|
|
Anmeldelse:
Tro og tvivl
Anne Beck Nielsen,
mag.art. & cand.mag.
i litteraturvidenskab, dansk og engelsk.
Publiceret 19. juli 2020.
© Copyright: Uddrag må citeres med korrekt kildeangivelse.
- Elif Shafak: Evas tre døtre
- Forlaget UNDERSKOVEN, 417 sider
- Udkommet på engelsk 2016
- Udkommet på dansk marts 2020
LITTERATUR/DANSK:
Elif Shafak er en tyrkisk-engelsk forfatter, der bor i både Istanbul og London, og som skriver på både tyrkisk og engelsk. Rammefortællingen i Evas tre døtre
beskriver et middagsselskab i Istanbul i 2016, og rammen veksler med kapitler, der beskriver hovedpersonen Peris barn- og ungdom. Romanens hovedtema er splittelse,
splittelse mellem tro og ateisme, mellem mænd og kvinder, mellem Europa og Asien, og i Peri selv mellem tro og tvivl. Evas tre døtre er en læseværdig og interessant
roman om de polariseringer, der præger nutiden og ikke mindst nutidens Tyrkiet.
Tidsskriftet Epsilons anmelder, Anne Beck Nielsen, anmelder romanen her.
Peri
Romanen udkom i 2016, men er først oversat til dansk i år. I romanens fortællende nutid er hovedpersonen, 35-årige Peri,
på vej til et middagsselskab med Istanbuls højere borgerskab, som hun tilhører i kraft af sin mand Adnan. Adnan er 17 år ældre end Peri og en
rig forretningsmand inden for ejendomsbranchen, og Peri er hjemmegående husmor med 3 børn. I tilbageblik beskrives Peris opvækst i Istanbul i
1980’erne og 1990’erne og hendes tre år som studerende i Oxford fra 2000-2002.
Shafak lader i romanen synsvinklen glide mellem Peri og en slags ”gammeldags” alvidende fortæller. Beskrivelserne af Istanbul og borgerskabet og den voksne Peri er negative, kritiske og resignerede, mens Peris barndom og tid i Oxford er beskrevet kritisk, men også med ømhed og kærlighed
Istanbul
Istanbul beskrives som en byggeplads, der bliver ved med at udvide sig (p. 8). Byen er larmende med tid, uhyrer og vanvid til overflod, (p. 9),
og er splittet mellem den europæiske del og den asiatiske del, mellem troende muslimer og materialistiske ateister. Fattigdom, vold, terror og
kvindeundertrykkelse er hele tiden til stede som et baggrundstæppe for det borgerskab, Peri tilhører.
(...) nærhed er det eneste man aldrig slipper for i byen - et stormfuldt hav, der svulmede med drivende isbjerge af maskulinitet (p. 14).
På vej til middagsselskabet er Peri ved at blive voldtaget, da hun løber efter en vagabond, der har stjålet hendes taske. Overfaldscenen er central i romanen. Den beskriver Istanbuls skyggesider helt uden medfølelse: armod, prostitution, stofmisbrug, vold og fattige mennesker, der helt har mistet deres menneskelighed. Ud af Peris taske under overfaldet falder et foto fra Peris tid i Oxford, og de erindringer, som dette foto fremkalder hos Peri, danner afsæt for kapitlerne om hendes barndom og Oxfordtid.
Det højere borgerskab
Istanbuls pengeborgerskab beskrives uden medfølelse og lige så negativt som samfundets bund. Blandt borgerskabet foregår en tiltagende polarisering mellem troende og ikke-troende, mellem mænd og kvinder, og det hører til sjældenhederne, at de forskellige grupperinger deltager i et fælles arrangement som middagen.
Selskabet oser af rigdom og overflod, men samtalerne viser, at alle er optagede af sig selv og deres egen dagsorden. Borgerskabet mangler både menneskelighed og charme, og det er som om middagsselskabet aldrig får rigtigt liv, personerne forbliver flade. Der er mange spændende filosofiske, religiøse og politiske iagttagelser, Shafak er en yderst vidende forfatter, men ideerne forbliver eksterne i.f.t. personerne og integreres aldrig rigtigt i personbeskrivelserne.
