på kompromis? Tør du at blotte dig? Tør du at fortælle, hvem det sande ”du” er? Vi har nogle ømme områder i det levede liv, for det levede liv har jo nogle sider, som vi uomtvisteligt ikke kan løbe fra. Og det ligger dér latent, uanset om vi er bevidste om det eller ej. Samtalen er en måde at være i livet på.




Andreas Lawaetz har bl.a. haft en udstilling på et galleri på Ordrupvej i Charlottenlund med titlen ”Inner Child” (de to øverste billeder) samt hos ”Art Manager” på Frederiksberg, hos Kunstforeningen KAB (nederste billede).
Foto (nederst): Courtesy of Andreas Lawaetz.
Foto (øverste to): Flemming André Philip Ravn.

Ravn: Det føles som om, du søger at suge livets essens ud af en samtale... Er samtale en slags terapi?

Lawaetz: Det er et sjovt spørgsmål. Jo, det er det da helt sikkert. Men jeg tænker det ikke kun som det. Jeg kan ikke forestille mig ikke at være i samtale. Samtalen kan jo bringe én et sted hen - og bringe ét videre. Der er flere ting. Jeg synes, at samtalen kan være så enormt indtryksfuld.

Den kan indeholde så mange bølger i den forstand, at den kan være voldsom, intimiderende, overvælde dig i en positiv eller negativ grad, det kan være en mareridtsagtig oplevelse, lidt angstprovokerende eller farlig at være i, samtalen kan få én til at ville undgå eller flygte, fordi samtalen kan åbne op for noget, som er farligt… Livet er bevægeligt. Tålmodighed, i forhold til éns egne forventninger... Prøve at forstå hinanden...

Tålmodigheden er væsentligt, hvis vi ønsker oplysning. Det kan der være megen læring i. Dér hvor du virkelig skaber nogle sunde rammer for dig selv, er, når du gør dig selv bevidst om dine tankemønstre, for hvis vi bevidstgør dem, kan vi bedre sortere i dem. Bevidstgørelsen over egne tankemønstre er en ” samtale” med sig selv. Og terapi er jo blandt andet også bevidstgørelse.




Interviewet fandt sted over tre gange på "Café Jorden Rundt" i Charlottenlund sommeren 2020. Foto: Flemming André Philip Ravn