|
|
Anmeldelse:
En måde at finde et selv
Anne Beck Nielsen,
mag.art. & cand.mag.
i litteraturvidenskab, dansk og engelsk.
Publiceret 31. juli 2020.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Kaspar Kaum Bonnén: bag om min far
- Forlaget Vandkunsten, 98 sider
- Udkommet april 2020
LITTERATUR/DANSK:
Kaspar Kaum Bonnén har skrevet den vellykkede lille bog bag om min far
(titlen har lille begyndelsesbogstav)
i et forsøg på at forstå sig selv. I 97 erindringsglimt fortæller
Bonnén om faren og farens kunst og om sig selv og sin egen kunst. Faren er billedhugger, sønnen billedkunstner og forfatter. Kapitlerne er stillet op som digte,
der er mere episke end egentlig lyriske, og indeholder også mange refleksioner over kunsten og samtiden og livets store spørgsmål. Værket bindes sammen af Bonnéns egen
stemme: intens, hudløst ærlig, afdæmpet, langt henad vejen afmægtig og desperat i forhold til livet. Man fornemmer det livsnødvendige i værket, som først og fremmest er
et nuanceret selvportræt.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Anne Beck Nielsen, anmelder bogen her.
Sorg
Bonnén er 52 år og føler en dyb sorg over at opleve ikke helt at mestre livet og heller ikke helt kunsten. Fra mange vinkler beskrives hans savn efter faren og forsøget på at forstå sammenhængen mellem farens svigt og Bonnéns egen afmagt. Der er mange afsløringer af farens negative sider, hans selvoptagethed, hans alkoholisme, hans manglende evne til at tage følelsesmæssigt ansvar for sine handlinger; men selv om Bonnén beskriver had mod faren, virker teksten ikke hadsk. Tydeligst af alt står sønnens dybe længsel efter faren, hans beundring for farens kunst, og hans undren over farens natur, der er så forskellig fra hans egen.
Svigt og savn
Bonnén er sammen med sin søster vokset op hos moren, mens faren boede med sin nye familie kort fra dem. Moren var skizofren og alkoholiker, men en god mor, når hun ikke var syg eller havde drukket. Selv når moren var syg og indlagt, hjalp faren ikke familien, hverken følelsesmæssigt eller økonomisk, og på et tidspunkt er de to søskende anbragt i 8 måneder på et børnehjem. Når Bonnén som barn besøgte faren og hans nye familie var der ingen følelsesmæssig kontakt mellem dem. Farens familie beskrives som ressourcestærk med en æstetisk holdning til tilværelsen, og det afholdt dem åbenbart fra at forstå og hjælpe. At faren og hans familie ikke hjalp de to børn, når moren var psykotisk, virker på mig som farens største svigt.
Da Bonnén var barn savnede han ikke sin far. Det er hans største anklage mod faren nu, at faren var så fraværende, at han ikke engang formåede at skabe et savn, men kun tomhed. Man kan sige, at han i bogen undersøger, hvor meget af sin egen tomhed, sin uforløsthed, sit mindreværd og besvær med at leve, som han kan give faren skylden for.
Farens væsen
Faren og sønnen fremstilles som diametrale modsætninger med kun én ting tilfælles, nemlig kunsten. Faren beskrives som på alle måde stor: Han er ekstrovert, spiller på trompet, kører longjohn, han elsker livet og sanseligheden, og han elsker selskab, men (p. 46)
Følelser, intimitet nærvær er noget min far får gennem kunst.
Han er selvoptaget, forkælet, hensynsløs, overfladisk i relationer. Han mener ikke, man skal analysere fortiden, han vil ikke anerkende, at han har svigtet, han vil kun være til stede her og nu. Det virker, som om det er det største konfliktpunkt mellem far og søn, at faren ikke vil tale om og vedkende sig sit eget svigt. Men det virker også, som om Bonnén via sin bog når frem til en accept af, at faren aldrig kommer til at tale om det.
Farens kunst
Faren ser sig selv som et kunstnerisk geni. Bonnén beskriver farens kunst således (p. 24):
Min fars skulpturer
er for mig en åbning af en simpel form.
Som at pakke en hård pakke ud og se at den er blød indeni.
Sådan er hans signaturværk
en skulptur i to dele.
Blødhed viser faren kun i sin kunst. Med årene bliver han alkoholiker, og heller ikke det vil han erkende. Som han fremstilles, er faren ikke en person, man ville have lyst til at kende.
Klodserne
På forsiden af bag om min far er et billede af én af farens skulpturer, som består af klodser, der vokser ud af billedet. Man aner, at skulpturen er farens, når man læser bogen, men det undrer mig alligevel, at bogen ikke angiver ophavsmanden til forsiden. Jeg læste det i et interview med Bonnén i Børsen fra 28. maj 2020. Klodserne har alle et hul i midten, og i deres materiale fornemmer man den blødhed, som Bonnén taler om findes i farens skulpturer. Man får lyst til at røre ved dem. Forsiden er også et godt billede på, hvor meget faren har fyldt for Bonnén og på proportionerne i det, han har skullet bag om, for at kunne se faren og sig selv.
Sønnens kunst og sønnens væsen
Bonnén ser sig selv som farens modsætning. Han er stille, alvorlig og introvert, han reflekterer over sig selv og sin kunst og verden. Han har følelser af mindreværd, har svært ved at finde vej i livet, og han har et mørke i sig (pp. 23-24):
Jeg må tro på
at der er brug for at vise mit mindreværd,
at der er en grund til at fremvise mit besvær med at leve,
at kampen for at udtrykke det, ikke bare er mit problem,
men er et stort og vigtigt kulturelt problem.
Bonnén skriver på en indre nødvendighed af smerte, hvor hans fars tilgang til kunst er langt mere lystfuld. Han er klar over alle faldgruberne i sit eget projekt, han er klar over, at hans far er meget andet end hans far, at han sårer ham ved at skrive om sit had til ham. Han er også bevidst om, at hans far er barn af en anden tid med en anden tilgang til kunst. Selv skriver han sig ind i en bølge af litterære opgør med forældre.
Bonnén reflekterer flere gange over, hvordan faren vil modtage hans bog. Om de vil holde op med at tale sammen, fordi bogen vil såre faren. Det er, som om det at skrive bogen skaber plads til medfølelse med faren, og Bonnén forstår til slut, hvor meget faren lider under ikke længere at kunne arbejde på grund af sit helbred.
Forsoning
Efter endt læsning har man ikke fornemmelsen af, at Bonnén tilgiver sin far. Mere er der tale om, at han tydeligere ser sig selv som en helt anden slags person og kunstner end sin far. Han insisterer på at bruge sig selv og sine følelser i sin kunst, hvor faren har en tydelig adskillelse mellem livet og kunsten og kun viser sin blødhed i kunsten. Bonnén kommer også selv til at svigte sine børn, selv om han egentlig ikke vil det. Jeg synes, Bonnén bliver tydelig for læseren i sin bog, barnet der blev svigtet fatalt, den voksne der har ondt i livet – det er meget
bevægende at læse om, og det er ikke en bog, man slipper med det samme. Svigtet vil altid være der og altid gøre ondt, men ønsket om forsoning formuleres meget smukt (p. 96):
Jeg er selv blevet gammel. Jeg ønsker at forsone mig.
Jeg er træt af det had jeg har båret på så længe.
|
|
|
|