Tro og tvivl
Det virkeligt fængende i romanen er, hvad der har gjort Peri til:
En prægtig moderne muslim, hun har stillet sig tilfreds med hun har, men nu opdager hun et tomt hul i sin sjæl (p. 8)
Peri er vokset op med en religiøs mor og en materialistisk, ateistisk far. Hun er mest knyttet til sin far, men føler samtidig, at hun skal mægle mellem moren og faren, og hun oplever en indre splittelse mellem tro og tvivl. I 1980’erne bliver Peris ældste bror Umut fængslet i mere end 8 år og tortureret på det grusomste for at tilhøre en ulovlig kommunistorganisation.
Efter Umuts fængsling går Peris familie gradvist i opløsning. Moren bliver fanatisk muslim med rengøringsvanvid, og faren bliver alkoholiker. Peri gemmer sig i bøger, bliver nummer 1 i alting, og faren beslutter, at hun skal studere i Oxford. Som om Peris intellektuelle succes kan hele familien.
Som 19-årig starter Peri i Oxford. Meget passende melder hun sig til et kursus om gud hos den karismatiske professor Azur. På kurset håber Peri at hele sin egen dualitet mellem farens og morens verden. I stedet for at blive helet forelsker hun sig imidlertid voldsomt i Azur, som viser sig at være noget af en Don Juan og med en blakket fortid i.f.t. kvinder. Fra starten af romanen får vi at vide, at Peris Oxford-tid ender med en skandale, der involverer Peri og Azur. Mere skal ikke røbes her, da Evas tre døtre også er en spændingsroman.
Evas tre døtre: Synderen, Den troende og Den Forvirrede
Peri får to muslimske veninder i Oxford. Fotoet fra overfaldet i Istanbul i starten af romanen forestiller de tre veninder og Azur. Shiri, Synderen, kommer fra en velhavende iransk familie, men er vokset op i vesten. Hun er meget smuk, meget talende, meget intelligent, meget ekstrovert, en ikke-troende kulturmuslim med et aktivt seksualliv.
Mona, Den troende, er ægyptisk amerikansk, går med tørklæde og er troende muslim. Med sine to veninder befinder Peri, Den forvirrede, sig i sin barndoms konflikt mellem tro og ateisme. Som forfatter er Shafak
god til at lade Peris indre konflikt og tvivl materialiserer sig i de personer, hun omgives af. Både portrætterne af forældrene og af hendes to veninder er levende og intense og legemliggør tro og ateisme/”synd” troværdigt. Tiden i Oxford beskriver overbevisende Peris fascination af det vestlige universitetsmiljø og længslen efter ”hjemme” i Istanbul.
Professor Azur får dog aldrig rigtigt liv, synes jeg. Hans kursus om gud, som er et stort samtaleemne i Oxford, virker ret banalt på mig, og hans provokationer af sine studerende for at få dem til at tænke ud af boksen virker direkte upædagogiske.
Et overflødighedshorn
Evas tre døtre er en roman, der vil rigtig meget og lykkes med meget. Peri opnår ikke at hele sin indre splittelse i Oxford. Hun opgiver studierne og vender hjem til Istanbul, hvor hun gifter sig med Adnan og bliver hjemmegående husmor. Hendes resignation kommer tydeligt til udtryk i rammefortællingen. Både tiden i Oxford og middagsselskabet ender dramatisk og flettes i sidste kapitel sammen til en mulig forløsning for Peri.
Shafak kan konstruere en spændende handling, og når hun er bedst, beskriver hun gennem sine personer religiøse, filosofiske og politiske strømninger i Istanbul og Oxford. I den mindre vellykkede ramme, som middagsselskabet udgør, er det, som om ideerne og harmen over alt det, der synes forkert, vinder over personfremstillingerne.
Romanen er fyldt med billedsprog, der nogle gange fremmer forståelsen af teksten, men også nogle gange er for svulstigt efter min smag. Personligt foretrækker jeg et mere stramt komponeret plot og et mere præcist billedsprog. De formmæssige indvendinger til trods, giver Evas tre døtre et tankevækkende og foruroligende billede af det moderne Tyrkiet, som er svært at lægge fra sig.
|
|
|
|
